SRP: Fibonaccis talrække og "Alfabet" af Inger Christensen

Indholdsfortegnelse

Abstract

This paper examines the poetry collection “alfabet” by Inger Christensen. This particular collection of poems is unique because it is built upon the Fibonacci sequence which has an exponential growth. It analysis in depth the two poems “defolianterne” and “alfabeterne” and will focus on structure/shape, imagery/effects, and the theme.

In the analysis part “theme” there will be worked with existence. How and when something exists and how the poems present the theme of existence in their own different way. The 2 poems which are analyzed use the themes in two different ways.
Through the paper, the collection of poem form will be compared to the form of Fibonacci sequence, which is introduced and used in the analysis. The very special shape Fibonacci sequence presents will be focused from the start.

Imagery and instruments are important parts of poetry. Therefore they will be parts of the analysis. How they are used in the poems to get the message and the emotion out.

The rhythm part of the text is also analyzed, because it is not continuous throughout the collection.

Through the work with the poetry collection it has been shown how different it is possible to work with the theme existence in parts of the same collection by the same writer. Also how a mathematical sequence works with poems, and how it is possible to get the message out through a mathematical sequence.

Indledning

I følgende opgave vil jeg arbejde med Inger Christensens digtsamling ”alfabet”. Jeg vil lave en generel analyse af digtsamlingen. Derudover vil jeg analysere 2 digte fra samlingen. Det ene digt har jeg fået stillet som opgave ”alfabeterne”, det andet er selvvalgt. Jeg har prøvet at finde et digt, der arbejdede med begrebet eksistens på en anden måde. Jeg har altså 2 digte og 2 forskellige måder temaet eksistens er bearbejdet. Derudover vil jeg arbejde med Fibonaccis talrække, som er grundlag for opbygningen af digtsamlingen ”alfabet”. Jeg vil sætte Fibonaccis talrække i forbindelse med digtsamlingen og se hvornår de matematiske systemer følges og brydes.

Introduktion til alfabet

Digtsamlingen ”alfabet” var for forfatteren Inger Christensen en metode at kaste lys over sammenhængen mellem tal, poise og sprog. Processen med at skrive alfabet startede med en form for indsamling.

Over en periode skrev hun enkelte ord på et stykke papir, primært substantiver, der beskrev konkrete ting i verden. Alle de ting som var spiselige, synlige og sanselige fik plads på disse ark. Ord med alle alfabetets bogstaver fandt plads på papiret. Undervejs i processen fandt hun ud af, at det var en form for en reminder for hende selv. Hun kunne mindes de ting hun skrev op eksisterede og bevare håbet om, at de fortsat ville have en eksistens.

For at finde en sammenhæng og ikke bare opremse alle fænomenerne i en tilfældig rækkefølge, kom matematikken ind i billedet. Tilfældigt faldt hun over Fibonaccis talrække og formulerede, at hvis denne række danner grundstruktur i et sprogligt værk, optræder de uden videre som en spejling af den sammenhæng, sproget ikke selv kan nå. [1] Ved hjælp af Fibonaccis talrække fik hun en formel struktur presset ned over de indsamlede ord.

Digtsamlingen ”alfabet” har 14 hoveddigte, som går fra a til n. De første 9 digte følger bogstaverne abc osv. Da vi når bogstavet j, begynder hendes form at ændres. Efterhånden skal et digt indeholde så mange linjer, at hun ikke kan få det til at hænge sammen. Derfor begynder hun at dele digtene op, så det er begyndelsesdigtet, der svarer til det nummer bogstavet er i alfabetet. Resten af digtene følger ikke alfabetet. Umiddelbart har de resterende digte i fx del 10 ingen sammenhæng med det første digt eller hinanden.

Hvert digt eller digtafsnit, som det bliver længere inde i digtsamlingen, følger hver deres Fibonaccital.

1.digt har 1 verselinje, 2. digt har 2 verselinjer, 3 digt har 3 verselinjer, 4 digt har 5 verselinjer, 5 digt har 8 verselinjer, osv. Senere går jeg dybere ind i form og strukturen af digtsamlingen.

Modernismen og Inger Christensen

Modernisme er den sproglige syntaktiske konsekvens af det moderne gennembruds erkendelser og Guds ”død”. Modernismen bliver først og fremmest et sprogligt projekt, den erkendelse sproget indeholder i sig selv skal udforskes. Den modernistiske digter søger gennem formen en oplevelse. De udtrykker en holdning eller en ide udelukkende gennem formen.[2] Sproget er blevet frit, det poetiske sprog udvides, der er ikke længere nogle ord der er mere poetiske end andre. Der er ikke længere nogle bindinger af konventioner. Ingen krav om en form der skal overholdes i forhold til verselinjer eller rimstruktur. Kunstneren får lov at eksperimentere med og imod traditioner og normer. [3] Ønsket for kunstnerne er at appellere til læserens sanser.

Inger Christensen placerer sig selv i den danske modernisme ved udgivelsen af hendes første digtsamlinger ”lys” og ”græs”. Den danske modernisme tegnes af kunstnere som Klaus Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt.

Hun er modernistisk eksperimenterende, hun tematiserer forholdet mellem sprog, bevidsthed og virkelighed i hoveddelen af hendes værker.[4] Efter udgivelsen af ”Det”, kendetegner I. Christensen sig med de kompositoriske systemer, som flere af hendes værker er opbygget over.

Forfatterne i modernismen arbejder primært med temaet identitet. Dette er også et af temaerne Inger Christensen arbejder med. Hun drejer blot temaet en smule over på eksistens, så det bliver eksistentielle identitetsproblematikker i et jeg/omverdensforhold.

Nøgleordet i ”alfabet” er ordet ”findes”. Langsomt som ordene nævnes får de en eksistens, og med tiden frembringer alle de eksistenser en verden for læseren. Hun skriver i den sene modernisme, hvor en mindre filosofisk men til gengæld mere politisk udgave af systemdigtningen træder frem.

”Det” giver indblik i skabelsen af digtene og deres evne til at begribe og afsløre det moderne samfunds forstening.[5] Det vigtige i modernismens tredje fase er sprogtest betydning.

