Noter: Palæstina-konfliktens opstandelse og videre udvikling

Hvem har retten til Palæstina (Palæstinenserne eller jøderne)?

I de første par hundrede (lang tid tilbage) under romersk undertrykkelse i Palæstina, flygtede den jødiske befolkning til andre lande omkring middelhavet.

Omkring 1890 opstod Zionismen (en ideologi) som en ny bevægelse blandt jøderne. Zionismens ide var, at jøderne skulle have deres egen stat (Israel) i Palæstina. Bevægelsen hørte til blandt de nationalistiske strømninger i Palæstina.

England kontrollerede Palæstina dengang.

I 1917 gav England jøderne lov til et ”nationalt hjem” i Palæstina, men de måtte ikke true Palæstinensernes (=daværende arabere der boede i Palæstina) rettigheder.

Jødernes indvandring gik konflikt-frit, da indvandringen var beskeden. Men da verdenskrisen opstod og efter Hitler kom til magten steg den jødiske indvandring eksplosivt. Indvandringen steg også yderlig efter 1. verdenskrig (1914-1918), da overlevende jøder fra koncentrationslejr ikke havde andre steder at tage hen. Det skabte konflikter, voldeligt sammenstød og terroraktioner.

Palæstinenserne mente ikke at jødernes problem skulle løses på deres bekostninger, samtidig mente jøderne de havde ret til at komme ind.

England kunne ikke længere bevare kontroller i Palæstina og derfor besluttede i 1947, at trække sig ud i 1948. Dermed overlod de Palæstinas skæbne til FN.

FN planlagde at opdele Palæstina i jødisk dele og palæstinensiske dele, og Jerusalem skulle være fælles under FNs administration. FNs plan blev dog aldrig virkelighed.

I 1948 erklærede jøderne staten Israel for oprettet. Derefter angreb de arabiske nabostater, for de ville ikke godkende/anerkende det. Der dannede sig krig og derfor kunne FN ikke indføre sin plan.

Israel/jøderne havde stor fremgang (vandt) i krigen fordi:

• blev støttet af USA med forsyning af våben (deres motiv var at øge deres indflydelse i det britisk domineret mellemøsten)
• overlegen kampmoral
• overlegen organisation
• Palæstinenserne var præget af ineffektivitet og manglende forberedelse.

Krigens konsekvenser:

• Palæstinenserne mistede deres land
• Israel rådede over 70% af Palæstina.
• Flygtningeproblem opstod da millioner palæstinensere flygtede fra deres hjem. Israel nægtede at lade dem lade dem komme tilbage af økonomiske og principielle grunde. Samtidig nægtede arabiske nabostater at integrere dem i deres land = flere millioner palæstinensere levede i flygtningelejr (primitive telte) i arabiske nabostater (typisk tæt ved grænsen).
• Gaza-strimlen blev besat af Ægypten, og Jordan indlemmede Vestbredden

Hvem har skylden for flygtningeproblemer?

Araberne siger det skyldes terroraktioner mod arabiske civilbefolkning

Israel siger det skyldes den arabiske skræk propaganda, som udnytter terroraktionerne.

Palæstina-konfliktens videre forløb

Seksdageskrigen 1967

FN fjernede sine fredsbevarende styrker fra Ægypten.

Kort efter blokerede Ægypten Tiran-strædet, hvilket var Israels eneste forbindelsesvej til det indiske Ocean. Derudover foregik der hyppigere angreb fra flygtningelejrene mod Israel.

Israel besluttede sig for at angribe de truende stater, før de påbegyndte et egentligt angreb.

De truende stater var Ægypten, Syrien og Jordan.

Israel foretog et overraskelsesangreb med deres luftvåben, hvor de ødelagde alle modstanderens fly, mens de endnu stod på jorden. Derefter var det nemt for Israels panservåben at gå ind.

Krigen varede kun 6 dage, og derfor hedder den seksdagskrigen.

Krigens konsekvenser (fordele/ulemper) for Israel:

• Israel skulle holde styr på væsentligt flere palæstinensere med de nye besatte områder
• En halv million flygtede under krigen og Israel skulle holde styr på 1 million flere arabere på de nye indtaget områder.
• Israel kontrollerede et større Palæstina, med grænser der var lettere at forsvare.
• De havde mulighed for at udnytte sejren til at opnå en egentlig fredsaftale, så de kunne opnå sikkerhed og anerkendelse fra arabiske nabostater (Israels formål med krigen)

FN resolution efteråret 1967 (efter seksdagskrigen)

FN vedtog en resolution der rummede formel fred i mellemøsten og indebar:

• Tilbagetrækning fra de besatte områder
• Anerkendelse af Israel
• Fri sejlads for alle nationer

Alle undtagen Syrien og Palæstinenserne accepterede aftalen. Men der var uenighed omkring hvordan aftalen skulle forgå:

Araberne mente at tilbagetrækning, betød fuldstændig tilbagetrækning fra de besatte områder. Men Israel ville ikke rømme Jerusalem, samtidig bevarede de militær forvaltning ved de øvrige besatte områder.

