“Åge og Else” analyse og fortolkning

Skrevet af: Beyza Erdem

Folkevisen Åge og Else er gengivet efter Jørgen Lorenzens ”folkeviser ” i 1978, men er muligvis blevet nedskrevet af en adelsdame første gang mellem år 1400-1900. Genren er en episk lyrisk folkevise fra middelalderen, da den for det første består af vers og strofer, som man kan synge og danse til, men den fortæller også en historie, hvilket også er et af kendetegnene for en folkevise. For det andet er den oprindelige tekstform ikke kendt, og den findes muligvis i flere forskellige varianter; den er opstået på baggrund af visens mundtlige fremførsel og overlevering. Før i tiden brugte man viser som underholdning i de højere socialklasser, først fortalte man en historie gennem en sang, og derefter dansede man til den. Der er forskellige typer af folkeviser, og Åge og Else er en tryllevise, da der indgår en masse overnaturligt, som da døde Åge tager kisten på ryggen og opsøger Else: ”Op står ridder hr. Åge, tager kisten på bag; så lakker han til sin fæstemøs bur med så megen umag” (Strofe 7). Desuden er det som læser lidt svært at tro på, at han genopstår fra de døde, så det er i det hele taget overnaturligt, at Åge bliver beskrevet som et levende menneske, der udfører rigtige handlinger. Det er typisk for trylleviser, at de har en tragisk slutning, og det er også tilfældet her, da Else til sidst i historien bliver syg og dør: ”Det var stalten Elselille, blev syg, hun lå; det var inden månedsdag, hun lagdes på bår. Hun haver trolovet den rige” (strofe 34).

Hvis vi ser på handlingen og opbygningen, kan folkevisen deles op i fem afsnit. I det første afsnit (strofe 1) har vi pigen, Else, som er forlovet med Åge. Hun græder mens hun slynger guld, fordi Åge er død. Andet afsnit er fra strofe 2-5, hvor vi får at vide, at Åge dør på deres bryllupsaften; vi får dog ingen oplysninger om, hvordan dette sker. Det eneste sted, hvor der står noget i teksten om hans død er i strofe 3, linje 4; ”måtte han for hende dø.” Else er rigtig ked af det, da hun pludselig hører Åge under den sorte jord. I tredje afsnit (strofe 6-19) står Åge foran hendes dør, og beder hende om at lukke op. I lang tid står de og snakker, hvor Else blandt andet spørger Åge om, hvordan det er under den sorte jord i hans grav. Åge starter med at sige, at det er som i den ”frydelig Himmerig,” men da Else spørger, om hun må tage med ham i graven, svarer Åge, at det er som i det ”sorteste Helvede.” Herefter, i afsnit fire (strofe 20-30), tager Åge afsked med Else. Han tager tilbage til kirkegården med sin kiste, men Else tager med ham. Åge vender tilbage til, hvor han kom fra, og bliver igen en del af den sorte jord. Han siger til Else, at hun ikke længere skal være ked af det. Derefter kommer vi til det femte og sidste afsnit (strofe 30-34), hvor Else er rigtig trist igen, og derfor beder hun til Gud om at dø. Else bliver syg og ender til slut med at dø.

I det følgende vil jeg præsentere motivet, som jeg mener er sorg, da Elses sorg vægter tungt i denne folkevise.

Teksten fortælles af en tredjepersonsfortæller. Der er et begrænset indre syn på Else, og historien er set fra hendes vinkel. Det eneste vi ved om hendes følelser og tanker er kun, at hun er utrolig ked af det, og faktisk er det så slemt, at hun vil dø, som vi kan se i strofe 33: ”Så såre græd stalt Elselille, Gud hun bad; at hun ikke måtte leve i år og dag.” Ud fra opbygningen, kan jeg se, at der både er en scenisk og panoramisk fortællermåde. Det, at der er en dialog mellem Åge og Else, og at den varer længe, viser at det er en scenisk fortællermåde. Det signalerer også, at samtalen er vigtig i teksten. Det, at der er en panoramisk fortællermåde i starten og slutningen, får det til at virke som om, det sker over kort tid.

Sproget er det vi kalder gammeldansk. Det er som sagt en folkevise fra middelalderen, og derfor er ordstillingen meget anderledes, end den vi har i dag. Der er også en masse ord, som ikke længere bliver brugt i dag, for eksempel: ”væn” og ”mø.” Stilmæssigt er den delt op i strofer bestående af 4 linjer. Der er et par gentagelser; blandt andet i første strofe og sidste strofe, hvor ”For hun haver trolovet den rige” går igen.

Vores hovedperson er Else, men Åge spiller også en stor rolle i historien. Det er dem, vi følger igennem hele visen. Else er utrolig forelsket i Åge, hvilket vi kan se, da hun er rigtig ked af det som følge af Åges død. Vi får at vide, at hun er en ung smuk kvinde ”hun var så væn en mø.”  Det, at hun fletter med guldtråd, signalerer, at hun er velhavende. Hendes savn til Åge er så stort, at hun faktisk vil med ned i hans grav ”Hør I, ridder hr. Åge, allerkæreste min; må jeg følge dig i sorten jord, i graven din?” Else formår ikke at overkomme sin sorg. I slutningen af visen beder hun om at dø, og før vi ved af det, er Else blevet syg og ender faktisk med at dø på grund af hendes sorg. Den anden person er Åge. Han dør på sin bryllupsdag, men vi kender dog ikke til hans død. Det, at vi ikke kender til Åges død, siger måske også at det er en meget kærlighedsbaseret historie, hvor døden helst skal undgås. Han er utrolig forelsket i Else. Han er så forelsket, at hver gang hun græder, bliver hans kiste fyldt op med blod, og hver gang hun er glad, er han i himmelen. Han vil gerne være sammen med Else, men han vil ikke have, at hun skal dø. Så når hun spørger, hvordan det er under den sorte jord, siger han først, at det er smukt, og når Else spørger, om hun må følge med ham, siger han, at det er forfærdeligt. Dette illustrerer hans kærlighed til Else.

I visen bliver Åge beskrevet som en person, men han kunne faktisk tolkes som en forestilling. Han kunne være hendes fornuftige side, hendes lyst til at leve videre, fordi hun ikke selv kan se meningen med at leve videre uden Åge. Else er nemlig sorgen selv, hun er den ufornuftige side. For hende betyder livet ikke længere noget, hvilket resulterer i hendes død til sidst. Det er her temaet splittelse bliver tydeliggjort. Vores hovedperson, Else, er nemlig splittet. Hun vil så gerne med Åge i døden, men den anden side af hende siger hende imod ved at fortælle om, hvor forfærdeligt det er under den sorte jord. Forfatterens kommentar til temaet, altså budskabet, er at sorg kan være uoverkommelig, som vi ser i denne vise, hvor Elses ufornuftige side sejrer over Elses fornuftige side, Åge.

Budskabet passer ikke så godt til samtiden, da individuel kærlighed ikke betød særlig meget i middelalderen, mens der i visen er lagt stor vægt på kærligheden mellem Else og Åge. Visen skiller sig derfor ud fra sin egen tid. Dengang var det slægten, der bestemte, hvem man skulle giftes med, også selvom man kunne lide en anden. Det, at fortælleren vælger at skrive en historie, der skiller sig ud fra sin samtid gør historien interessant og unik. Budskabet passer tværtimod godt til vores nutid. De fleste af os mennesker i dag tror på, at der altid er et håb, at livet fortsætter, og at tiden heler alle sår.