Reality-TV
Hvad er det, der kan få en kvart million danskere til at følge med, når Paradise Hotel, hver mandag ruller over skærmen? Hvad er det, der er så fascinerende ved at se, en flok meget berusede unge danskere, danse rundt på et hotel, iført meget lidt tøj, og drikke hovedet ud? Mange er fascineret af reality-TV og der findes efterhånden utallige programmer inden for genren. Om det er en gruppe mennesker, der kæmpe for at overleve og for at få en smule mad i den store kamp, om at blive årets vinder af Robinson, eller en masse letpåklædte unge der ikke laver andet, end at feste på en yacht, så er det i hvert fald noget, der fanger seerne. Men hvad er det seerne får ud af at se reality-TV? Hvorfor bliver folk ved med at se sæson, efter sæson af programmer, som Robinson eller Paradise Hotel? I uddraget ”Debat om reality-TV” af magasinet P1 Morgen d. 26. februar 2009, besvarer Michaela Krigsager, sammen med magasinets vært, Jan Falkentoft, nogle af disse spørgsmål.
Jan Falkentoft undrer sig gevaldigt over, hvad der får omkring en kvart million danskere til at se reality-programmer, som Paradise Hotel, men specielt hvad der får folk til at se det gang på gang – sæson efter sæson. I uddraget ”Debat om reality-TV”, fortæller medvirkende Michaela Krigsager, der har cand. mag. i kunst- og kulturvidenskab, om nogle af grundene til at folk bliver så fascineret og draget af reality-TV. Hendes hovedsynspunkt er, at folk jagter den gode historie. De personer der deltager i programmer, som Paradise Hotel og Robinson, fortæller historie om sig selv undervejs i programmerne, som seerne kan relatere til. Et andet vigtigt synspunkt Michaela Krisager har, er at reality-TV kan sammenlignes med et eventyr, hvor der både er de gode og de onde. Michaela Krisager, mener altså at seerne kan få følelsen af at holde med de gode og forarge sig over de ondes opførsel.
I et eventyr, er der som regel noget, som personerne i fortællingen, gerne vil opnå eller undgå, det sammen gælder for reality-TV, om det er den store pengegevinst eller en kæreste, er det noget seerne kan relatere til. I et eventyr er der også altid de onde og de gode, som beskrevet tidligere. Det er to vigtige roller i reality-TV, ligesom det er i et eventyr. ”Jeg tror tit at dem der ser reality-TV vil kunne genkende nogle bestemte typer, som fx en skurk eller en helt, nogle man kan identificere sig med.”
Det er meningen, at reality-TV skal give en følelse af identifikation med deltagerne, så seerne kan sidde tilbage og tænke: ”Det kunne jeg også have gjort, eller endnu værre, det har jeg gjort. ” (02.35), som Michaela selv siger i debatten. Når vi ser reality-TV vækker det følelser hos os, mener Krisager. Det er derfor vigtigt, at deltagerne ikke har noget filter, så vi kan komme helt tæt på dem. Michaela har snakket med en del deltagere fra Paradise Hotel og har fundet ud af at, det er meget sociale mennesker, der deltager og at de tillægger mange følelser til programmet. Deltagerne får noget følelsesmæssigt ud af det, og seerne får lov til at hoppe med på en personlig udvikling. Hun mener, at der er mange der slapper af når de ser reality, og bliver underholdt – ligesom når man får fortalt et eventyr. ”Det er fjernsyn, der er båret af følelsesmæssigt indhold, som vi alle sammen kan genkende, og så rammer det nogle følelser i os, så det er bl.a. underholdning, men også historiefortælling. ”(01.18-01.29). Deltagerne lader altså følelserne få frit løb på åben skærm, og det giver os noget af relatere til. Samtidig er der også noget velkendt og fornyelse, der gør at folk stadig følger med efter 8 sæsoner af Paradise Hotel. ”Der er fx mange der har været lidt forarget over at der har været meget sex og meget kysserie i Paradise hotel, men det er ikke ligefrem noget nyt for os mennesker at vi syntes at det er sjovt at kysse på hinanden, så er der er både noget vi kan genkende, men så er der nye temaer, som fx jalousi eller ja hvad det nu kunne være i de nye sæsoner” (05.15). Michaela Krigsager mener, at hvis genren bliver fornyet, men at der stadig er noget vi kan relatere til, er reality kommet for at blive. Det kan måske være fordi seerne elsker en god fortælling.
