Vikingetiden indeholder nogle af Danmarks største historiske begivenheder. Vi kender vikingerne som store krigsmænd, der drog ud på vikingetogter, for at plyndre og erobre nye arealer. Det var ikke kun erobring af nye lande der havde en stor betydning for vikingerne.
Ære og det individuelle var også vigtigt for vikingerne, især hos mændene. Den enkelte viking skulle forsvare sig selv og skulle have mental og fysisk styrke, da det var vigtigt for vikingen selv og også for det samfund vikingen var en del af.
Mp: I denne dansk historie opgave lægges der vægt på at redegøre for æres- og mandighedsbegrebet i vikingetiden. Der ville blive brugt bundne kilder til redegørelsen.
De litterære tekster vil blive analyseret og fortolket med fokus på de henviste kilder. Herunder undersøges relevante historiske kilder, og der lægges vægt på at få en sammenhængende og bearbejdet tekst ved at binde det historiske og danske materiale sammen til en enhed.
Indholdsfortegnelse
Hovedafsnit 1
Hvis det enkelte individ levede op til æreskravene som var: aggressivitet, selvhævdelse, mod, styrke, rolighed og mådehold, blev man betragtet som en mand af ære. Disse fælles normer gjorde at vikingerne kunne stå sammen om at erobre større og flere lande og på den måde få flere penge og mere prestige.
I et samfund hvor det enkelte individs placering i hierarkiet er den vigtigste norm, og hvor der kun findes en overordnet leder, bliver det vigtigt at opretholde en personlig ære. Ære er den værdi, der stilles stærkest for hver person i samfundet. For at opfylde de æreskrav der var, var det nødvendigt at man havde respekt for andre mennesker, men også at man havde en vis selvrespekt. Det kræver at uanset hvilken status personen har, skal man være pligtopfyldende over for de forventninger der stilles til personen, og at man skal acceptere ens placering i hierarkiet og at man ikke kommer til at overvurdere sin rolle.
Hævn bliver i den sammenhæng brugt til at genoprette ærestab, eller til at krænke den person der har brudt balancen, og derved også mindske personens ære og prestige. Der kan også blive brug for hævn, hvis krænkelsen går ud over et af vedkommendes slægt medlemmer, eller personer der ikke kendte til at der var en skabt en konflikt. Genoprettelse af den tabte ære sker ved at man lader andre mennesker se at man reagerer på en krænkelse og at man ikke lader sig ydmyge, generelt var det afgørende hvad andre mennesker mente og sagde, da det som sagt kunne påvirke ærestabet.
En af de mest utænkelige æreskrænkelser gik ud på, at man håner og ydmyger en mand og fremstiller ham som den kvindelige part i et homoseksuelt forhold. Denne ærekrænkelse kaldes ”nid”, og var en af de værste krænkelser der kunne tænkes, da mandighed havde en stor betydning og i sig selv var et tegn på ære. I vikingetiden fandtes der ikke et samlet monarki, men flere konger, høvdinge og stormænd som med magt selv bestemte hvordan man ville fremstå og hvilke handlinger man foretog sig. Disse handlinger kunne godt påvirke familielivet og det viste mandighed, og når rigdommene blev større og mere synlige gav det mere status.
Hovedafsnit 2
Analyse: Norrøn litteratur: (Saga, Heltekvad)
Hvis man tager udgangspunkt i sagaer er ”Gunløg Ormstunge saga” et godt eksempel på hvordan ære og mandighed blev brugt i nedskrevne sagaer. I sagaer var det ikke ualmindeligt at hovedkaraktererne var vikinger eller at titlen på sagaen, var helten/hovedkarakterens navn. I denne saga hører man om sønnen af Illuge, nemlig Gunløg Ormstunge.[1] Han ville gerne ud at rejse, men hans far nægtede ham det. Han løb derfor hjemmefra og søgte ly hos Thorstein. Her mødte han den smukke Helga. Gunløg begav sig ud på rejse igen, men Thorstein havde lovet at hvis han vendte tilbage efter 3 år måtte han godt ægte hans datter, Helga. Under hans rejse møder han Ravn. Da de begge ville kvæde for kongen opstår der konflikt mellem dem. I mens Gunløg stadig er ude og rejse, frier Ravn til Helga. Gunløg nåede ikke hjem til Helga inden de 3 år. Gunløg og Ravn ville kæmpe om Helga og hendes kærlighed, men døde begge i kampen. Helga blev gift med en anden mand, men døde kort tid efter i hans skød, med mindet om sin fortabte kærlighed, Gunløg. I midten af middelalderen blev sagaerne nedskrevet, hvor de oftest handler om drab, slægt, hævn og kampen om den skønneste kvinde.
