“Klokken af H.C. Andersen” analyse og fortolkning

Skrevet af: Beyza Erdem

Allerede i romantikken var spørgsmålet om meningen med livet og den sande virkelighed meget omtalt. De var – i romantikken – på udkig efter et sandere verdensbillede ved at tænke ud over det fornuftige og ikke kun stole på det synlige. Romantikken opstod som en reaktion på rationalismen, hvor man mente, at virkeligheden var det, der kunne ses og bevises ved hjælp af videnskaben, og det, der kunne forstås ved hjælp af fornuften. Synet på virkeligheden var dog noget anderledes under romantikken. Romantikkens syn på virkeligheden har den berømte forfatter, H.C. Andersen, forsøgt at udtrykke gennem sit eventyr Klokken, som første gang blev udgivet i 1850.

Genremæssigt er der da tale om et kunsteventyr, da vi blandt andet kender forfatteren, og da der indgår forskelige eventyrtræk i teksten. Hvis vi eksempelvis ser på opbygningen, kan vi sige, at teksten er skrevet efter hjemme-ude-hjemme modellen. Der er dog den undtagelse, at den fattige dreng og kongesønnen ikke er fysisk hjemme til sidst, men spirituelt hjemme. Teksten indeholder også noget overnaturligt, som fremgår som noget naturligt. Klokken er nemlig ikke en typisk klokke. Abekattene, som sidder oppe i træerne, bliver desuden personificeret, da de taler om at ”dænge” kongesønnen (linje 94-95). Det samme gælder for nattergalen, som synger og solstrålerne, som leger (linje 61-62). I teksten indgår tretalsreglen også gentagne gange, hvilket er et typisk genretræk i eventyr. Der er blandt andet tre konfirmander, der falder fra (linje 51), og der er tre forsøg på at finde klokken. At menneskene skal igennem nogle udfordringer på vejen, før de finder det, de leder efter, er også meget normalt i eventyr.

Ser vi på handlingen og opbygningen, kan teksten deles op i fire afsnit. I det første afsnit (linje 5-39) møder vi en by og en lille landsby, som en dag hører en underlig lyd. Denne lyd minder lidt om klangen af en kirkeklokke, og det er her, den mystiske klokke bliver introduceret, og vi oplever landsbyens reaktion på denne ukendte klokke. I det andet afsnit (linje 39-74) møder vi en flok konfirmander, som efter konfirmationen beslutter sig for at drage ud i skoven og finde den mystiske klokke. Det er dog ikke alle konfirmanderne, der tager med, og i tredje afsnit (linje 74-111) er der fokus på kongesønnen, som er en af de to, der ender med at tage med ud i skoven og finde klokken. I fjerde og sidste afsnit (linje 111-slut) oplever vi klimaks. Det er i dette afsnit, klokken bliver fundet, og mysteriet bliver løst.

I Klokken bliver der også arbejdet med en del modsætninger såsom byen vs. skoven, hvor byen er beskrevet på få linjer, mens skoven er beskrevet på mange linjer og med mange detaljer. Dette viser os, hvor betydningsfuld og mægtig naturen var under romantikken. Der bliver også arbejdet med modsætningen barn vs. voksen, hvor de voksne fra landsbyen bliver stillet op mod konfirmanderne. En anden modsætning, der indgår, er rig vs. fattig. Vi har den rige kongesøn og den fattige dreng.

Ser vi på kongesønnen, kan vi sige, at han er stærk og modig, da han er en af de to, der kæmper videre for at finde klokken, også selvom han er alene i skoven. ”Saa lod de ham gaae alene, og altsom han gik blev hans Bryst mere og mere opfyldt af Skov-Eensomheden…” (linje 74-75). Trods sin rigdom virker han som en høflig og venlig dreng, da han ikke taler ned til den fattige dreng. Da han eksempelvis møder drengen i busken, nævner han også, at de kunne have fulgtes. ”»Saa kunne vi jo gaae sammen«! sagde Kongesønnen” (linje 85). Vi læser også i eventyret, at han hører klokkelyden fra venstre side, hvor hjertet sidder. Dette fortæller læseren, at han følger sit hjerte og sine følelser. Han bliver rørt af denne klokke, og det er netop derfor, at han finder klokken, da disse følelser får ham til at kæmpe videre. ”Lyden kom fra Venstre, fra den Side, paa hvilken Hjertet sidder” (linje 78).

Ser vi på den fattige dreng, kan vi sige, at han skammer sig over, at han er fattig. Han trækker blandt andet ned i ærmerne, fordi tøjet er blevet for småt (linje 86). Og han er nødt til at aflevere konfirmationstøjet, da det er noget, han har lånt. Vi kan dog også sige, at han er viljestærk, for trods alle forhindringer ender han med at nå frem og finde klokken. Dette viser os, at hvis man blot arbejder for noget og lader sig styre af sit hjerte, opnår man det i sidste ende. ”…og var nu i Træskoe og de fattige Klæder gaaet afsted alene, thi Klokken klang saa stærkt, saa dybt, han maatte derud” (linje 82-84).

