Svømmepølen
Jeg vil i min opgave lave en fyldestgørende analyse og fortolkning af novellen, hvor jeg blandt andet inddrager slutreplikken, ”Jeg burde have vidst det. Han ville altid være et skridt foran” i min fortolkning.
Novellen er skrevet af den norske forfatter Ari Behn i år 1999, og er en del af novellesamlingen ”Fandens trist”. Udgivelsesåret gø r, at teksten går ind under den litterære periode, nyeste tid, og derfor må formodes at indeholde nogle af periodens kendetegn.
Selve historien i novellen handler om en mand, der kommer hjem fra en arbejdsrejse i Amerika, og i lufthavnen venter hans far på ham, fordi faderen skal snakke med ham om hans livsstil. Faderen er utilfreds med, at sønnen er så meget væk fra sin familie. Manden tager fra lufthavnen hjem til sin kone og barn og ser til sin overraskelse, at de har fået en svømmepøl i haven. Hjemme tager hans kone imod ham, og han kaster hende og sig selv i vandet, hvorefter de ligger sig nøgne i liggestol ene. Der begynder Mathilde at snakke med manden om hans meget fravær fra hjemmet, og tårerne starter med at trille ned ad hendes kind. Kort efter dukker faderen op i haven, og en diskussion blusser så småt op mellem far og søn.
Det beskrevne miljø i novellen er et relativt almindeligt norsk miljø, der sagtens kan foregå i Danmark, da Norge og Danmark er meget ens. Middelklassemiljø, fordi fortælleren bliver overrasket over den nye svømmepøl og ikke kan forst å, hvordan de har betalt for den1.
Normalt er det kun overklassen, der har råd til en svømmepøl, men i dette tilfælde er det middelklassen, da de heller ikke har fået folk til at bygge den for dem, men hjælp fra faderen kan det lade sig gøre. Ved at bruge middelklassen kan næsten alle læsere relatere til noget af sig selv.
Det virker som om, at novellen handler om den tid, den er skrevet i, altså samtiden. Alligevel kunne den godt anskues, som en historie fra f.eks. 60’erne, da der ikke indgår nye smarte ting fra nutiden. Der, hvor man så kan se fra, hvilken tid, den omhandler, er på sproget, og på personlighedstyperne og deres problemer, der bærer meget præg af nutiden, men det kommer jeg mere ind på senere. At teksten foregår i samtiden og handler om en middelklasse, gør, at den er let at forholde sig til og samtidig meget troværdig. Der indgår ingen unormale elementer i historien. Læseren sætter dermed ikke spørgsmålstegn ved handlingen eller personerne, hvilket gør, at no vellens tema og budskab påvirker læseren bedre.
I fortællingen indgår en række personer; Fortællere n, faderen Rolf, Mathilde – hans kone, Thomas – deres fælles barn og fortællerens mor. De 3 mest omtalte og vigtige personer i novellen er ubestridt fortælleren, faderen og Mathi lde. De 2 andre er stort set ligegyldige, så dem vil jeg ikke beskæftige mig med.
