Kina i Verdensøkonomien: International Økonomi A

Kina i Verdensøkonomien

Opgave 1

1. Beregn på baggrund af forsyningsbalancetallene i bilag 1 de enkelte posters vægtning i procent af BNP i USA og Kina. Sammenlign resultaterne for de to lande.

Ud fra procenterne kan vi se, at USA’s private forbrug samt offentlige forbrug vægter mere i procent af BNP end i Kina. USA’s private forbrug vægter 70,8 procent af BNP hvor Kinas private forbrug kun vægter sølle 37,3 procent. Her ses det største gab mellem de to landes poster. Derudover vægter USA’s offentlige forbrug 17,0 procent hvor det kun vægter 13,8 procent i Kina.

Derimod kan vi ud fra tallene se, at Kinas bruttoinvestering, import og eksport i procent af BNP vægter mere end USA’s. Bruttoinvestering vægter i procent af BNP 15,9 procent i USA og 47,2 procent i Kina. Det er et gab på hele 31,3 procent. Hvis vi derefter kigger på import af varer og tjenester, vægter denne post 13,7 procent af BNP i USA og 33,2 procent i Kina. Til sidst kan vi se på posten eksport af varer og tjenester, som kun udgør små 10 procent af BNP i USA og hele 34,9 procent i Kina.

Hvis vi kigger på importen og eksporten for de to lande, kan vi se, at Kina har overskud på deres betalingsbalance, da de eksporter mere end de importer. Derimod ses det, at USA har underskud på betalingsbalancen, da de importer mere end de eksporter. Dette kan i høj grad skyldes det meget høje privat forbrug i USA, da dette medfører til øget import.

Som tidligere nævnt ses der også en stor forskel på landenes bruttoinvestering. Den meget høje bruttoinvestering i Kina kan bl.a. skyldes at Kina har benyttet sig af reinvestering, altså en investering, som er nødvendig for at holde deres produktionsapparater intakt, da der hvert år slides utrolig meget på disse, hvilket hænger godt sammen med deres høje eksport.

1. I bilag 7 udtaler Sheng Songcheng fra den kinesiske centralbank, at det seneste halve års valutakursstigning har været i stand til at skære 1 procentpoint af inflationen. Forklar sammenhængen mellem valutakursstigning og inflation.

Ifølge bilag 7, vil centralbanken bekæmpe inflationen ved at bruge valutapolitik. Her vil centralbanken gøre brug af en revaluering af den kinesiske Yuan.

En valutakursstigning, vil alt andet lige få landets eksport til at falde, da de kinesiske virksomheder bliver nødt til at hæve prisen på deres varer på de udenlandske markeder, for at bevare den samme fortjeneste på produkterne som hidtil. Dette vil medføre to ting: der skal importeres færre råvare til produktion samt at udenlandske virksomheder vil få en konkurrencemæssig fordel over for de kinesiske virksomheder. Først nævnte, vil ofte få importen til at falde, men kan som regel opvejes af næst nævnte. Dette vil gøre at forbrugerne vil få en stigning i realindkomsten, som alt andet lige medfører til et større forbrug og derfor en større import. Dermed vil Kina kunne opleve en faldende prisstigningstakt og dermed holde inflationen nede. Dette er altså grunden til at det seneste halve års valutakursstigning har været i stand til at skære 1 procentpoint af inflationen.

Gør rede for hvad figuren i bilag 2 viser om nominel løn og lønomkostninger pr. enhed i Kina. Forklar hvad figuren viser om produktiviteten i perioden 2001-2010.

Hvis vi kigger på figuren i bilag 2, kan vi se, at den viser den procentvise ændring i den nomielle løn samt lønomkostninger pr. enhed i industrien i Kina 2001-2010. Først og fremmest kan vi se, at den nominelle løn er støt stigende hvert år. F.eks. steg den nominelle løn med cirka 20 procent i 2002 i forhold til det foregående år. Lønomkostninger pr. enhed ser derimod lidt anderledes ud. I 2002 steg lønomkostningerne med kun cirka 5 procent i forhold til det foregående år, men i 2003 faldt den derimod med hele 10 procent i forhold til i 2002.