Grunden til, at kongesønnen og den fattige dreng finder klokken, er, at de følger hjertet. Bipersonerne hører klokken, men de ender dog alle med at komme frem til et forkert resultat, fordi de netop bruger hovedet. De giver op og tror for eksempel, at lyden kommer fra en meget stor ugle i et hult træ, eller at der er en kirke dybt inde i skoven, mens nogen tror, at lyden kommer fra byen. Her ses det, at de voksne er præget af fornuften og materialismen. De søger en netop genstand og ikke en følelse, mens konfirmanderne fremstår som mere fantasifulde og uspolerede, og af denne grund har H.C. Andersen valgt at bruge konfirmanderne, da de netop er i fasen fra barn til voksen, hvilket kunsteventyret lægger vægt på. For i processen fra barn til voksen udvikler man sig og opdager den sande virkelighed og sin identitet, hvilket er tilfældet hos de to konfirmander. ”Ja, derom vare de Alle enige, paa Een nær, han sagde, at den Klokke var for lille og fiin til at kunne høres saa langt borte, som de havde hørt den, og at det var ganske andre Toner, som saaledes rørte et Menneske-Hjerte; han som talte var en Kongesøn… ” (linje 70-73).

Ser vi på klokken, kan vi sige, at den er et symbol på ånden i naturen, hvilket man lagde stor vægt på under romantikken. Klokken er den ånd, der symboliserer det metafysiske, hvilket betyder sammenhængen og/eller meningen med livet. Den bringer desuden to samfundsklasser sammen, da de to drenge – i slutningen af historien – står hånd i hånd og føler et bånd mellem sig og naturen. ”…og de løb hinanden imøde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige Klokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja!” (linje 122-124).  Klokken skal altså ikke forstås som en genstand, men som en forestilling. Den er et symbol på et mål i livet.

Dette fører mig videre til temaet, hvilket faktisk er målet og meningen med livet. Som sagt kæmper kongesønnen og den fattige dreng for at finde frem til det rigtige resultat, og det ender også med, at de er de eneste to, der opnår en sand forståelse for tilværelsen, for i og med de finder klokken, føler de også en sammenhæng i naturen.

Forfatterens holdning til temaet, altså budskabet, er, at man skal følge sit hjerte og kæmpe videre, for kun på den måde kan man finde meningen med livet. Selvom kongesønnen havde lettere ved at finde klokken, udtrykker H.C. Andersen igennem teksten, at samfundsklassen, man er fra, ikke har nogen betydning, for den fattige dreng ender som sagt også med at finde klokken, dog er det med lidt flere udfordringer i bagagen.

Klokken kan fortolkes som en udviklingshistorie, hvori H.C. Andersen afspejler sig selv i den fattige dreng. H.C. Andersen selv var igennem en lang og hård rejse, før han opnåede sin berømmelse, ligesom den fattige dreng var igennem en masse udfordringer, før han fandt klokken. Kongesønnen kunne forestille en af H.C. Andersens kolleger, som muligvis har haft det lettere i årene op til berømmelsen. Dette kan relateres til Den grimme ælling af H.C. Andersen, hvor den grimme ælling – efter en lang og hård kamp – bliver til en smuk svane. Som sagt handler historien om at kæmpe for sit mål. Selvom kongesønnen vælger vejen til venstre, hvilket er hjertets vej, og den fattige dreng vælger vejen til højre, hvilket er viljens vej, finder de begge klokken. Ud fra dette kan vi fastslå, at hvis man blot følger sit hjerte og kæmper hårdt nok, så vil man i sidste ende nå sit mål.

I romantikken lagde man vægt på tre begreber; ”det gode, det sande og det skønne”. Målet med livet var at finde den sande virkelighed. I dette eventyr kan vi sige, at den sande, gode og skønne virkelighed er naturen. Naturen er den ånd, der beskrives som noget så smukt og guddommeligt og skaber en sammenhæng i verden, hvilket var meget typisk i den periode, der kaldes universalromantikken. Herunder kan begreberne panteisme og monisme inddrages. Panteisme betyder netop, at naturen er guddommelig, mens monisme betyder sammensmeltning, hvilket vi også oplever i historien. I slutningen smelter det hele nemlig sammen og skaber en sammenhæng, fordi vi netop læser, at den fattige dreng og kongesønnen føler denne specielle ånd hånd i hånd, idet de finder klokken. Under universalromantikken mente man desuden, at natur, kunst, videnskab og historie hang sammen som en organisk helhed, der var gennemstrømmet af den samme ånd, og derfor er Klokken et pragtfuldt eksempel på et kunsteventyr fra samtiden, da den netop får det hele til at gå op i en højere enhed og besvarer spørgsmålet om meningen med livet.