Essay om Sproglig åbenhed og sproglige fordomme

Sproglig åbenhed og sproglige fordomme

”Eow! Ali! Er du klar til i aften?”. De to venner mødes med et entusiastisk håndtryk. ”Jeg lover dig det bliver fucking nice, wallah!”. Du har overværet scenen på din indkøbstur i Føtex, og vil allerede have dannet dig et billede af hvem de to venner er som personer. Derfor vil det nok overraske dig, at Ali og Carsten skulle ind og se ”Tryllefløjten” den aften. Vi mennesker er dårlige til at imødegå ting, vi ikke er støt på før med et åbent sind. De fleste kan uden et tungt hoved nikke genkendende til situationen hvis mad nævnes som eksempel, hvor smagen dømmes ud fra et bestemt utiltalende navn eller udseende. Ikke mindre gældende er disse fordomme når det kommer til at møde nye mennesker, særlige værdier forbindes med forskellige fremstående træk hos en person, det være sig påklædning, udseende eller sprog.

Det at blive kaldt en fordomsfri person ses som et kompliment til ens åbenhed, og er især noget der fremhæves og lægges vægt på i dag hvor vi ellers dømmer til højre og venstre. Og er det ikke også til ulempe, at gå rundt og være forudindtaget? De fleste har nok været ude for at lære en person, som man har haft nogle negative fordomme omkring, at kende, og så indse at sine antagelser var helt usande. I disse situationer bliver ens fordomme blæst væk som mørke skyer, der dækkede for en blå sommerhimmel. Men det er ikke altid at det forløber således. Nogle gange tager disse fordomme fat, og vi sætter folk i uforgængelige fængselsceller af fordomme – her opstår problemet. På denne måde afholdes både fordomsholderen og den muligvis uretmæssige fordømte, fra at opnå en social relation. Dette kan således agere som et socialt kondom og hindre undfangelsen af et potentielt frugtbart bekendtskab, og dette medfører vel ikke andet end uhensigtsmæssig hæmning af den personlige udvikling.

Hvad er det der gør at vi har disse fordomme? Nogle gange vil de være personlige og afhænge af f.eks. et rygte man har hørt om en person. Men mange af disse fordomme hænger tæt sammen med stærke generaliseringer til tider grænsende til diskrimination eller endog racisme. Det lyder måske umiddelbart som en stærk antagelse, men hvis man kigger på sproglige fordomme hos os Danskere, som omtalt i artiklen ”Danskerne er fulde af sproglige fordomme”, vil jeg mene, at sammenhængen bliver ganske klar. Noget af det første vi bidder mærke i hos en person, efter deres udseende, er deres tale, og ved yderligere refleksion kunne man jo komme til at tænke: ”Jamen det siger jo ikke noget om hvem personen er.”. Til den tanke vil jeg i hvert fald hæfte mit samtykke. Det er her min pointe med generaliseringerne kommer i spil, fordi selv om en dialekt eller en accent ikke giver os noget personligt brugbart om en person, har det den effekt at vi lynhurtigt kan placere personen på et fint lille landkort med vores forudfattede meninger. Disse sproglige fordomme akkompagneres af vores skæve opfattelser, af hvordan personer fra forskellige områder er. Det at Danmark er et meget lille land forhindrer øjensynligt ikke folk i afstand fra en hel gruppe medborgere, som ellers meget sandsynligt deler de samme remulade-danske værdier som dem selv. Vi snakker til tider om Udkantsdanmark som værende flere årtier efter resten af landet og fyldt af en flok bævende bonderøve, men giver det overhovedet mening at snakke om Udkantsdanmark, når man ikke kommer meget længere væk end en 4 timers togtur fra hovedstaden? Men selv med en dialekt, der ikke placerer dig længere end halvanden times køretur fra København, kan hurtigt gøre dig til landmands-lollik i den indfødte københavners øjne.