Digtningen er ikke længere et middel eller et redskab, sproget skal ikke kun bruges som et kommunikationsmiddel, det skal forstås som en fortolkning af virkeligheden og den menneskelige eksistens.[6]

I forhold til opbygningen er I. Christensen godt inden for modernismens område. Hendes opbygning af digtene er når man ser på det umiddelbart helt tilfældige. Ganske få steder i ”alfabet” er det den samme form der går igennem hele digtet. Pludselig kan hun sætte en enkelt linje ind til slut, for at bryde det formelle mønster.

Fibonaccis talrække

Manden bag talrækken hedder oprindeligt ikke Fibonacci men Leonardo de Pisa(1170-1250). Hans far var købmand i Pisa, og i nogle år hvor de opholdte sig i Algier, lærte sønnen matematik af araberne. Araberne var nogle af de mest avancerede indenfor den videnskab dengang. Efter hans ophold hos araberne kom han tilbage til Pisa, hvor han kort efter introducerede arabertallene (de tal vi kender og benytter i dag).[7] I dag huskes han primært for talrækken, og eksemplet med kaninerne som ses længere nede.

Fibonaccis talrække er en ret simpel række tal, der fremkommer ved at man tager summen af de to foregående tal for at få det næste tal i rækken.

Sådan forløber talrækken:

Som man kan se, bliver tallene større og større og på meget kort tid er vi oppe i meget store tal.

Et relativ simpelt matematisk udtryk beskriver talrækken.

Det er vigtigt at bemærke at u står for et vilkårligt tal, hvor n eller tallet forneden viser hvilket tal i rækken vi har med at gøre. Med n bestemmer vi selv hvilket tal vi sætter ind for at bevise at talrækken er sand.

Jeg sætter nu tal ind i overstående udtryk.

Jeg benytter 7. tal i rækken for at bevise at udtrykket stemmer. Udtrykket beskriver, at der er en sammenhæng mellem 6. tal i rækken og differencen mellem 8. og 7.tal i rækken. Det 7. tal i rækken er 13.

Jeg benytter igen samme tal i næste udtryk

Når man samler op på overstående formler får vi udtrykket

[8]

Nu med tal; jeg sætter stadig 7.tal i rækken ind på u_n

Vi benytter også 9. tal i rækken, som er tallet 34 og 2. tal i rækken som er 1.

Viser overstående med endnu et andet tal i rækken for at vise, at det ikke blot er en tilfældighed.

Vælger 14. tal i rækken, 14.tal i rækken er tallet 377.

Vi benytter ligeledes 16. tal i rækken, som er tallet 987.

Således har jeg bevidst, at udtrykket for talrækken er sandt.

Fibonaccis talrække er ligeledes baggrund for forståelse af naturens matematiske indretning, da talrækken er baggrund for phi (det gyldne snit). Det gyldne snit benyttes ikke blot i billedkunsten og arkitekturen. Men man kan også finde den i sneglehuse, vædderhorn, måden solsikke kernerne sidder fast på, eller hvor bladene på blomsters stilk sidder i forhold til hinanden og rosenbladenes vækstmønster.[9]

Talrækken kaldes også ”kaninavleteorien” da Fibonacci stillede sig selv spørgsmålet om, hvor mange kaniner det er muligt at avle på 1 år hvis man som udgangspunkt kun har 2, en han og en hun. Han opsatte følgende præmisser.

Kaniner kan parre sig, når de er en måned gamle.
De føder en måned efter parringen
Herefter kan de sætte et kuld i verden hver måned
Hvert kuld er på 2 killinger, en han og en hun.

Hvis man går ud fra at hunnen nok ikke bliver befrugtet hver gang, og for at det skal kunne gå op er der ingen killinger der må dø undervejs. Ligeledes er chancen for at få en han og en hun i hvert kuld ikke særlig stor. Hvis man ser bort fra overstående, beskrives det således.

Hvis en avler køber et par d. 1. januar, der parrer sig 1. februar, har man et forældrepar og 2 unger 1.marts. 1.april har man så et forældre par, et par ”kommende forældre” og 2 nye unger.[10]

En anden måde at skrive det på er følgende

a:killinger b: ”kommende forældre” c: forældre/forplantningsdygtige d: i alt

a b c d

Januar a 1 0 0 1

Februar b 0 1 0 1

Marts c, a 1 0 1 2

April c, b, a 1 1 1 3

Maj c, c, b, a, a 2 1 2 5

Juni c, c, c, b, b, a, a, a 3 2 3 8

Juli c, c, c, c, c, b, b, b, a, a, a, a, a 5 3 5 13

August c, c, c, c, c, c, c, c, b, b, b, b, b, a, a, a, a, a, a, a, a 8 5 8 21[11]

Som det ses i skemaet oven for, fremkommer Fibonaccis talrække når man sammensætter antallet af kaninpar. Ligeledes fremkommer den i antallet af killinger, kommende forældre og forældre, bare ikke fra start. Men alle rækkerne følger Fibonaccis talrække efter henholdsvis marts, april og januar. På den måde er det muligt at sige hvor mange der vil være i resten af årets måneder.

September

Oktober

November

December

På den måde formåede han at beskrive hvor mange kaninpar man kunne få på et år, hvis alle hans præmisser blev overholdt. Og ligeledes gik ud fra at ingen af kaninerne døde undervejs.

En anden metode at regne med Fibonnacital er ved brug af Binets formel.

Den er som følgende:

[12]

Brøken nedenfor er det gyldne snit, også kaldet den guddommelige brøk.

Den anden del inde i parentesen er den samme som det gyldne snit bortset fra, at den ændrer fortegn.

De 2 tal der fremkommer ved at udregne henholdsvis

og er løsninger til ligningen [13]

De to tal har præcis de samme decimaler, den eneste forskel på dem er at den ene hedder 1,… og den anden -0,…

Det særlige ved denne formel er, at vi arbejder med kvadratrødder og brøker og alligevel får vi et helt tal.

Kvadratroden af 5, som går igen i formlen, giver ikke et helt tal.

Hvis vi tager formlen og undlader potenserne får vi tallet 1

Sammenhængen mellem kvadratrødderne, brøkerne og henholdsvis tallet 1 og 2, har i dette tilfælde et meget interessant resultat.

Den eneste forskel vi gør nu er at sætte potenserne tilbage på deres plads, og så udvælge det talnummer i rækken, der ønskes at regnes med. Forskellen i regnemetoden er at udskifte tallet der står i potensen.

