SRP: Nervesystemets fysiologiske reaktioner på musik

Abstract

“Music is a strange entity – everybody likes it”

The above quotation tells that everybody actually likes music somehow or other. Because of this fact it is possible that music has an effect on the human.

This study examines how the human nervous system responds to music psychologically. The effect of music has been investigated by carrying out an experiment involving a total of 11 persons to see if three different pieces of music have a stressing or relaxing impact on the subjects. Firstly, the paper describes some important aspects of the nervous system and the hormone system with the purpose of giving a definition of stress and how these two systems respond to stress. After this, the applied pieces of music are analyzed with the object of bringing in the analysis in the following survey of the experiment. The experiment will be described and discussed and the musical analysis is brought in to give a musical evaluation of the outcome of the experiment. Finally it will be concluded whether the pieces of music have had a stressing or relaxing effect on the listeners.

In the research of what stress is it is found that stress is a natural condition where the body activates its arousal by producing stress hormones such as adrenaline, noradrenaline and cortisol and thereby increases heart rate and blood pressure. The results of the experiment show that the three pieces of music have not a significant impact on the subjects, but it has emerged that there are some passages in the individual pieces of music where the heart rate and blood pressure have a tendency to rise or fall more than in other passages. These fluctuations are evaluated to be a result of the change in the musical parameters.

Indledning

”Musik er en underlig størrelse – alle mennesker kan lide det”

Ovenstående citat er sagt af min lillebror og forklarer meget tankevækkende, at musik er en del af ethvert menneskes liv. Den individuelle har sin egen musiksmag, men dette bekræfter kun, at alle mennesker kan lide musik på en eller anden måde. At sammenligne musik med mad er ikke helt forkert, da mad ligesom musik værdsættes af alle mennesker. Vi mennesker kan lide noget, fordi vi bliver påvirket af det. Derfor virker det sandsynligt, at musik påvirker mennesket.

Spændende kunne det være at finde svar på følgende spørgsmål: Hvordan påvirker musik mennesket? Hvordan reagerer mennesket på denne påvirkning, og især hvorfor reagerer mennesket sådan? I denne opgave vil netop disse spørgsmål blive behandlet ved at kigge på begrebet stress og kroppens mulige stresspåvirkninger ved lytning til musik.

I det følgende vil der blive gjort rede for kroppens nerve- og hormonsystem med henblik på at give en definition af begrebet stress. Jeg har gennemført et forsøg med det formål at undersøge om tre musikstykker har en afstressende eller stressende effekt på forsøgspersonerne. Før gennemgangen og diskussionen af dette forsøg påbegyndes, vil der først blive foretaget en musikalsk analyse af de tre anvendte musikstykker for derefter at inddrage analysen i forsøgets gennemgang og diskussion. Den musikalske analyse inddrages med henblik på at give en musikalsk vurdering af forsøgets udfald og dermed slutteligt at kunne konkludere om de tre musikstykker har en afstressende eller stressende virkning på forsøgspersonerne.

Stress og kroppens reaktioner herpå

Nervesystemet

Menneskets nervesystem består af to overordnede dele som er henholdsvis det centrale nervesystem(CNS) og det perifere nervesystem(PNS). CNS udgøres af de nervebaner, som er at finde i hjernen og rygmarven, mens PNS er de afferente nervebaner, som løber fra sanseceller og ind til CNS og de efferente nervebaner, som sender impulser fra CNS ud til kroppen. De efferente baner inddeles i det somatiske system, hvis baner sender signaler til skeletmuskler, og det autonome system, hvis nervebaner sender besked til den glatte muskulatur og kirtler. Det autonome nervesystem kan endvidere inddeles i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Begge systemer påvirker det enkelte organ side om side, men på forskellig vis, og i nogle situationer dominerer det ene system over det andet. Et klassisk eksempel på dette er det sympatiske systems høje aktivitet i krævende situationer som f.eks. kamp og stresspåvirkninger.¹