Selv har jeg, som indfødt sjællænder med sønderjyske aner, oplevet en forening af to ellers ofte overfor hinanden stillede kulturer. Jeg har som barn tilbragt mange stunder i det sønderjyske, og forbinder således kun den kultur med en fredfyldt hygge og farmors fortrinlige småkager. Derfor kan jeg jo kun stille mig komplet uforstående overfor de fordomme mange sjællændere ellers har om den generelle sønderjyde. Nu kan det hele jo i høj grad komme til at lyde til, at vi er et land hvor alle render rundt og er forudindtagede i forhold til alle. Selvfølgelig er selv det at sige at sjællændere har fordomme overfor jyder en fordom i sig selv. Alle sjællændere har selvfølgelig ikke en tung bunke fordomme mod jyder. Ligeledes er det ikke sådan at den almene jyde tænker at københavnere er en flok nærmest utyske smartenheimere, der er en fodlængde for langt fremme i skoene. Den gamle sure jyde, der aldrig besøgt hovedstaden mere end en enkelt beklagelig gang, findes til gengæld helt sikkert. Det er jo netop det. I virkeligheden forholder det sig nok sådan at en overrepræsenteret gruppe af ignoranter, der har svært ved at se udover deres egen næsetip, sidder i deres lille hjørne af landet og råber højt om hvor dumme de andre er. På den måde kan de så sidde og have en masse fordomme overfor hindanden, medens resten af landet så nemt forenes i fin fordragelighed. Så når Marta Kirilovas undersøgelse konkluderer at: ”Vi som befolkning har udsædvanligt mange sproglige fordomme”^[1], tror jeg bestemt at dette skal tages med et stort gran salt. Disse sproglige fordomme må jo formes ud fra enten individuelle oplevelser, eller noget man har fået fortalt af andre. På den måde er det, i min optik, ikke særligt sigende at få 232 udvalgte danskeres udtalelser. Derudover er der naturligvis et andet problem med undersøgelsen, der nærmest gør den tyndere end en dråbe saftevand fortyndet i en hel kande vand. De fleste danskere vil hvis udspurgt godt kunne sige det første, der umiddelbart falder dem ind når de hører en accent eller dialekt. Men hvor skal man passe på! At sætte sådanne umiddelbare forbindelser lig en fordom må da i højgrad være fejlagtigt. Skal en Rorschach-test så også betyde at man har fordomme overfor blækklatterne på papiret? Nej, selvom vi danskere muligvis kan være slemme til at have en grad af sproglige fordomme øerne imellem, tror jeg, at det er sjældne tilfælde, hvor disse fordomme bliver definerende for hvordan vi socialiserer os med hindanden.

Større bliver problemet når man tænker på udenlandske accenter, talt af personer med anden etnisk baggrund end dansk. Her er der nemlig et helt andet samfundsmæssigt aspekt på spil, end bare hvordan vi socialiserer os med hinanden, nemlig integrationen. Her bliver fordommene ikke bare en hindring imellem et par individer, men en barriere af sindet, der kan stå så stærkt som jerntæppet mellem to samfund. Så selv hvis det er rigtigt at: ”Synet på jyder, fynboer og sjællændere er omtrent lige så fordomsfuldt som synet på englænder, bulgarere og palæstinensere”^[2], så må fordommene mod indvandrere medføre nogle andre konsekvenser end fordommene danskerne imellem. Derudover må man da selv som dansker kunne mærke at de negative antagelser, der alluderer til indvandrere fra Østeuropa – og Mellemøsten i særdeleshed – indebærer en noget større grad af odiøsitet.

”Folk fra Mellemøsten er både ubegavede og upålidelige.”^[3]

Det må også et eller andet sted i særdeleshed påvirke graviteten af den partiskhed, der omfatter indvandre, at alle de øboer med synshindrende næsetipper, når de opfatter en grammatisk fejl, som vi jo alle har så fint et øre for, kan marchere i en melodramatisk masse og med dom i stemmen konkludere: ”Lær og tal’ dansk!” – hvor er det dog smukt! Især taget i betragtning af, at de selv samme Danskere, hvis de placeres i England eller Tyskland for slet ikke at snakke om et land i Mellemøsten, da selvsagt ville tale landets modersmål tillige med de indfødte.

Nu kan det umiddelbart virke til, at jeg har et ambivalent forhold til sproglige fordomme her i det ganske danske land. Men tvivl ej. Jeg mener bestemt at de sproglige fordomme eksisterer, både i indad- og udadvendt form. Som Ladegaad siger:

”Når vi afkoder personen ud fra sproget, er det en måde at orientere os på. Vi kan ikke møde nye mennesker, som om vi slet ikke ved noget om dem.”^[4]

De sproglige fordomme er altså nødt til at eksistere, simpelthen fordi det er menneskets natur, at danne os et billede af noget vi ikke kender til. Derfor har vi dem alle sammen – men hov, hvad er det så for noget med at være en åben person? Den indstilling jeg har omkring åbenhed i den forstand, er at man ikke kan undgå forudanelserne, men det er vigtigt at agere minimalt på dem, til de bliver af- eller bekræftet. Så sørg selv for at have porten på vid gab til de fængselsceller du ellers kan fordømme en uskyldig person til.

^[1] Kirilova, Marta. Fra tekst “Danskerne er fulde af sproglige fordomme” af: Henriksen, Lars og Mikkelsen, Morten

^[2] Ladegaard, Hans Jørgen. Fra tekst “Danskerne er fulde af sproglige fordomme” af: Henriksen, Lars og Mikkelsen, Morten

^[3] Fra tekst “Danskerne er fulde af sproglige fordomme” af: Henriksen, Lars og Mikkelsen, Morten

^[4] Ladegaard, Hans Jørgen. Fra tekst “Danskerne er fulde af sproglige fordomme” af: Henriksen, Lars og Mikkelsen, Morten.