Samfundsfag A Terminsprøve – Greve Gymnasium

Danmark – hvad nu?

Fællesdel

1.a. At lade deltagelsesdemokratiet være den førende demokratiform i Danmark, ville meget ufornuftigt og skadeligt på lang sigt. Nuvel vil borgerne få mere indflydelse og følelsen af at have ret og medbestemmelse til at deltage i de politiske beslutninger hvad enten det gælder finanslove eller lønnings- og pensionslove, som Merethe Stagetorn foreslår. Men problemet er, at denne indflydelse ikke er af den gode slags. I borgerens allerede travle hverdag vil en sådan indflydelse betyde, at borgerens allerede travle hverdag vil blive endnu mere travl, i sådan et omfang, at der ikke er rigelig tid til hverken at sætte sig ind i de enkelte beslutninger eller skabe sin en interesse. Manglen på viden og interesse vil betyde, at beslutningerne bliver truffet på baggrund af et flertal som af høj sandsynlighed ikke har hverken interesse eller forstand på fordelene og ulemperne for Danmark ved deres valg.

Af dette synspunkt kunne kritikken fra fortalerne af deltagelsesdemokratiet være, at der kunne opstå det netop modsatte; at borgerne begyndte at sætte sig ind i den politiske dagsorden fordi indflydelsen har medført en stigende interesse. Hertil lyder det igen, at det ville være en dårligt idé for Danmark! Hvis det endeligt skulle vise sig, at borgernes interesse og engagement for politik steg, ville resultatet af afstemningerne blive det samme, som det ville blive, hvis det modsatte var gældende. Det hænger sammen med, at det enkelte individ er selvinteresseret, profitsøgende, og egennyttemaksimerende. Grundlæggende betyder det, at man ved hvert enkel afstemning vil spørge sig selv: ”Hvad får jeg SELV ud af det?” for derefter at stemme for, hvad der gavner sig selv bedst, og ikke for hvad der gavner samfundet som helhed bedst.

Den eneste fornuftige mulighed er derfor konkurrencedemokratiet, som bygger på, at beslutningerne rent faktisk bliver truffet af eksperter, som både ved hvad de beskæftiger sig med og hvad der gavner Danmark som helhed bedst. Det giver derfor også god mening, at borgerne kun beslutter hvem disse beslutningstagere skal være, ved netop at vælge dem, som flertallet mener kan repræsentere folket- samt varetage Danmarks interesser bedst. Ydermere betyder det, at borgeren ikke skal være til samfundets disposition for at yde sin ret, eller pligt(!) til at afgive sin stemme så ofte, og derved øges borgernes frihed også, ved at lade dem disponere over egen frihed og fritid.

1.b. Nulhypotesen: At der ikke er nogen sammenhæng mellem køn og holdning til skat.

P-værdien er under signifikansniveauet 5%, og derved kan nulhypotesen afkræftes hvilket betyder, at der er en sammenhæng mellem køn og holdning til skat, hvor køn er den uafhængige variabel, og holdning er den afhængige.

1. Flere kvinder end mænd synes at skatten er tilpas, fordi velfærden tilgodeser kvinder bedre end mænd.

I gennemsnit modtager kvinder igennem sit liv 1,6 mio. kr. fra det offentlige i form af overførsler og offentlige ydelser, hvorimod mænd i gennemsnit bidrager med 0,6 mio. kr. [1], hvilket betyder, at der skulle skæres i kvindernes velfærd i højere grad end mændenes, hvis skatten blev sænket.

2. Flere mænd end kvinder synes at skatten er for høj, da mænd i gennemsnit tjener mere end kvinder.

I Danmark besidder langt flere mænd end kvinder lederstillinger og højtlønnede stillinger[2], hvilke også betyder, at lønnen er højere. Hvis skatten sænkes, vil der dermed være en højere disponibel indkomst for mænd end for kvinder, og derfor er det mere attraktivt for mænd hvis skatten sænkes.

3. Flere kvinder end mænd synes at skatten er for lav, fordi kvinderne i højere grad bakker op om velfærdssamfundet.

Kvinder er, modsat mænd, mere for solidaritet og omsorg[3], og derfor er det vigtigt, at der eksisterer en stor nok velfærdsstat der kan sikre, at der ikke spares på områder, som uddannelse, sundhedsvæsenet, og ældrepleje.