”Saga” er en bred betegnelse for prosafortællinger, da der naturligvis findes forskellige typer af disse sagaer. Islændinge sagaer er en længere romanpræget prosafortælling, der blev skerevet af anonyme islandske forfattere. Det er dem der hyppigst blive brugt i sammenhæng med udtrykket, islandske sagaer. [2] Sagaen er god til at beskrive datidens fortolkning af ære og mandighed. I sagaernes tid, også kaldet Landnamstiden var det vigtigt at det enkelte individ var modig og stærk og at man havde evnen til at tage nogle selvstændige beslutninger, som var til egen gavn men også for slægten. Dette blev som regel ført videre til faderens søn/sønner og på den måde blev status draget videre af slægten.
Det kom dog meget an på hvilken status den enkelte slægt havde, og den enkelte individuelle lykke var ikke nær så vigtig som slægtens lykke. Det var vigtigt at man havde en vis aggressivitet så man på den måde havde mulighed for at forsvare sig selv. Det var dog også vigtigt at man kunne bevare en form for rolighed så man kunne tænke klart i pressede situationer, f.eks. under en kamp. Når man skulle i kamp havde man pligt og ret til at forsvare sig selv. Hvis man ikke gjorde det, led man ærestab. Hvis dette gik ud over storfamilien eller slægtens liv, var det derefter op til slægten at genoprette det tabte. Dette gøres ofte gennem hævn, kompromis eller tilbageerobring. Slægten betød alt for det enkelte individ, og æren alt for ætten.[3]
Undertrykkelsen af kvinder kommer dels til udtryk i denne tid. Kvinderne havde ikke meget at sige i forhold til beslutninger og holdninger. Dette kommer til udtryk i sagaen, om Gunløgs frieri til Helga. Man får ikke noget at vide om Helgas synspunkt af situationen, eller hvilke holdninger hun havde.
Her kan det tydeligt ses at denne saga er nedskrevet i middelalderen, da man i den tid betragtede kvinder som et objekt og giftemål, for at opnå mere prestige og magt. Heriblandt handler denne saga om at udfordre skæbnen og fortabt kærlighed mellem to personer.
I denne saga kan Gunløg Ormstunge godt betegnes som en ”ójafnaðrmaðr”, altså en dreng der levede op til kravene om styrke, mod og aggressiv.
“Gunløg i særdeleshed ud- viklede tidlig sin legemsstyrke og vækst;” [4].
Her beskrives Gunløg som en dreng med viljestyrke, i hvert fald på det fysiske plan.
Han bliver i sagaen præsenteret som en næsten fejlfri dreng. Smal om livet, hærdebred, lyst hår, sorte øjne. Generelt bare beskrevet som en meget velskabt ung mand.
Gunløg er ikke dissideret aggressiv, han er en heftig og selvstændig dreng, der ikke er bange for at råbe højt om hans personlige meninger.
Han er modig, da han tør som 15-årig at drage ud og rejse alene. ”Da han var femten år gammel, bad han sin fader om rejsepenge, og sagde at han ville rejse udenlands for at se andre folks ·sæder.” [5] Han opnåede på denne rejse meget prestige og ære, fordi han kvæder til konger og høvdinger, da det giver en vis anerkendelse. Han har også en uforskammet side, som kommer til udtryk når han er i Norge hos de to høvdinger, som han fornærmer. Der lægges ikke skjult på at han er en mand af ære og at han ikke giver slip på det som han gerne vil opnå.