Hvis man skal kommentere på Kinas produktivitet i perioden 2001-2010, kan vi vurdere, at Kinas produktivitet er blevet forbedret i hele analyseperioden. Den udelukkende forbedrede produktivitet skyldes, at ændringen i den nominelle løn fra 2001-2010 er større end ændringen i lønomkostningerne pr. enhed.

Opgave 2

Analyser på baggrund af bilagene styrker og svagheder ved Kinas konkurrenceevne.
Et lands konkurrenceevne er todelt, da konkurrenceevnen både består af priskonkurrenceevnen og den strukturelle konkurrenceevne. Priskonkurrenceevnen består af lønninger, produktivitet og valutakurser. Lønnen er som tidligere nævnt en rigtig vigtig omkostning ved produktion af en vare. Jo lavere lønomkostningerne er, jo billigere kan varen produceres. Hvis vi kigger på bilag 3, kan vi se, at en kinesisk industriarbejders gennemsnitlige timelønsomkostninger var 5,95 Yuan i 2005, hvilket kun svarer til sølle 0,73 dollars. En kineser fik altså det, som svarede til 2,4 % af hvad en amerikaner fik i timeløn i 2005. I 2008 var en kinesisk industriarbejders gennemsnitlige lønomkostninger 9,48 Yuan, hvilket svarer til 1,36 dollars. I 2008 fik en kineser altså det, som svarede til 4,2 % af hvad en amerikaner fik i timeløn. De kinesiske timelønsomkostningerne er derfor steget en lille smule, men timelønsomkostningerne ligger stadig på et utrolig lavt niveau, hvilket muligvis er en af landets største styrker i forhold til deres konkurrenter på verdensmarkedet.

Ud fra bilag 2, vurderede jeg tidligere i min opgave, at produktiviteten udelukkende er blevet forbedret i perioden 2001-2010. Den forbedrede produktivitet, er en styrke for Kina, da deres konkurrenceevne forbedres.

Hvad den kinesiske Yuan koster i udlandet, er med til at bestemme prisen på de kinesiske varer. Af bilag 4 ses det, at Kina har haft det man kalder en flydende valutakurs fra d. 30/12 2005 indtil juli 2008, hvor den overordnet set kun er steget. Ifølge bilag 6, lod Kina sin valuta stige med hele 21 procent fra 2005, da deres valuta blev tilknyttet bl.a. euroen, den japanske yen og den indiske rupee, dette stemmer altså overens med hvad vi ser i bilag 4. Siden juli 2008, har Yuan ligget på en nogenlunde stabilt niveau, da valutakursen i juli 2008 blev tæt knyttet til dollaren, dvs. når dollarkursen går ned eller op, følger yuan efter.

Alt i alt kan man af bilag 4 se, at Yuan er steget fra cirka 12,40 US-dollar pr. 100 Yuan i slutningen af 2005 til 15 US-dollar pr. 100 Yuan. Trods en stigning, ligger valutaen stadig meget lavt. Den utrolig lave valuta betyder, at det er billigt for udlandet at købe Yuan, og dermed bliver det altså billigere at købe kinesiske varer. Den meget lave valuta forbedrer derfor Kinas konkurrenceevne.

Hvis vi herefter kigger på den strukturelle konkurrenceevne, ser det noget anderledes ud. Den strukturelle konkurrenceevne består bl.a. af uddannelsesniveau samt den offentlige sektors serviceydelser til borgerne.