En ny krig i 1973 (Yom Kippur–krigen)

Situationen for de arabiske stater var anstrengt fordi (andre konsekvenser efter seksdagskrigen):

• Jordan havde mistet frugtbare områder
• De palæstinensiske flygtninge var vokset yderligere
• I Ægypten stod Israelske styrker ved Suez-kanalen, som havde været lukket siden krigen, hvorved Ægypten gik klip af betydelige indtægter.
• Der var næsten hele tiden artilleridueller over kanalen, hvilket sled hårdt på Ægyptens økonomi.

Derfor valgte Ægypten og Syrien at lave en ny krig i 1973 mod Israel.

Siden seksdagskrigen blev Ægypten stadig mere afhængig af våbenleverancer fra USSR, men USSR var bange for at levere for mange offensive våben til Ægypten, når de ville gå i krig mod Israel, som blev støttet af USA, hvorefter USA ville skabe in konfrontation med USSR.

I 1972 sendte Sadat (Ægyptens præsiden) 20.000 sovjetiske teknikere og rådgivere hjem, fordi USSR ikke ville forsyne ægypterne med våben. Dermed blev Ægypten fastslået som alliancefri, og samtidig blev USSR mere villig til at levere våben til Ægypten, for ikke at miste enhver indflydelse i Ægypten. Derfor var det også et smart træk for Ægypten.

Teorien ifølge enkelte iagttagere:

Påstand – Ægypten havde på forhånd orienteret både USSR og USA inden angrebet.

Hvis påstanden var korrekt, så undlod USA at advare Israel om angrebet, som fuldstændigt   overraskede jøderne på en af jødernes store helligdage.

USA motiv – USA havde også interesser i at bibeholde de andre arabiske lande, derfor ville det skabe dynamik, hvis Israel blev svækket lidt i forhold til Araberne, så de ikke indtog det hele.

De første par dage var Israel alvorlig trængt, men langsomt blev den arabiske fremfærd standset og drevet tilbage. Da FN efter tre ugers blodige kampe tvang en våbenhvile igennem (med medvirken fra USA og USSR), stod Israel overalt som sejrherre – og havde bl.a. taget hele Sinai, og var nået frem til – og over Suez-Kanalen.

Supermagterne havde dog svært ved at blive enige om grundlaget for at standse krigen. USSR truede med at indsætte tropper til støtte for Ægypten of Syrien, mens USA til gengæld satte sin atomslagsstyrke i alarmberedskab.

Krigen varede i 17 dage, hvorefter der skete en våbenstilstandsning.

En delvist fred 1979.

I 1979 blev der sluttet en egentlig fred mellem Israel og Ægypten. Forhandlingerne gik ud på:

• Israel skulle rømme al Ægyptisk jord
• Israel ville blive anerkendt i Ægypten
• Israel ville få frit sejlads gennem Suez
• Israel forpligtede sig også til at iværksætte foranstaltninger med henblik på selvstyre for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza.

Israel blev anerkendt i Ægypten, men etablerede ikke selvstyre for palæstinenserne foreløbigt, hvilket gav anledning til voldsomme konfrontationer mellem Israel og Vestbredden og Gaza.

PLO og nederlaget i Libanon 1982

PLO = den palæstinensiske befrielsesorganisation

Facts:

• Blev oprettet i 1964 som en paraplyorganisation for en lang række medlemsorganisationer.
• Medlemsorganisationerne har forskellige opfattelser med hensyn til mål og midler, men kæmper alle sammen for palæstinensernes sag (=selvstændig Palæstinensisk stat)
• PLO planlagde guerillalignende aktioner med palæstinenserne i flygtningelejrene mod Israel.
• I 1970 skete en konfrontation i mod Jordans kong Hussein og palæstinenserne, hvilket medførte store grupper af palæstinensere blev fordrevet. Hovedparten slog sig ned i Libanon, og PLO fik herefter hovedsæde i Beirut.

Yassir Arafats (PLO leder) prøvede at undgå de mediebevidste terroraktioner for at få opmærksomhed fra verdenen. Ved hjælp af diplomatiske midler, fik han lov til at tale til FNs generalforsamling i 1974 som repræsentant for det palæstinensiske folk, og oprettede efterhånden kontakter til den amerikanske regering.