For at vise, at formlen holder stik indsætter jeg igen det 7. tal i rækken

Delkonklusion

Således er Fibonaccis talrække ikke bare en ubrugelig talrække. Den beskriver bl.a. hvor mange kaniner der kan produceres på et år. Talrækken er opbygget af summen af de to foregående tal danner det næste. Fibonaccis talrække har også stor indflydelse for Inger Christensens måde at opbygge sin digtsamling på, hvilket jeg vil komme nærmere ind på i analysen af ”alfabet”.

Digtanalyse

Jeg skal analysere digtet ”alfabeterne” i 13.del. Jeg har derudover valgt at analysere digtet ”defolianterne”, som også er et digt i den 13. del af samlingen. Endvidere vil jeg lave en formanalyse på hele digtsamlingen, samt sætte digtsamlingen op imod fibonaccis talrække.

Det specielle i digtsamlingen alfabet er I. Christensen bearbejdning af eksistens. Hun gør os opmærksom på, at tingene hun nævner findes.[14] Gennem digtene går vi fra det konkrete til det mere abstrakte, fx ”martsbække findes, hvis bækkene altså findes” (fra det 9. digt ”Istiderne”). I digtsamlingen udpeger hun ting fra vores verden og hverdag som hun finder vigtige og ønsker, at vi husker. Dels også for at få sig selv til at huske, at de eksisterede og håbe de vil blive ved med at gøre det.[15] Hun arbejder meget med naturen i digtene. Naturen er for os en vigtig eksistens, da det var det første fra den verden vi kender i dag, der eksisterede.

I min analyse vil jeg primært fokusere på følgende

Digtets situationer: hvad sker der i digtet og hvordan beskrives det
Virkemidler: det grafiske, rytme, rim, gentagelser, modsætninger, billedsprog
Digtets tema
Fortolkning
Perspektivering i forhold til resten af digtsamlingen

Digtene samt ordforklaringer ligger i bilag

Analyse af digtsamlingen

Tema

Temaet eksistens går igen i digtene i samlingen. Da ordet findes bliver benyttet meget, er det oplagt at gå ind at sige, at når noget findes så eksisterer det. Det stiller samtidig spørgsmålet, hvornår kan man argumentere for at noget findes? Inger Christensen forklarer ikke hvorfor tingene findes, hun konstaterer blot, at de findes. Men hun går alligevel ind nogle steder og beskriver forholdene omkring eksistenserne, så de nærmest ikke kan findes mere. Hun har en interessant måde at tænke eksistens på. I det 14. digt ”n” skriver hun ”nætterne findes”. Her kan man argumentere for og imod. Natten findes, da der er et tidspunkt på døgnet, som vi har givet navnet natten. Men derimod er natten ikke noget levende, den er ikke levende i sig selv. Natten bliver gjort levende af alt det der er i den. Eksisterer den virkelig? Hvornår eksisterer noget? Er det ligeså snart vi har et ord for det og kan skrive det, eller er det kun når det er levende, vokser og med tiden forgår?

Digtsamlingens form

Som allerede sagt, er ”alfabet” bygget op over Fibonaccis talrække. Den er bygget op således, at verselinjerne i et digt eller digtafsnit svarer til et tal i Fibonaccis talrække. I nogle af digtene benytter hun også Fibonaccis talrække til længden af stroferne, fx i ”defolianterne” hvor længden går fra 5 verselinjer til 8 verselinjer og slutter med 13 verselinjer.

Nedenfor ses en oversigt over formen af digtsamlingen. I Bilag 1 ses en mere dybdegående formoversigt.

Digt nr.	Antal verselinjer	Antal strofer	Fibonaccis talrække
1	1	1	1
2	2	1	2
3	3	2	3
4	5	2	5
5	8	2	8
6	13	2	13
7	21	7	21
8	34	7	34
9	55	7	55
10	89	19	89
11	144	27	144
12	233	47	233
13	377	79	377
14	321	89	610

Som det ses, følger digtsamlingen Fibonaccis talrække meget fint indtil vi når 14. digt ”n”. Hun har kørt den meget matematiske form og gennemført den. Men selv den matematiske form er for fast til hende, så hun er nødt til at bryde den. Man kan også sige, at hvis hun skulle have kørt med Fibonaccis talrække og have skrevet for hele alfabetet, ville der i digtet ”å” være 514229 verselinjer.[16] Når hun bryder mønstret kommer hun ud af den ”saks” hun har sat sig selv i, ved at skulle skrive et digt delvist over alfabetet og delvist over Fibonaccis talrække. Mønstret brydes og derfor kan hun ikke fortsætte.

Fibonaccis talrække er med til at gøre digtsamlingen til sin egen. De faste regler om form, der var tidligere i litteraturens historie, er ikke længere inde i billedet. Digtsamlingen er voksende som en ekspotentiel funktion.

Som man kan se på grafen, går vores form af digtet som en ekspotentiel funktion. Det er først ved det 14. digt det går helt galt. Hvis man ser bort fra det 14. digt som bryder hele det matematiske system, har vi en flot ekspotentiel graf.

Allerede i 10. digt, begynder hun at skrive flere digte ind under det samme digt og den matematiske form brydes langsomt. Hun har fra start haft målet om at skrive et digt om verdensbilledet for at minde sig selv om, at tingene findes og håbe, de bliver ved med at gøre det. Men selv den matematiske form, som hun vil presse ned over lyrikken i håb om, at den får det hele til at give mere mening, bryder hun.

På det formmæssige punkt følger hun uden tvivl modernismens ”regler” eller mangel på samme. Ingen form binder hende. Hun får gennem den form hun nu engang skaber en oplevelse ud til læseren.

Virkemidler

En vigtig del i ”alfabet” er brugen af virkemidler. Gennem hele digtsamlingen går ordet findes igen. Det skaber en bevidsthed om, at tingene eksisterer. Samtidig går det ind og påvirker os og gør os mere opmærksom på forløbet hver gang vi støder på ordet.

Selvom ordet findes er det gennemgående ord, er der alligevel 12 ud af de 33 digte hvor ordet ikke bliver brugt. Det viser, at selvom hun har en overordnet form og et hovedtema, kan hun godt gå væk fra det igen. Hun holder sig ikke nødvendigvis langs den samme linje hele vejen.