Nervecellens opbygning, funktion og kommunikation

²Illustrationen til venstre viser den overordnede anatomi af den type celler, som findes i nervesystemet. Nervesystemets celler kaldes nerveceller eller neuroner og har ligesom alle andre celler en cellekrop(soma) og en cellekerne. Hvad der adskiller den normale celle og nervecellen er bl.a., at nerveceller kommunikerer med hinanden via elektriske impulser. På cellekroppen sidder små udløbere kaldet dendritter. Disse er nervecellens modtagere af de mange impulser, som den enkelte celle modtager fra andre celler. Foruden dendritterne har nervecellen én lang udløber kaldet aksonet. Det er her, at cellens nerveimpulser ledes igennem for at nå ud til aksonets ende, kaldet endeknoppen, hvor impulserne transmitteres til det modtagende neuronsdendritter. Aksonet er ofte omsluttet af såkaldte myelinskeder, som er dannet af gliaceller.³ På figuren er myelinskederne illustreret som de tre ”pupper” på aksonet. Myelinskedernes funktion er at øge hastigheden, hvormed en nervecelle leder impulser. Områderne mellem myelinskederne kaldes ranvierske indsnøringer, og her ledes impulser ikke så hurtigt.

Aktionspotentiale

En nerveimpuls opstår ved et aktionspotentiale. For at kunne opnå forståelse for dette begreb, er det nødvendigt at redegøre for cellens membranpotentiale først. Nervecellen har en spændingsforskel over membran, hvilket betyder, at der er en ulige koncentration af ladede partikler i cellens intracellulære og ekstracellulære miljø.⁴ Ekstracellulært er der primært Na⁺, og intracellulært er der primært K⁺. Cellemembranen er mest permeabel⁵ for K⁺ og mindre for Na⁺. Nervecellens hvilemembranpotentiale er den tilstand, hvor diffusionshastigheden af K⁺ ud er lig diffusionshastigheden af Na⁺ ind og spændingsforskellen er -70 mV. Dette hvilemembranpotentiale forbliver i upåvirket tilstand, fordi der sidder en ionpumpe i membranen ved navn Na⁺/K⁺-pumpen, som pumper 2 K⁺ ind i cellen og 3 Na⁺ ud af cellen. Hvis der sker en positiv ændring af neuronets hvilemembranpotentiale, opstår et aktionspotentiale(forkortes AP). AP kan opstå, når cellemembranen grundet en ladningsforskel bliver mere permeabel for Na⁺-ioner, som så diffunderer ind i cellen gennem spændingsstyrede ionkanaler. Det hedder, at cellen depolariseres, når Na⁺ strømmer ind i cellen, og det intracellulære miljø dermed bliver mere positivt. Hvis membranpotentialet når over tærskelværdien på -50 mV, dannes et aktionspotentiale, altså en impuls, som vandrer gennem aksonet og ned til synapsen.

Overførsel af aktionspotentiale

⁶I synapsen resulterer aktionspotentialets depolariserende effekt i, at spændingsstyrede ionkanaler åbner sig i den præsynaptiske nervecelle(afsendercellen). Gennem ionkanalerne strømmer Ca⁺⁺ ind og binder sig til vesikler i endeknoppen, som indeholder transmitterstof.

Vesiklerne smelter sammen med den præsynaptiske nervecelles membran og tømmer transmitterstoffet ud i synapsekløften. Transmitterstoffet binder sig til receptorer på den postsynaptiske nervecelles membran(modtagercellen), som så åbner sig for at enten Na⁺ eller K⁺ kan strømme ind. Hvis Na⁺ strømmer ind, depolariseres membranen og aktionspotentialet videreføres. Hvis K⁺ strømmer ind, hyperpolariseres membranen og aktionspotentialet videreføres ikke. Videreføres AP, er synapsen fremmende. Videreføres AP ikke, er synapsen hæmmende.

Det limbiske system

Hormonsystemet

Nervesystemet fungerer side om side med hormonsystemet, og de to systemer arbejder sammen om at vedligeholde kroppens indre balance, homeostase. En af forskellene mellem de to systemer er, at nervesystemet har med hurtige effekter at gøre, mens hormonsystemet varetager de mere langtilsigtede effekter.

Hormonsystemet er en fælles betegnelse for samspillet mellem hormonproducerende organer og de områder, som resulterer i disse organers produktion af hormoner. Angående disse områder er det særligt de to kirtler ved navn hypothalamus og hypofysen, som er placeret i mellemhjernen, der har stor betydning for hormonproduktionen. De to kirtler arbejder sammen på den måde, at hypothalamus producerer signalhormoner, hvilke transporteres til den nærliggende hypofyse. Hormonerne stimulerer hypofysen til at udskille andre hormoner, der for det meste er overordnede hormoner, som endelig stimulerer dannelsen af egentlige effekthormoner i et hormonproducerende organ. Groft sagt, virker hormoner som signalstoffer, der kan være enten endokrine eller parakrine signalerende. De endokrine celler producerer hormoner, som føres med blodbanen til en perifer målcelle, mens de parakrine celler kan sende hormonet direkte til målcellen.