Libanon var præget af en overvældende mangfoldighed. Det lille land rummer således et stort konfliktpotentiale. Men havde etableret et fintfølende balancesystem, hvor kristne og muslimske befolkningsgrupper hver for sig opdelt i flere undergrupper.

Balancen i Libanon brød sammen i 1975 og dannede borgerkrig. (Det gav gode muligheder for at lokale stormagter kunne blande sig).

Israel slog til i 1982, hvor de besatte Sydlibanon og kom helt frem til Beirut, hvor de det lykkes dem at tvinge PLO til at forlade landet.

Formålet var at ydmyge PLO og svække Arafats forhandlingslinie og fremme mere yderliggående kræfter indenfor PLO (terror kræfter) , som ville stille Israel stærkere overfor verdensopinionens krav for palæstinenserne.

Efter PLO havde forladt Libanon, forlod Israel sig også gradvist ud af Libanon.

I 1991 lykkedes det FN og stormagterne at etablere en holdbar våbenhvile mellem de mange grupper i Libanon.

Fred i Palæstina?

Golf-krigen: Irak prøvede at få Israel med i krigen ved at sende missiler mod israelske byer.

USA pressede Israel til at deltage i en konference om mellemøsten i 1992. Det var første gang Israel var i direkte forhandlinger med Syrien og Jordan. PLO var der også i jordanske delegation.

Forhandlingerne førte ikke til noget, men ved siden af indledte Israel og PLO forhandlinger i hemmelighed. Motiver for forhandlingerne lå først og fremmed i intifadaen. (dvs. den palæstinensiske opstand mod israelske byer siden 1987)

Israels nye regering så det som nødvendigt, at søge efter fred fordi:

• de økonomiske, mentale og menneskelige omkostninger var blevet meget store ved at opretholde kontrollen
• Israelere havde svært ved at acceptere tungt bevæbnet militær imod stenkastende børn og unge.
• Økonomisk set havde Israel besvær nok med at indvandrer grupper fra tidligere USSR.

POL ville indgå forhandlinger fordi:

• Yassir Arafat (PLO lederen), det skabte et problem for PLO med Intifadaen, fordi det radikaliserede palæstinenserne i de besatte områder. Det betød PLO mistede indflydelse, til fordel for mere yderliggående organisationer som f.eks. Hamas.
• PLO blev nød til at fremlægge resultater her og nu, for at bevare sig som den centrale repræsentant for det palæstinensiske folk.

Der var højspændt politisk klima i forhandlingerne, da de var to meget modstridende parter. Derudover havde de svært ved at tolerere kritik og lign. ved forhandlingerne.

Det resulterede i at en fundamentalistisk israeler dræbte Rabin i 1995 og sagde han forrådte Israel.

1993 nåede PLO og Israel frem til enighed om en principaftale, som senere skulle udfyldes med en række detaljeret aftaler (aftalen blev beseglet med et historisk håndtryk mellem Arafat og Rabin):

• Israel skulle anse PLO som palæstinensernes repræsentant (dvs. ikke terror organisation)
• PLO skulle acceptere Israels ret til at bestå som en stat.
• Aftalen fastslog også, at Gaza-striben og Jeriko på Vestbredden skulle danne udgangspunkt for et palæstinensisk selvstyreområde.
• Det lå også i aftalen, at selvstyre området kunne udvides afhængig af fredsprocessens videre forløb.

Gaza-striben: 800.00 indbygere og på størrelse med Langeland

Jeriko: by med omkring 15.000 indbyggere.

Det var ikke nok i palæstinensiske øjne, med det var en begyndelse.

Israels udgangspunkt i tankegangen ved forhandlingerne var: land for fred.

1994 færdiggjorde man den første udfyldningsaftale:

• nærmere betingelser for Gaza og Jeriko selvstyre
• Yassir Arafat kunne vende tilbage til Palæstina efter 27år i eksil
• De Israelske styrker skulle trækkes tilbage og sikkerheden overlades til Palæstinensernes politi.
• Israelske styrker skulle dog stadig bevare den ydre sikkerhed ved grænsekontrol mod Jordan og Ægypten.

1995 indgik PLO og Israel den tredje aftale:

• Alle større byer på Vestbredden skulle overlades til palæstinensisk selvstyre og på længere sigt de fleste landområder
• Der skulle afholdes valg af præsident for selvstyreområderne
• Valget blev afholdt i 1996 og Arafat vandt (stor sejr)

Fredsprocessen imødekom store vanskeligheder, da der på både Israels side og palæstinensernes side eksisterede ”høge”.