Gunløg var ikke ligefrem beriget med erfaring, grundet hans unge alder, så det kunne godt gøre ham umoden i de beslutninger og valg han ville træffe. Han var kendt for at kvæde med bid i, med dette menes at hans digte var kendt for at være skarpe og kritiske, derfor fik han tildelt sit navn, ”Ormstunge”, som betyder slangetunge. Gunløg viser styrke, både for slægten men også over for sig selv. Han viser sin slægt tro ved at fæste sig med en kvinde og dermed fører slægten videre.
Sagaen er skrevet i 3. Persons fortæller da fortælleren ikke har yderligere indsigt i personerne, udover at forklare handlingen og stemningen. 3. Persons fortælleren er en personbundne fortæller, som er koblet til Gunløg da man primært ser historien fra hans side. I denne saga er fortælleren skjult, da der ikke bliver benyttet fortællerkommentarer, blot bliver teksten gengivet og registreret, med fokus på, at handlingen forløber af sig selv. Der er brugt scenisk fremstilling da sagaen forløber sig over en kronologisk rækkefølge. Der bruges ydre fremstilling, til at beskrive personernes adfærd, udseende og replikker. Dette ses bl.a. når Gunløgs adfærd bliver beskrevet. ”Thorsten svarede, at det var ingen nytte til; men Gunløg greb straks hans hånd og sagde: „Føj mig nu dog deri!“ „Så gør da, som du vil,“ sagde Thorsten;” [6]
Dette gør at vi ud fra karakterenes væremåde, kan danne os et blik over hvordan de er som personer.
Det er tydeligt at se at denne saga er beriget med fremstillingsmetoden ”Showing”.
I Showing skildres personer og stemninger med billeder eller gennem adfærd. Vi får ikke at vide hvordan personerne er af fortælleren, men dette vises indirekte gennem personernes handlinger.
Kilde 23: Ibn Rustah I “Vikinger og togter”, Sørensen, Gyldendal, 1990. s. 73-74
I denne kilde bliver der talt om ære og mandighed bl.a. igennem mændenes sønner. De har en vis ære de skal føre videre i slægten. ”Han tager så og kaster det foran ham og siger til ham: Jeg efterlader dig ikke nogen ejendom, du har kun det, du erhverver dig selv med dette dit sværd.” [7]. De skulle leve op til æreskravene med det de havde til rådighed, uden at begå ærestab, da dette kunne få betydning både for dem selv, men også for slægtningen. Det var vigtigt for vikingerne at de så antagelige ud, så de var renlige i klæderne og hygiejnen blev prioriteret højt.
Som nævnt før, er de fyldt med heltemod og tapperhed. De går aggressivt til værks, når der skal angribes landsbyer og de giver sig ikke før de har ødelagt alt der var at ødelægge. Kilden lægger også vægt på de redskaber og klæder som de brugte når de erobrede og plyndrede til havs. Mod, angreb og ekspeditioner blev hyppigst vist på skibene når de sejlede.
Kilden er en førstehåndsberetning, da forfatteren, Ibn Rustah selv var til stede og boede i Rusland, da denne begivenhed foregik, i 900-tallet.[8] Det foretrækkes at arbejde med førstehåndsberetninger, da en primær kilde er tættest på begivenheden. Der fremstår tendens fordi forfatteren selv har set og oplevet selve begivenheden og forfatterens egen opfattelse vil påvirke beskrivelsen.
Kilde 26: Runesten
I denne kilde fremstår slægt og ære som vigtige egenskaber, når der blev rejst en runesten til ære for en betydningsfuld person. Dette er som regel mænd der beslutter at en sten skal rejses. Det er mænd der var draget ud på togter i den store verden, viser mod og udbreder kendskab til slægten. De der overlever togtet vender hjem og fortæller om slaget og runestenen bliver rejst på hjemegnen, så andre kan få kendskab til bedriften.
Hovedafsnit 3
Men hvorfor var mandighedsbegrebet så afgørende i vikingetiden?
