Skrevet af Faisa
Indholdsfortegnelse
1.0 Indledning
15 september 2008 er en vigtig dato i de sidste års økonomiske udvikling. Det var den dag hvor en stor amerikansk investeringsbank Lehman Brothers krakkede. Denne begivenhed udløste en lavine af økonomiske nedture, som senere hen er blevet døbt ”finanskrisen”. Krisen spredtes fra Wall Street Børsen og bankerne til resten af USA´s økonomi og meget hurtigt derefter til resten af den globale økonomi. Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at den slags har fundet sted. Siden penge- og markedsøkonomien blev dominerende har økonomerne været klar over, at økonomien ikke vokser jævnt men i bølgebevægelser eller med et andet ord ”konjunktursvingninger”.
Emnet for denne opgave vil være de to største nedture i den globale økonomi inden for de sidste 100 år: Krakket på Wall Street i 1929 og finanskrisen i 2008. I opgaven vil jeg redegøre for den finansielle sektors rolle og markedsøkonomien. Derefter vil jeg give en kort redegørelse for de to kriseforløb og analysere årsagerne til de to krak i finansverdenen. Hvad var det der gik så galt i de to situationer? Og hvordan kan det være, at et sammenbrud i det finansielle system også fører til krise i den ”virkelige” økonomi, dvs. produktionsfald, arbejdsløshed og fald i velstand? I forlængelse af finanskrisen vil jeg analysere forskellige regeringers forsøg på, at tæmme krisen igennem finanspagten, bankpakker og de redskaber staterne har til rådighed nemlig pengepolitik og finanspolitik. De to kriser vil blive sammenlignet med henblik på, at identificere ligheder og forskelle i de to kriseforløb. I den sidste del af opgaven diskuteres hvorfor kriserne i 1929 og 2008 trods regeringsindgreb og internationale aftaler fik og har fået et langvarigt forløb. I opgaven benyttes både kvalitativ og kvantitativ metode. Den kvalitative metode benyttes i forbindelse med kildekritik af historiske kilder og den kvantitative metode anvendes ved tolkningen af tabeller. Endvidere anvendes begreber fra økonomisk teori, f.eks. pengepolitik og finanspolitik mm.
2.0 Redegørelse
2.1 Finanssektoren
Ved Finanssektoren forstår man de institutioner som handler med penge og værdipapirer f.eks. banker, realkreditselskaber, forsikringsselskaber, pensionskasser og investeringsforeninger. [1]Aktiebørsen kan også falde ind under denne definition af finanssektoren. Finanssektoren indgår som en afgørende del af det som man kalder det økonomiske kredsløb, som det fremgår af figur 1 som er vedlagt i bilagsmaterialet. Som det fremgår af figuren så står finanssektoren i forbindelse med alle de andre dele af kredsløbet, den låner penge ud og modtager opsparing både til husholdninger, virksomheder og staten. Økonomibogen formulerer det sådan:
Opgaven for den finansielle sektor er i princippet meget enkel, nemlig at formidle en forbindelse mellem personer med overskud af likvide midler, dem med et opsparingsbehov, og personer med underskud, dem med et lånebehov”[2].
Nogle eksempler der kan illustrere citatet: Husholdningerne bruger ikke alt det som de får indbetalt på deres lønkonto noget bliver stående som opsparing. De penge kan banken låne ud til de folk som vil investere, f.eks. starte en virksomhed eller bare forøge produktionen eller erstatte gamle maskiner med nyere maskiner. Men husholdningerne låner også penge når de skal anskaffe varige forbrugsgoder f.eks. bil, hus, nyt køkken, privat pool mm.
2.3 Renten
Hvorfor vælger husholdninger, virksomheder og staten at sætte penge i banken? Det gør de fordi at der er omkostninger ved at være likvid[3]. Man går glip af en indtægt hvis man har for mange penge i kontanter, og indtægten er det man kalder renten eller i det her tilfælde indlånsrenten. Virksomheder og andre får penge for at sætte penge i banken. Når banken så låner penge ud så sker det til en højere rente end indlånsrenten, bl.a. på den måde tjener bankerne på renten. Renten påvirker vores lyst til at spare op og investere. Hvis ind- og udlånsrenten er høj så stimulerer det folk der sparer, men det hæmmer lysten til at investere, fordi renten er en omkostning for virksomheden eller husholdningen. Og hvis renten stiger så kan der være investeringer som ikke længere kan betale sig for virksomheden, derfor taler man om at høj rente virker kontraktivt på økonomien og lav rente virker ekspansivt. Det er derfor renten er så vigtig for hele samfundsøkonomien[4].
2.4 Pengepolitik
Hvad er det så der bestemmer om renten er høj eller lav? Nationalbanken har en afgørende indflydelse på renten, da Nationalbanken står for produktionen af penge, og Nationalbanken er samtidig bank for de private banker. De private banker kan låne i Nationalbanken og sætte penge ind i Nationalbanken. Nationalbankens rente over for de private banker er derfor også styrende for hvilken rente de private banker sætter over for deres kunder. Hvis økonomien er på vej ind i en lavkonjunktur så vil nationalbanken aktivt forsøge at modarbejde det ved at sætte renten ned så det bliver billigere at låne og investere og forbruge. Når Nationalbanken går ind og prøver at styre renten så taler vi om pengepolitik, lavrente=ekspansiv pengepolitik og højrente= kontraktiv pengepolitik.
Nationalbanken kan også føre pengepolitik ved at påvirke den totale mængde af penge i samfundet. Nationalbanken kan købe og sælge obligationer. Hvis staten har haft underskud så dækker den ved at sælge statsobligationer som nationalbanken står for at sælge[5]. På den måde opsuger man den forøgede pengemængden som der ellers ville opstå ved et underskud. Hvis Nationalbanken vil forøge pengemængden (ekspansiv pengepolitik) så kan den gøre det ved, at købe obligationer. Men dansk pengepolitik er i dag meget afhængig af udlandet efter kapitalbevægelser blev liberaliserede i 1988[6]. Den internationale kapital bevæger sig derhen hvor den kan få det højeste afkast:
”På langt sigt betyder det bl.a. at den danske rente har tilnærmet sig den udenlandske. Forskellen mellem den danske og tyske rente er blevet indsnævret betydeligt(…)”[7].
