DHO: “Babettes gæstebud” af Karen Blixen analyse

Skrevet af Sander Specht

Babettes gæstebud

Introduktion

Babettes Gæstebud er en perle af sin slags. Den har pga. sit sprog, sin opbygning, sin pointe og ikke mindst pga. sin karismatiske forfatterinde, i dag opnået en plads som et af de mest folkekære værker i dansk litteratur.

Den lille fortælling er skrevet af den eksotiske og verdensberømte danske forfatterinde Karen Blixen – vores allesammens baronesse – en karismatisk kvinde og en fremragende forfatter, der i dag fremstår som et af Danmarks anseligste nationalsymboler.

Karen Blixen skrev bogen under sit Pseudonym Isak Dinesen, på trods af at bogen er en af hendes sene værker. Bogens titel refererer til fortællingens højdepunkt, Babettes overdådige middag, som fører til forløsning og forståelse hos flere af fortællingens nøglepersoner.

Babettes Gæstebud kom til verden da Karen Blixen, af økonomiske årsager, skrev for etamerikansk dameblad i 1950. Samme år blev historien læst op i Danmarks Radio af Bodil Ipsen. Fra denne dag gik der omkring to år før historien blev oversat til dansk og udgivet herhjemme.

Babettes Gæstebud er en af de seneste værker i Karen Blixens forfatterskab, hvilket betyder at Karen Blixen allerede havde været en anerkendt og etableret forfatter i mange år, og desuden havde oplevelser med sig fra flere verdensdele, i særdeleshed Afrika.

I 1987 filmatiserede den dansk-franske instruktør Gabriel Aksel historien, og filmen vandt året efter en Oscar for bedste fremmedsprogede film. Den succesfulde filmatisering førte til at historien blev endnu mere kendt og endnu mere elsket.

Genre

Babettes Gæstebud er utrolig svær at inddele i en genre fordi den lægger sig mellem roman- og novellegenren. Det er en kort episk fortælling, der har et begrænset persongalleri og få miljøer, og den har et kulminationspunkt i form af en begivenhed. Alle genrekarakteristika der opfylder novellens krav. Men samtidig har fortællingen en lang indledning, som foregår mange år tilbage i tiden, en beskrivelse af et individs livsforløb og tilværelse og desuden en samtidsskildring, hvilket afviger fra novellegenren, men er typiske træk fra roman-genren.

For ikke at fortvivle ved genredefinitionen og ende op med kompromisset: novelle-roman, vælger jeg at definere Babettes Gæstebud som en fortælling, hvilket er bredere og friere, og – er jeg sikker på – også mere i harmoni med Karen Blixens fortælleglade ånd.

Tema

Fortællingen berører mange temaer. Især identitet tematiseres gennem Babettes kamp mod det franske aristokrati, hvilket for hende er en kamp mod sin egen identitet. Identitet desuden er et bærende tema i flere af Karen Blixens andre værker. Kunsten tematiseres med Babettes middag, som også fortæller om kunstnerens forhold til kunsten. Religionen er et bærende tema, som udtrykkes i den lille kirkelige sekt som undertrykker sine medlemmer og fraholder dem alle livets glæder. Menneskets ligheder og forskelle berøres igennem de forskellige personers reaktion på Babettes middag, nogle forstår hvilken overdådighed og hvilket arbejde der har ligget bag, mens andre ikke ænser det, men dog alligevel føler en ophøjet sindsstemning.

Miljø: tid, rum

Fortællingen foregår i slutningen af 1800-tallet, og den strækker sig over en livslang periode. Den starter da søskendeparret Martine og Filippa er henholdsvis atten og sytten år. Historien fortsætter kronologisk indtil de to er blevet voksne midaldrende damer. Vi befinder os i det suverænt nordligste Norge, i en lille by ved navn Berlevåg. Byen ligger ned til en lang fjord, som er omgivet af høje fjelde og en barsk natur. Lokalsamfundet styres af en sekterisk kirkelig sekt, som går ind for fromhed og forsagelse af alle livets glæder. Derfor er hele stemningen omkring det lille samfund trykket og en smule dunkel.