Palæstinensiske høge: ”Arafat og palæstinenserne har fået alt for lidt”

Israelske høge: ”den israelske regering er alt for eftergivende for palæstinensernes krav”.

Høgene gjord voldelige aktioner mod tilfældige palæstinensere og israelere.

Derudover fandtes der også duer i hver part, som ville have forhandlinger og diplomati.

Fredsprocessen fortsatte og Israel sluttede fred med Jordan.

Så havde Israel både sluttet fred med Ægypten og Jordan…

Men i 1996 blev der valgt en ny regeringsleder i Israel, hvor Benjamin Netanyahu fra Likud-blokken blev valgt:

• Benjamin var stærkt kritisk imod forhandlingerne og undgik længe at mødes med Arafat.
• Benjamin havde svært ved at opfylde aftalerne der tidligere var indgået af arbejderpartiregeringen. eks. israelsk tilbagetrækning fra byen Hebron skete først i 1997. Og tilbagetrækning fra landområderne på Vestbredden, således har selvstyret kun overtaget ca. 10% af området.
• Fredsprocessen gik næsten i stå.
• Benjamin erklærede også at han ikke ville forhandle fred med Syrien
• Benjamin ville heller ikke forhandle med PLO om bosættelserne eller om Jerusalem.
• I stedet igangsatte han større nybyggeri beregnet for jødiske bosætter.

Benjamin fik atter volden til at plusse op blandt yderliggående palæstinensiske grupper i de besatte områder.

Status i 2002

USA valgte side: præsident Bush erklærede, at Arafat bar hovedansvaret for de fortsatte uroligheder

I de besatte områder og attentaterne i Israel.

EU valgte at fortsætte sin Israel kritiske linie.

I midten af 2002, så det ikke ud som om freden var i sigte.

Israel og palæstinensiske modstandere tårnede sig op om følgende:

1. Etablering af en palæstinensisk stat og dens udstrækning
2. Jerusalem
3. De palæstinensiske flygtninge
4. De israelske bosættere
5. Vand

Derudover var der uafklaret spørgsmål mellem:

6. Israel og Jordan
7. Israel og Syrien
8. Israel og Libanon

Endeligt punkt 9:

9. funktionaliteten af det palæstinensiske selvstyre, som af mange uafhængige, internationale   observatører betegnes som domineret af ”ineffektivitet, magtmisbrug, korruption og lovløshed.”

1 Den palæstinensiske stat:

Palæstina vil have deres egen fuldkommen selvstyrende stat. Men Israel har understreget at der ikke vil kunne blive tale om fuldt suveræn palæstinensisk stat. Den jødiske stat vil ikke acceptere palæstinensiske militær styrker eller palæstinensernes ret til at indgå udenrigspolitiske eller militære alliancer. (risikoen for at se uforsonlige fjendtlige hærstyrker af irakisk, iransk eller libysk observans i Israels hjerte stod for de fleste israelere som et mareridt, der aldrig måtte blive til virkelighed)

2 Jerusalem:

Palæstinenserne kræver at øst-jerusalem igen skal være muslimsk og være hovedstad i den kommende palæstinensiske stat.

Men i 1967 da Israelerne erobrede resten af byen, erklærede de den for Israels evige og udelelige hovedstad (ikke muligt at dele med noget).

En deling af byen virker urealistisk, men begge parter er dog enige i, at alle troende skal have fri adgang ved de hellige steder.

Israel overvejede at lave en delingsplan, men konsekvenserne ville være:
– økonomisk kostbart projekt

– politisk kostbart projekt: i fredsforhandlingerne ville det svække jødernes krav om, at Jerusalem   skulle forblive jødernes evige og udelelige hovedstad.

3 De palæstinensiske flygtning:

I 2001 regnede man med, at de palæstinensiske flygtninge bestod af 3,6 millioner.

Palæstinenserne mener flygtningene har ret til at vende tilbage til Palæstina (dvs. Israel). Eller modtage kompensation fra Israel. Palæstinenserne kræver, at alle flygtninge får ret til palæstinensisk statsborgerskab og ret til at bosætte sig på Vestbredden og i Gaza. Men det er urealistisk, at så mange ville kunne bosætte sig på Vestbredden og i Gaza.

Israels hovedsynspunkt er, at flygtningene skal forblive hvor de er og integreres der…

Dog tyder det på, at Israel vil kunne acceptere en begrænset immigration til Vestbredden eller Gaza.