Hvis vi starter med at kigge på uddannelsesniveauet i Kina, kan vi se forskellen på kvaliteten af uddannelse for Kina og USA ud fra bilag 5. Bilaget viser at USA’s kvalitet af uddannelse har fået scoren 6 ud af 7, hvor Kinas kun har fået scoren 3,5 ud af 7. Det lave uddannelsesniveau betyder, at de kinesiske virksomhed ikke har specielt stor mulighed for at ansætte medarbejdere med en god uddannelse. Hvis virksomhederne ikke har mulighed for dette, kan det ofte betyde, at produktionen ikke bliver lige så effektiv, som den ville havde været med medarbejdere med høj uddannelse. Den ineffektive produktion betyder også, at der ofte vil være mere spild og at kvaliteten ikke vil være i top. Dog kan der argumenteres for, at størstedelen af virksomhederne i Kina er produktionsvirksomheder, hvor den enkelte ansattes job f.eks. består i at sy knapper på en skjorte. Det er altså meget simple jobs i disse produktionsvirksomheder. Kineserne er hurtige og effektive til at udføre disse små enkle opgaver og derfor er der umiddelbart ikke brug for højtuddannede ansatte. Vi kan altså konkludere, at kineserne sagtens kan være produktive selvom uddannelsesniveauet ikke er specielt højt i landet.

Herunder kan vi også se på den offentlige sektors serviceniveau. I bilag 9 får vi at vide, at i en normal situation vil et land have et privat forbrug, som udgør cirka 50 procent af BNP. Men der ser Kina anderledes ud, da det private forbrug i landet kun udgør 35 procent af BNP. Ud fra mine beregnede nøgletal af posterne mellem USA og Kina, fandt vi ud af, at der var et gab på hele 33,5 % mellem Kinas og USA’s private forbrug. Af bilag 9 fremgår det, at kineserne selv skal betale store dele af udgifterne til deres børns uddannelse, til hospitalsvæsenet samt selv sørge for deres alderdomssikring. Dette betyder, at kineserne bliver nødt til at spare penge sammen, for at sikre sig selv og sine børn for sygdom og andet, hvis uheldet er ude. Og dette forklarer altså den høje private opsparing i Kina.

Vi kan altså konkludere, at Kinas strukturelle konkurrenceevne ikke er deres stærke side. Deres priskonkurrenceevne er derimod utrolig stærk. Det er her Kina har sine styrker. Den dårlige strukturelle konkurrenceevne opvejes altså af den utrolig stærke priskonkurrenceevne.

1. Analyser konsekvenserne af en revaluering af den kinesiske valuta for betalingsbalancens løbende poster, kapitalbalancen, den økonomiske vækst og reallønnen i Kina. Inddrag bilagene.

En revaluering af den kinesiske valuta, vil først og fremmest gøre, at kinesiske varer bliver nødt til at sælges dyrere i udlandet. Dette er dog forudsat, at virksomhederne vælger at sætte prisen op på deres varer, hvis de stadig vil opnå den samme fortjeneste på varerne som hidtil. Det medfører til en faldene eksport samtidig med at råvareimporten falder, da virksomhederne ikke længere behøver at importere lige så mange råvarer til produktion. Den faldende eksport indebærer selvfølgelig, at produktionen falder, hvilket dermed resulterer i et fald i BNP. Den faldende produktion betyder, at en masse personer bliver fyret, da der ikke længere er brug for dem, da de udelukkende vil være unødvendige omkostninger for virksomhederne i denne situation. Derfor falder beskæftigelsen. Den faldende eksport vil derudover også medføre til færre valutaindtægter, som vil gå hen og forværre betalingsbalancen. Dog vil den faldende produktion som sagt gøre, at der ikke er behov for lige så mange importerede råvare, hvilket kan få hen og opveje den dårlige effekt på betalingsbalancen.

En revaluering vil dog også medføre noget godt med sig. De udenlandske varer i Kina bliver billigere, hvilket gør at kinesiske varer også vil blive en smule billigere. Dette skyldes at udenlandske råvarer og maskiner, som indgår i produktionen af kinesiske varer falder i pris. Det betyder at de kinesiske virksomheder vil trække dette fald fra prisen på varen, for at stå stærkere med prisen i forhold til deres konkurrenter. Alt i alt vil inflationen altså falde. De billige forbrugsvarer betyder, at forbrugernes købekraft af deres løn bliver større, de kan altså købe flere varer for den samme løn. Reallønnen vil derfor stige ved en revaluering.