Stress?

På baggrund af det i ovenstående afsnit omtalte stof om nerve- og hormonsystem, kan der nu gives en definition af begrebet stress.

Der skelnes mellem kortvarig og langvarig stress⁸, og i begge tilfælde kan stress defineres som en belastning på krop og sind og dermed en trussel mod kroppens homeostase. Kortvarig stress kan være styrkende, da det kun optræder over en kort tidsperiode, mens langvarig stress kan være af skadende karakter. Efter en kortvarig stresspåvirkning vil niveauet af stresshormoner begynde at falde på grund af enzymatisk nedbrydning.⁹ Dette er ikke tilfældet under en langvarig påvirkning, og her vil det vedvarende niveau af stresshormoner være til skade for kroppens helbred. Den skadende effekt ses hovedsageligt som celledød, da koncentrationen af transmitterstoffet glutamat stiger.¹⁰

Hvordan reagere nerve- og hormonsystemet på stresspåvirkninger?

Som allerede nævnt kan kortvarig stress være styrkende. Faktisk er kroppens reaktion på stress en vital egenskab, da det sætter kroppen i beredskab for en potentiel trussel.

Når kroppen udsættes for en stresspåvirkning, vil den såkaldte HPA-akse sørge for at udskille stresshormonet kortisol. HPA-aksen udgøres af hypothalamus, hypofysen og binyren. Først udskiller hypothalamus signalhormonet CRH. Hormonet stimulerer den nærliggende hypofyse til at producere et andet signalhormon ACTH, som føres til binyren og endelig stimulerer binyrebarken til at producere kortisol. Alle celler i kroppen har receptorer for kortisol, og derfor påvirkes hele kroppen. Aktiviteten af kortisol bevirker bl.a., at blodsukkerniveauet øges og nedbrydningen af protein og fedt fremmes. Dette kan som sådan siges at være gode effekter, men desværre har kortisol også en hæmmende effekt på immunforsvaret. Ved en stresspåvirkning vil også det sympatiske system blive aktiveret. Den øgede aktivitet betyder, at der fra binyremarven udskilles hormonerne adrenalin og noradrenalin. Adrenalin stimulerer flere områder i kroppen under stress. Hormonet kan koble sig på receptorer i hjertemuskulaturens celler. Herved øges produktionen af budbringerstoffet cAMP, og resultatet er en pulsstigning. Derudover kan adrenalin også kobles på receptorer i arterierne, hvilket medfører en blodtryksstigning.

Delkonklusion

Stress er en naturlig og yderst vigtig tilstand men en længere stresspåvirkning kan i værste tilfælde føre til celledød. Når kroppen er stresset klargør den sit beredskab for en potentiel fare. Under påvirkning af stress udskilles stresshormonerne kortisol, adrenalin og noradrenalin fra henholdsvis hormon- og nervesystemet. Hormonernes aktivitet resulterer i en aktivering af kroppens overlevelsesfunktioner. Blandt disse vigtige funktioner kan nævnes stigning i puls og blodtryk og stabilisering af energi til cellerne.

Analyse af de tre anvendte musikstykker

”Spring”

Nummeret Spring er komponeret af Niels Eje i 2005 under kunstnernavnet MusiCure. Musikken er komponeret med henblik på at blive spillet på hospitaler som afstressende musik for patienterne.¹¹