4 De israelske bosættere:

Ideen om at Israel bør omfatte de væsentligste – hvis ikke alle – dele af de historiske områder, der var jødiske ved vor tidsberegningers begyndelse (omkring romanernes tid), står stadig centralt for mange jødere. Overgivelsen af dele af Vestbredden, anses i disse kredse for forræderi.

5 Vand:

Problemet med vand er akut og har været det i en årrække, idet Israel intensive landbrug med kunstvanding og overrisling forudsætter et meget stort vandforbrug pr. indbygger.

Israelerne er indstillet på at investere store beløb i afsaltningsanlæg for havvand (man er i besiddelse af den fornødne kapital hertil)

Men anderledes står det til for palæstinenserne, da de ikke har økonomi til sådan en investering.

Ifølge eksperter i 1990erne ville vandressourcer i Jordan-bassinet kunne forsyne op til 14millioner mennesker. Men med den aktuelle fødselsrate, ville regionen mellem 2015-2020 tælle 16-18 millioner. Det betyder at 2-4 millioner mennesker vil blive afskåret fra vand.

Der er ikke tilstrækkeligt vand i flodsystemerne (Eufrat og Tigris) til at alle 3 lande kan få deres erklærede behov opfyldt (Syrien, Irak og Tyrkiet).

Nogle forskere hævder, at en kommende storkrig i mellemøsten meget vel kan blive forårsaget af uenigheden om adgang til vand.

6 Forholdet mellem Israel og Jordan:

• indgik fredsaftale i 1994
• Jordan fik 350 km2 land tilbage efter Israels 1967 erobringer.
• De to lande ses for udelukket at gå i krig igen, dertil har Jordan alt for meget at tabe…

7 Forholdet mellem Israel og Syrien:

Under seksdagskrigen 1967, erobrede Israel Golanhøjderne fra Syrien.

I 1973 forsøgte Syrien at generobrer dem, men forgæves.

Siden fredsforhandlingernes start i 1967, har Syrien krævet Golandhøjderne tilbage før der vil indgås øvrige forhandlinger. Men Israel nægter at give dem landet uden videre, da det er et strategisk betydningsfuldt område. Man kan nemlig skyde lavereliggende Israel, vandressourcer m.v. derfra.

Israel kræver i stedet fred, hvor Syrien ”kun” kan få en stor andel af Golan (vides ikke hvor stor).

I 1996 suspenderede Israel alle forhandlingerne pga. terrorbombninger i Israel, som den syriske organisation Hamas tog ansvaret for.

I 1999 skete Baraks magtovertagelse i Israel. Men der kom ikke for alvor gang i forhandlingerne igen.

Udover Golan-problematikken, så vil fremtidige forhandlinger også dreje sig om vandforsyninger:

Hvor store mængder vand vil Syrien lade tilgå Israel og således selv give afkald på at udnytte? 

8 Forholdet mellem Israel og Libanon:

problematikken er tæt forbundet med Israelsk-syriske. Syrien har siden den libanesiske borgerkrig (1975-1990) i stor udstrækning kontrolleret den libanesiske regerings handlinger og adfærd.

I årevis har Israelske styrker i den besatte ”sikkerhedszone” i det sydlige Libanon kæmpet mod muslimske militser. Den vigtigste af disse er den Muslimske Hizbollah, som anses for frihedskæmpere af Syrien, Iran og Libanon, men Israel anser dem som terrorister.

Libanon vil havde de 360.000 palæstinensiske flygtninge ud af deres land og tilbage i Israel. De anses som fremmedlegeme. Men Israel vil under alle omstændigheder ikke modtage disse flygtninge.

9 Det palæstinensiske selvstyres interne problemer:

trods massiv udenlandsk bistand i 1990erne, ser det skidt ud i det palæstinensiske selvstyre.

Selvstyret er plaget af korruption, økonomien elendig og den politiske frihed ikke eksisterende.

Økonomien:

• 1990erne var underskuddet på betalingsbalancen enorm: importeret 4-5gange mere end man kunne eksportere.
• Økonomien blev udelukkende holdt oppe af USA, Saudi-Arabien og EU.
• BNP pr. indbygger var kun ca. 10% af det Israelske.
• Børnetilvæksten i forvejen tætbefolket og ludfattigt Gaza var over 4% om året. Det betød at hver kvinde fik gennemsnitligt 6,42 børn.
• Gaza på størrelse med Langeland, rummede ca. 1,2 mio. mennesker
• Arbejdsløsheden var i år. 2000 på ca. 45%. Befolkningen var også afhængige af arbejdsmuligheder udenfor området dvs. Israel.