Et grundskud
Novellen ”Et Grundskud”, er skrevet af Henrik Pontoppidan i 1887. Det er en socialrealistisk novelle, som skitserer de fattiges hverdag og deres kamp for overlevelse.
Novellen handler om væver Kresten Jakob Hansen og hans kone Sidse-Marie. De er en fattig familie, med mange børn og er hvert eneste år afhængig af hvorledes den nyanskaffede gris, kan blive fedet op eller ej.
De har altid været uheldige med deres nye gris og har derfor lidt megen fattigdom, men sidstforløbne år tilsmilede lykken dem.
Kresten havde købt en lille lysegul gris, som var meget grim. Den blev navngivet ”Sif” af den ældste af døtrene og det skulle vise sig at være et ægte fedesvin.
”Sif” blev federe og federe og spiste alt hvad den fik serveret, lige fra kartofler til affald og allerede efter to måneder, lignede den en årgammel so.
Der var aldrig set noget lignende i byen og alle kom strømmende til for at se denne gris. Den blev federe og federe og selv da den ikke orkede at spise mere, blev den større.
Familien var lykkelig og troede deres ulykke var vendt, men en dag da Kresten gik ud til soen, så han den havde nogle lyserøde pletter, som gjorde ondt på soen, når man rørte dem.
Kresten prøvede alt, men der kom både flere og større pletter på hele dens krop. Han besluttede til sidst, at søge hjælp hos byens dyrlæge.
Dyrlægen undersøgte soen og kom frem til, at den skulle have noget salve for at overleve. Dette kunne Kresten hente på apoteket, men skulle være forsigtig, da det var en salve med meget farlig substans for mennesker. Det eneste han skulle gøre, var at smøre salven på soens næse og så håbe den gad slikke det i sig.
Kresten hentede salven og gjorde som dyrlægen havde beskrevet. Han var så nervøs, at han blev ude i stalden hele natten, for at se om det havde nogen virkning.
Hen af morgenstunden strøg Jakob ind i stuen og råbte efter Sidse-Marie, men lige som de nåede ud i stalden, strakte soen sine ben og var død.
Novellen er fortalt med implicit og er en alvidende tredjepersonsfortæller (s. 17, l. 41). Hele novellen foregår i datid (s. 17, l. 10), som også underbygger at næsten hele novellen er et flashback (s. 17, l. 29 til s. 19, l. 138). Der bliver ikke brugt mange fremstillingsformer, men på side 19 har Jakob en dialog med dyrlægen og mange steder bliver der brugt direkte tale, som blandt andet er tilfældet på side 18, linje 54.
Familien i novellen bliver meget subjektivt beskrevet i et medsyn. (s. 19, l. 135-138). Både deres egne følelser, men også deres tilværelse som en fattig familie, er meget præcist skitseret. Dette kan man for et eksempel læse på side 17, linje 18: ”… en hel vovelig sag med denne grise-handel – ret et blindt greb i lykkens store pose, der kunne blive skæbnesvangert for dem alle”.
Den er skrevet i en scenisk fremstillingsform, dog er indledning panoramisk hvorefter man stille og rolig kommer tættere på den lille fattige familie, for derefter at gå over i den sceniske fremstilling. Som hører til en scenisk beretning, er fortælletiden relativ kort, ligeledes som fortælletempoet og den fortalte tid. Den er meget detaljeret, men man får ikke et særlig godt overblik, da man kun befinder sig i få scener.
Den begynder med en præsentation af familien og problemstillingen, som Pontoppidan tager op i denne socialrealistiske novelle, som forløber fra side 17, linje 1 til 28. Efter linje 28, begynder begivenheden, som her er soen ”Sif”, der skal fedes op.
Begivenheden kan deles op i tre, hvor den første løber fra s. 17, linje 28 til 40, hvor familiens møde med den nye gris bliver præsenteret. Herefter løber den næste del af begivenheden, som foregår frem til side 18, linje 70. Her har den lille gris, været en succes og man hører hvorvidt hele byen misunder den lille familie. Dette ændres dog fra linje 71, hvor grisen har fået en sygdom og hvorvidt hele familiens overlevelse afhænger heraf. Fra linje 71, side 18 og frem til side 19, linje 120 hører vi om familiens kamp for at kurere grisen, som er den sidste del af begivenheden.
Efter begivenheden kommer løsningen, på side 19, linje 121, hvor grisen får sin salve og kun tiden vil vise om hele familien skal overleve det næste år.
Det er som om Pontoppidan har placeret to noveller i den samme, hvor ”begivenheden” påbegynder en helt ny novelle.
Den første del af begivenheden er en indledning, hvor man hører om grisen og herefter kommer den anden del af begivenheden, med først lykke og dernæst hvordan det hele bliver vendt på hovedet. Til sidst runder han så af med løsningen på det hele, som beskrevet ovenover.
Vi befinder os tilbage til lidt før år 1900, da Danmark stadig var et bondesamfund, som levede af korn og dyr. Familien her viser billedet på en fattig familie, som måtte kæmpe deres livslange liv i håb om at kunne få mad på bordet hver dag.