2.5 Aktiemarkedet
Virksomheder skaffer ikke kun kapital ved at låne i banken de kan også gå på aktiebørsen og få folk til at købe aktier i virksomheden. En aktie er et ejer-bevis, hvis man ejer en aktie så ejer man noget af virksomheden. Fordelen for virksomheden ved at gå på aktiebørsen i stedet for at låne i bankerne er at aktier er risikovillig kapital[8]. Risikovillig kapital betyder at pengene går tabt hvis virksomheden går ned. Den der ejer aktien kan i princippet ikke kræve erstatning. Men også hvis det går dårligt for virksomheden i en periode så kan virksomheden undlade at udbetale udbytte. Derimod kan virksomheden ikke bare lade være med at betale rente af et lån. Virksomheden er mere solid hvis det er aktionærpenge den arbejder med end hvis det er lånte penge.
3.0 Analyser
3.1 Wall Street 1929
Starten på den store økonomiske krise i USA var krakket på børsen på Wall Street i New York. Torsdag den 24. oktober 1929, gik børssælgerne i panik og solgte aktier ud så hurtigt som man aldrig havde set det før. På bare nogle få uger havde aktierne mistet 40% af deres værdi, aktionærerne var blevet 26 mia. dollars fattigere[9]. Krakket var ikke kun indledningen til flere års økonomisk nedtur, det var også afslutningen på enestående lang vækstperiode i USA. En periode som ofte betegnes som ”den anden industrielle revolution”[10]. De tekniske opfindelser som lå bag den hurtige vækst var f.eks. bilen, radioen og elektrificeringen mm. Industriproduktionen fordobles næsten på kun 8 år fra indekstal på 58 i 1921 til et indekstal på 110 i 1929[11].
Aktiekurserne fulgte godt med, som det fremgår af figur 2 som er vedlagt i bilagsmaterialet så steg aktiekursernes fra indeks 7.98 i 1920 til indeks 26,02 i 1929, det er mellem en 3-4 dobling af aktiernes værdi. Den lange optur betød at folk begyndte, at opfatte aktier som en sikker måde at blive rig på. Aktierne blev jo bare mere og mere værd hvert eneste år, det så ud som om at det var en sikker investering. Det betød så, at mange mennesker som ikke vidste noget om erhvervsliv og virksomheder begyndte at købe aktier i forventning om at de ville blive mere værd. De købte ikke aktier fordi de var interesserede i den pågældende virksomhed. Det at mange mennesker som ellers ikke havde købt aktier nu begyndte, at efterspørge disse papir, dette betød at aktiekurserne gik endnu mere mod himlen, og dermed tiltrak endnu flere købere. Aktiemarkedet i 1929 var kommet ind i det man kalder en spekulationsfase. Spekulationsboblen som var opstået kan illustreres med indekstallet for industriproduktion set i forhold til indekstallet for aktiekurserne. Industriproduktionen er kun knap nok fordoblet mens aktieværdien er mere end 3- doblet. Tallene viser at aktiekurserne var kommet alt for højt op. Man taler om en aktieboble som på et eller andet tidspunkt vil briste.
Det første sammenbrud på børsen kom som nævnt den 24 oktober i 1929 ”den sorte torsdag”[12]. Dette dyk i aktiekurserne fortsatte tirsdag d. 29 oktober, hvor aktiemarkedet brød afgørende sammen. New York Times beskrev begivenhederne på børsen den følgende dag:
”Aktiekurserne brød bogstaveligt talt sammen i går, raslede nedad og medførte gigantiske tab på den mest katastrofale dag i aktiemarkedets historie. Værdier for milliarder af dollars blev tilintetgjort, mens kurserne smuldrede væk under presset fra værdipapirer som skulle sælges for enhver pris”[13].
Ord som ”gigantisk tab”, ”raslede nedad”, ”tilintetgjort” viser den stemning af katastrofe som har præget børsen den dag. Længere nede i samme artikel:
”Kursstøtten fra bankerne som under normale omstændigheder ville have givet resultater, blev fejret voldsomt til side, mens den ene aktiepost efter den anden, enorme i omfang, oversvømmede markedet”.
Også her har vi katastrofestemningen, ord som ”oversvømmede markedet” kommer man til at tænke på en flodbølge, der vælter alt på sin vej.
Men hvordan kan det være at krakket på Wall Street fik så store konsekvenser for bankerne og derefter for resten af økonomien? Årsagen til at børskrisen også blev til en bankkrise var at bankerne var dybt involveret i aktiespekulationen[14]. Bankerne havde lånt penge ud til dem der ville spekulerer på børsen fordi bankerne regnede også med at det var en sikker forretning. Det var ikke kun den ”almindelige” lille mand som spillede på børsen der havde glemt, at det pludselig kunne gå den modsatte vej. Bankerne der burde vide bedre havde også ladet sig forblinde.
New Times forholdt sig deskriptivt til krakket. Arthur Robertson derimod beskriver i et interview fra 1960´erne de mekanismer der fik krakket til, at blive så voldsomt. Han var selv spekulant i 20´erne og kan derfor betragtes som et førstehåndsvidne. Kildekritisk kan man selvfølgelig indvende at Robertson fortæller sin historie 30 år efter at begivenhederne har fundet sted. Men hans beskrivelse hænger meget godt sammen med det man kan læse i almindelige historiebøger: Det der gjorde spekulationen så farlig var at den var forgået for lånte penge[15].
