DHO: Romerrigets fald og dets konsekvenser for Europa

Romerrigets opløsning

Romerrigets undergang var mere en opløsning end et dissideret fald. Det var en langvarig proces, som varede flere hundrede år, og ikke fra den ene dag til den anden. Derfor er det meget svært, at fastsætte en præcis dato på Romerrigets sammenbrud. Riget var splittet og samlet flere gange under forskellige kejsere, under germanernes og Hunnernes indflydelse og slutteligt delt i et vest- og et øst rige. Forskellige historikere har dog givet deres bud på en datering, de varierer lige fra Diocletians magtovertagelse i 284 e.kr. til Konstantinopels erobring i 1453 e.kr¹., hvilken dato, der har været mest af afgørende og har haft størst betydning for rigets fald, ligger udover denne opgave at vurdere. Men rigets opløsning har sine rødder langt tilbage i historien.

1.1 Delingen af riget

I det tredje århundrede e.kr. florerer tanke om at tage magten og selv bestige tronen blandt de romerske generaler. Efter de lange udstationeringer har soldaterne mistet deres tilknytning til senatet og cæsaren, deres loyalitet ligger hos deres general. Rivaliserede generaler bekriger hinanden og voldsomme borgerkrige bryder ud. Alt i mens borgerkrigene raserer gjorde et nyt folkefærd sit indtog i verdenshistorien, Hunnerne. Hunnerne, var et asiatisk nomadefolk, som under kong Attila angreb romerriget. Presset fra Hunnerne og borgerkrige delte riget i to. I en vestromersk og en østromersk del, se bilag 1. Denne krise kalder på hårdføre mænd med lederegenskaber, som kan tøjle urolighederne og holde stand imod Hunnernes invaderende horder. For mænd med sådanne egenskaber ser fremtiden lys ud og udsigten til forfremmelse er god. En af disse mænd er Diocles, senere kendt som Diocletian, han starter som simpel soldat og ender med at blive kejser og forene riget i 285². I 293³, 8 år efter han blev kejser, indfører Diocletian tetrarki, firemandstyre, som går ud på, at styringen af riget bliver delt mellem fire mænd. Denne firdeling af romerriget holder ikke længe, for få år senere ligger delene i krig med hinanden igen, indtil Konstantin d. Store samler hele riget igen i 324⁴. Konstantin, som var den første kristne kejser, opretter en ny hovedstad, Rom mister ikke sin funktion, som han kalder Konstantinopel, i dag kendt som Istanbul. Hvor der før havde været kristenforfølgelser, får de nu støtte fra kejseren og i 391⁵ bliver kristendommen eneste tilladte religion. Med Konstantinopel lyder startskuddet for det Byzantinske rige, som den østromerske rige senere kommer til at hedde. Dette er sidste gang vest og øst er samlet som et rige. Germanerne styrke tager til og angrebene på det vestromerske rige bliver værre og flere. Det vestromerske rige kommer aldrig til kræfterne igen, selvom riget bliver ledet af en kejser, er han blot en marionet for germanske generaler. Med den sidste vestromerske kejsers, Romulus Augustulus, død i 476⁶ styrtes riget.

1.2 Det Byzantinske Rige

Det Byzantinske rige var et kristent rige, som opblomstrede fra det østlige romerrige, se bilag 2, med centrum i Konstantinopel. Efter Konstantins grundlæggelse af Konstantinopel i 330⁷ begyndte riget langsomt at tage form ved omdannelser og videreudviklinger af de oprindelige romerske traditioner og værdier. Konstantinopel lå bedre placeret, både handelsmæssigt og strategisk, end Rom og bliver et handels- og magtcentrum ikke set før. Gennem middelalderen var den Europas enestes rigtige storby med et indbyggertal på omkring ½ mio. indbyggere⁸. Da Konstantinopel bliver erobret af Osmannerne i 1453⁹, går det Byzantinske rige under, og med det forsvinder resterne af romerriget.