Michaela Krisagers påstand er, at seere og generelt danskere elsker en god historie. Til den påstand, har hun et belæg, som lyder på at seerne de personer der deltager i programmer som Paradise Hotel og Robinson, fortæller historier om dem selv. Deltagerne åbner op for en intimsfære med alle dem der ser på. Man kan altså se på det som underholdning, men også historiefortælling. ”Det er som du siger, jagten på den gode historie, at vi alle sammen som mennesker godt kan lide gode historier og meget af det der foregår i reality-tv, hvor folk bruger meget tid på at snakke sammen, er at de fortæller små historier om dem selv” (00.55-01.14) Hendes anden påstand, der lyder på at reality-tv kan sammenlignes med et eventyr og dermed er hendes belæg, at reality-tv er båret af følelsesmæssigt indhold, som seerne kan relatere til. Hun understøtter begge påstande med den rygdækning, at hun har cand. mag. i kunst- og kulturforståelse og har skrevet speciale inde for området. Ud over rygdækning styrker dette også hendes logos, da det er tydeligt at hun har meget viden indenfor området. Michaela Krisager har derudover også interviewet nogle af de tidligere deltager i Paradise Hotel, som sammen med hendes speciale gør at hendes påstande og belæg bliver mere troværdige, da det skaber en form for tillid. Ud fra alt dette samt at hun demonstrer sin viden og indsigt i emnet, kan man se at hun benytter sig meget af etos. Dog er det eneste fortalte empiri hun har fra Paradise Hotel, nogle interview af deltagerne. Det giver hende en mindre bred vinkel og dermed kan det gøre hende lidt utroværdig. Hun kommer med en påstand der lyder på at ”deltagerne giver os et indblik i deres følelser, som en slags højt tænkende refleksion.”, dermed påstår hun at det der bliver vist på fjernsynet er den nøgne sandhed. Men er det det? Det er jo ikke noget vi kan vide, da det er bevidst at folk kan ændre opførsel så snart der bliver sat et kamera foran dem. Man kan se på det, som en slags styrkemarkør hun benytter for at gøre hendes påstand stærkere. Det kan dog godt opfattes utroværdigt.
I artiklen “Derfor ser jeg Paradise” af Kristian Villesen der er skrevet i Information, opstiller han flere årsager til at danskere, inklusiv ham selv, bliver så fanget af reality-programmet Paradise Hotel. Kristian Villesen, mener at der er et sociologisk svar på, hvorfor man ser Paradise Hotel. Han mener at man ser det fordi, det er spændene at følge med i, hvordan unge i dag, tænker og taler. ” Jeg ser det – men jeg gør det som en form for forskning i ungdomskultur. Det er fesent.”. Dog mener han ikke, at det er en fyldestgørende begrundelse om hvorfor, man vælger at sidde klistret til skærmen hver mandag aften når Paradise Hotel ruller over skærmen. ”Nej, man kan lige så godt droppe det akademiske figenblad og slet og ret indrømme, at man ser Paradise Hotel, fordi man synes, det er godt tv. Så det er jeg begyndt at svare. Programmet består grundlæggende af intriger, sex, spænding og taktik. ”. Michaela Krisager og Kristian Villesen er altså til dels enige. Dog mener Michaela Krisager at seerne får noget følelsesmæssigt ud af se reality-tv, hvor Kristian Villesen mere ser det som ren underholdning. Så hvem har ret? Det er svært at sige, men man kan nok ikke generalisere, som Michaela Krisager og mene at det ren og skær fordi vi ser reality-tv som en historiefortælling. Der er helt sikkert flere seere derude der ser Paradise Hotel, som ren og skær underholdning eller fordi ”Det med, at mange af deltagerne ikke er specielt kvikke, hvilket de vitterligt ikke er, skal nok også nævnes i denne opremsning af begrundelser for at se programmet.” som Kristian Villesen skriver.
Så man kan nok ikke komme med en endegyldig årsag til hvorfor så mange danskere bliver fanget af reality-tv som Paradise Hotel. Man skal dog være opmærksom på at reality-tv fordrejer sandheden og at man nok ikke skal tro på alt hvad man hører. Da reality-tv skildrer en form for manipulation af virkeligheden. Men selvom at reality-tv er en fordrejet sandhed, ser seerne sig selv i deltagerne og kan dermed få noget følelsesmæssigt ud af det, samt at kunne følge med i en personlig udvikling hos deltagerne. Folk elsker noget velkendt og fornyelse og derfor bliver folk så fanget af reality-tv, at de følger med i sæson efter sæson. Alt i alt er reality-tv er kommet for at blive – i hvert fald for nu.
Skriv et svar