Jeg så skopudsere drenge – som købte aktier for 50.000 dollars med en udbetaling på 500 dollars. Alt blev købt på håb[16]”. ” Bankerne fik 18% i rente for penge som skulle bruges til at købe aktier for. Aktier som kun gav et udbytte på én eller to procent. De regnede med at kurserne ville blive ved med at stige. Alle troede på det. ”[17].
Når banken som havde lånt spekulanten penge så at kurserne begyndte at falde blev den bange for om deres lån var i fare og krævede derfor lånet indfriet med andre ord den krævede at spekulanten skulle sælge den aktie, der var sikkerhed for lånet, men det gav netop så dette pres nedad på aktiekurserne, når mange banker på én gang tvang en masse spekulanter til at sælge ud af deres aktier. Derfor også den lavineagtige effekt som karakteriserede børskrakket.
Mange amerikanske banker blev trukket med ned af børskrakket og gik konkurs:
I 1930 lukkede 1553 banker i USA, og kunderne mistede tilgodehavender på over en mia. dollars.[18]
Ikke bare aktionærerne mistede alt. Men også dem der havde opsparing i bankerne mistede deres opsparingen. Netop det med at også sparerne mistede deres penge førte til et run på bankerne. Sparerne mistede tilliden og ville have deres penge unde banker blev ramt. Situationen blev mere og mere uholdbar fordi ingen bank heller ikke en veldrevet bank kan overleve hvis sparerne hæver alle deres penge. Banken har jo lånt størstedelen af pengene ud, men når bankerne går ned så mister virksomhederne også en helt afgørende forudsætning for at de kan fungere. I en moderne markedsøkonomi har enhver virksomhed en konto, nødvendig til at finansiere den daglige drift. Så det næste led i katastrofen var at virksomhederne begyndte med at indskrænke og lukke fordi de ikke kunne finansiere deres aktiviteter. Skematisk kan man fremstille det på denne måde.
|
Selvom der var flere årsager til krisen[19] i 30´erne (som ikke skal behandles her) så er børskrakket og bankkrisen en af de vigtige årsager til den lange nedtur, og historien er et klart eksempel på hvor vigtig finanssektoren er for resten af samfundsøkonomien.
3.2 Finanskrisen i 2008
”Det er efterhånden en almen vurdering, at beslutningen om at lade Lehman Brothers gå konkurs var den mest katastrofale beslutning, der blev taget som reaktion på finanskrisen[23]”.
Lehman Brothers krakket udløste jo en kædereaktion af mistillid til hele finanssektoren. Allerede dagen efter d. 16 september måtte FED låne verdens største forsikringsselskab AIG 85 mia. dollars for at undgå en konkurs. AIG havde nemlig forsikret de dårlige lån og blev nu også ramt af de faldene boligpriser.[24] De to største realkreditinstitutioner Freddie Mac og Fannie Mae måtte også overtages af staten for ikke at gå konkurs. Samtidig var bolig og bankkrisen også blevet til en enorm børskrise. Aktiekurserne styrtdykkede helt frem til foråret 2009, og bankernes problemer betød at det blev svært at få lån for virksomhederne og hvis man kunne få lån var det til meget høje renter. De stramme kreditvilkår afspejlede mistilliden som bankerne havde til alle også til e andre banker. Bankerne var gået i den modsatte grøft. Hvor de før havde svært ved at få øje på risici, så så de nu risici overalt. Derved blev erhvervslivet hårdt ramt og måtte indskrænke og fyre. Det betød at arbejdsløsheden voksede og BNP faldt kraftigt[25]. F.eks. faldt Danmarks BNP med hele 5,1 % i 2009. Finanskrisen var blevet til en krise i den virkelige økonomi.
3.3 Christen Sørensens analyse af finanskrisen
Christen Sørensen er professor i økonomi og tidligere overvismand i 80´erne. I 2013 udgav han bogen ”Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens”. Bogen analyserer finanskrisen både i USA og i Danmark, Christen Sørensen er også politiker. Han var opstillet i Aarhus for socialdemokratiet ved sidste folketingsvalg. Hans politiske holdning skinner også igennem i bogen ved hans mange angreb på den neoliberalistiske og monetaristiske bevægelse som dominerede fra 80´erne og frem.
Sørensen ser netop i den neoliberalistiske bevægelse en af de årsager til finanskrisen som går langt tilbage i tiden. Helt tilbage fra 80´erne og gennem 90´erne og 00´erne blev det økonomiske system udsat for deregulering og liberalisering. Det betød så at mange af de kontrolsystemer som var blevet indført efter krakket i 1929 blev kasseret. F.eks. blev Glass-Steagall-loven fra 1933ophævet i 1999[26]. Glass-Steagall loven regnes for et afgørende element af reguleringen af den finansielle sektor i USA[27]. Sørensen ser Alan Greenspan, lederen af FED fra 1987-2006, som en af hovedpersonerne i dereguleringsbølgen:
”Greenspan var så forblændet af sin ideologiske liberalistiske opfattelse, at han lagde til grund, at de finansielle markeder ville være selvregulerende. Og dette i så høj gad, at han ligefrem demoraliserede sin egen administration. Selv når administrationen i FED blev gjort bekendt med svigagtige forhold, opgav administrationen at komme med forslag til reguleringstiltag, idet de havde lang tids erfaring for, at sådanne forslag blev afvist med Greenspan som bannerfører”[28].
Citatet er et godt eksempel på Sørensens modvilje mod neoliberalismen. Sørensen ser ikke så meget Greenspan som problemet. Han ser ham mere som repræsentant for den dominerende økonomiske tænkning. Sørensen leder ikke efter syndebukke, han opfatter finanskrisen som et resultat af systemfejl[29]. Med et samfundsfagsbegreb kan man sige at Sørensen fokusere på struktur og ikke aktører.
En anden faktor Christen Sørensens årsagsforklaring er kreditvurderingsinstitutterne Moody´s, S & P m.fl. Sørensen ser nemlig ikke de dårlige lån til husejerne om problemet i sig selv. Problemet var den rating som papirerne fik, den var alt for høj[30].