Matematiske systemer og poesien forenes

De matematiske systemer fungerer rigtig godt i en periode som modernisme, hvor der sættes fokus på formen og målet er at få udtrykt en holdning gennem formen. Det matematiske system bryder samtidig den tidligere ellers meget faste form i forbindelse med digte. Igennem ”alfabet” bliver der kastet lys over sammenhængen mellem tal, poesi og sproget som helhed.[17] Det er en sammenhæng der altid har været der, men som Inger Christensen selv skriver i essayet ”øjet der ikke kan se sin egen nethinde”, så er tallene og matematikken som helhed blevet skubbet i baggrunden. Det er sproget, der er blevet det hovedsalige, selvom sproget ændrer sig og kan være forskelligt fra land til land. Matematikken er i en længere årrække blevet skubbet en smule i baggrunden i forhold til sproget. Som hun meget sjovt sætter på spidsen i samme essay. Hvad kom først, tal eller tale, sproget eller matematikken? Ingen kan svare på det spørgsmål. For at kunne tælle eller fortælle andre at man kan benytte matematikken, er man nødt til at kunne tale eller kommunikere gennem sproget.

Poesien er en god måde at forene de to dele af kulturen. Det hele bliver en anelse mere abstrakt og filosofisk når vi anbringes i poesiens verden. På den måde kan man forene matematikken og sproget uden det bliver forkert. Især i modernismen er det oplagt at forene de to modsætninger, da der ingen regler er.

I ”alfabet” fungerer det rigtigt godt at forene dem (matematikken og sproget). Hun formår at skabe en gennemgående handling og sammenhæng, selvom hendes mængde af indhold vokser så ekspotentielt.

Selvom det matematiske system har plads i digtene, forhindrer det dem ikke i at forme sig til noget specielt og enestående. Tværtimod. Ved hjælp af den specielle form skabes der noget særligt. Sproget og matematikken bliver forenet, uden at nogle af dem er for dominerende i forhold til sammenhængen.

Jeg vil nu gå ned og analysere de 2 digte noget grundigere. Først vil jeg analysere ”defolianterne” og derefter ”alfabeterne”.

Analyse af ”defolianterne”

Det er 6. digt i 13. del

Der er 10 strofer i digtet og 94 verselinjer

strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 8 verselinjer
strofe = 8 verselinjer
strofe = 8 verselinjer
strofe = 8 verselinjer
strofe = 13 verselinjer
strofe = 13 verselinjer
strofe = 13 verselinjer
strofe = 13 verselinjer

2 strofer med 5 verselinjer, 4 strofer med 8 verselinjer og 4 strofer med 13 verselinjer.

Som man kan se, er der Fibonaccis tal, 5, 8 og 13, der går igen. Det er bestemt ikke tilfældigt, at hun har opbygget digtet på den måde. Systemet tager igen over og skaber rammerne om det der udtrykkes.

I ”defolianterne” fortælles vi, at defolianter og dioxin findes. Stoffer som ødelægger andres eksistens. Den verden, der er blevet skabt i løbet af digtsamlingen ved hjælp af ordet findes forsvinder langsomt under os. Fx ”..afløver træer og buske og ødelægger mennesker og dyr”(1. strofe i ”defolianterne”). Det er bare starten på en masse beskrivelser af hvad der ødelægges og hvad vi efterlader os. Digtet fokuserer på hvad der ødelægges og hvad ødelæggelser kan gøre. Intet bliver det samme som før ødelæggelserne.

Rimmønster i de forskellige dele af digtet

Der er en god sammenhæng i formen af digtet. Det giver god mening, at vi starter ud med 2 relativ korte strofer, hvorefter størrelsen af stroferne øges. Samtidig med at stroferne bliver større beskrives og uddybes der noget mere. I de 2 første strofer har vi ingen rim men derimod en rytme, som skaber liv. I strofe 3-6 får vi rim indover. Dette gør, at der skabes en sammenhæng mellem de 4 strofer, der ikke blot har den samme længde men også det samme rimmønster.

Rimmønstret vi har med at gøre i de strofer er:

At der benyttes samme rimmønster i stroferne skaber en god effekt. Rimene skaber samtidig en rytme gennem digtet. Når vi så kommer over til strofe 7-10 har vi en ny opbygning af stroferne. Nu har vi strofer på 13 verselinjer og et nyt rimmønster. Eller faktisk har vi i de første 8 verselinjer den samme opbygning som i strofe 3-6. Men den udvides så i se sidste linjer. Derfor skriver jeg ikke rimmønstret op for de første 8 verselinjer.

Som man kan se rimer 9. verselinje med 12. og 13. Samtidig er de 3 linjer de samme i alle 4 strofer. Det laver en omkransning af de sidste linjer og giver dem en ekstra betydning. I alle linjerne står uendelighed/i uendelighed hvilket gør, at man får større fokus på ordet og sammenhængen det skaber.

I strofe 7 fortælles der om kilden, der er størknet og roserne, der er forsvundet i moserne i en uendelighed. Den verden der er skabt gennem digtsamlingen gøres øde. Livet fjernes langsomt fra jordoverfladen. Fuglene dør, planterne ødelægges, jorden bliver blomsterløs og kønsløs som det så præcist beskrives i strofe 5.

Virkemidler

Modsætninger i teksten

Findes – ødelægger/død

Sorgen – lykkelig

Slimede – porøse

Frodig – bladløs

Frodig – blomsterløs

Mand – kvinde

Duftende eng – blomsterløs jord

Der er en masse modsætninger i teksten, overstående er bare nogle få af dem. Modsætningerne gør at de enkelte sætninger og ord står mere frem, da man bliver en lille smule forvirret når teksten modsiger sig selv. Derfor læser man mere intensivt og opfanger flere detaljer.

Der optræder også positive og negative ord:

+	–
Frodigste sommer	Ødelægger
Lykkelig fin	Død
Umisteligt pollen	Defolianterne
Dejlige sommer	Dioxin
Roser	Flugt
Duftende eng	Gift

Der er en positiv og en negativ side af digtet. Alle de positivt og glade ord står i forbindelse med de negativt. På den ene eller den anden måde ødelægges den positive mening af ordene. Det ses fx her: ”de bundløse roser har skjult sig i moser” (strofe 7). Roser, som eller ses som en positiv og smuk ting, har skjult sig i frygt for, at andre får dem til at forsvinde. Derved får sætningen en negativ mening.

I eksemplet fra overstående med at roserne skjuler sig opstår der en besjæling, da roser ikke har evnen til at skjule sig når de ikke kan bevæge sig.

