DHO: Demagogi og propaganda i Hitlers tale

Demagogi og propaganda

Indledning

I denne opgave vil jeg beskæftige mig med demagogi, samt retorik generelt. De virkemidler, som der bruges til at overbevise andre, kan have overraskende overvældende resultater.[1] Jeg vil udelukkende behandle dette emne set fra et retorisk synspunkt, med en dertilhørende argumentationsanalyse.[2] Jeg vil i denne opgave først redegøre for demagogibegrebet og de retoriske virkemidler. Derefter vil jeg analysere Hitlers tale[3], som begrunder Tysklands start på 2. verdenskrig. Denne analyse vil have størst fokus på demagogiske træk samt argumenterne brugt i talen. Denne analyse vil derfor kunne belyse begrundelsen for det store antal af tyskere, der blev tilhængere af Hitler og hans meninger.

Til sidst vil jeg perspektivere denne tale til Obamas tiltrædelsestale. Ud fra denne perspektivering vil jeg herved kunne finde sammenligninger af de to ledere, og finde eventuelle fælles retoriske eller demagogiske træk i talerne. Især deres argumenter vil der blive lagt stor vægt på, om de appellerer på samme måde til publikum. Der vil være en åbenlys forskel, i og med Obama kæmper imod andre for at komme til præsidentposten, og Hitler i denne tale retfærdiggører sine handlinger. Dog ville jeg mene at der findes sammenligninger i deres måde, som de fremfører deres taler på. Grundet en begrænsning i antal sider vil jeg udelukkende beskæftige mig med appelformer, hovedgenrer samt en argumentationsanalyse.

Redegørelse af demagogi og retorik

Generelt

Demagogi er en underkategori af retorikken, med et stort fokus på patosappellet; at spille på følelser hos publikum. Demagogi stammer fra det græske demos, ”folk”, og agogos, ”førende”. Dette er oversat til ”folkeforførelse”, eller en ”folkeforfører” (demagog).[4]

De tre appelformer

Indenfor retorikken bruges tre appelformer: Logos, patos samt etos.[5] Logos bygger på fornuften, at kunne argumentere med konkret viden og faktuelle data. Patos appellerer til publikums følelser. Dette kan være store følelser som nationalstolthed, eller blot være en lille komisk bemærkning. Det sidste retoriske appel er etos, som handler om afsenderens troværdighed. Den græske filosof Aristoteles kom med 3 dyder, som tilsammen udgør talerens troværdighed: At være vidende, at have en god karakter og at vise velvilje over for sine modtagere. Senere hen er der blevet bygget ovenpå disse tre dyder med følgende tre yderligere dyder: Kompetence, åbenhed og engagement. Disse tre dyder har yderligere 15 underkategorier, som ikke vil blive gennemgået her. Etos opbygges også af både logos og patos, da disse vil forhøje afsenderens troværdighed. Der findes tre led af etos: Forventnings-etos, som er din etos inden du påbegynder talen. Situations-etos, som er din etos imens du ytrer talen, og til sidst slut-etos, som er din etos efter færdiggørelsen af din ytring.[6]

De tre hovedgenrer

Udover de retoriske appeller, findes der tre hovedgenrer indenfor retorikken: Den politiske tale, retstalen samt lejlighedstalen.[7] Disse tre genrer bygger på hver deres funktion: At movere, docere eller delectare. At movere vil sige at forsøge at ændre modtagerens holdning til et givent emne, dette er funktionen i den politiske tale. Docere vil sige at redegøre eller formidle et givent emne, som er funktionen i retstalen. Delectare er underholdningsfunktionen, som bliver brugt i lejlighedstalen.

Argumentationsanalyse

Indenfor argumentationsteori findes tre grundlæggende bestanddele af en argumentation: Påstanden, belægget og hjemmelen.[8] Påstanden er det, som du vil overbevise modtageren om. Belægget er begrundelsen for denne påstand, og hjemmelen er en udvidelse af belægget, som f.eks. en generel regel, lov eller lignende. Disse tre bestanddele kan udvides med yderligere tre: Styrkemarkører, gendrivelser og rygdækninger. Styrkemarkører kan være ord som ”måske”, der formindsker påstanden, og ord som ”meget”, som styrker påstanden. Gendrivelser handler om at indlemme modargumenter i sit argument, så ens modstandere ikke vil kunne bruge disse argumenter imod en. Rygdækninger styrker hjemmelen, og kan f.eks. være en undersøgelse omkring denne.