3.4 Finanskrisen i Danmark
3.4.1 Bankerne og boligboblen
Som tideligere nævnt så spredes finanskrisen til hele verden. I det følgende afsnit har jeg taget Danmark som eksempel på hvordan et europæisk EU-land blev ramt af krisen. Forløbet kan minde meget om USA. Den lave rente i USA smittede af på den globale rente og Danmark kom ind i en højkonjunktur i midten af 00´erne. En kraftig boble blev udviklet på boligmarkedet. Bankerne gav lån til en masse mennesker på boligmarkedet som aldrig skulle have haft lån. Så da boligboblen brister så bliver en række banker trukket med ned. Det berømteste eksempel er Roskildebank som blev overtaget d. 10.august 2009 af statens selskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet[31]. Mellem 2009 og 2012 må Finansiel Stabilitet overtage så meget som 12 banker ud over de 12 banker er der en række banker som kun overlever ved at blive overtaget af større banker.
Som det fremgår af figur 3 som er vedlagt i bilagsmaterialet så var de danske banker så ivrige efter at låne ud at det slet ikke var tilstrækkelig med de penge som sparerne havde sat ind i banken. De danske banker gik efter 2003 og frem til 2008/09, i stigende grad ud på de internationale finansmarkeder for at låne penge som de så kunne låne videre ud. Bankernes egen gæld voksede altså og deres egen situation blev mere risikobetonet. Fra næsten ikke at have nogle lån fra de internationale finansmarkeder 2003 okser de danske bankers lån til ca. 550 mia. i 2008.
”En række pengeinstitutter mistede jordforbindelsen, da de medvirkede til at finansiere overophedningen af boligmarkedet forud for finanskrisen i en naiv og blind tro på, at den hidtidige udvikling ville fortsætte. Med mulighed for at låne til de daværende lave renter på især de internationale kapitalmarkeder og udlåne til ejendomsprojekter til meget højere rente, antog alt for mange bankledelser, at der nærmest var tale om en guldåre, der bare skulle udnyttes”[32].
Her påviser Sørensen hvordan historien gentager sig, bankerne mister fornemmelsen af risici når samfundsøkonomien begynder at boome. I Danmark er krisen meget tæt knyttet til boligboblen. Som man kan se på figuren 4 som er vedlagt i bilagsmaterialet så udvikler forbrugerpriserne sig stille og roligt med nogle få procenter om året. Men huspriserne går fuldstændig amok fra 2004-2007. De stiger fra indeks 120 til indeks 185. I samme periode er forbrugerpriserne kun steget fra lidt under indeks 110 til indeks 115. Derefter ser man tydeligt finanskrisen i kurven for huspriser, prisen falder næsten uafbrudt fra 2007 til 2012 ned til indeks 150. Derved kommer krisen også til at ramme en masse familier, som bliver insolvente, hvilket betyder at de skylder mere væk end de ejer. Husets værdi er faldet så meget at gælden i huset er større end husets værdi. Man kan sige at hvis familien havde en god og solid indkomst så gav det ikke umiddelbart nogle problemer, så havde familien jo pengene til at betale renter og afdrag. Men det kunne give et problem hvis familien skulle flytte så sad man pludselig med en gæld som skulle betales ud og som ikke kunne dækkes af husets værdi. Særlig slemt var det for de familier som af en eller anden grund ikke havde råd til at blive siddende i huset f.eks. pga. dødsfald, skilsmisse og arbejdsløshed. Den type familier blev rigtig hårdt ramt hvis de havde købt hus i 2006-07, hvor boligpriserne toppede.
Disse familier reagerede på krisen ved at spare på alt hvad der kunne undværes for at komme af med gælden. Det gav så en kraftig kontraktiv virkning i det økonomiske kredsløb, forbruget styrtede ned og opsparingen steg, se bilag 7 i bilagsmaterialet. Den stigende arbejdsløshed betød også at mange andre familier begyndte at indskrænke deres forbrug eller udskyde købet af varige forbrugsgoder. Resultatet af alt det her er naturligvis en kraftigt fald i BNP og endnu mere arbejdsløshed. Folk troede ikke på fremtiden. Cheføkonomen i Arbejdernes Landsbank Lone Kjærlund udtalte i 2010 i Børsen:
”Gårsdagens forbrugertillid viste, at danskerne er blevet mere pessimistiske på synet på økonomien. Målingen viste også, at et flertal af danskerne nu for første gang i syv måneder forventer, at arbejdsløsheden vil stige. Alt i alt må vi forvente, at danskerne i en rum tid endnu vil forsøge at få nedbragt gæld og polstret bankkontiene”[33].
3.4.2 Regeringen og boligboblen
Det var ikke kun banksystemet som svigtede ifølge Sørensen. Også regeringen i 00´erne havde et stort ansvar gennem den finanspolitik som blev gennemført. Der hvor regeringen svigter er at den fører ekspansiv finanspolitik på et tidspunkt hvor den skulle have ført kontraktiv finanspolitik. Det går galt fra 2005-07, og Sørensen er meget hård i sin kritik af regeringen ”der (er) ikke siden 1980 ført en så konjunkturdestabiliserende finanspolitik som i årene 2005-07(…). I hele den periode (…) er der således ikke ført en så uansvarlig finanspolitik som i årene 2005-07[34]. Det er klart at en så høj ekspansiv finanspolitik under en højkonjunktur har forstærket problemerne med boligboblen. Den ekspansive politik forstærkede jo den efterspørgsel som der i forvejen var alt for stor. Ud over den alt for ekspansive finanspolitik kritiserer Sørensen også regeringen for en række tiltag omkring ejendomsmarkedet som fik boligpriserne til at stryge i vejret[35]:
- Fastfrysning af ejendomsværdiskatten fra 2002
- Afdragsfrie lån fra 2003
- Stærkt stigende udbredelse af flexlån fra årtusindskiftet.