”Luften spinder en trådløs giftbaldakin”, er et billede på at luften laver et ”halvtag” af gift, som sænker sig ned over land. Baldakin er et underligt ordvalg i denne sammenhæng, da baldakin oprindeligt er noget der skal beskytte. Men derimod får denne baldakin den stik modsatte effekt, den skaber ødelæggelse.

Temaer

Temaerne i dette digt er død/ødelæggelse og eksistens. Selvom det er død er det en anderledes død end den vi kender til, som der beskrives i strofe 8: ”selv døden bliver aldrig den samme som før”. Efter at alt liv fra overfladen er forsvundet, er døden nok ikke et sted man frygter. Men efterhånden som alt er blevet livløst, længes man efter at komme i døden. Ingen kender til hvad døden er og hvad der sker efterfølgende, men de fleste går ud fra og håber på, at der hvor man ender når man er død er et bedre sted end den virkelige verden. Allerede i strofe 6 får vi et reelt indblik i, at det verden er blevet til er slemt. Stjernen er udbrændt og diffus og mænd og kvinder (mennesker) flygter. Alt der har en mulighed for at huske, flygter enten eller glemmer hvad vi havde engang.

Samtidig er eksistensen et tema. For at noget kan dø eller ødelægges er det nødt til at have en eksistens. På den måde kan man drage eksistensen indover.

Inger Christensen arbejder i digtet med eksistens og hvilke forudsætninger der skal være for at der er liv. Eller lige modsat, hvad skal der være for at livet forsvinder og dermed eksistensen ikke er til. Hun viser os hvordan det kan ende hvis vi bliver ved med at benytte defolianter eller andre giftstoffer mod vores natur. Hun formår at sætte fokus og fremhæve de dejlige ting vi har i vores natur og så kort bagefter fjerne deres skønhed eller eksistens. Fx skriver hun: ”sommeren gråner af sod”. Sommeren er blevet grå og kedelig, elmetræets blade er på gaden. Sommeren, som ellers plejer at være frodig og smuk, er nu blevet grå og kedelig. Selv de forstenede duer på kirkegården har problemer med at finde et sted at slå sig ned og få fred. Når selv stenhjerter har problemer med at få fred, hvordan skal det så ikke gå de rigtige eksistenser?

Perspektivering til digtsamlingen

I forhold til de resterende digte i samlingen, er ”defolianterne” det med den mest negative tone. I nogle af de første digte i samlingen får vi slået fast, at tingene findes. Fx i ”fiskehejren”. I forhold til ”defolianterne” kan man i ”fiskehejren” finde meget mere liv og lykke. ”Fiskehejren” er det første digt i samlingen hvor hun går mere i dybden med et enkelt emne og beskriver det. Hun remser ikke op på samme måde som hun gør i de første 5 digte.

Delkonklusion

I overstående analyse er jeg kommet frem til, at Inger Christensen benytter mange virkemidler i sine digte. I ”defolianterne” benytter hun sig også af et nogenlunde gennemgående rimmønster. Derudover arbejder hun med det generelle tema eksistens på en helt speciel måde, hvor hun går ind i hvad der skal til for at livet stopper eksistensen. Digtet er meget specielt på flere måder. Bl.a. fordi det har den meget negative tone hele vejen igennem, som ikke ses på samme måde i nogle af de andre digte

Analyse af ”alfabeterne”

Det er 7. digt i 13. del

Der er 28 strofer og 84 verselinjer

strofe = 1 verselinje
strofe = 1 verselinje
strofe = 1 verselinje
strofe = 1 verselinje
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verselinjer
strofe = 2 verseliner
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 3 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer
strofe = 5 verselinjer

4 strofer med 1 verselinje, 8 strofer med 2 verselinjer, 8 strofer med 3 verselinjer og 8 strofer med 5 verselinjer.

Igen har vi Fibonaccis talrække ind over længden af stroferne 1,2,3 og 5.

I alfabeterne fortælles der om nogle af alle de ting der findes og eksisterer. Der er en masse liv i digtet som fx ”flodernes løb og sindets bevægelser”(strofe 6). Efterhånden som vi kommer længere ind i digtet kommer der mere handling. I strofe 13 starter en handling hvor skrive er i fokus. Skrivningen beskrives. Alt det liv man så småt har introduceret i de første 12 strofer benyttes nu til at beskrive skrivningen. Eller omvendt kan man sige, skrivningen bruges til at beskrive hvordan de er og/eller ville gøre.

Rimmønster i de forskellige dele af digtet

Vi har 4 strofer der er ens i verselinjer. Her har vi ingen rim. Strofernes opbrudte form skaber en rytme når man læser dem. Det går igen i hele digtet.

Når vi kommer op i stroferne med 2 verselinjer, begynder rimene langsomt at komme ind over stroferne. De har stadig ingen stor betydning, men de hjælper til at skabe rytmen og sammenhængen. Vi har en enkelt allitteration ”Stjernernes stenenes” (strofe 5)og ellers rim mellem ordene som ”vilde kamille” (strofe 11) Der begynder også at komme nogle enderim indimellem. Men der er intet konstant rim mønster.

Som det ses i bl.a. strofe 12, begynder hun på opremsningerne igen: ”snebunken vinden

hushjørnet spurven”. Strofe 12 er speciel på lige præcis den måde i dette digt. I de andre strofer, hvor hun også opremser, kommer der en mening ud af opremsningen fx ”stjernerne stenenes mellemrum og former”(strofe 5). I denne strofe virker det ikke helt så tilfældigt som det gør i strofe 12. I strofe 5 er det stjernerne og stenenes former og mellemrummet imellem dem. Strofe 12 er lidt mere kryptisk på det punkt. Man kan ikke bare læse den og forstå meningen med det samme. Jeg er kommet frem til, at det skal forstås, at snebunken er blevet blæst hen til hushjørnet af vinden og spurven er en del af vinden, da den flyver i den. Strofen er med til at fortælle om hvad vinden laver i dens eksistens. Vi får uddybet vindens måde at være på fra de næste strofer, hvor jeget beskriver sit skriveri med vinden.

Hvis man ser bort fra strofe 12, er de første strofer, med henholdsvis 1 og 2 verselinjer, opremsende på en beskrivende måde. De første strofer skaber liv ved hjælp af bevægelsen som fx regn, siler, løb, bevægelser, spor, luften og vinden. Bevægelse er forudsætning for eksistensen, uden bevægelsen ville der ikke være en væren eller eksistens.