Hovedpersonen er den unavngivne fortæller. Det enes te, man hører om fortællerens ydre, er, at han er 30 år2. En af personens mest iøjnefaldende tegn er en sti lle depression, der vises flere steder i novellen. Historien begynder i lufthavnen, hvor hovedpersonen ankommer efter en rejse i Amerika, hvilket kunne beskrive ham som rejselysten. Der er nemlig en tendens hos ham til altid at rejse, hvilket kan ses, fordi hans kone, Mathilde, er træt af alt hans rejsen 3. Det er blot en undskyldning for at slippe væk fra livets og i særdeleshed familiens problemer. Helt tilfældigt vi rker det ikke, at han har valgt et job med meget tid væk fra familien, da det gennemgående antydes, at han faktisk bedst kan lide at være væk fra familien. Dette ses ved, at både fader en og konen brokker sig over alt hans rejsen, hvilket godt kunne være arbejdet, der kræve r det, men han bruger ikke engang den undskyldning. Desuden tydeliggøres det, da han dykk er ned i tomheden under vandet og bliver der et stykke tid for at få problemerne og sin kone på afstand. Nede på bunden gør det dog op for ham, at han er ved at miste Mathilde og dykker op til overfladen nøgen. Nøgen og sårbar begynder de at snakke, men da de ko mmer til kernen af problemet, hans fravær, bliver de forstyrret. Åbenlyst er det, at f ortælleren ikke kan forholde sig til intimitet, fortrolig og åbenhed med sine nærmeste, da han for det første ikke vil tale om tingene, og for det andet, fordi han mister fatningen i en bestemt situation. Den situation er, da Mathilde og ham sidder nøgne i liggestolene, og Mat hilde grædende siger ”Jeg vil ikke miste dig, Det er dig jeg vil have”. I stedet for at gengælde hendes smukke ord, føler han sig på grund af situationen, som slagtekvæg under åben himmel4, og lader sig forstyrre af faderens ankomst. Fortællerens reaktion på situationens ømhed og menneskelighed virker ikke som en engangsreaktion, men som et generelt karaktertræk hos ham. Jeg tror, at selvom faderen ikke var kommet, så ville de alligevel ikke få talt ud, grundet fortællerens karakterbrist.
Hermed vises det, at hovedpersonen både er konfliktsky, umodig og ikke tør og kan erkende sit ansvar. Han har valgt familielivet, og bør stå ved sin handling både i medgang og modgang og ikke flygte til Amerika og ned i vandet. Fortælleren virker af denne grund også utrolig umoden, da han virker som en sur teenager, der frustreret låser sig inde på sit værelse i stedet for at arbejde på at løse livets u dfordringer. Hele hans utilfredshed med tingenes tilstand skaber grundlag for hans depressionslignende tilstand. Han virker træt af alt og uden den nødvendige gejst for at have et pos itivt syn på tingene. Jeg tror, at han ville have godt af at afreagere og få alle sine spændinger, især til sin fader, ud. Fortællerens ligegyldighed med familien kan også anskues på den måde, at fortælleren er meget egocentreret, og ikke kan overskue at sætte s ig ind i andre end sig selv. Dette underbygges af novellens indledning, hvor de første 3 linjer, ”DA JEG KOM”, er skrevet med stort, fordi det giver indtrykket af, at det kun handler om ham. Han giver dog udtryk for en vis omsorg for sin mor5, men dette er bare for at fjerne fokus fra sit store fravær. Mathilde siger også, at han aldrig har bekymret sig om hende6. Yderligere synes hovedpersonen at det, at han har en tatovering for Mathildes skyld, viser stor omsorg og dedikation til hende, men det er kun facade.
For at opsummere er fortælleren en konfliktsky, ego centreret og deprimeret mand uden livsglæde.
I beskrivelsen af faderen, Rolf, kommer man automatisk ind på hans problematiske forhold til sin søn. De 2 mænd har et meget konkurrencemind ed forhold, hvor det handler om at være den anden overlegen, hvilket bl.a. ses i deres snak om alder7. Rolf har været den hårde far8, og har sikkert også været meget autoritær, fordi fortælleren tænker ”alt for ofte havde jeg gjort hvad han bad mig om”. Faderen har muligvis dikteret sønnens liv i valg af uddannelse og job osv., og kontrollerer stadig sønn en. Rolf bor ikke sammen med sønnens mor mere, så han har, ligesom sønnen, helle r ikke fulgt sine forpligtelser9 og bør ikke optræde så hellig.
I midten af historien tænker fortælleren tilbage på kaktusserne i Amerika, hvor han med skræk iagttog et indianer- far og søn forhold 10. Med skræk iagttager han det, fordi det åbenlyst minder ham for meget om sit eget forhold til sin far. Karakteristisk for indianer far og søn forholdet, så venter faderen ikke på barnet, er ikke opmærksom på barnets behov for væske og faderen er meget sur. Det stemmer mege t overens med Rolfs autoritære opdragelsesstil, hvor han glemmer at sønnen ikke er ligesom ham og langt mere sårbar.