3.5 Vestlige regeringens forsøg på at tæmme krisen
3.5.1 Wall Street 1929
Ifølge Politikens verdenshistorie[36] ser moderne historikere mindre negativt på Hoover end tidligere. De ser ikke længere forskellen mellem Hoover og Roosevelt som så markant som man har været tilbøjelig til. Men ser man på statistikkerne for årene 1929 – 33 så er det svært at få øje på virkningerne af nogen form for krisedæmpende politik. BNP styrtdykker[37] og arbejdsløsheden vokser fra 3,2 % i 1929 til 24,9 % i 1933[38]. Det er som om det først er efter Roosevelts magtovertagelse i marts 1933 at tingene vender. Præsident Hoover var ligesom andre ledende politikere i USA overbevist om at staten skulle blande sig så lidt som muligt. Markedet ville selv finde en balance på udbud og efterspørgsel. Troen på den økonomiske liberalisme var meget stærk. Det er først da demokraternes kandidat Roosevelt overtager magten i marts 1933 at staten går mere aktivt ind i krisebekæmpelse. Det første Roosevelt gør er at han lukker bankerne i en periode for at finde ud af hvilke banker som var sunde og burde føres videre og hvilke banker som skulle lukkes ned. Han sørgede også for økonomisk støtte til de sunde banker, han indførte regler for investering og spekulation og han indførte også statsgaranti for alle indlån op til 5000 dollars[39]. Det sidste var vigtigt for at skabe tillid blandt de små sparere i forhold til bankerne.
Med hensyn til finanspolitik så er det ikke så mærkeligt, at det tog tid før den kom i anvendelse i 1930´erne. Politikerne og økonomerne kendte ikke til principperne i moderne finanspolitik. Den blev først udviklet på baggrund af den store økonomiske krise. Det er først og fremmest englænderen John Maynard Keynes som udvikler teorien om at staten skal bruge sine indtægter og udgifter til at regulere den samlede efterspørgsel i samfundet: Når økonomien er i lavkonjunktur skal der føres lempelig finanspolitik (lavere skatter/større udgifter). Staten skal ikke være bekymret over at dette på kort sigt fører til et underskud. Den lempelige finanspolitik skaber større efterspørgsel og dermed større produktion og på længere sigt også større indtægter til staten og færre udgifter til understøttelse. Omvendt i en højkonjunktur: stram finanspolitik for at afkøle økonomien. I hvor høj grad var Roosevelt inspireret af disse ideer? Det har man diskuteret meget blandt historikere[40]. Keynes besøgte Roosevelt i 1934 og forklarede ham principperne i finanspolitik. Nogle af Roosevelt indgreb sigtede mod at udvide købekraften f.eks. midler uddelt til de arbejdsløse[41]. Han iværksatte også store offentlige investeringer i infrastruktur. Det skete under den institution der hed Works Progress Administration[42], et af de største projekter var elektrificeringen af Tennessee Valley området[43]. Alt det her var i god overensstemmelse med Keynes, men på andre punkter var Roosevelts New Deal politik i strid med Keynes. Han forsøgte f.eks. at løse landbrugs- og industrikrisen ved at regulere priserne og ved at få producenterne til at reducere produktionen[44].
3.5.2 Finanskrisen 2008
Som allerede nævnt under afsnit 3.2 og 3.3.1 så går regeringer i hele den vestlige verden hurtigt i gang med at redde finanssektoren fra total nedsmeltning, dog svigter den amerikanske regering i tilfældet Lehman Brothers, men ellers er der en massiv indsats hvor staten/nationalbankerne overtager banker og kreditforeninger mm. Sørensen har en hel oversigt over de mange bankpakker (dvs. stats penge som bliver tilført bankerne så de ikke går konkurs) der bliver vedtaget fra 2008-11[45].
I 2009-10 fører de fleste regeringer i de vestlige lande en ekspansiv finanspolitik for at modvirke det meget kraftige dyk der kom i konjunkturen, se figur 8 i bilagsmaterialet.
I 2011 strammede EU op på den fælles finanspolitik i form af finanspagten som fastsatte hvor meget medlemsstaterne måtte have i gæld og i årligt underskud[46]. Statsgælden måtte højst være 60% af BNP og det årlige underskud højst 3% af BNP. Problemet for EU landene var at f.eks. et euroland som Grækenland havde opbygget en enorm gæld. Men det stærke fokus på underskud og gæld betød at det blev sværere for landene at bekæmpe den lave vækst og den høje arbejdsløshed gennem ekspansiv finanspolitik.
Pengepolitikken har også været anvendt meget aktivt. I USA har FED opkøbt statsobligationer og realkreditobligationer for 3800 milliarder dollars fra 2008-2014. En enorm udpumpning af penge og samtidig også noget der har været med til at holde renten nede og gøre det nemt at få kredit[47].
I foråret 2015 begyndte den europæiske centralbank ECB en lignede aktion: Den opkøber obligationer for 60 milliarder euro om måneden og programmet skal køre frem til september 2016[48].
3.6 Sammenligning af de to økonomiske kriser og krise politikker
Der er både ligheder og forskelle mellem de to kriseforløb.
Ligheder
- Den stærke tro på liberalismen og markedet som selvregulerende er en årsag til begge kriser. I 1929 var den dominerende ideologi i USA liberalismen i dens klassiske udformning. Staten skulle blande sig så lidt som muligt. Markedet skulle selv finde ligevægt gennem markedsmekanismen. – Efter 2. verdenskrig er det Keynes og ideerne om at staten skal prøve at regulere konjunkturerne der kommer i højsædet. Men fra 1980’erne oplever liberalisterne et come back samtidig med at de finansielle markeder bliver liberaliseret. Selvom Keynes ikke bliver direkte kasseret, så bliver han trængt tilbage af mere liberalistisk orienterede økonomi-retninger. – Man kan således godt konkludere at den overdrevne tro på markedet spillede en rolle for udviklingen af begge kriser. Både den i 1929 og den i 2008.