Analyse af Hitlers tale

Appeller og genrer

Hitlers tale fra 1939 indeholder en kraftig mængde af patosappel, en del etosappel samt en smule logosappel. Alene dette karakteriserer demagogi. Han kommer med nogle faktuelle data: Tysklands tab af byen Danzig til Polen, som fungerede som led imellem Østpreussen og resten af Tyskland, hvis tab foråsagede en splittelse af Tyskland.[9] Dette er den eneste egentlige hændelse, som Hitler taler om igennem hele hans tale. Logosappellet udgør således kun en lille del af det samlede indhold.

Talens genre er primært af den moverende type, altså er der tale om en politisk tale. Dette kan ses, da Hitler forsøger at overbevise det tyske folk om at blive tilhænger af hans tidligere og fremtidige handlinger. Dette vil forhindre folkeoprør, som blot vil give problemer for Hitler. Sekundært indeholder talen også en hvis mængde docering, da der er noget logosappel i talen.

Patosappelleringen er som sagt yderst stor i denne tale. Mange gange i hans tale kommer han med visuelle eksempler på polakkernes behandling af tyskere: ”Det derboende tyske mindretal blev mishandlet på den mest smertefulde måde!”[10], hvor tyskerne bliver anset som et uskyldigt mindretal, som ikke bærer nogen form for skyld. ”(…) de folk, som man på den mest dyriske og sadistiske måde har pint og endelig myrdet (…)”[11], ”(…) de lidende ofre”[12], igen bliver der brugt billedlige eksempler, som får modtageren til at føle sympati med de tyske ofre.

Udover at appellere til folks sympati, får han også begrundet hans indblandelse i dette, som værende den fredelige diplomat der føler sig tvunget ud i krig: ”(…) og de uendelige forsøg jeg gjorde for at nå til en fredelig forståelse (…)”¹⁰ og ”Jeg har gentagne gange tilbudt England venskab (…) men kærlighed kan ikke blot tilbydes fra én side”[13]. Han vil vise at han har rene intentioner, at han ikke er ude på andet end at forsikre Tysklands fred. Disse forklaringer styrker således også hans etos, da han yder velvilje over for sine modtagere.

Hitlers forventnings-etos var høj før denne tale, som gør det lettere for ham at movere sine modtagere. Han styrker hans situations-etos yderligere, ved brug af en kraftig fællesskabsfølelse. Han benytter først og fremmest ”vi” og ”os” utallige gange i sin tale, som fremhæver at han er en del af folket: ”Vi vil selv løse opgaven!”[14] , ”Danzig blev taget fra os!”[15]. Udover brugen af disse ord, benytter han sig også af direkte sætninger, der peger i retning af, at det tyske folk holder sammen om dette: ”Det er (…) ligegyldigt om vi lever, men det er nødvendigt at vort folk, at Tyskland lever!”[16].

Endnu en måde han opbygger sit etos på er gennem den gode karakter: ”Mit liv har ikke været andet end én lang kamp for mit folk”²⁰ og ”Jeg vil ikke være andet end det tyske riges første soldat!”²⁰. Disse ytringer får Hitler til at fremstå som en person, der vil kæmpe for at det tyske folk er sikre. Dette berører folkets patos, og styrker Hitlers etos.

Efter han har etableret sig et solidt situations-etos, begynder han at nævne nogle af de handlinger han vil foretage sig overfor Polen: ”Og fra nu af bliver bombe gengældt med bombe!”[17], ”Jeg har derfor besluttet mig for at tale til Polen i det samme sprog, som Polen (…) har anvendt over for os”[18]. Hans store etos, på tidspunktet han kommer med disse erklæringer, får folket til at være enige med disse handlinger.

Hen imod slutningen af hans tale ”overfører” han noget af sin etos til hans efterfølgere, Göring og Hess, ved at tale om dem i rosende vendinger: ”De[19] vil over for disse fører være forpligtet til nøjagtig den samme blinde troskab og lydighed som over for mig!”[20]. Ved at indlemme dette i sin tale, styrker han sine efterfølgeres forventnings-etos, og folket vil således kunne ledes lettere hvis der sker Hitler noget.

Slutteligt gentager han samme besked, som han gav ved en tidligere tale[21]: ”Hvis vor vilje er så stærk, at ingen modgang mere formår at betvinge den, så vil vor vilje og vort tyske stål også sønderbryde og besejre modgangen.”[22]. Denne slutbemærkning fornyer fællesskabsfølelsen hos folket, og hæver Hitlers slut-etos til et højt niveau.

Argumenter

Det overordnede argument i Hitlers tale omhandler Polens overtagelse af byen Danzig. Påstanden i dette argument er, at denne overtagelse er en dårlig ting. Han kommer med mange belæg til denne påstand igennem sin tale. Først og fremmest lægger han vægt på at Danzig originalt var tysk, så byen er stadig tysk, ligegyldigt hvem der råder over den: ”Danzig var og er en tysk by! Korridoren var og er tysk!”[23], ”Danzig blev taget fra os!”²³. Andre belæg han kommer med, er behandlingen af det tyske mindretal i Danzig. Han får Polen til at fremstå som et land der torturer tyskere ved enhver given lejlighed, som beskrevet i forrige afsnit. Hjemmelene bliver ikke direkte ytret, men disse ville være: ”Hvis en by er tysk, tilhører den Tyskland” og ”Et land skal behandle sine indbyggere ordentligt”.

