Naturvidenskaben er ikke så værdiløs, som den ved første øjekast er kendt for at være. Flere og flere eksperters forskning er præget af egne interesser og værdier, hvilket strengt taget er i modstrid med etik og moral.
I artiklen ”Naturvidenskab og værdier”, argumentere forfatteren for, hvorvidt naturvidenskaben er deskriptiv og fuldstændig værdineutral.
Teksten er et uddrag fra en artikel ”Hvad er naturvidenskab?” skrevet i år 2009. Teksten er skrevet af professoren Helge Kragh, som er ansat ved Aarhus Universitet. Artiklen er knyttet til en tese, fordi spørgsmålet til stadighed har sin relevans.
Han skriver i starten af uddraget, at grunden til, at naturvidenskaben har opnået så stor succes, som den har, er fordi den er objektiv og ikke kan diskuteres, netop fordi den er værdiløs og ikke er præget af nogen mening.
Naturvidenskaben er værdiløs, fordi den ikke giver udtryk for nogen mening, det er menneskerne der lægger værdi i naturen. Det er menneskene, der har en subjektiv mening om naturen. Alligevel kan naturvidenskaben hjælpe til at understøtte augmentet om, hvorfor f.eks. man burde stoppe den globale opvarmning.
Helge Kragh augmenterer for, at naturvidenskaben er deskriptiv.
Ordet deskriptiv beskriver hvordan ting er, og ikke hvordan de burde være, som det normative gør.
For at beskrive forskellen på de to begreber han bruger, giver Helge Kragh os et eksempel, der inkludere ham selv. Han skriver at når han selv fortager en handling, er det med et formål der bygger på hans værdier. Men når et elektron flyver rundt i et magnetfelt, er det ligesom formålsløst.
Det er forskernes ansvar, at fremskaffe data fra naturvidenskaben, uden at tage stilling til hvad godt og ondt der ligger i disse. Det er derimod politikernes opgave, at tage stilling til hvilke valg der er godt og ondt. Forskernes sekundære ansvar er at fremlægge deres resultater objektivt og så overskueligt som muligt. Helge Kragh slutter afsnittet af med at konstatere, at dette sammenspil ikke er helt muligt, men at det må tilstræbes.
Helge Kragh slutter på trods af sin lange argumentation for at naturvidenskaben er deskriptiv af med at sige, at det ville være naivt at tro at naturvidenskaben ikke er præget af de forskellige interesser f.eks. firmaers værdier, moral og etik. Her referere han til at en biokemiker, der arbejder for en medicinsk virksomhed. Han hævder at forskningen ofte er præget af arbejdsgiverens interesser.
Til sidst kommer forfatteren med et udsagn om, at Staten ikke i så høj grad vil stille sig kritisk over for de universitetsansatte, da man er ret frit stillet som statsansat forsker. Staten mistænker simpelthen ikke universitetsansatte for, at de handler efter deres egne interesser.
Det er politikernes opgave at omsætte det deskriptive til det normative. Altså de skal bruge de resultater, som forskerne har formidlet og diskutere disse i forhold til, hvad resultaterne kan bruges til. Politikkerne skal udveksle meninger og værdier og finde frem til det, der bedst tjener borgerne.
Først og fremmest benytter Helge Kragh sig af ekspertviden i og med, at han selv er professor. Det, at han er professor, giver ham en virkelig stærkt etos, hvilket også understøttet af hans ordvalg, der består af mange akademisk faglige udtryk. Forfatteren bruger også det, der kaldes sponsoreret etos, der vil sige han styrker sin etos ved hjælp af kendte navne.
Han citere bl.a. Einstein ”Naturvidenskaben kan kun give viden om, hvad der er, og ikke hvad der bør være”(l,30 s,1). Fordi han bakker Einstein op i hans udsagn, vil folk have en tendens til at give ham ret, da Einstein er meget respekteret som naturforsker. Ved hjælp af Einstein har han også rygdækket sig selv, da han forklare, at Einstein sagde det samme, som ham selv i sin tid. De folk der ville angribe hans argument vil være tilbøjelige til at trække deres kritik tilbage, da Einsteins har så stærk en autoritet.
Helge Kragh forholder sig rimelig objektiv til emnet. Han skriver, ikke hvad han selv mener. Forfatterens tekst er saglig og han dækker sig bag et man ”Når man hævder at videnskaben er værdifri, eller med et bedre ord værdineutral…”(l,18 p,1). Dette gør han virker mere neutral og troværdig. Alligevel bruger han sig selv i et af sine eksempler, ”Når jeg gør noget, er det ofte fordi…” (l,10 s,1) hvilket gør det nemmere for os læsere, at forholde os til det han snakker om, fordi vi kan relatere til hans handlinger.
Udover Etos appellerer forfatteren også til læseren ved hjælp af logos. Logos er den mest benyttet appel form i denne artikel, da de fleste folk kan relatere til logik. I det fleste tilfælde vil naturvidenskabelige beviser være nok til styrke hans argumenter. ”Medicinske undersøgelser kan dokumentere at cigaretrygning fører til øget risiko for lungekraft og en række andre sundhedsproblemer” (l,2 s,2). Han appellere en hel det til det rationelle.
”Respekten for liv er f.eks. en værdi der deles af næsten alle og måske endda er biologisk betinget” (l,14 s,1) . En forsigtigt påstand om, at det er genetisk, at respektere dyrene. Men vi tror på ham, da det er noget vi kan relatere til. Igennem teksten fornemmer man alligevel, at Helge Kragh er positivt stillet over for naturvidenskaben. Han påstår først og fremmest, at naturvidenskaben har opnået enestående succes. Dette gør at man får sympati for forfatterens argumenter.
Emnerne fra det retoriske pentagram spiller fint sammen i artiklen. Vi kan tydeligt fornemme, at det er en professor, som er afsenderen, idet sproget er så fuld af fremmedord. Det er tydeligt, at emnet omhandler emnet naturvidenskab og modtageren vil derfor typisk vil være en faglig dannet.
Jeg syntes Helge Kragh formår at skrive en rigtig god artikel. Den sætter tanker i gang. Og giver anledning til debat.
Jeg vil give Helge Kragh ret , at det er eksperternes sekundære ansvar at formidle naturvidenskaben, så vi alle forstår den. Derimod siger jeg ikke, at det er op til politikerne at finde en løsning på sager som global opvarmning. Politikerne vil ikke altid være i stand til at opnå den bedste løsning. Jeg tror på at der opstår et dilemma i om politikerne er i stand til at beslutte den bedste løsning for samfundet, når det er ikke realistisk, at politikerne kan opnå ligeså god forståelse for emnet, som eksperterne.
Jeg mener ikke, det er muligt for forskerne at studere naturen uden deres personlige værdier kommer til at spiller en rolle. Jeg tror, der er alt for mange faktorer , der spiller ind som f.eks. penge.
Jeg er lidt uenig i hans påstand om, at det ikke tilfalder videnskabsmændene at afgøre om den globale opvarmning er god eller dårlig. Det er ikke altid fuldt forsvarligt, at politikerne skal tage beslutninger om noget , de ikke kan sætte sig fuldt ind i. Der vil være mange vidt forskellige politiske sager og det vil være umuligt for politikerne at sætte sig ordenligt ind i dem alle. Derfor syntes jeg selv, at eksperterne skal have større indflydelse. Derved ikke sagt at politikerne skal give dem det fulde ansvar.
På grund af at forskerne blander deres egne interesser ind i forskningen vil jeg mene, at de to parter skal indgå i et styrket samarbejde, hvorved de demokratiske principper bibeholdes.
Skriv et svar