Struktur, dynamik og tempo

Hele stykket kan foruden indledningen inddeles i 4 overordnede formled eller stykker kaldet A, B, C og D. Efter indledningen på 4 takter følger A-stykket, som forløber over takterne 5-38(00:05-02:26) og i denne del introduceres temaet. Indledningen af stykket er optrappende, da det dynamiske niveau forholder sig på et dæmpet niveau. I det næste stykke B, som forløber over takterne 38-70(04:41), slutter temaet og en mere flydende og dynamisk sænket stemning indtræffer. Lydbilledet er nu domineret af de melodiske løb, som harpen og klaveret spiller. Celloen er reduceret til at spille pizzicato, der fungerer som bunden. Hvor fløjten, oboen og celloen før prægede lydbilledet med den rolige men også markante melodi, er der nu meget luft i toppen og sammen med de underliggende pads¹² skabes en luftig og svævende stemning. I det efterfølgende C-stykke som forløber over takterne 70-98(04:41-06:33), ophører celloen med at spille. Ved at fjerne denne, er pulsmarkeringerne mindre tydeligere end før, og dette bevirker, at det dynamiske niveau sænkes yderligere. Nu optræder kun harpe, klaver og de nu tydeligere pads. I D-stykket som forløber over takt 98-117(06:33-07:53) sker der en ændring, hvad angår det rytmiske, idet klaveret og harpen går fra at spille 8. dele til at spille 16. dele. Dette skaber svag fremdrift i en før meget stillestående del. Ved en modulation fra A- til D-dur vender stykket tilbage til indledningen fra takt 2 og fortsætter forfra i A-stykket, indtil der fades ud. Gennem hele stykket mærkes en fast puls og tempoet på 60 bpm¹³ forbliver konstant, hvilket skaber en statisk følelse, som om nummeret kunne fortsætte ud i det uendelige.

Harmonik

Nummeret bygger på den modale harmonik, hvilket ses på afstandene mellem akkorderne, der for det meste er en sekund, terts eller kvart. Ved at kigge på takt 5-8 ses den grundlæggende harmoniske figur, som anvendes i stort set hele stykket.

Takt 5-9. Den grundlæggende harmoniske figur.

I takt 5 og 6 bruges en D-akkord som ligger på toneartens 1. trin. I takt 7 bruges en Em-akkord, som ligger på toneartens 2. trin. I takt 8 bruges to akkorder. Den er første er en kønsløs¹⁴ akkord A5, som har beliggenhed på skalaens 5. trin – altså en kvart over Em. I sidste halvdel af takten vendes der tilbage til Em for derefter at begynde forfra på D. Denne harmoniske figur fortsætter uændret fra takt 8-22, indtil den brydes i takt 23-24 ved brugen af en Cm7-akkord efterfulgt af en D^sus4 og D. Hermed er stykket moduleret fra D- til G-dur. I de næste 11 takter bruges samme harmoniske figur, bare i G-dur. Dvs. at G er grundakkord og dermed beliggende på skalaens 1. trin, Am ligger på skalaens 2. trin og dermed en sekund over G, og D5 og Am ligger på henholdsvis 5. og 2. trin.

Herved ses det, at den grundlæggende harmoniske figur i D-dur sekvenseres op eller ned, alt efter hvilken toneart der moduleres til.

 Et andet eksempel på brugen af samme harmoniske figur ses ved modulationerne i takt 23-25 og 34-36. I takt 23 bruges en Cm, som ligger en stor sekund under D og dermed beliggende på skalaens 7. trin. Denne efterfølges af en D^sus4 og D, hvorefter stykket modulerer til G-dur, som ligger en kvart over D.

Takt 23-25. Modulation fra D- til G-dur.

Det samme finder sted i takt 35-36, hvor der sker en modulation fra G- til C-dur. Efter G følger Fm, som befinder sig en stor sekund under G på skalaens 7. trin. Denne følges af C, som ligger på skalaens 4. trin med en afstand på en kvart. 

Takt 34-36. Samme intervaller mellem akkorderne ved

modulationen som i takt 23-25. 

Melodik

Stykkets melodiske elementer kan karakteriseres som værende meget enkle og let genkendelige ligesom de harmoniske figurer. Følgende illustration viser temamelodien.

Sekvensering af første motiv

Melodien består af fire toner, som i de to første takter er a, d, b og g. Dens enkelthed består ikke kun i få toner men også en rytme med næsten ingen variationer. De første to toner betoner to af pulsslagene, og den eneste rytmiske finesse er den punkterede 4. delsnode i næste takt, som efterfølges af en 8. delsnode og en halvnode. På illustrationen ses det yderligere, hvordan temamelodien består af to motiver, hvor det sidste motiv er afslutningen på selve temamelodien. Melodiens sidste motiv er en sekvensering med en kvart ned af det forrige. Melodien bruger alle toner i den ioniske skala, undtagen det 7. trin. Som variation i de mange gentagelser af temamelodien, oktaveres melodistemmen en oktav op, hvilket udvider melodiens ambitus, som nu spænder over hele tre oktaver, da celloens dybeste tone i melodien er d₂¹⁵_, og fløjtens højeste tone er d₅.