Går vi videre til stroferne med 3 verselinjer, kommer vi over i en mere beskrivende del af digtet. Der starter vi i a og flyder langsomt med ordene over til punkt b. Vi berører mange ting på vejen, men det hele omhandler det samme, nemlig skriften. Ordet ”skriver” går igen i langt de fleste af stroferne. Fra starten af sættes der et punkt med en kort beskrivelse, der langsomt bliver uddybet i de resterende strofer med 3 verselinjer.

Rimmønster i stroferne med 3 verselinjer (enderim):

13	14	15	16	17	18	19	20
A	A	A	B	A	I	A	L
B	D	F	F	I	J	H	E
C	E	G	H	H	H	K	M

Som det kan ses i overstående skema, er der ikke rigtigt noget gennemgående rimmønster i strofe 13 -20.

Det eneste, der skaber en lille sammenhæng i rimmønstret er, at de 3 første strofers første verselinje har samme enderim. Samt den sidste verselinje i strofe 16-18, har samme enderim.

I enkelte af digtene har vi til gengæld bogstavrim, men derudover er der ikke noget rimmønster i stroferne. Derimod skaber deres indhold en sammenhæng mellem dem og deres opbrudte form.

Når vi kommer over til stroferne med 5 verselinjer, fortsætter handlingen og ”skriver” er stadig ordet der går igen. Skrivningen har den største betydning i fortællingen. Der er stadig intet gennemgående rimmønster.

Virkemidler

I digtet benyttes rigtig mange gentagelser. På de 84 verselinjer formår hun at gentage ordet ”skriver” 24 gange. Når man tager i betragtning, at ”skriver” første gang bliver nævnt i strofe 13 og der er 28 strofer i alt, har vi kun 16 strofer at putte de 24 ord ind i. Her er det vigtigt at bemærke, at ordet ikke står i samtlige 16 strofer, men kun i 12 af dem. Med lidt simpelt hovedregning kommer vi så frem til, at ”skriver” i gennemsnit står 2 gange i hver strofe ordet er nævnt. Dette viser, hvor vigtigt ordet ”skriver” er for hele digtet.

I modsætning til ”defolianterne”, er det gennemgående positive ord vi har med at gøre i dette digt. Først i strofe 23 begynder nogle negative og uhyggelige ord at få plads i digtet. Ord som ”dødsmærket, mørket, døden, skelettets og kraniets” skaber en dyster stemning i modsætning til den eller positive og muntre start. Igennem digtet arbejder vi os fra positiv til negativ. Den sidste strofe er også meget dyster:

”jeg skriver som hjertet

der banker skriver

blodets og cellernes

synernes grådens

og tungens råb”

Når man læser sidste strofe og sammenligner den med fx strofe 18, er det 2 meget forskellige strofer. Strofe 18 er meget positiv og danner et smukt billede for det indre øje, hvor strofe 28 er uhyggelig og negativ.

Der bliver benyttet meget billedsprog i dette digt. Hun benytter en masse sammenligninger til beskrivelsen af hvordan der skrives.

Fx skriver som vinden, skriver som strandkanten, skriver som det tidlige forår osv. Ved at sætte en sammenligning ind til at beskrive hvordan hun skriver, gøres teksten meget naturlig og virkelig. Man forestiller sig vinden skriver henover skyerne.

Samtidig med sammenligningerne beskriver hun hvordan vinden skriver fx ”skriver i vandet stiliseret og monotont”(strofe 15). Den form for beskrivelser skaber en virkelighedsfølelse og gør, at digtets handling nærmest popper op af bogen og vises for en.

Temaer

I dette digt er temaet ikke helt så klart som i ”defolianterne”. Men eftersom at ordet ”skrive” går igen mener jeg, at Inger Christensen vil have os over og fokusere på eksistensspøgsmålet. Af hendes udlægning vil jeg tolke, at når noget kan skrives så eksisterer det. For når noget kan skrives, så har det en betydning, da det har et navn. Altså når noget kan skrives, så er det og derved eksisterer det.

I forhold til ”defolianterne” arbejdes her med eksistens på en helt anden måde. Vi bliver langsomt spundet ind i den korte eksistenshistorie. Bølgerne, himlen, planterne osv. bliver beskrevet. Hun beskriver naturen omkring os, den eksisterende natur vi i sin tid levede i og af. Samtidig kommer vi hele året igennem, da der bliver skrevet om alle årstiderne, hvordan de ville skrive hvis de var en pen. Til sidst skrives der om kroppen, menneskekroppen, hvordan den ville skrive hvis den havde muligheden. Naturen har en stor betydning i forhold til teksten. Det mener jeg har noget at gøre med, at vi kommer fra naturen og vi stadig er en del af naturen selvom man i de store byer ser mindre og mindre af den. Naturen er en del af os, derfor er der også en grund til at hun starter med naturen og ender med mennesket. Hun omringer sin handling med naturen og mennesket.

Vi starter således i naturen, bevæger os med naturen over i årstiderne. Med årstiderne kommer vi over til mennesket som vi slutter af med.

Perspektivering til digtsamlingen

Hvis der laves en sammenligning med 1. digt ”abrikostræerne”, kan man se, at der konstateres, at abrikostræerne findes. Dette gentages for at få understreget, at det er vigtigt. På samme måde kan man kigge i ”alfabeterne”. Her konstateres der kun i 1. verselinje. Efterfølgende remses der op. Men på samme måde som der gentages i 1. digt gentages der i dette digt, at jeget skriver. Jeget starter først med at skrive kort før halvvejs i digtet, men fører det så til slut med at skrive. Man kan bedre sammenligne dette digt med de første digte, hvor der remses op og konstateres. På samme måde gøres der i dette digt. Det er først fra og med 13. strofe, at teksten bliver mere beskrivende og ikke blot opremsende.

Delkonklusion

I overstående digt er jeg kommet frem til, at Inger Christensen ikke benytter sig af et gennemgående rimmønster. Det er ikke nødvendigt for hende at benytte sig af at rimmønster for at få meningerne i digtet frem. Hun arbejdede igen en masse med virkemidler, hvor hun bl.a. gentager ord og lader os vandre i beskrivelserne fra det lyse og positive til det mørke og negative.