- Den lange højkonjunktur skaber en urealistisk optimisme og manglende blik for risici. Den amerikanske spekulant der fortæller om spekulationsfeberen er et godt eksempel på hvordan bankerne fuldstændig glemte risiko-vurdering, når de lånte ud. Den samme mangel på forståelse for risikoen man løb ser man ved finanskrisen i 2008. Her var det måske mere udlån til boligsektoren end udlån til børsspekulanter der var hovedproblemet. Men i begge situationer var der tale om udlån til folk der aldrig skulle have haft lån.
- Spekulationsboblerne: Det er helt klart at der ved begge kriser opstår en voldsom spekulationsfeber som ligger lige før krakket. Aktierne kommer i 1929 urealistisk højt op, sådan at det virksomhederne giver i afkast slet ikke svarer til det som aktien koster. Det samme sker i 2008, men her er det som om at boblen på boligmarkedet har spillet en lige så stor rolle som det der skete på aktiebørsen.
- Alt for meget gæld: Den gamle aktiespekulant beskriver meget levende hvordan spekulationsboblen i 1929 blev drevet så højt op, fordi spekulanterne låner de penge de skulle bruge til at spekulere for. Det samme sker i 2008. Det er påvist hvordan de danske banker tager lån på finansmarkederne for 100-vis af milliarder i årene op til 2008. Pengene lånte de videre til en højere rente, f.eks. til folk i boligsektoren.
- Det store krak på børserne: Både i 1929 og i 2008 styrtdykker aktiekurserne på få uger.
- Bankkrak samtidig med børskrakket: I begge kriser bliver finanssektoren hårdt ramt. I begge kriser bliver bankerne trukket med ned, fordi de har lånt for meget ud til de forkerte.
- Krisen i realøkonomien som en konsekvens af bankkrisen: Hvis aktiespekulanterne havde spekuleret for deres egen opsparing, så kunne krisen være standset her med nogle tab for aktionærerne. Men i og med at bankerne var så stærkt involveret, i 1929 især på børsen og i 2008 især på boligmarkedet, så bliver krisen i begge situationer til en dyb finanskrise, hvor banker går fallit på stribe og hvor renten pga. mistillid stryger i vejret. Herved rammes erhvervslivet hårdt. Et moderne erhvervsliv kan ikke leve uden kredit og en velfungerende finanssektor. Derfor spredes finanskrisen så hårdt til den virkelige økonomi og fører til store tab i velstand og høj arbejdsløshed.
- Ved begge kriser er der en masse mennesker som taber milliarder i formue. Det er klart at når man mister så mange penge, så smitter det af på forbruget. Man bliver mere forsigtig. Udskyder større forbrugsting.
Med hensyn til selve krisens opståen er der således mange fællestræk mellem de to kriser. Der er dog også forskelle, og mht. den måde de vestlige landes regeringer reagerede på kriserne er der flere vigtige forskelle.
Forskelle:
- Jeg har ikke data for boligsektoren i USA i 1929. Men det er som om at krisen i 1929 er mere ensidigt knyttet til aktiebørsen på Wall Street. I 2008 spiller boligmarkedet både i USA og i et land som Danmark en stor rolle for krisens opståen.
- Rækkefølgen: Børskrise-bankkrise fremtræder også forskellig. I 1929 er det børskrakket som derefter trækker bankerne ned, mens det i 2008 er bankernes dårlige situation pga. sub-prime-lånene der udløser børskrisen.
- Belært af krisen i 30´erne reagerer regeringerne og nationalbankerne med det samme i forhold til finanssektoren (dog med undtagelse af Lehmans Brothers). Efter krakket i 1929 går der tre år af før staten begynder at gøre noget ved den nødlidende banksektor.
- Det samme med finanspolitikken. Den bliver straks sat i gang i modsætning til krisen efter 1929 hvor der først for alvor sker noget da Roosevelt kommer til magten (New Deal).
- Den offentlige sektor i hele den vestlige verden var meget større målt som procent af BNP i 1929. Det betød at den offentlige sektor kom til at virke som en automatik stabilisering af økonomien. F.eks. de fleste lande har i dag arbejdsløshedsunderstøttelse, dagpenge eller kontanthjælp. Når de kommer til udbetaling så modvirker det nedturen i den samlede efterspørgsel, derfor blev faldet i BNP og stigningen i arbejdsløsheden ikke nær så stor efter 2008 som den blev i starten af 30´erne[49]
- Efter anden verdenskrig opstod der et langt tættere samarbejde om økonomien mellem landene end man havde kendt før krigen: GATT, WTO, NAFTA, EU osv.[50] Disse aftaler betød at landene ikke kunne bruge protektionisme til at løse deres problemer med. Også det har været med til at krisen ikke blev så dyb som efter 1929. For når landene beskytter sig selv med told og devalueringer så skader de i virkeligheden hele den globale vækst fordi det skader arbejdsdelingen mellem landene, når landene bliver mere og mere selvforsynende.