Ambitus udgøres af celloens dybeste tone d₂(venstre) og fløjtens højeste tone d₅(højre).

Opsamling på ”Spring”

Stykket har en meget statisk og retningsløs stemning, som om det kunne fortsætte i en uendelighed. Denne stemning skabes af bl.a. den modale harmonik, hvor den samme harmoniske figur sekvenseres op eller ned i forskellige tonearter og gentages mange gange. Også melodikken består af få enkelte melodiske figurer, der sekvenseres og gentages. For at gentagelsen af de harmoniske og melodiske figurer ikke bliver for triviel, er de mange modulationer med til at give stykket nyt liv undervejs. Gennem hele stykket ændres dynamikken ikke ret meget, men forbliver på det samme sænkede niveau. Yderligere er det meget langsomme og uændrede tempo med til at vedholde stykket i dets statiske tilstand.

”Sonata for Cello and Piano in g minor, op. 19 (2. sats)”

Stykket er komponeret af den russiske komponist Sergei Rachmaninov i 1901.

Struktur, dynamik og tempo

Satsen kan inddeles i 5 overordnede dele som betegnes A, B, A’, C og D. A, B og C er tre forskellige temaer, A’ er en variation af hovedtemaet A, og D er afslutningen. Satsen indledes med hovedtemaet A, som forløber over takterne 1-33. Temaet spilles som Allegro scherzando¹⁶ og dette gør, at der fra start er stor fremdrift med dramatiske udsving i dynamikken. Herefter indledes et nyt tema B, som forløber over takterne 33-57. Dette tema er af en anden karakter end det forrige og spilles som Un poco meno mosso.¹⁷ Det faste tempo løsnes og flyder mere ud, og dynamikken holder sig på et forholdsvis dæmpet niveau uden store udsving. Efter temaets afslutning følger variationen af hovedtemaet A’_, som varer fra takt 57 til 80. Variationen består i, at temaet nu er forkortet men har fået tilføjet et nyt stykke, der leder op til det tredje tema C. De nye tilføjede takter i dette stykke skaber en kort kontrast til hovedtemaets energiske melodi, da melodiens strikte greb løsnes for en kort stund(mere om melodik senere). Det følgende tema C forløber over takterne 81-130. I dette lange stykke sker der meget i form af dynamiske ændringer og temposkift. Tempoet kan betegnes som meget bølgende, idet det daler og stiger, og betegnelser som dim.¹⁸, rit.¹⁹og a tempo²⁰ anvendes hyppigt. I den afsluttende del af temaet forekommer en dynamisk ændring i form af en dramatisk stigning, idet der ved brugen af termen martelato²¹ spilles meget aggressivt, indtil C-stykket vender tilbage til hovedtemaet A. Det kommende forløb består af hovedtema A, som igen efterfølges af tema B, der efterfølges af A’ for derefter at munde ud i afslutningen D fra takt 219-233.

Satsens form kan på nogle punkter minde om den wienerklassiske sonatesatsform²². Den første del af satsen er ret lig med ekspositionsdelen, som kan siges at bestå af hovedtemaet A, overledningen til sidetemaet fra takt 16-33 og sidetemaet B. En egentlig epilog følger ikke, da A’-delen ikke byder på noget nyt, men i stedet en variation af hovedtemaet, og derfor kan denne del nærmere karakteriseres som koda. Moduleringen til A_b-dur signalerer en gennemføringsdel, i hvilken temaet ikke modulerer til nye tonearter, som det typisk ville forventes i denne del²³. Dog forekommer der tonale udsving, der returnerer til A^b. Efter gennemføringsdelen følger reprisen som forventet med hovedtemaet i tonika. Men sidetemaet spilles stadig i tonikaparallellen, og her afviger stykket tilmed fra sonateformen, da sidetemaet ikke udlignes til tonika. At der i stykkets form er klassiske træk fra sonateformen og samtidig afvigelse fra denne, vidner om Rachmaninovs romantiske tilgang til komposition, hvor kunsten oftest skal være original og derfor må afvige fra de gængse kompositionsmetoder.²⁴