Delopgave B 

2. Undersøgelse vedr. velfærdsstatens udfordringer vha. bilag B1

Tabel 1 viser to oversigter over befolkningstallene for bl.a. Danmark, Tyskland, Sverige, og det samlede befolkningstal for EU’s 27 medlemslande (2010), samt antal personer over 65 år for de forskellige lande. Derudover er der foretaget en prognose over disse tal for årene 2025, 2045, og 2060. For at overskueliggøre udviklingen har jeg lavet en indeksering af tallene vha. Excel:

Heraf kan der udledes, at Danmarks befolkningstal vil stige med 9,8 % i perioden 2010-2060, hvor antallet af personer over 65 år vil stige med 75,5 %. Modsat i Tyskland vil befolkningstallet i samme periode falde 18,8 %, hvor antal af personer over 65 år vil stige med 29,2 %. Overordnet for EU vil befolkningstallet stige med 3,2 %, mens personer over 65 år vil stige med 75,5%. Tallene hænger sammen med, at den gennemsnitlige levealder stiger i takt med teknologiens udvikling. Derudover har det såkaldte ”Babyboom” efter 1940’erne, hvor fødselstallet steg markant resulteret i, at der i fremtiden vil være langt flere personer over 65 år. Generelt kan man for EU’s lande se, at antallet af personer over 65 år vil stige, hvilke skaber visse problemer, som man også kan tyde ved hjælp af tabel 2.

Tabel 2 viser oversigten over middellevetiden for mænd og kvinder samt den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder i Danmark i årene 1960, 1985, 2010, og en prognose for 2050. Når borgerne trækker sig fra arbejdsmarkedet skal de forsøges af det offentlige via bl.a. pension, og derfor jeg vha. Excel udregnet udviklingen i antal år mænd og kvinder i gennemsnit modtog offentlig forsørgelse:

Her kan man tydeligt se, at antallet af forsørgelses-år for mænd er steget fra 3,4 år (1960) til 15,1 år (2010), mens det for kvinder er steget fra 8,8 år til 20,2 år. Udviklingen tyder altså på, at antallet af forsørgelses-år vil stige med tiden, da forskellen mellem middellevetiden og den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder bliver større, hvilket for staten betyder, at der skal bruges endnu flere penge på overførelsesindkomster. Da det offentliges budget finansieres gennem skatter og afgifter, vil det altså betyde, at der skal en større arbejdskraft til, for at kunne forsørge de ældre. Problemet er altså, at Danmarks befolkning kun ville stige med 9,8 % i perioden 2010-2060, og derfor ikke stiger med samme procentsats som personer over 65 gjorde (71,4), hvilket altså gør det øgede antal af ældre til et problem for Danmark.

Figur 1 viser sammenhængen mellem gennemsnitlig BNP-vækst og gennemsnitlig selskabsskatte- sats i perioden 2001-2011 udført ved lineær regression. Her kan man se at selskabsskatten for Danmark er 25 %, hvor den gennemsnitlige BNP-vækst ligger lige over 0,5%, hvilket er 3. dårligst af de 21 lande i undersøgelsen kun undergået af Portugal og Italien, som har endnu højere selskabsskatter. I toppen af vækstskalaen ligger Slovakiet (4,6 %), Estland (4,3 %), Polen (3,9 %), og Tjekkiet (3,3 %) med en selskabsskat der er ca. 5% lavere end i Danmark. Det tegner sig derfor et billede af, at en højere selskabsskat er forklaringsårsagen til at BNP-væksten forringes, men ved at analysere forklaringsgraden R², hvis værdi er 0,52, kan der konkluderes at tendenslinjen forklarer 52 % af variationen, mens de resterende 48 % forklares af andre forhold. Det betyder altså, at selskabsskatten er en væsentligt årsag til at BNP-væksten ser ud som den gør, men at der findes en række andre ukendte faktorer, som afgør BNP-væksten og ikke kun selskabsskatten alene. Det kan man også se ved at 12 af landene skulle have haft en lavere BNP-vækst end Danmark, da disse har en højere selskabsskat, hvilket altså ikke er tilfældet. Ifølge Okuns lov[4], hvor arbejdsløsheden falder med ca. 0,4 % hvis BNP-væksten stiger med 1%, vil det for Danmark, betyde at arbejdsløsheden vil stige. Sammenlignet med tabel 1 og 2 betyder det, at der vil være endnu flere borgere på offentlig forsørgelse, hvilket betyder, at statens udgifter øges.