4.0 Hvorfor varerede de to kriser i så mange år?
Både 1929 krisen og 2008 krisen kom til at vare i mange år. Krisen efter krakket i oktober 1929 er faktisk først helt overstået efter at USA træder ind i 2.verdenskrig. Det værste kriseår målt i arbejdsløshed var 1933 hvor næsten hver fjerde arbejder gik ledig[51]. Men også krisen efter Lehman Brothers krakket har været langvarig. Som det fremgår af figur 5 i bilagsmaterialet så er det først i de sidste par år at arbejdsløsheden så småt er begyndt at falde i Danmark. Ser man på Sydeuropa så er der tale om langt større arbejdsløshedstal. Spanien og Grækenland f.eks. omkring 25% arbejdsløshed i 2014[52]. Centralbank-renterne har været ultra-lave siden 2008 for at bekæmpe krisen . Først den 16.12.2015 satte FED renten en lille smule op: 0,25 %. Et signal om at USA nu syv år efter krakket er på vej ud af krisen. Arbejdsløsheden er da også faldet fra ca. 10 % til nu 5 %[53]
4.1 Wall Street i 1929
Årsagen til at krisen efter Wall Street krakket varede så mange år var nok især at politikerne ikke havde de økonomiske redskaber og den økonomiske viden til at tackle krisen. De fleste ledende politikere i USA var som tidligere nævnt påvirket af liberalismens ideer om det frie marked og at staten skal være så lille som muligt og ikke blande sig i økonomien. Hvis der er arbejdsløshed så skyldes det at lønnen er for høj og så skal man bare lade markedskræfterne virke indtil der er balance mellem udbud og efterspørgsel. Keynes´ ideer om finanspolitik var ikke kendte. Det er derfor det tager så lang tid før der for alvor sker noget i USA med Roosevelts kriseprogram. Manglen på internationalt økonomisk samarbejde og forpligtende aftale kan også have spillet en rolle for at krisen varede så længe. I USA men også i mange europæiske lande forsøgte man at løse de økonomiske problemer hver for sig gennem protektionistisk handelspolitik: Man lagde told på varer fra andre lande for at beskytte sit erhvervsliv og man devaluerede valutaen for at styrke sin konkurrenceevne over for andre lande[54]. Det betød jo bare at man løste sine problemer ved at vælte dem over på andre lande som så svarede igen med mere protektionisme.
4.2 Finanskrisen 2008
Det virker mærkeligt at finanskrisen kom til at vare i så mange år, når politikerne nu havde meget mere viden om hvordan man forhindrer kriser i at opstå, og meget viden om hvad man skal gøre når krisen er opstået. Det kan være svært at forklare, men Christen Sørensen er nok inde på noget af det rigtige når han peger på de mange år hvor liberalismen har vundet frem i økonomisk tænkning, mens Keynes omvendt er kommet mere i baggrunden. Når det er sagt så er det også klart at den nuværende krise bortset fra Sydeuropa har været meget mildere end krisen efter 1929, fordi den offentlige sektor var langt større og langt flere lande har store understøttelsessystemer som begynder at pumpe penge ud når arbejdsløsheden stiger, hvorved faldet i efterspørgslen bliver bremset.
Når krisen alligevel har varet forholdsvis mange år så skyldes det nok især den politik der er blevet ført i EU. Man kom alt for hurtigt væk fra den ekspansive finanspolitik og begyndte at blive bekymret for statsgælden som voksede kraftigt. Finanspagten med dens krav om styr på budgetter og gæld kan have virket negativt på den førte finanspolitik. Tankegangen var at EU-landene skulle bringe orden i deres økonomi. Nedbringe gæld og underskud. Først når der var kommet denne orden i den offentlige økonomi ville tilliden hos forbrugere og virksomheder vende tilbage. Tankegangen afspejlede måske den nyliberale tænkning. I hvert fald var den helt forkert set ud fra et keynesiansk synspunkt. Keynesianeren vil modsat hævde, at politikerne først og fremmest skal fokusere på at få gang i væksten. Når der kommer gang i væksten, så kommer der også automatisk balance på de offentlige budgetter.
Skematisk kan man fremstille den nyliberale og keynesianske opskrift på hvordan man kommer ud af krisen sådan:
Men hvad så med et land som Grækenland, der havde ført en groft uansvarlig politik i mange år: Budgetter der aldrig hang sammen pga. et skattesystem, der slet ikke fungerede? Omfattende korruption. Var det ikke rimeligt at der kom orden på sådan en økonomi? Var det ikke rimeligt at grækerne skulle tage sig sammen? – Jo selvfølgelig er det rigtigt at der blev ryddet op i den græske økonomi. Det som var forkert var at oprydningen blev kombineret med krav om balance på budgettet hurtigst muligt. Det var uklogt at kræve så store besparelser i en situation hvor arbejdsløsheden kom op på 25 %[55]. Besparelserne skal først komme når væksten er kommet i gang. – Her er jeg helt enig med det keynesianske synspunkt.
Det er også mærkeligt at den europæiske centralbank (ECB) venter helt frem til 2015 med at gøre ligesom FED havde gjort i USA siden 2008. Årsagen var at Tyskland var imod en så ekspansiv pengepolitik[56] Når Draghi til sidst i januar 2015 fik sin vilje, skyldtes det, at eurozonen var tæt på at komme i deflation. Draghi kunne argumentere med at det var ECB’s opgave at holde inflationen tæt på 2 %[57]. Mon ikke dette har forsinket EU´s vej ud af krisen med mange år? Man kan i hvert fald tydligt se at USA er kommet meget hurtigere ud af den dybe krise end EU i figur 6 i bilagsmaterialet. Så sent som i 2013 har eurozonen stadig negativ vækst, mens USA kun oplevede negativ vækst i de værste kriseår 2008-09, og som tidligere nævnt, er arbejdsløsheden i USA faldet fra 10 % til nu 5 %. I eurolandene ligger den stadig omkring 10 %. Udviklingen har vist at den keynesianske politik var den rigtige.
5.0 Konklusion
Overordnet om de to store kriser som er behandlet i denne opgave kan man sige, at de i den måde de opstod på kan minde meget om hinanden. Som påvist i opgaven var der en masse fælles årsager til krisen i 1929 og krisen 2008. Men der var også nogle vigtige forskelle mellem de to kriser, først og fremmest den offentlige sektor i 2008 fyldte meget mere i forhold til BNP end i 1929 og samtidig stod økonomer og politikere meget bedre forberedt med hensyn til bekæmpelse af krisen. Endvidere var landende i den vestlige verden meget mere bundet sammen af internationale aftaler og tæt økonomisk samarbejde, som forhindrede landene i at bruge protektionistisk handelspolitik. Når krisen alligevel blev forholdsvis langvarig skyldes det især EU´s finanspagt fra 2011 som begrænsede mulighederne for at fører ekspansiv finanspolitik i euroområdet. Samtidig var den europæiske centralbank alt for lang tid om at komme i omdrejninger. Årsagerne hertil kan findes i den nyliberale måde at tænke krisepolitik på. Men også i den måde EU fungerer på. EU er ikke en stat som USA men stadigvæk i meget høj grad et samarbejde mellem stater, som har forskellige interesser.