Årsagerne til sammenbruddet

Romerrigets opløsning skyldes ikke én ting med et helt net af årsager. Ligesom det er svært at give en præcis datering af sammenbruddet, er det også en kompliceret sag at finde årsagen. Der spiller mange faktorer ind, når et så prægtigt rige, som Romerriget var, bryder sammen. Det er også meget hvordan man tolker det. Alt efter hvem man spørger får, man et forskelligt svar. Spørger man f.eks. darwinisterne, så mener de, at aristokraterne, de bedste og reneste af folkene blev udryddet, og derved blev Rom svækket og lå åbent for de racerene germanere ¹⁰ . Hvorimod spørger du Renæssancehumanisterne vil de svare dig, at rigets undergang skyldes kejserdømmet, fordi det frarøvede den borgerlige frihed¹¹. Jeg vil belyse de økonomiske årsager til sammenbruddet, da jeg mener, at det er en helt central faktor.

2.1 Økonomiske årsager

Økonomien spillede en central rolle i forbindelse med rigets sammenbrud. Ligesom i dag krævede administrationen dengang også penge. Uden penge kunne staten ikke fingerere. Derfor blev riget hæmmet af den krise, der opstod i det 3. århundrede. Men hvorfor opstår der en økonomiskkrise, og hvordan påvirker den riget negativt?

I mine øjne har slavesystemet været den mest ødelæggelse faktor for romerrigets økonomi. Med slavesystemet kom nemlig en hel række forskellige problem. Ved brugen af slaver kunne man nemlig oprette storgodser, hvor mange kunne dyrke store arealer og sælge overskuddet. Storgodserne afløste de små familielandbrug, som sørgede for at dyrke jorden fornuftigt og ikke tænkte på profit. Storgodsernes higen efter profit, får dem til at bruge ødelæggelse landsbrugsmetoder og de udpiner jorden. Afgrøderne bliver ført langt væk og solgt på markeder rundt om i riget, den næring der blev taget fra jorden ender altså et helt andet sted ofte ud gennem kloakkerne. Jorden blev så ringe til sidst, at storgodser dårlig kunne forsyne sig selv. Den stigende efterspørgsel på mad presser prisen op, og Romerriget løb ind i en periode med høj inflation.

Et andet problem med slavesystemet var, at det skabte en proletarisering af samfundet. Proletariat voksede støt med importen af slaver og de dannede en fattig underklasse. I kontrast til den hårdt arbejdende underklasse, der stort set ikke ejede nåede, har vi godsejerne, det man under den industrielle revolution kaldte kapitalister, hvis formue voksede sig større og større. Lige præcis denne udvikling synes jeg skal have særlig ære for den økonomiske krise, da den ærede fundamentalt ved det daværende samfund. Hvor pengene før blev brudt hensigtsmæssig begyndte overklassen at øge deres egen levestandard med importerede luksusvarer. Pengene blev sendt ud af riget hvor de før havde cirkuleret, og der begyndte at blive mangel på rigtige guld og sølv mønter.

Hvor de rige levede i luksus levede de fattige under kummerlige forhold. Flere og flere slaver blev frigivet og de søgte ind til byerne for at få glæden af den sociale støtte, ja det havde de faktisk dengang, som blev givet i form af gratis korn. Det lagde et nyt pres på systemet, der skulle bruges mere og mere korn, men værre endnu den gratis korn holdt folk fra arbejde. Forholdene i byerne blev ligesom vi ser dem i vores ghettoer i dag. Folk uden noget holdpunkt, kriminalitet, vandalisme og virkelighedsflugt, i form af alkohol og narkotika. Det store mængde skulle holdes tilfreds og det skete med underholdning. Dette var en bekostelig affære, vi ved blandet fra historiske kilder, at legene ved colosseums¹² åbning varede i 100 dage, og at 3000 gladiatorer kæmpede ved legene. Endeligt var der også problematikken med, at få nye slaver nok. Da erobringstogterne stoppede, stoppede strømmen af nye slaver også. Efterspørgselen af slaver tvang den romerske hær ud på mere og mere vidtgående togter for at finde slaver og ny jord, som erstatning for den udpinte. Dette leder os hen til nogle nye årsager, nemlig de politiske og militære.