Personer

Fortællingen fokuserer på flere forskellige personer, men koncentrerer sig mest om Martine og Filippa. De er døtre af provsten som er leder af sekten og derfor højt agtet i lokalsamfundet. Provsten, som er død i det meste af fortællingen, spiller en stor rolle for historien, da han hele tiden omtales, og da det er som om hans ånd stadig er til stede. Den religiøse menighed, som består af gamle halvskallede mænd og få ældre kvinder, spiller desuden en samlet rolle, da den repræsenterer lokalsamfundets værdier og reaktionsmønstre.

Derudover stifter vi bekendtskab med den norske løjtnant Lorens Loewenhielm, den franske operasanger Achille Papin, og den fransker mesterkok Babette Hersant. Alle tre er fra den store verden, og på hver deres tidspunkt interfererer med det lille lokalsamfund på en måde så begge parter bliver påvirket.

Sproget

Sproget er skrevet i en så fortællende stil at det næsten føles som om Karen Blixen sidder og fortæller historien ved den varme kamin en blæsende vinteraften. Sproget i fortællingen er utroligt beskrivende, hvilket trækker læseren med ind i handlingen. Karen Blixen bruger desuden en del fremmedord, der helt præcist beskriver, hvad hun mener. Dette er både en barriere og en åben port for læserne. Nogle vil ikke forstå Karen Blixens mening pga. et begrænset ordforråd, mens folk med et stort vokabularium vil forstå Karen Blixens detaljerede beskrivelser og sætte pris herpå. Alligevel er bogen overordnet skrevet i et så enkelt sprog, med korte og komplette sætninger, så stort set alle vil kunne læse bogen og forstå meningen, selv i dag.

Hun benytter sig også af humor, hvilket viser sig flere steder i teksten. F.eks. ved middagen i slutningen af fortællingen, da Lorens Loewenhielm kontrasterer resten af selskabet ved at blive overrasket og forbløffet hver gang en ret kommer på bordet, i modsætning til de andre som ikke aner at de spiser la creme de la creme indenfor gastronomien: ”General Loewenhielm satte påny glasset fra sig, vendte sig til sin sidemand på højre hånd og sagde: »Jamen – dette er da bestemt en Veuve Cliquot 1860?« Sidemanden så venligt på ham, smilede lidt genert og kom med en bemærkning om vejret.”

Et andet eksempel viser hvordan Karen Blixen benytter sig af ironi: ”I tidens løb fik han (Lorens Loewenhielm) endog gavn af ord og vendinger fra provstens hjem, der var blevet hængende i hans bevidsthed – for ved den tid var fromhed på mode ved hoffet”. Man kan endda argumentere for, at der her er tale om selvironi, idet Karen Blixen selv var baronesse og havde forbindelse til adelen.

Handlingsforløb (resumé)

Da Martine var atten år og Filippa sytten, kom den udskejende officer Lorens Loewenhielm på opdragelsesrejse i Fossum, nær Berlevåg. En dag så han den yndefulde Martine gå på gaden, og straks blev han forgabt i hendes skønhed. Han opsøgte Martine, og i den følgende tid besøgte han hende gentagne gange. Men han kom aldrig rigtig tæt på hende, og hver gang han snakkede med hende løb han tør for ord.

Da Lorens skulle hjem fra sit ophold i Berlevåg, var han ingen vegne kommet i forhold til Martine. Som resultat af sine gentagne nederlag overfor hende, nåede han til den erkendelse at nogle ting i denne verden slet og ret er umulige. Lorens drog såret hjem til sin garnisonsby hvor han genoptog uddannelsen og satte karrieren i centrum, for at starte et nyt liv og glemme alt om Martine.

Et år senere kom den verdensberømte operasanger Achille Papin fra Paris til byen. Netop som han havde fået en depression og følte at hans kunstnerliv var slut, hørte han Filippa synge i kirken i Berlevåg. I ét blev han kureret. Han forestillede sig hvordan denne skønhed ville kunne indtage Paris og blive en verdensberømthed. Han opsøgte Filippa, og i fik lov til at give hende sangundervisning.