3. Notat med udgangspunkt i B2

Økonomi- og Indenrigsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

Margrethe Vestager,

du og jeg værner trygt om danske velfærd, da den både sikrer os alle lige og frie muligheder, men også er hele fundamentet under det Danmark vi kender i dag. Desværre viser det sig, at den danske velfærdsstruktur, som den ser ud nu, ikke er holdbar i længden. Det gennemsnitlige antal af år på offentlig forsørgelse vil stige i takt med at middellevealderen stiger. Derudover kæmper vi i Danmark med en årlig BNP-vækst der er så lav, at den vil skabe arbejdsløshed. Kort sagt; den danske velfærd er under massivt pres! Derfor har jeg udtænkt to økonomiske strategier, der kan løse udfordringen i Danmark.

Den første strategi går ud på, at føre en ekspansiv finanspolitik, ved at sænke selskabsskatten. Undersøgelser har vist, at selskabskatten forklarer 52 % af tilfældene for at BNP-væksten er lav. Ved at sænke skatten, sikrer du at virksomhedernes varer og ydelser bliver billigere at producere, og derved vil er også være plads til at ansætte flere medarbejdere, for at holde arbejdsløsheden nede. Dette medfører altså en øget produktion og derfor en samlet vækst for Danmark. Når væksten er høj, sikrer vi samtidig at arbejdsløsheden er lav, og staten sparrer penge på at den tidligere arbejdsløse borger nu er en statslig indtægtskilde fremfor en udgift. Derimod er konsekvenserne ved denne strategi, at staten ser sig nødsaget til at sparre penge på andre områder, som primært går ud over dele af velfærden, hvor uligheden derfor vil stige. Deriblandt kan det betyde, at pensionsalderen er nødsaget til at hæves, for at sikre, at der er tilstrækkeligt budget til at kunne håndtere de demografiske udfordringer, hvor det stigende antal af ældre anses som den største udfordring.

Den anden strategi går ud på at føre en kontraktiv finanspolitik, ved at hæve selskabsskatten. Fordelen ved at gøre dette, er at vi sikrer at de demografiske problemer bliver løst, da skattens budget vil forhøjes. Der vil altså være flere penge til at forsørge de ældre, og samtidig flere penge til bl.a. sundhedsvæsnet, som vil være med til at øge ligheden i samfundet. Konsekvenserne derimod er, at virksomhedernes produktion vil være dyrere, og derfor vil produktionen også være mindre. Den mindre produktion vil påvirke BNP-væksten i en negativ retning, og der vil samtidig heller ikke være budget fra virksomheden til at kunne ansætte nye medarbejdere. Ledigheden vil stige, og staten vil nu stå med en øget udgift. Det kan i værste tilfælde betyde, at der ikke er råd til at forsørge de ældre. Til gengæld vil virksomhedernes mindre produktion betyde at importen formindskes, og derved bliver betalingsbalancen forbedret.

Målet er dog klart; at vi skal sikre at velfærden kan finansieres, hvilket kan gøres ved at øge BNP-væksten. Ved modsat at hæve selskabsskatten sikrer vi godt nok at velfærden forbedres og at ligheden øges, men på lang sigt vil det være skadeligt for samfundet. Derfor foreslår jeg, at du vælger første strategi. Vi bliver nødsaget til sænke selskabsskatten, så vi kan skabe vækst og få gang i hjulene igen. Der skal borgere til at finansiere velfærden, og derfor kræver det også at vi samtidig holder arbejdsløsheden nede. Derudover må den stigende middellevetid være en indikation på, at vi i dag lever sundere, og derved kan man anse dét at hæve pensionsalderen som en naturlig proces for at få fremme velfærden og få gang i væksten igen.

Litteraturliste

Andersen, T. K. (31. Januar 2013). Kvinder er en underskudsforretning. Hentede 25. Marts 2015 fra MandagMorgen: https://www.mm.dk/kvinder-er-en-underskudsforretning

Danmarks Statistik. (2013). Personindkomster. Hentede 26. Marts 2015 fra Danmarks Statistik: http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indkomster/personindkomster.aspx

Henriksen, P. (2010). Økonomiske mål. I P. Henriksen, Økonomi, ABC-kernestof fra C til A-niveau (s. 115). København Ø.

Information. (21. Februar 2011). Kvinderne flygter fra blå blok . Hentede 26. Marts 2015 fra Information: http://www.information.dk/260096

[1] (Andersen, 2013)

[2] (Danmarks Statistik, 2013)

[3] (Information, 2011)

[4] (Henriksen, 2010)