Til sidst kan vi se på udlandsgælden (kapitalbalancen). Ud fra bilag 9, får vi af vide, at over halvdelen af indkomsterne bliver sparet op i Kina. En del af disse opsparinger placeres i udenlandske tilgodehavender grundet et betalingsbalanceoverskud på cirka 9 procent af BNP. Ved en revaluering vil Kina opleve, at deres formue falder målt i deres egen valuta.

Opgave 3

1. Diskuter med udgangspunkt i bilagene om Kinas økonomiske vækst vil kunne fortsætte på samme niveau som i de seneste 30 år

Kina har de seneste 30 år haft en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 10 procent. Dette er altså en utrolig pæn økonomisk vækst, men noget tyder på at det bliver svært at fortsætte i samme bane.

Hvis vi starter med at kigge på inflationen, som er Kinas fjende nummer et, vil denne kunne sænke Kinas økonomiske vækst i fremtiden. Af bilag 7 fremgår det, at inflationen i november 2010 nåede på det højeste niveau i 28 måneder, nemlig 5,1 procent. Samtidig steg producentpriserne 6,1 procent. I en åben økonomi som den kinesiske, er det utrolig vigtigt, at landets eksportvarer er konkurrencedygtige. Prisen spiller her en væsentlig rolle. Hvis inflationen i Kina er større end i de lande, som de konkurrerer med, bliver Kinas varer gradvist dyrere i forhold til konkurrenternes varer. Dette gør på længere sigt at det bliver vanskeligere at eksportere samtidig med at betalingsbalancen forringes. Og dette vil medføre til en dårligere vækst.

En anden ting er, at Kina er utrolig følsomme overfor protektionisme eller andre begivenheder på globalt plan, som gør, at Kina ikke længere er i stand til at eksportere. I opgave 1 så vi, at Kinas eksport vægter hele 34,9 procent af BNP samt deres import rent faktisk vægter hele 33,2 procent af BNP.

Derudover har Kina et meget stort betalingsbalanceoverskud. Landets betalingsbalanceoverskud er ifølge bilag 9 på cirka 9 procent af BNP. I en ”normal” situation vil et land have investeringer der udgør cirka 25 procent af BNP. Men dette ser fuldkommen anderledes ud i Kina. Over halvdelen af indkomsterne bliver nemlig sparet op i landet, hvilket skyldes det offentlige lave forbrug, som kun udgør 13 procent af BNP, hvor det i en ”normal” situation ville udgøre 25 procent. Som tidligere nævnt skal borgerne i Kina selv betale for sundhed og uddannelse mm. Dette resulterer i de høje investeringer. Som følge af de her meget store investeringer er der simpelthen opstået overkapacitet som man har brugt til at producere et eksportoverskud. Betalingsbalanceoverskuddet ses tydeligt af bilag 8. Af bilag 8 ses det, at Kina samlet set eksporterer varer for 425 mia. euro til USA og EU, hvor de kun importerer varer for i alt 131 mia. euro fra USA og EU. Ubalancerne bliver større jo længere tid der går og kan blive et stort problem for Kina.

En anden faktor, som kan gøre, at Kinas økonomiske vækst muligvis ikke vil kunne fortsætte på samme niveau er de store indkomstforskelle i landet. Landet kan geografisk opdeles i tre områder, nemlig Øst-, Mellem- og Vestkina. Problemet ligger i Mellemkina, hvor der er store og stigende indkomstforskelle mellem land og by.

Men på den anden side kan man se, at Kina rent faktisk længe har haft mange af disse problemer men alligevel har kunnet klare sig og opnå en pæn økonomisk vækst. Det kan dog ikke udelukkes, at landet på et tidspunkt vil nå et punkt hvor disse problemer har vokset sig så store, at Kina ikke længere vil være i stand til at ignorere dem og fortsætte den massive vækst. 