2.2 Politiske og militære årsager

Med hærreformen i 107 f.kr¹³. blev bondehæren erstattet af en professionel hær, dette havde visse konsekvenser. Soldat var en profession altså hvis der ikke var krig og man ikke havde brug for soldater så var de arbejdsløse, der er altså ikke noget at sige til, at de hungrede efter krig eller forsøgte at holde gang i den så længe som muligt. Den professionelle hær havde heller ikke den samme at kæmpe for som bondehæren, de fik deres løn hvad enten de tabte eller ej, det motiverede dem i hvert fald ikke mere til at kæmpe og vinde. Men det værste var hæren manglede tilhørsforhold til riget. Efter lang tids udstationering og erobringstogter mistede hæren sin kontakt med riget og dens loyalitet flyttes fra senatet og riget til deres Konsul¹⁴. Med da magten konsulerne fik ved at have en hær bag sig begyndte de at sigte højere nogle endda efter kejserembedet, det var en af årsagerne til de frygtelige borgerkrige, der raserede og svækkede riget indefra.

Mens riget svækkes indefra begyndte Germanerne og Goterne at lave plyndringstogter mod rigets vidstrakte grænser. Selvom barbarernes horder blev slået tilbage hver gang, var det omkostningsfyldt at holde grænserne, som strakte sig fra England og hele vejen ned gennem Europa. Der var både mangel på økonomiske ressourcer og på nye rekrutter, da befolkning var blevet reduceret dristigst, som et resultat af de mange krige, barbernes plyndringstogter og nok mest pestudbruddene. Kejseren var nødsaget til at hæve de allerede høje skatter og bruge ikke-romerske soldater. Hunnerne begyndte at presse på fra øst og store folkeslag flugtede fra dem. Romerne der nu kæmpede voldsomt på to fronter, var nødsaget til at lade nogle af de vandrende folkefærd slå sig ned i riget, imod at de kæmpede som allierede. Den romerske kultur var nu under påvirkning af de fremmede kulturer, der bosatte sig i riget. Årsagen til rigets sammenbrud, mener jeg, ligger i at den romerske hærs disciplin og tradition for krigskunst blev svækket af den fremmede barbariske kultur, netop fordi hæren var rigets rygrad. Selvom goterne kæmpede som romernes allierede kunne dette hurtigt vende hvis de ikke blev behandlet ordentligt eller på anden måde blev underkuet. Som jeg ser det fik de germanske stammer i romerriget mere og mere magt, de var dygtige soldater, frygtløse og brutale, samtidig med at de lærte de romerske normer, så de kunne bevæge sig i de øvre samfundsklasser. Hvis ikke romerriget ikke selv gav sig dødsstødet ved at lukke germanerne ind, fremskyndede de i hvert fald processen.

Nogle mener, at kristendommens opløsning af den nedarvede kultur og tradition samt dens ødelæggende moral. Eftersigende skulle hærens moral blevet svækket af ideen om et bedre liv hinsides, og soldaternes vælge klosteret i stedet for rekrutskolerne. Denne idé kan jeg ikke tilslutte mig, da jeg ikke mener, at kristendommen havde så stor indflydelse, før det var for sent at stoppe undergangen. Indtil Konstantin den Store accepterer kristendommen, var de kristne forhadte og kristenforfølgelser fandt sted mange steder, så at kristendommen skulle have haft en afgørende rolle i undergang, mener jeg ikke passer.

Ligesom jeg heller ikke kan være andet end uenig, med de kristne mener, at rigets undergang er guds staf for kristenforfølgelserne¹⁵. Da jeg ikke er særlig troende, og der ikke foreligger nogle beviser på guddommelig indgreb i rigets undergang, mener jeg, at det er en overfortolkning af årsagerne.