Sammenligning af digtene

De to digte jeg har arbejdet med repræsenterer to forskellige måder at arbejde med begrebet eksistens på. Det første digt ”defolianterne” er gennemgående negativt og forklarer os hvad vi mister og hvordan vores verden kommer til at se ud, hvis vi ikke passer på den. Det andet digt ”alfabeterne” starter roligt ud med at være positiv. Efterhånden som vi kommer længere ind i digtet bliver det mere negativt. I første digt benyttes der rim til at understrege formen og rytmen i digtet. I det andet digt bruges der ikke noget gennemgående rimmønster. I begge digte bruges der en masse billedsprog til at gøre de konkrete beskrivelser mere levende.

Konklusion

Fibonaccis talrække er ikke bare en tilfældig række tal. Den beskriver hvor mange kaniner det kan blive til på 1 år hvis en række betingelser opfyldes. Den ret simple opbygning med, at summen af de foregående tal bliver det næste, danner noget næsten magisk. Ved at sætte det nummer i rækken tallet er ind i forskellige formler, kan man komme frem til tallet. Fibonaccis talrække har også stor betydning for Inger Christensens måde at opbygge hendes digtsamling ”alfabet”, da den kører parallelt med talrækken. Indtil hun formår at bryde den til slut. Hun benytter talrækken til formen, indtil den bliver for regelret og så bryder hun den. Inger Christensen arbejder hovedsageligt med temaet eksistens i digtsamlingen. Hun vender og drejer det, så hun får alle meninger ud af det konkrete ord. De 2 digte jeg har taget ud og analyseret i dybden, giver et indblik i hvordan digtene bearbejder eksistens på forskellige måder.

Litteraturliste

Bøger

Andreasen, Brian (2001): alfabet – et postmoderne epos? I: Thomsen, Thomas m.fl.(red): ibid. Institut for sprog og litteratur. S. 379-403.

Bryld, Carl Johan m.fl. (1999): Fra vækstsamfund til informationssamfund 1958-1985 I: Jensen, Keld B m.fl. (red.): Dansk litteratur fra runer til graffiti. Systime. S. 214-260.

Christensen, Inger (1982): Alfabet. 1.udgave 2.oplag. Gyldendal.

Christensen, Inger (1992): Som øjet der ikke kan se sin egen nethinde. I: Christoffersen, Torben (red.): Udsagn en mosaik om matematik. Matematik læreforeningen. S. 97-103.

Hansen, Ib Fischer m.fl.(2001): Litteraturhåndbogen Bind 1. 6. udgave, 1.oplag. Gyldendal. S. 355-400.

Jacobsen, Jørn (2006): Danske forfatterskaber 3. Systime. S. 187-193.

Jørgensen, Keld Gall (2005): Litterær analyse 1. udgave, 7. oplag. Gylendal.

Nielsen, Erik A (1992): Sorgens symmetri I:Barlynd, Marianne m.fl(red.): Spring nr.1. Forlaget Spring. S. 20-31

Pape, Lis Wedell (1991): Kønnet som mellemværende I: Engberg, Charlotte m.fl. (red.): Køn og køn imellem. Århus universitetsforlag. S. 136-145.

Pape, Lis Wedell (2001): Inger Christenen. I: Mai, Anne-marie (red.): Danske Digtere i det 20. århundrede Bind 2. 4. udgave. Gads forlag. S. 377-33.

Pape, Lis Wedell (2002): Fortælleligheder – om tal og tale som system i Inger Christensens Der og Alfabet. I: Barlyng, Marianne og Conrad, Neal Ashley (red.): Spring nr. 18. Forlaget Spring. S. 126-140.

Rasmussen, Børge (1987): Den guddommelige brøk. Forlaget Matematik. S. 6-13.

Subileau-Ivertsen, Birgitte (2002): Inger Christendom I:Reception Det religiøse nr. 49. Nordisk Fologi, Københavns universitet og statens kulturtidsskriftstøtte. S 9-13.

Terkelsen, Anne Munch (1995): En puls uden krop I: Pape, Lis Wedell (red.): Sprogskygger. Århus universitetsforlag. s. 70-72.

Vorobiev, Nicolai N (2002): Fibonacci Numbers. Birkhäuser. S 2-6.

Zeruneith, Ken (1983): Alfabetish entropi I: Holk, Iben (red.): Tegnverden. Centrum. S. 179-192.

Artikler

Lyngsø, Niels (2004): Sommerkanon: To elementære alfabeter I: Politiken 3. sektion 26. juni.

Skaarup, Bjørn Okholm (2005): Det gyldne snit I: Weekendavisen Ideer. 15-20. april.

Elektroniske kilder

http://www.da-net.dk/60erneNoter.htm (1.2.2011)

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6re_perioder/modernisme?highlight=modernismen (1.2.2011)

http://www.husetsforlag.dk/web-bibliotek/oxfordmordene/fibonacci.php ( 8.01.2011)

http://www.litteratursiden.dk/analyser/christensen-inger-alfabet (8.01.2011)

http://www.maths.surrey.ac.uk/hosted-sites/R.Knott/Fibonacci/fib.html (8.01.2011)

http://www.mip.sdu.dk/mat2000/PostkortMatematik/fibonaccital.pdf (31.1.2011)

http://www.npnielsen.1go.dk/Samlet.htm (31.1.2011)

Bilag

Bilag 1 (form af digtsamling)