Da de to, en dag fremførte anden akt af Don Juan, blev Papin ophøjet af musikken og stemningen i en grad så han mistede herredømmet over sig selv, og kom til at kysse Filippa. Da Filippa kom hjem bad hun faren om at skrive til Papin, at hun ikke ønskede flere sangtimer. Papin der slet ikke var rigtig klar over. at han havde kysset Filippa, blev sønderknust og drog hurtigt hjem til Paris.

Seksten år senere kom en landflygtig fransk kvinde ved navn Babette til søstrenes hus, med sig havde hun et brev. Brevet var fra Achille Papin, og det fortalte hvordan hun var flygtet fra borgerkrigen i Paris hvor hendes mand og søn var blevet dræbt, og at hun nu ingen steder havde at søge hen. Babette tilbød at gøre tjeneste hos søstrene, uden betaling, og således gik det.

Babette var lærenem og snarrådig, og hun faldt hurtigt til i det lille samfund.

En dag kom et brev ind af døren, som var adresseret til Babette. Babette havde vundet i det franske lotteri, som hun altid havde deltaget i, og blev nu titusinde francs rigere. I anledning af provstens 100-årsdag, den 15. december, som skulle fejres i selskab med menigheden, ville Babette lave en fransk festmiddag, som hun også selv ville betale for. I den efterfølgende tid brugte Babette sin tid på at bestille eksotiske varer hjem fra Frankrig.

Tolv mennesker kom til festmiddagen, deriblandt Lorens Loewenhielm. Han var kommet på uventet besøg hos sin tante, som boede i nabobyen Fossum. Middagen var af den dyreste og bedste kvalitet, og den akkompagnerende vin og champagne var den ædleste i verden. General Loewenhielm blev gentagne gange forbløffet og forvirret over retterne og vinene, som han før havde smagt på mesterrestauranten Café Anglais i Paris. Stemningen under spisningen var høj og glædelig, og det var som om middagen lettede på folk, som snakkede og morede sig. General Loewenhielm var den eneste deltager som virkelig satte pris på den fantastiske kulinariske oplevelse, da han var den eneste der forstod kunsten bag god madlavning. Hele aftenen var ubeskrivelig, der var et gyldent lys om det fyldte bord, og der lød sang fra huset til langt efter midnat.

Da alle var taget hjem, fortalte Babette søstrene, at en middag for 12 på Café Anglais, hvor hun før var kok, kostede titusinde francs. Søstrene kunne ikke fatte, at Babette havde brugt alle pengene på een enkelt middag. Da de spurgte hende hvorfor, svarede hun, at hun var en kunstner, og at det bedste hun vidste var at gøre sit ypperste for at lave det sublime kunstværk. Hun fortalte også, at det Parisiske aristokrati, som hun selv havde kæmpet imod, var de eneste der til fulde forstod at nyde hendes kunst. Da disse mennesker nu var slået ihjel, havde hun mistet en del af sin kunstneriske identitet og fået brudt de sidste bånd til Paris.

Fortællersyn

Historien fortælles af en alvidende fortæller som beskriver personerne indefra og til tider bryder ind i fortællingen.

Handlingsforløbet er kronologisk og panoramisk i den forstand, at lange perioder beskrives med få ord. Synsvinkelen skifter mellem personerne, så læseren hører følelser og indtryk fra næsten alle personerne i fortællingen.

Analyse

De to søstres puritanske livsindstilling, smitter af på alt omkring dem. Huset de lever i er spartansk indrettet, de spiser ensformig mad og de går kun klædt i gråt og sort tøj. De bliver desuden holdt i et fast jerngreb af deres patriarkalske far, både før og efter hans død. Selvom han elskede sine døtre, opfattede han dem sine ejendele, hvilket kan ses i citatet ”for ham (…) var hans døtre som højre og venstre hånd at regne – og hvem kunne vel finde på at berøve ham dem?”. Hans patriarkalske livssyn kommer desuden direkte til udtryk i navngivningen af de to døtre: Martine efter Martin og Filippa efter Filip. Provsten opfattes næsten som en halvgud i det lille samfund. Han bliver omtalt som en mester, og selv efter hans død bliver han hængende i luften med sin løftede pegefinger.

