“Dolken” af Tove Ditlevsen analyse og fortolkning

Dolken

Dolken er en psykologisk novelle skrevet af Tove Ditlevsen. Den handler om en mand, der bærer på en masse vrede og irritation. En af de få ting, der har betydning for ham, er en dolk, som han har fået af sin far og som han nu har givet videre til sin søn.

Novellen er fortalt fra mandens synsvinkel af en implicit fortæller.

Handlingen strækker sig over en dag, og den er fortalt kronologisk med flashbacks, hvor man hører om mandens barndom. Det er morgen i starten af novellen, og det er aften i slutningen. Den foregår på en ganske almindelig dag, hvor familien spiser morgenmad, faderen tager på arbejde og kommer hjem til aftensmaden.

Historien foregår i Danmark i 60’erne i en middelklasse-familie. Faderen tjener rimelig mange penge, da han er chef.

Manden bliver konstant irriteret over sin kone Ester og sin søn. Sønnen smider alting væk, og Ester dækker over det, og hun forkæler drengen og pylrer om ham. Manden føler en vis ømhed for sin kone, men han viser det sjældent. Han foragter alt føleri og mener, at det kun er svage mennesker, der har følelser. Styrke og disciplin er derimod vigtigt for ham. For ham er dolken lig med styrke og magt, og som barn følte han sig højt hævet over andre, fordi han havde dolken. Han brød sig ikke om de andre børns lege, men foretrak at lege alene. Han følte sig stærk og ensom med dolken i sit bælte, og han blev overbevist om, at han var udpeget af skæbnen til at blive til noget stort. Som voksen er han stadig overbevist om, at han er hævet over andre. Han betragter sig selv som et forstandsbetonet menneske og ser ned på alle andre. For at komme frem i verden må man skubbe andre til side. Han er gået i sin fars fodspor, og han ønsker, at hans søn skal gå i hans fodspor, men hans søn har ikke sin fars hårde, kolde sind, men tværtimod moderens bløde, ”svage” sind.

Ester er en meget nervøs og usikker kvinde, der ikke svarer igen, når hun bliver kritiseret. Hun er bange for at skændes med sin mand og undgår det derfor ved at undskylde og give ham ret. Hun servicerer sin mand og varter ham op ved morgenbordet. Sønnen betyder meget for hende, og hun er blid og kærlig over for ham. Hun bliver let ked af det, når manden er vred. Hun vil ikke have, at vreden skal gå ud over sønnen, så hun dækker over hans fejltrin.

Sønnen er meget nervøs og bange for sin fars vrede. Han er ikke ligesom faderen var i sin barndom, han er derimod et socialt velfungerende barn, som har legekammerater, og som fortæller sin mor alt. Han har dog som faderen til vane at snakke med sig selv. Han passer ikke ordentligt på sine ting, og det resulterer i, at hans legetøj tit bliver væk. Dolken har ikke samme betydning for ham, som den har for faderen, men han har alligevel respekt for den på grund af det, faderen har fortalt om den.

Dolken bliver i historien symbol på magt, styrke og mandlig handlekraft. Manden har længe haft lyst til at ændre på familien – at skælde ud og råbe og lære sin søn, at han skal passe bedre på sine ting. Dolkens forsvinden er dråben, der får bægeret til at flyde over, og han tager beslutningen om at skride til handling. Han vil vinde sin søn over på sin side og gøre ham hård og stærk. Han vil adskille moderen og sønnen, som altid holder sammen, og han vil være den, der bestemmer. Hans ønske om forandring skyldes i bund og grund, at han føler sig ensom, når sønnen og hustruen holder sammen. Men han nægter at vise sine følelser og går i stedet rundt med hjertet fuld af vrede. Da dolken dukker op igen, opgiver han sin plan om at eksplodere af vrede og vælger i stedet at fortsætte med at leve et liv i irritation og ensomhed.