6.0 Litteraturliste
- Clemmesen, Kåre & Per Henriksen: Økonomi – Principper, praksis og perspektiver, Columbus 2007,
- Danmarks statistik: http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=19960
- EU kommissionen: http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/images/thumb/2/2c/Real_GDP_growth%2C_2004%E2%80%9314_%28%25_change_compared_with_the_previous_year%3B_average_2004%E2%80%9314%29_YB15.png/800px-Real_GDP_growth%2C_2004%E2%80%9314_%28%25_change_compared_with_the_previous_year%3B_average_2004%E2%80%9314%29_YB15.png
- Finanskrisen, systime (u.å): https://ioa1.systime.dk/index.php?id=183
- Finanskrisen og krisen i 30´erne 2008: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-16531367:finanskrisen-1930erne-og-nu.html
- Nielsen, Kim Mølgaard & Niels Thorsen: USA I 1930´erne, Gyldendal 1979
- Sørensen, Christen: Finanskrisen- kleptokratiets konsekvens, Tiderne skifter 2013
- Weibull, Jörgen, Thomas Magnussen, Niels Erik Rosenfeldt: Tragediens anden del, Politikens verdens historie 18, Politikens forlag 1986
7.0 Bilag
Figur 1 Clemmesen & Henriksen: Økonomi – principper, praksis og perspektiv.45
Figur 2 USA i 1930´rne s.92
Figur 3 Sørensen, Christen: Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens s. 80
Figur 4 Sørensen, Christen: Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens s. 80
Figur 5 Arbejdsløsheden i Danmark
Figur 6 BNP vækst i EU og USA 2003-2014
Figur 7 http://borsen.dk/nyheder/privatoekonomi/artikel/1/191844/danskernes_opsparing_paa_retur.html
Figur 8 http://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=17958&sid=nat – side 11
[1] Clemmesen & Henriksen 2007 s. 181
[2] Clemmesen & Henriksen 2007 s. 182
[3] Clemmesen & Henriksen 2007 s.182
[4] Ibid. s. 186
[5] Ibid. s. 190
[6] Ibid. s. 192
[7] Ibid. s. 192
[8] Ibid. S. 188
[9] Weibull, Magnusson, Rosenfeldt 1986 s. 9
[10] Nielsen & Thorsen 1979 s. 10
[11] Ibid. s. 10
[12] Ibid. s.19
[13] Ibid. s. 19
[14] Weibull, Magnusson, Rosenfeldt 1986 s. 21-22
[15] Ibid. s. 22
[16] Nielsen & Thorsen 1979 s. 20
[17] Ibid.
[18] Weibull, Magnusson, Rosenfeldt 1986 s. 22-24
[19] Iblid. S. 24-26
[20] https://ioa1.systime.dk/index.php?id=183
[21] http://www.faktalink.dk/titelliste/kris/krisaktu
[22]Sørensen 2013 s. 34
[23] Ibid s. 27
[24] Ibid. s. 41
[25] Se bilag 6
[26] Ibid. s. 22
[27] Ibid. S. 224
[28] Ibid. s. 23
[29] Ibid. s. 216
[30] Ibid. s. 26 og 34
[31] Ibid. s. 95
[32] Sørensen 2013 s. 87
[33] http://borsen.dk/nyheder/privatoekonomi/artikel/1/191844/danskernes_opsparing_paa_retur.html
[34] Ibid. S.78
[35] Ibid. s.84-58
[36] Weibull, Magnusson, Rosenfeldt 1986 s. 26
[37] Nielsen & Thorsen 1979 tabel 1 s. 92
[38] Ibid. se tabel 8 s. 93
[39] Nielsen & Thorsen 1979 s. 14
[40] Ibid. s.15
[41] Ibid. s.14
[42] Ibid. S.16
[43] Weibull, Magnusson, Rosenfeldt 1986 s. 33-34
[44] Nielsen & Thorsen 1979 s. 14
[45] Sørensen 2013 s. 94
[46] http://www.eu.dk/da/fakta-om-eu/politikker/oekonomisk-politik/stabilitets-og-vaekstpagten
[47] FED og opkøbsprogrammer: http://www.business.dk/global/slut-for-verdenshistoriens-stoerste-opkoebsprogram
[48] Draghi´s bazooka: http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/300630/mario_draghi_affyrer_bazookaen_mandag.html
[49] Peter Birch Sørensen: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-16531367:finanskrisen-1930erne-og-nu.html
[50] Clemmesen & Henriksen 2007 s. 122-126
[51] Nielsen & Thorsen 1979 s. 93 tabel 8
[52] Arbejdsløshed i Spanien og Grækenland: http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=18805
[53] DR tv-avisen 16-12-2015: https://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen/tv-avisen-2015-12-16-21-30
[54] Protektionisme: http://www.denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/Erhvervsliv/Told-_og_handelspolitik_og_udenrigshandel/protektionisme og Weibull, Magnusson, Rosenfeldt 1986 s. 86
[55] Notater fra samfundtimerne
[56] http://www.business.dk/global/referat-afsloerer-tysk-modstand-mod-ecbs-redningsplan
[57] http://finans.dk/live/okonomi/ECE7264662/Bank-%C3%B8konom-Draghi-trykker-p%C3%A5-knappen-til-marts/?ctxref=ext
Skriv et svar