Ifølge sektens tilhængere er livet på jorden ikke den sande virkelighed, og de drømmer om et liv i et paradis hinsides dette ”gøglebillede” de befinder sig i. Paradisbilledet nævnes mange gange i teksten, og af flere forskellige personer. Det omtales som Det Hinsides, Tusindårsriget, og Det Virkelige Liv. Sektens medlemmer fralægger sig fuldstændigt sit ansvar for livet, og lader gud bestemme deres skæbne. Dette syn på livet er det diametralt modsatte af den eksistentialistiske livsfilosofi, som mener at individets valg er afgørende for skæbnen, og at individet derfor har den fulde indflydelse på sit eget liv.

For Loewenhielm og for Papin (på Filippas vegne) er paradisbilledet et led i erkendelsen af at de ikke kan opnå den fuldkomne lykke i dette liv, og derfor gør de sig en forhåbning om at kunne opnå denne i det næste liv. Denne forhåbning om et paradis kommer til udtryk fordi Loewenhielm og Papin er produkter den vestlige kultur, hvis værdigrundlag er bygget på religiøse forestillinger. Så hvor meget Loewenhielm og Papin end kommer til at virke verdslige i forhold til sekten i Berlevåg, har de et religiøst verdensbillede med sig alligevel.

Babettes middag er et udtryk for kærligheden til den sublime kunst. Den viser også hvordan kunsten indvirker på mennesket, og hvordan vi, til trods for vores store forskelle, alle føler en påvirkning herfra. Uanset hvor man befinder sig, set i et socialt og intellektuelt perspektiv, kan kunsten bidrage med nye oplevelser og erkendelser i livet. Selvom det kun var general Loewenhielm der var i stand til at bedømme madens kvalitet, pga. hans viden og erfaring på området, følte alle ved bordet en ophøjet sindsstemning og en fysisk ændring i form af lethed.

Babettes paradoks ligger i, at hun kæmper imod det aristokrati, som består af de eneste mennesker, der til fulde forstår at nyde og sætte pris på hendes kunst. Omvæltningen af det franske bourgeoisi vil derfor fjerne hele hendes kunstneriske identitet. Hendes hjerte ligger to steder, hos borgerskabets ekstravagante madkultur og hos den udhungrede befolknings krav om en ordentlig tilværelse. Da Karen Blixen selv tilhører borgerskabet kunne en forhastet hypotese være, at Karen Blixen selv var splittet mellem disse værdisæt. Men da Karen Blixen havde en vidtgående forståelse for de socialt lavest stillede i samfundet, mener jeg ikke dette er tilfældet.

En mere eftertænksom analyse, som tager Babettes modstand til borgerskabet med i sin betragtning, ville lyde at Karen Blixen blot forherliger de af borgerskabets dyder hun selv holder af, i dette tilfælde madkulturen.

Fortællingen er fyldt med stærke kontrastforhold. Personerne i fortællingen er delt i to modstående grupper, hvor personerne indenfor hver gruppe har flere fællestræk. Den ene gruppe består af Martine, Filippa, provsten og menigheden. Denne gruppe af personer har det til fælles, at de tilhører et lille lukket samfund, hvis fællesskab er opbygget på religionen.

Den anden gruppe består af Lorens Loewenhielm, Achille Papin og Babette Hersant, som alle tilhører den store åbne verden. De har alle det til fælles, at de er kulturelle og har et forhold til Paris, som på dette tidspunkt var den vestlige civilisations kulturcentrum. De kommer desuden til at fremstå som individualister, idet de som enkeltpersoner kommer til Berlevåg, hvor alle er underlagt og dikteret af det samme religiøse fællesskab.

Det eneste brud med gruppeinddelingerne sker i slutningen af bogen, da Filippa pludselig forstår Babettes forhold til kunsten og går hen og omfavner hende. Pludselig er hun, i kraft af at hun selv har et kunstnerisk talent, i stand til at forstå hvordan Babette kunne finde på at bruge titusinde francs på een enkelt middag. På trods af dette brud, fravælger hun dog ikke religionen, i stedet bruger hun sit billede af paradis til at lykønske Babette og sige hun vil henrykke englene som den store kunstnerinde hun er.