III Kunne Romerrigets sammenbrud have været undgået

Efter at have set på mulige årsager til Romerrigets sammenbrud, er det nærliggende, at give min vurdering af, om sammenbruddet kunne have været undgået. Lad mig lige starte med at skitsere situationen i det romerske rige i det 3. århundrede. Man havde udpint jorden, så høsterne var små, det voksende proletariat i byerne belastede økonomien, anarkistiske konsuler, med hære bag dem, bekrigede hinanden og skiftede kejserne ud med forgodtbefindende, Goterne og Germanerne pressede fra nord, fra øst pressede Hunnerne og med dem massive folk mængder på flugt og elendigt en reducering i den romerske befolkning som følge af de mange erobringskrige, indenrigsuroligheder og epidemier, soldaterne pådrog sig i udlandet og bragte med hjem.

Situationen så mildt sagt ikke god ud. Men hvad kunne de have gjort om?

Det var en umulig opgave at forsvare den store grænse riget havde og så med mange fjender. Hvis de havde opgivet Britannia og de nordlige dele af Gallien, se bilag 3, ville deres grænse blive betydelig mindre, og de ville kunne have beskyttet den langt mere effektivt, ingen tvivl om det. Uden den påvirkningen fra Goterne, ville soldaternes moral være intakt og fjenderne holdt ude. Men selvom rigets forsvar var blevet effektiviseret, ville det ikke kunne have opretholdes i længden med de herske indenrigsforhold. De dykkede befolkningstal og den dårlige økonomi ville til sidst have udtyndet hæren at den blev ufunktionel og riget ville ligge åbent for fremmed indtrængen. Effektivisering af forsvaret og vedligeholdelse af hærens moral var måske nøglen til at udskyde undergangen, men næppe til at forhindre den.

Situationen i den 3. århundrede var så slem indenrigs, at rigets undergang var ustoppelig på det tidspunkt. Udviklingen skulle have været stoppet længe før. Desværre blev problemerne ikke grebet rigtigt an. Politikerne behandlede symptomerne men ikke årsagen, ligesom vores politikere også har for vane i dag. Hvis rigets undergang skulle have været forhindret, skulle man have været ude noget før. Man skulle have udlignet de enorme klasse forskelle, der opstod med slavesystemet, man skulle have varetaget det store arbejdsløse proletariat, der kun overlevede på den gratis kornuddeling, og endeligt skulle man have forsøgt bevaret hæren tilknytning til staten. Det lyder simpel nok, når man ser tilbage i bagklogskabens lys, det var nok noget lidt andet i det givne øjeblik. Jeg kan ikke vurdere, om det overhovedet ville have været muligt, at bremse den udvikling riget tog. Meget skyldes nok Romernes ekspansion, hvor alle de forskellige folkeslag blev indlemmet under samme kultur uden nogen forudsætning for at forstå den. Rigets voksede sig simpelthen tættere på sin undergang. Jo større det blev, desto svære blev det at administrere og kontrollere. Men igen havde riget ikke ekspanderet, ville det aldrig blive til det, det var, og så er det pludselig ikke interessant om det gik under eller ej, da det ikke ville være romerriget længere. Man siger gerne jo større de er, desto tungere falder de og man må sige, at romerriget faldt tungt, så tungt at man stadigvæk den dag i dag interesserer sig for det. Netop det at et så stort rige bryder sammen interesserer os, fascinerer og måske også skræmmer os lidt. Så havde romerriget ikke ekspanderet ville det måske ikke have gået under, men heller ikke have haft den samme status i dag.

Litteraturliste

Freeman, Charles: Romernes verden, København 1995

Gyldendal, Den Store Danske Encyklopædi

Helles, Knud: Romerriget, Nørhaven 1987

James, Simon: Antikkens Rom, Proost Belgien 1994

Links

http://abacus.bates.edu/~mimber/Rciv06/lectures/W11F.lecture.htm

http://da.wikipedia.org/wiki/Tetrarkiet