Hitler benytter sig også af gendrivelser af sin påstand. Efter han kommer med sit belæg omkring tyskernes behandling, gendriver han modargumentet om at Tyskland heller ikke behandler mindretal ordentligt: ”De mindretal, der lever i det tyske rige, bliver ikke forfulgt. Ingen franskmand kan hævde, at franske indbyggere (…) bliver undertrykt, pint og gjort retsløse!”[24]. Herefter kommer han med et nyt argument, som samtidig er en gendrivelse af det første argument. I dette argument påstar han at ”Diktatet fra Versailles er for os tyskere ingen lov”[25], og som belæg til dette siger han at ”Det går ikke an at fravriste nogen en underskrift med hævet pistol og truslen om millioner af menneskers udsultning!”²⁵. Hjemmelen i dette vil derfor være at ”Man skal ikke tvinge nogens mening”. Dette samlede argument er som sagt også en gendrivelse til den overordnede argumentation.

Overordnet set er det helt åbenlyst at Hitler benytter sig af demagogi i sin tale, som primært er på grund af hans meget store patosappel, og dernæst at udnytte hans forhøjet situations-etos som følge af hans patosappel til at få tilslutning til hans fremtidige planer med positiv respons. Udover dette lykkedes det ham også at få tyskerne til at se polakkerne som ærkefjender.

Perspektivering til Obamas tiltrædelsestale

Hvis man skulle sammenligne Hitlers tale, som bygger meget på de demagogiske træk, med Obamas tale[26], vil man kunne se visse ligheder og forskelligheder. Obamas tale klassificerers også som den politiske tale, da denne tale også indeholder meget patosappel, og forsøger at movere modtagerne i at være enige i hans argumenter. Der er dog en stor del docering i talen, da han bringer meget konkret info på banen og formidler dette. Der er dog en tydelig forskel på følelserne, som patos appellerer til i de to taler. Hitler appellerede meget til en fællesskabsfølelse og hævn, hvorimod Obama appellerer mere til nationalstolthed og en følelse af retfærdighed. Til nationalstoltheden nævner han bl.a. at ”Amerika holdt ud (…) fordi vi, folket, er er blevet ved med at være tro (…)”[27], ”Vor rejse har aldrig været en rejse, der bestod af genveje eller af at stille sig tilfreds med for lidt.”[28], og til retfærdigheden: ”(…) vi har ikke råd til ligegyldighed over for lidelsen uden for vores grænser (…)”[29] og ”(…) vi vil ikke opgive dem[30] af egoistiske hensyn.”[31].

Obamas tale er derfor langt mere positiv end Hitlers tale. Obama appellerer også mere til logos end Hitler, da han konkret taler om Amerikas tilstand i øjeblikket: ”Vor nation er i krig (…) Vor økonomi er alvorligt svækket (…) Vort sundhedsvæsen er for dyrt, vore skoler svigter for mange (…)”[32]. Dette er konkrete fakta, som styrker hans situations-etos ved at være vidende. Hans tale indebærer således en større andel af logosappel end Hitlers tale gør. Men dette er ikke ensbetydende med at Obama ikke benytter patosappel i en stor del af hans tale. For det første benytter han, ligesom Hitler, sig af ordene ”vi” og ”os”: ”At vi befinder os midt i en krise (…)”³² og ”(…) der har fortæret os så længe (…)”[33]. Dette får Obama til at virke som hans modtagere, og derved appellerer han til patos.

Han benytter sig også af meget billedligt sprog, og på ét tidspunkt i en sådan grad at det kan klassificeres som ”show, dont tell”[34], når han siger: ”(…) sad en lille gruppe patrioter tæt sammen ved hendøende lejrbål på bredden af en tilfrosset flod. Hovedstaden var forladt. Fjenden nærmede sig. Sneen var plettet af blod(…)”[35]. Ved at bruge en så direkte billedlig ytringsform, fanger han modtageren ved patos, og derefter kommer han med sit sidste budskab, at der skal håb og dyd til for at kunne overkomme landets problemer[36].