Hovedpersonen tænker ligefrem, ”Jeg har set det før og nu ser jeg det igen”11, med reference til sine egne oplevelser. Derfor blander fortælleren sig og giver indianerdrengen colaen, lige meget om det kan koste ham livet12. Det er for fortælleren en slags sejr over sin far, selvom faderen ikke er indblandet.
Lidt ironisk er det, at indianermanden siger, at fortælleren ikke skal prøve at drikke kaktusvandet, da han ikke kan tåle det. Man må lære at overleve, før man kan tåle det.
Fortælleren har ikke lært at ”overleve”, og at over komme sine problemer med faderen, derfor kan han rent metaforisk ikke klare at drikke kaktusvandet, før han har overvundet sine komplekser.
Rolf har dog på det sidste umiddelbart ændret sig og viser reel interesse for sønnen ved, at f.eks. møde ham i lufthavnen og bygge svømmepøl i haven.
Årsagen hertil er ikke en empatisk interesse i sønn en, men i Mathilde, hvilket leder os til historiens kerne, et trekantsdrama. Novellen er nemlig fuld af små antydninger af, at faderen og Mathilde har et forhold bag fortællerens ryg.
For blot at nævne nogle af dem er der som sagt fade rens overraskende for sønnen store interesse i hans og Mathildes forhold, at han bygger en svømmepøl, og at han så kort efter sønnens hjemkost kommer hjem til dem for at tjekke, hvordan det går. Hints såsom Rolf siger ”Mathilde er træt af at være alene”, ”Der er meget jeg burde have spurgt dig om”13, og fortællerens modsvar, ”Du er dygtig, du har fået gjort en masse mens jeg var væk”.
Ændringen, der er sket, mens fortælleren har været af sted, antydes også ved, at Mathilde trækker sig væk fra fortællerens berøring, og at der står 2 urørte drinks klar. Drinksene indeholder gin, der pudsigt nok også er Rolfs yndlingsdrink.
Til at symbolisere dette er haven gravet op. Haven symboliserer fortællerens og Mathildes forhold, hvor Rolf nu har lavet splid. Hovedpersonen siger, at det er Rolf, der har ødelagt haven. Ergo, at det er Rolf, der har ødelagt forhol det. Faderen tog heller ikke den nemme hurtige løsning, og sprang hullet til swimmingpølen , men gravede langsomt og møjsommeligt 14. At grave langsomt virker meget nøje tilrettelagt, og den vej har faderen langsomt gnavet sønnens forhold til Mathilde i styk ker og igen vist, at han har kontrollen. Forandringen, Mathilde har gennemgået psykisk, udmø nstrer sig fysisk i skift af hårfarve, således at man ved, at noget har fundet sted.
Faderen og sønnen har et uafsluttet dybdegående pro blem, de ikke har fået løst. Fortælleren påpeger, ”det er længe siden jeg holdt op med at være afhængig af dig” 15, men stadig er han meget påvirket af faderens tilstedeværelse i sit liv og sin barndom.
Ved brug af Freuds psykoanalyse kan dette tolkes ud fra den psykoseksuelle udvikling, hvori barnet gennemgår nogle faser, der hver især skal udmunde i forskellige egenskaber. At Rolf og hovedpersonen konkurrerer så meget, er et tegn fra den ødipale fase(3-6år), hvor far og søn er rivaler om moderens gunst. Moder en er i dette specifikke tilfælde byttet ud med Mathilde. Før fortælleren får løst denne pro ces ( fase ), at han dropper tanken om moderen ( Mathilde), kan han ikke komme ordentligt videre. Fortælleren tænker om Mathildes svømmekamp, at hun er dømt til at vinde d en16. Det kan tolkes ud fra et Freudiansk perspektiv, at fortælleren ikke kan vind e kampen om Mathilde, da faderen rent teoretisk altid vinder den kamp. Dette stemmer også fint overens med novellens sidste 2 linjer, ”Jeg burde have vidst det. Han ville altid være et skridt foran”, fordi fortælleren ikke teoretisk kan få Mathilde. Det virker en smule som om, at fortælleren godt ved, de har en affære og faktisk er ligeglad med det, eller ikke h ar overskud til at reagere på det.