Hvis man nøjes med at kigge på lighederne mellem Lorens Loewenhielm og Achille Papin, ser man hurtigt at de begge er to nydelige og succesfulde mænd som på hver deres vis forsøger at erobre henholdsvis Martine og Filippa. Det lykkes dog for ingen af dem. Loewenhielm bliver ikke gift med Martine, men må drage hjem med et knust hjerte, og Papin får ikke Filippa med til Paris og gjort hende til en kendt sangerinde, men må drage hjem med et halvt kunstnerhjerte.

Disse to mislykkede forhold spiller hver især en stor rolle for fortællingen, og i slutningen af bogen kulminerer de begge med Babettes problematik om kunst og identitet. De tre dramaer kobles ikke bare sammen i handlingen men også med sprogets konstruktion. Karen Blixen benytter nemlig gentagelser til at binde historien sammen og skabe en overordnet sammenhæng. Ved, f.eks. at lade forskellige personer i fortællingen citere hinanden. Dette gør Filippa eksempelvis i slutningen af fortællingen: ”Men dette er ikke afslutningen, Babette! Jeg føler det – det er ikke afslutningen! I paradis vil du være den store kunstner, som det var guds mening, du skulle være! Å! Hvor du vil henrykke englene!”

Det er en tydelig citering fra det Papin fortalte Filippa i sit brev: ”(…) mens jeg skriver dette, føler jeg, at graven ikke er afslutningen. I paradis skal jeg atter høre din stemme! (…) Dèr vil de være den store kunstnerinde, som det var guds mening at de skulle være! Ah! Hvor de vil henrykke englene!”. På den måde skaber Karen Blixen alene med denne enkle sammenkobling, en dybere mening, som man skal tænke lidt over, før man forstår sammenhængen og pointen i.

Denne brug og kontrol af sproget og fortællestilen, vidner om Karen Blixens enorme talent indenfor skrivekunsten. Hun formår at ophøje fortællingen til et sublimt niveau som kan sættes i direkte parallel med Babettes franske middag.

Karen Blixen var en fortaler for stolthed og selvbevidsthed, i modsætning til selvynk og medlidenhed. Dette kommer til udtryk gennem Babatte, Loewenhielm og Papin, som alle går skæbnen i møde med rejst pande. De når alle tre til erkendelsen af at de ikke kan få hvad de ønsker, da de alle tre ønske det umulige: Babette kan ikke forsvare aristokratiet og samtidig bekæmpe det, Loewenhielm kan ikke gifte sig med Martine, men kan højst sidde til bords med hende, og Papin kunne ikke få Filippa med til Paris, men erkender dog til sidst at det ikke havde været for hendes eget bedste. Erkendelsen forløser altså det uforløste, og binder knuden på historien sammen, så den til sidst kan afsluttes – og det trods at forløsningen ikke perfekt. For ingen af personerne opnår den fuldkomne lykke på jorden, men må alle vente til tiden i det paradis, de hver især har en forestilling om.

Hensigt og konklusion

Som jeg ser det, har Karen Blixen haft fire hensigter med denne fortælling. Den første er at fortælle om og forherlige lysten til at kreere kunst. Det, at denne fortælling vedrører madkunst, har ingen betydning for hensigten. Fortællingen kunne sagtens have omhandlet musik, litteratur eller film, og kunne i dette henseende ligeså godt have handlet om en forfatter, der skrev en bog. Dermed bliver fortællingen selvbiografisk, idet Karen Blixen skriver om sin egen profession.

Den anden hensigt er at håndhæve menneskets ligheder, til trods for deres forskelle, såsom samfundsmæssig baggrund og social status. Det kommer til udtryk ved kunstens evne til at være vedkommende for alle uanset intellekt og social status. Den tredje hensigt er at fremhæve at det enkelte mennesket skal være bevidst om sit eget liv, uanset de moralske begrænsninger der kommer til udtryk i samfundet. Den fjerde, sidste og muligvis allervigtigste hensigt, har været at formidle en god historie. Det var Karen Blixens, såvel som mange andre forfatteres incitament til at skrive bøger. Den gode historie er enhver forfatters mål, og hensigten med denne fortælling var at skabe den bedst mulige historie, hvilket efter min mening er lykkedes på bedste vis.