Obamas hovedargument bygger på påstanden om, at Amerika skal ændres. Hans belæg for disse er Amerikas nuværende krise skader landet: Økonomien, krigen, sundhedsvæsenet og skolerne, som beskrevet tidligere i denne perspektivering. Som hjemmel bruges ”Hvis Amerika har problemer, så løser vi dem”. Han benytter sig udover dette af en rygdækning af denne hjemmel, i og med at han taler om tidligere hændelser, hvor Amerika har løst sine store problemer: ”Deres hukommelser er korte, for de har glemt, hvad dette land allerede har gjort, hvad frie mænd og kvinder kan opnå (…)”[37]. Ud fra denne argumentationsanalyse kan man se at Obama kommer med langt mere konkrete belæg, end Hitler gør. Obamas tale indeholde således en større andel af logosappel end Hitlers, og derved benytter Obama sig langt mindre af demagogi end Hitler.

Konklusion

I denne opgave fandt jeg ud af, at Hitler benytter sig meget af demagogi, grundet hans store patosappel. Ud fra perspektiveringen til Obamas tale, er det tydeligt at se at Obama ikke benytter demagogi i store mængder. Ganske vidst bruger han en del patosappel, men mængden af patos er betydeligt mindre end Hitlers. Jeg blev overrasket over hvor mange virkemidler de to talere bruger, for at nå frem til modtageren. Med hensyn til Hitler fandt jeg også ud af, at han prøvede at fremstå som værende en uskyldig person der blot vil have fred. Hitler kan således omtales som en stor demagog, og Obama også har en snært af demagogi. Vi kan herved konkludere at talere sagtens kan have en masse patosappel, sålænge de har en tilsvarende stor andel af logosappel. Sålænge man kan bakke sine argumenter op med konkrete fakta, vil man ikke blive anset som en demagog. Alle de retoriske virkemidler kan derfor sagtens bruges uden frygt for at blive anset som demagog, sålænge de bruges i passende og ligevægtige mængder.

Litteratur- og kildefortegnelse

• Argumentationsanalysemodel på Emu’s hjemmeside
  Adresse:http://www.emu.dk/gym/fag/sa/arkiv/SkrSamf/OpgaverSkrSAmf/Argumentationsanalyse.doc
  Besøgt d. 15.3.2010
• Demagogi generelt på den danske Wikipedia
  Adresse: http://da.wikipedia.org/wiki/Demagogi
  Besøgt d. 15.3.2010
• Borup, Helle: Ud med sproget. 1. udgave. Frydenlund, København K, 2007
• 12 taler der formede Europa. Redigeret af Rasmus Dahlberg. 1. udgave. Aschehoug, København K, 2001.

Præsidenten har ordet: Tiltrædelsestaler fra Roosevelt til Obama, på dansk ved Casper Langhoff og Lisbeth Valentin Madsen. 2. udgave. Rosenkilde, København K, 200

[1] Som eksempel kan nævnes Hitlers demagogi, som fik millioner af tilhængere.

[2] http://www.emu.dk/gym/fag/sa/arkiv/SkrSamf/OpgaverSkrSAmf/Argumentationsanalyse.doc

[3] Hitlers tale fra 1. september 1939 (12 taler der formede Europa. Redigeret af Rasmus Dahlberg. 1. udgave. Aschehoug, København K, 2001, side 43. Herefter Hitlers tale s. (…))

[4] http://da.wikipedia.org/wiki/Demagogi

[5] Helle Borup: Ud med sproget. 1. udgave. Frydenlund, København K, 2007, s. 47. Herefter Ud med sproget s. (…)

[6] Ud med sproget s. 55

[7] ibid s. 67

[8] ibid s. 59

[9] Hitlers tale s. 44 & 52

[10] ibid s. 44

[11] ibid s. 46

[12] ibid s. 45

[13] ibid s. 47 & 48

[14] ibid s. 48

[15] ibid s. 44

[16] Hitlers tale s. 51

[17] ibid s. 49

[18] ibid s. 47

[19] ”De” hentyder i dette tilfælde til folket.

[20] Hitlers tale s. 50

[21] Talen fra da Hitler kæmpede om at komme til magten i Tyskland.

[22] Hitlers tale s. 52

[23] ibid s. 44

[24] Hitlers tale s. 46

[25] ibid s. 45

[26] Obamas tiltrædelsestale fra 20. januar 2009. Præsidenten har ordet: Tiltrædelsestaler fra Roosevelt til Obama, på dansk ved Casper Langhoff og Lisbeth Valentin Madsen. 2. udgave. Rosenkilde, København K, 2008. Herefter Obamas tale s. (…)

[27] ibid s. 160

[28] Obamas tale s. 162

[29] ibid s. 167

[30] ”Dem” refererer til idealerne, som de amerikanske forfædre nedskrev i deres frihedsbrev.

[31] Obamas tale s. 165

[32] ibid s. 161

[33] ibid s. 164

[34] Ud med sproget s. 91

[35] Obamas tale s. 169

[36] ibid s. 161

[37] ibid s. 164