De sidste 2 linjer kan også betyde, at så længe hovedpersonen ikke succesfuldt har overstået sit kompleks med faderen, så kan han aldrig vinde over faderen eller ignorere ham og på den måde komme videre.
Fortælleren i ”Svømmepølen” er meget tydeligt en je g-fortæller, hvilket kan ses lige fra start til slut i teksten, hvor hovedpersonen fortæl ler i jeg-form om sine oplevelser med dertil hørende meninger om kommentarer. Hvis det ikke havd e været en jeg-fortæller, ville læseren muligvis ikke få samme indsigt i hovedpersonen. Der er en tendens i den nyeste tid til at skifte eller kombinere fortæller, men i denne tekst gør den det ikke. I stedet har Ari valgt en jeg-fortæller. En jeg-fortæller er karakte ristisk for perioden ved, at den symboliserer, at man ikke magter andre end sig selv, hvilket ofte også gælder for forfatteren. Det gælder også for hovedpersonen i denne novelle, der slet ikke magter at fastholde positive relationer til andre mennesker. Derfor foregår historien i nutiden og ikke i 60’erne f.eks.
Tidstypisk for perioden er det også, at visse personer ikke har navne, hvilket hovedpersonen i ”Svømmepølen” ikke har. Dette bevir ker, at læseren selv kan sætte det navn på personen, som han eller hun synes passer.
Sproget er uden at bruge specielle moderne ord tidssvarende til vore dage.
Novellen er opbygget, så den starter med, at hovedpersonen fortæller om et forløb fra start til slut, hvor der i midten af historien sker et flashback til Amerika. Fortælleren ser tilbage på en del af sit liv.
Titlen ”Svømmepølen” kan ud fra perspektivet, at ha ven er deres forhold beskrive, hvordan Rolf har ødelagt Mathildes og fortællerens forhold ved at fylde haven med indbydende tomhed17. Man kan sige, at haven var fortællerens og Mathil des mest inderste, fortrolige og følsomme sted, hvor de kunne have reddet forhold et, da ting i en have kan gro. Med Mathildes kærlighed kunne fortælleren have groet ud af sin faders destruktive skygge og leve sit liv uden direkte eller ubevidst indblanding fra faderen. Den chance er nu forpasset.
Temaet i novellen er, hvor vigtigt et positivt far og søn forhold, hvor sønnen løsriver sig, er for sønnens fremtid. Især den ødipale fase er en yd erst relevant forudsætning for en udviklet personlighed. I novellen vises det, at far og søn stadig kæmper en magtkamp, der burde have været afgjort mange år siden, og at det har gjort sønnen ligeså kold og selvcentreret som faderen. Sønnen mangler den styrk e og accept, han stadig ikke har fået af faderen.
Netop accept og det, at man ikke kan magte andre end sig selv, er utroligt tidstypisk for perioden nyeste tid, og ses tydeligt i ”Svømmepølen ”.
Budskabet i ”Svømmepølen” er, at hvis man ikke kan skabe fortrolige, intime og åbne menneskelige relationer, så er det meget sandsynligt, at man kommer til at opleve den samme tomhed, som fortælleren i novellen føler. De nære menneskelige forhold er altafgørende for ens livsglæde og trivsel. En mulig årsag til denne brist i personligheden, er ud fra novellen anvist at stamme fra den ødipale fase, og derfor er det vigtigt, at specielt denne fase forløber hensigtsmæssigt. ”Svømmepølen” kan perspektiveres til andre tekster fra nyeste tid. Det er især hovedpersonens karaktertræk og brister, der er mege t velkendte i perioden.
Hovedpersonen i ”Det ny årtusinde” er relativt ens med fortælleren i ”Svømmepølen”, da de begge er depressive, har ingen livslyst, kun magter sig selv og ødelægger deres familieliv. De keder sig begge med deres familier og føler trang til et nyt liv. Desuden er de hver især styret af henholdsvis et stort overjeg og en stærk far.
Begge mangler de utroligt vigtige nære relationer, selvom hovedpersonen til sidst i ”Det ny årtusinde” finder en nogenlunde tæt relation. Deres forhold er dog baseret ud fra noget så overfladisk som berømthed.
Skriv et svar