Karakteristika af Gud Faderen og Jesus Kristus, Hans Søn.

(Korte overvejelser, omkring de dertilhørende religiøse ritualer/myter)

– Den levende Gud/Jesus/Kristus/Jehova/Yeshoua (kært barn, har mange navne) bliver omtalt som værende et overnaturligt væsen, som kan opstå igen på den 3. dag, efter at have været gået bort.
Det er mig bekendt, at det er et af de mest grundlæggende dogmer, indenfor kristendommens doktrin. Hvis det er at man tilkendegiver sin tiltro til Gud, så skal man også tro på disse mirakuløse opstande, og alt hvad det så indebærer, såsom at Jesus engang gik på vandet, kureret de syge, foreksempel, osv.

Gud (Faderen) bliver i sin personskikkelse beskrevet som en karakter, som alle bør have som værende deres højre hånd, udelukkende fordi, at han er den som kan få Jesus til at ’pendle’ frem og tilbage. Altså mellem himmel, og jord. Samt at Hans trone, besidder al magten, også. Ifølge disse udsagn, som er blevet nedskrevet henover en lang årrække. Til Dommedagen, er det nemlig Ham, som mennesket bliver stillet til regnskab overfor. Denne trosbekendelse, lader til af de fleste evangelister til, at blive påtaget i al dens bogstavelighed. For andre, tolkes den som en metafor.

Tanken om, at der muligvis kunne eksisterer noget større mellem himmel og jord, har haft været i blandt os, siden tidernes morgen efterhånden. Lige fra de første civilisationer, i det ældgamle Mesopotamien, til dagens senmoderne globaliseret samfunde. For de kristne, blev denne tanke bare til handling ved, at manifestere sig igennem de kristne kilder. Som kommer fra Paulus’ breve, fundet i Det Nye Testamente, eller en af de øvrige ud af de 12 disciples beretninger fra dengang. (Omkring 2000 år siden, som også kan diskuteres).

Personligt, går jeg ud fra, at disse myter blev mundtligt overleveret så længe iblandt menneskene, fordi at de primært havde mangel på naturvidenskabelige kausale forklaringer. Og ikke fordi, at de nødvendigvis lige altid, var helt overbeviste omkring disse ting, men havde muligvis ikke altid så meget andet, at bruge som støtteben i de hårde afhøstnings perioder etc.