Man kan derfor diskutere frem og tilbage om hvorvidt Kinas økonomiske vækst vil kunne fortsætte på samme niveau som i de seneste 30 år. Det er svært at bedømme, fordi det afhænger af utrolig mange ting. 

1. I bilag 6 nævnes, at USA lægger told på blandt andet dæk og stålrør. Vurder konsekvenserne for den globale økonomi, hvis ubalancen i handlen mellem Kina og omverdenen fører til protektionisme.

Som sagt nævnes det, at USA lægger told afgifter på blandt andet kinesisk fremstillede dæk og stålrør. Denne hindring, som USA har sat op, har formentlig været for at beskytte de hjemlige erhverv fra Kinas konkurrence. Her er der altså tale om beskyttelsestold.

Hvis ubalancen, som kan ses ud fra bilag 8, i handlen mellem Kina og omverdenen fører til protektionisme, vil det overordnet set have nogle store konsekvenser for den globale økonomi.

Vi kan som eksempel antage at USA vælger at føre protektionisme og derfor sætter store toldsatser på alle kinesiske varer, som alt andet lige vil stoppe for den kinesiske import.

Dette vil ikke berøre den amerikanske økonomi lige så meget som det vil berøre den kinesiske økonomi. Dette skyldes først og fremmest at USA’s import kun vægter 13,7 procent af BNP i USA. USA har i det hele taget en meget større indenlandsk handel, som betyder, at det ikke vil have en større betydelig konsekvens for landet. Hvis USA fører protektionisme vil det også betyde at deres betalingsbalance alt andet lige vil blive forbedret, da de på nuværende tidspunkt har et stort underskud på betalingsbalancen.

Hvis vi derimod kigger på Kinas konsekvenser af protektionismen vil det ramme dem meget hårdere. Kinas eksport vægter hele 34,9 procent af BNP. Kina har altså ikke en lige så stor indenlandsk handel som USA og er derfor meget mere følsomme over for protektionisme. Det betyder, at den kinesiske økonomi muligvis vil gå i stå.

På nogle punkter kan protektionisme have nogle fordele på kort sigt for det enkelte land, men det bliver ofte fulgt op af en reaktion fra det/de lande, som gevinsten sker på bekostning af.

Hvis vi kigger på, hvad der overordnet ville ske, hvis alle verdens lande benyttede sig af protektionisme ville importen alt andet lige falde og dermed nedsætte den globale handel. Det betyder, at hele den globale økonomi ville gå i stå. Den globale handel er med til at øge konkurrencen på markedet, dvs. at alle de ineffektive virksomheder udkonkurreres. Hvilket gør at der bliver et større udvalg af varer for forbrugerne samt at varerne bliver billigere. Hvis den globale handel forsvinder, vil udvalget blive meget mindre og prisen på varerne vil pludselig stige som alt andet lige vil sænke købekraften. Den faldende købekraft vil gøre, at der ikke længere er brug for at producere lige så mange varer dvs. produktionen falder, som betyder, at arbejdsløsheden stiger. Derudover vil velstandet alt andet lige falde.

En af fordele ved fri handel er at det enkelte land specialisere sig i komparative fordele, altså at landende producerer, hvad de er relativt bedst til. Hvis den globale handel falder vil dette ikke længere kunne sig gøre. Hvis vi som et eksempel kigger på Danmark, som eksporterer vindmøller til Tyskland men derimod importerer biler fra Tyskland. Hvis landende benyttede sig af protektionisme ville Danmark selv være nødsaget til at producere biler og Tyskland ville være nødsaget til selv at producere vindmøller. Dette ville blive en dyr affære for begge lande, da danskerne ikke er lige så effektive til at producere biler som tyskerne er. Derfor bliver danskerne nødt til, at købe dyre danske biler, fordi de ikke længere kan købe billige tyske biler og omvendt.

Det kunne gå så galt alt man endte ud i en verdensomspændende lavkonjunktur.