Form af alfabet

Abrikostræerne

Antal linjer: 1 antal strofer 1

Bregnerne

Antal linjer: 2 antal strofer 1

Cikaderne

Antal linjer: 3 antal strofer 1

Duerne

Antal linjer: 5 antal strofer 1

Efteråret

Antal linjer: 8 antal strofer 1

Fiskehejren

Antal linjer: 13 antal strofer 1

Grænserne

Antal linjer: 21 antal strofer 7

Hviskningerne

Antal linjer: 34 antal strofer 7

Istiderne

Antal linjer: 55 antal strofer 7

Juninatten

Antal linjer: 47 antal strofer 5

Atombomben

Antal linjer: 42 antal strofer 14

I alt

Antal linjer: 89 antal strofer 19

Kærligheden

Antal linjer: 34 antal strofer 3

Et sted

Antal linjer: 21 antal strofer 7

Fragment

Antal linjer: 21 antal strofer 3

Brintbomben

Antal linjer: 68 antal strofer 14

I alt

Antal linjer: 144 antal strofer 27

Livet

Antal linjer: 13 antal strofer 1

Midt i november

Antal linjer: 21 antal strofer 5

Sneen

Antal linjer: 21 antal strofer 6

Nu ingen panik

Antal linjer: 34 antal strofer 12

Fra et tog

Antal linjer: 34 antal strofer 9

Cobaltbomben

Antal linjer: 110 antal strofer 14

I alt

Antal linjer: 233 antal strofer 47

Malmen

Antal linjer: 21 antal strofer 7

Det lagdelte lys

Antal linjer: 34 antal strofer 12

Som hvis brinten

Antal linjer: 34 antal strofer 7

Det er temmelig nyt

Antal linjer: 55 antal strofer 14

Følger nu søvngængerruten

Antal linjer: 55 antal strofer 1

Defolianterne

Antal linjer: 94 antal strofer 10

Alfabeterne

Antal linjer: 84 antal strofer 28

I alt

Antal linjer: 377 antal strofer 79

Nætterne

Antal linjer: 33 antal strofer 7

Her står jeg så

Antal linjer: 55 antal strofer 1

Kanalen i Gävle

Antal linjer: 55 antal strofer 13

Der er noget særligt

Antal linjer: 85 antal strofer 23

Nu går drømmerne

Antal linjer: 89 antal strofer 45

I alt

Antal linjer: 321 antal strofer 89

Bilag 2 (digtene til analysen)

defolianterne

deforlianterne[18] findes

for eksempel dioxin[19]

der afløver træer og

buske og ædelægger

mennesker og dyr

ved besprøjtning

af afgrøder, skove

opnår man løvfald

og død midt i den

frodigste sommer;

denne ændring i sorgen

denne lysfyldte morgen

der ellers var lykkelig fin

nu er græsset forsvundet

og luften har spundet

sin trådløse giftbaldakin[20]

over skov over strand

over mus over mand

nu er himlen en hule

hvor de visnede fugle

vil rådne som nedfalden frugt

hvor de trinløse skyer

vil findele byer

og hvirvle dem sirligt[21] på flugt

som sand gennem sand

som vand gennem vand

selv de slimede snegle

er porøse[22] som spejle

hvis menneskebillede gik tabt

kun en stilk af en nælde

vil bladløs fortælle

hvordan vi fortvivlet har skabt

en blomsterløs jord

så kønsløs som klor

se en morgenbleg stjerne

glimter frem som en hjerne

der næsten er udbrændt og brugt

for diffus[23] til at mindes

en mand og en kvindes

forening i vingeløs flugt

i en duftende eng

i en sommervarm seng

se den vandklare kilde

er størknet og lille

på vej op af bjerget igen

og de bundløse roser

har skjult sig i moser

umisteligt pollen har lagt hen

i uendelighed

der skrives de rent med den samme slags skrift

som den der bliver skrives af skyernes drift

som den Archæopteryx[24] skrev med i sten

på tværs af en svimlende himmelblå ren

uendelighed

se den vindstille hvede

i den disede hede

på vej ned i roden igen

mens de giftige vinde

der lamslår i blinde

kun langsomt og tvært[25] farer hen

i uendelighed

selv døden bliver aldrig den samme som før

den jordiske død som de jordiske dør

nu tælles de ned nu tikker de løs

mens jordbunden rasler præcis som den frøs

i uendelighed

uendelighed

se den dejlige sommer

de dueblå blommer

forstøves og fnugger som fjer

se den gråhvide bynke

forvitre[26] og synke

til bunds i det uskabte ler

i uendelighed

der skrives de ind i det planløse spil

hvor ingen kan vide om noget bliver til

om det der er en krage og lærke og stær

for altid fortabt vil befinde sig der

i uendelighed

uendelighed

mens et elmetræs blade

fejes hen ad en gade

om sommeren gråner af sod

går jeg tur i alléen

det er mørkt som når sneen

en aften er frosset til blod

i uendelighed

her drejer jeg ind bag en kirkegårds mure

hvor kun de forstenede duer går ture

her lister de rundt til de finder et sted

hvor stenhjertet siger dem freden slår ned

i uendelighed

uendelighed

alfabeterne

alfabeterne findes

alfabeternes regn

regnen der siler

nåden lyset

stjernernes stenenes

mellemrum og former

flodens løb

og sindets bevægelser

dyrenes spor

deres gader og veje

redernes bygning

menneskets tørst

dagslys i luften

musvågens tegn

solens og øjets

samvær i farven

den vilde kamille

ved husenes dørtrin

snebunken vinden

hushjørnet spurven

jeg skriver som vinden

der skriver med skyernes

rolige skrift

eller hurtigt over himlen

i forsvindende strøg

som med svaler

jeg skriver som vinden

der skriver i vandet

stiliseret[27] monotont[28]

eller ruller med bølgernes

tunge alfabet

deres skumtråde

skriver i luften

som planterne skriver

med stilke og blade

eller rundt som med blomster

i cirkler og duske

med prikker og tråde

jeg skriver som strandkanten

skriver en bræmme[29]

af skaldyr og tang

eller fint som med perlemor

søstjernens fødder

og muslingens slim

jeg skriver som det tidlige

forår der skriver

anemonernes bøgens

violens og skovsyrens

fælles alfabet

jeg skriver om den barnlige

sommer som torden

over skovkantens kupler

som hvidguld når lynet

og hvedemarken modnes

jeg skriver som et dødsmærket

efterår skriver

som rastløse håb

som lysstorme tværs

gennem tåget erindring

jeg skriver som vinteren

skriver som sneen

og isen og kulden

i mørket og døden

skriver

jeg skriver som hjertet

der banker skriver

skelettets og neglenes

tændernes hårets

og kraniets tavshed

jeg skriver som hjertet

der banker skriver

hændernes føddernes

læbernes hudens

og kønnets hvisken

jeg skriver som hjertet

der banker skriver

lungernes musklernes

ansigtets hjernens

og nervernes lyde

jeg skriver som hjertet

der banker skriver

blodets og cellernes

synernes grådens

og tungens råb

Kilder på ordforklaringer

Defoliant

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Milit%C3%A6r/ABC-v%C3%A5ben/ABC-krigsf%C3%B8relse (31.1.2011)

Dioxin

http://www.dmu.dk/kemigmo/kemikalier/dioxin/ (31.1.2011)

Baldakin

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Kunsth%C3%A5ndv%C3%A6rk_og_design/Kirkeinventar/baldakin (31.1.2011)

Sirlig