Personerne er ikke direkte karakteriseret, da der ikke gives et indtryk af deres udseende, men af deres indre, såsom følelser, tankegang og egenskaber.
Sidse-Marie er en meget træt person, som har haft et hårdt liv. Hun har gennemlevet mange barsler, megen fattigdom og er derfor blevet en noget indskrænket og letforknyttet person (s. 18, l. 55-56). Grundet hendes hårde liv og de mange problemer som livet har givet hende, er hun meget bekymringsfuld og har næsten mistet alt håb for at lykken kunne tilsmile hende og hendes familie (s. 18, l. 56-58).
Kresten Jakob Hansen er manden i huset og trods at også hans liv, ikke har haft tilsmilet ham med lykke, har han ikke givet op. Jakob tror altid på det bedste, indtil det sidste, som for et eksempel på side 18, linje 93: ”Hidtil havde Jakob ikke kunnet få sig selv til at tro, at der kunne være tale om virkelig fare”. På samme måde som linje 76, hvor Jakob prøver at berolige sig selv med, at det bare er halmen, som skylder de lyserøde pletter på grisen og at en rengøring ville hjælpe på dette. Grunden til at Jakob bliver skildret således, er for at vise den styrke manden måtte havde dengang, da presset for familiens overlevelse lå på hans skuldre. Som han selv siger på side 19, linje 130: ”… hellere have taget et af børnene”, end at grisen dør. Det er meget brutalt, men således så virkeligheden ud dengang og det er det Pontoppidan prøver at vise gennem novellen og personkarakteristikken.
Den sidste person man kan danne sig et indtryk af i novellen, er dyrlægen. Han bliver ikke karakteriseret meget, men spiller alligevel en vigtig rolle i henhold til de rige og de fattiges rolle. Hans introduktion er meget højtidelig og bliver beskrevet med fine ord, som om han er mere værd end Jakob og hans familie (s. 18, l. 88-92).
Dyrlægen bliver i første omgang fornærmet over at Jakob overhovedet søger hans hjælp (s. 18, l. 91), til at kurere grisen. Det betyder at Jakob må trygle ham om at hjælpe, som viser hvordan forskellen mellem de grupper var (s. 18, l. 92). Dyrlægen aner tydeligvis ikke hvor livsnødvendigt grisens overlevelse er, for Jakob – og i sidste ende hans familie.
På samme måde virker dyrlægen overlegen på side 20, linje 112, da Jakob spørger hvorvidt føden kan have været skylden til de lyserøde pletter: ”Den unge lærde nedlod sig ikke til at besvare dette spørgsmål”.
Hvis vi prøver at fortolke novellen, ser jeg det som en novelle der prøver at belyse hvor hårdt de fattige har haft det tilbage i slutningen af 1800-tallet.
Jakob bliver skitseret som en hårdfør person, som prøver at få det bedste ud af alt, da han igennem hele sit liv har haft det hårdt. På samme måde viser Sidse-Marie at hun har haft et hårdt liv, gennem sin frygt, for at årets gris slog fejl og således at de måtte leve på hungergrænsen.
Man får et godt indtryk af hvor vigtigt små ting var for familiens eksistens, mens andre rigere husmænd ikke havde samme frygt at tænke på.
Det er her dyrlægen kommer ind – han er symbolet på den rige. Idet at han ikke gider skulle undersøge en gris, trods han er dyrlæge, viser hvor betydningsløst det er for en person som ham. På samme måde orker han heller ikke at svare på Jakobs spørgsmål, om hvorvidt føden kan skylde de lyserøde pletter grisen har fået, hvilket beviser hans tydelige overlegenhed. Samtidig tror jeg, at den salve som dyrlægen udskriver til grisen, blev grisens død. Dette tror jeg på baggrund af at jeg ser det som om, at Jakob løber ind i stuen til Sidse-Marie, grundet den slikker salven i sig og derfor dør kort tid efter, da han igen ankommer til stalden. Meningen var at dette skulle kurere den, men i stedet mener jeg, at dyrlægen ikke har haft så stor en viden herom, som han selv har troet og at han derfor udsteder noget dødelig medicin i stedet.
Dette gør Pontoppidan med vilje, da han på denne ironiske måde belyser at trods de rige, har det bedre, betyder ikke altid at de ved bedre.
Denne novelle er et typisk eksempel af Henrik Pontoppidans grundstamme, fra første periode af hans forfatterskab. Henrik Pontoppidans hovedtemaer var vreden over de fattiges ringe sociale kår og således angreb han undertrykkerne, som kunne være husmændene, præster og i dette tilfælde dyrlægen.
Dette gjorde han ved at få læseren til at føle medfølelse for de fattige og på den måde vende sig i vrede mod det øverste af samfundet lag.
Alt dette stemmer i overens med ”Et Grundskud”, som også blev skrevet, i det tidsrum hans grundstamme hører til og som minder meget om naturalismen, der bygger på en realistisk fremvisning af virkeligheden, men med en holdning eller ideologi.
mikkel skriver
hvor er teksten fra?