For at opnå status i vikingetiden, var det alt afgørende at man havde en stærk fysik, mod, tilpas aggressiv men også at man kunne bevare roen i ophidsende situationer.
Man havde altid en grund, når man hævnede sig på en person. Dette kunne f.eks. være: æreskrænkelse mod en anden person i ens slægt eller det kunne tænkes at man havde brudt et forbud mod at ride på en anden mands hest.[9] Sådanne hændelser som skulle hævnes, kunne godt opfattes som småting i nutidens Danmark. Hvis man ikke hævnede sig dengang ville det være det samme som at opføre sig umandigt. Det kunne opfattes som om man var bange for nogle.
Hævn i vikingetiden var altid nøje gennemtænkt og planlagt da det var vigtigt at man var den der vandt. Hvis man tabte ville man føre endnu et ærestab til sig selv, slægten og sin status i samfundet. I nutidens Danmark er det ikke tilladt at hævne sig, da det bliver betragtet som selvtægt. Men straffen for hævn som er begået i ophidselse er i dag mindre end noget der er nøje planlagt.
Mandighed var i sig selv noget man blev nød til at have for at kunne få respekt fra andre, så folk ville følge og lytte til en og på den måde blive anerkendt, måske endda få en højere status, f.eks. som høvding. Det var vigtigt at man fandt en kvinde som havde sig nogle gode egenskaber, et godt udseende og at hendes slægt var placeret godt i hierarkiet. For at kvindens far ville acceptere at man ægtede sig med hende, var mandigheden alt afgørende.
Mandighed var også relevant, når man skulle plyndre og erobre. Alene udseendet var med til at udbrede frygt så folk flygtede fra deres landsbyer. Derfor blev det let at indtage de mennesketomme arealer.
Vi ved at det var en alt afgørende ting, fordi der med mandighed ikke kun fulgte styrke, storhed og aggressivitet men at ære også havde en stor betydning. At man havde ære og til dels også prestige var ikke kun en fordel for det enkelte individ men også for noget af det vigtigste, slægten. I historiske kilder kan man se at mandighed også havde en stor betydning, når man erobrede og plyndrede. Det var alfa omega at man kunne klare sig selv, men en viking var heller ikke noget uden dens ”team”. Selvom der blev lagt meget vægt på at vikinger skulle udtrykke selvstændighed, viljestyrke og aggressivitet, var de stadig afhængig af deres placering i hierarkiet.
I denne opgave har der været fokus på vikingetidens æresbegreb mandighed og mange togter og erobringer. De islandske sagaer giver et billede af vikingernes dramatiske bedrifter.
I nutidens Danmark er der fundet rester af vikingeskibe, der indeholder spor fra et rigt handelsliv. Da kendskabet til vikingetiden er blevet større er der også ved at opstå en mere nuanceret historie om denne tid. Æresbegrebet og mandighed er ændret, men man hører stadig udtrykket ”En mand er en mand, og et ord er et ord”.
Litteraturliste
Bøger:
Saga :Gunløg Ormstunge, Gyldendal, 1200 (besøgt 24/05-16)
Redigeret af Gunnarsson og Kyre, Gunnar og Hans: De islandske sagaer, Gyldendal 1965 (besøgt 28/05-16)
Harding Sørensen, Carl: Vikinger og togter, Gyldendal 1990 (besøgt 24/05-16)
Jørgensen, Jens Anker: Litteraturhåndbogen 1, Gyldendal 1981 (besøgt 26/05-16)
Webadresser:
Bjernum, Jørgen, Danmarkshistorien, 2011 (besøgt 25/05-16)
[1] Gunløg Ormstrunge saga
[2] Litteratur håndbogen
[3] Litteraturens veje
[4] Gunløg Ormstunge saga (s. 27, linje. 7)
[5] Gunløg Ormstunge saga (s. 28, linje 1)
[6] Gunløg Ormstunge saga (s.28 linje 4 nedefra)
[7] Gunløg Ormstunge (s. 73 linje 7).
[8] Bjernum Jørgen, 2011
[9] De islandske sagaer, 1965 (bind 1, s. 163)
Skriv et svar