Harmonik 

Satsens toneart er C-mol, hvilket ses på fortegnene og slutakkorden, som er Cm. Ved at analysere akkorderne og deres indbyrdes sammenhæng kan det fastslås, at det harmoniske grundlag er funktionsharmonisk, idet der anvendes en tonal molkadence, som vist på illustrationen nedenfor. Her fremkommer igen træk, som viser komponistens romantiske tilgang til komposition, da der i kadencen indgår en atypisk akkord, nemlig F/E_b. Denne fungerer som gennemgangsakkord til den efterfølgende subdominantparallel(Sp) A_b. Hvor subdominanten Fm før var mol, er akkordens tonekøn nu ændret til dur, hvilket resulterer i, at akkordens store terts skaber en halvtonespænding til den følgende akkords grundtone A_b. Bastonen E_b er akkordens 7’er, som er blevet bibeholdt fra de to forrige akkorder A_b og Cm, da tonen er terts i den følgende subdominantparallel A_b/C. 

Efter den tonale kadence gentages det harmoniske forløb, indtil der i takt 11 bruges en vekselsubdominant(ss) B_bm/F. Brugen af denne akkord er med til at skabe en markant harmonisk variation i forhold til de forrige takter. Akkorden følges af subdominanten Fm, som igen følges af vekselsubdominanten.

Takt 11. Viser forekomsten af vekseldominanten(ss) B_bm/F. 

Vekselsubdominanten søger at forbinde sig til subdominanten(S) Fm i takt 13, men spændingen udsættes på grund af de to akkorder, som ligger imellem. Vekselsubdominanten følges af akkorden Db/F, hvilken fungerer som en neapolitansk subdominant(sn), hvis formål er at forberede den kommende akkord C7 med dens tre halvtonespændinger fra tonerne d, f og a_b til c, e og g. C7 kan her opfattes på to måder; enten optræder den som dominant(D) til den efterfølgende Fm og dermed indikerer

Takt 12-13. Vekseldominanten vil binde sig til subdominanten. Spændingen udsættes ved brugen af den neapolitanske subdominant(sn) og bidominanten(D7). 

En modulation, eller også er den blot bidominant(D7) til Fm. Dens funktion som bidominant er nok det mest tænkelige, fordi der i de efterfølgende takter hurtigt vendes tilbage til Cm-tonaliteten, uden at en egentlig modulation til F-mol finder sted. Fm-akkorden i takt 13 bruges til at skabe en fornemmelse af et kortvarigt skift til Fm-tonaliteten, mens stykket stadig befinder sig i C-mol.

I sidetemaet som forløber over takt 33-49 modulerer stykket til tonikaparallellen E_b-dur. Den forventelige indikation på modulationen ville have været ved brugen af dominanten B_b, men denne anvendes ikke. I stedet optræder dominantparallellen Gm som et alternativ. Indtil takt 33-39 forbliver tonearten E_b-dur, og i takt 39 forekommer en B_bm-akkord, hvilken skaber et meget iørefaldende harmonisk

skift. Denne akkord indikerer en modulation til D_b-dur, hvor B_bm så fungerer som tonikaparallel. Fra takt 39-47 fungerer D_b som tonika, og det fremkommer, at det nye harmoniske forløb er en sekvensering af det forrige med E_b som tonika. Modulationen har altså resulteret i en sekvensering af det harmoniske forløb én tone ned. I takt 47 bruges en A_b, som ved første øjekast kan opfattes som dominant i forhold til D_b-tonaliteten. Ved nærmere analyse af de kommende takter lader det til, at endnu en modulation indtræffer, da der i takt 49 forekommer en G7 med dominantfunktion til den efterfølgende C-akkord, som til slut munder ud satsens grundlæggende tonalitet, C-mol. Derfor fungerer A_b som subdominantparallel til subdominanten Fm, som følger i takt 48, lige inden dominantakkorden G7 i takt 49.

Sidetemaets harmoniske forløb er kontrasterende til hovedtemaets. Hvor harmonikken i hovedtemaet laver harmoniske skift uafhængigt af melodien, er harmonikken og melodien i sidetemaet samarbejdende, hvilket eksemplificeres på billedet af takt 36, hvor der sker akkordskift på samme tid, som melodien ændrer toner.

Melodik 

Takt 36. Akkordskift samtidig med melodien.

Med udgangspunkt i takt 1-16 kan det siges, at hovedtemaets melodi, som primært spilles af en cello, kan opdeles i tre overordnede afsnit, hvilke betegnes A, B og C. A er den grundlæggende melodi, B den grundlæggende melodi med variation og C en afslutning på hovedtemaets melodi. Det første afsnit A forløber over takt 1-6 og kan opdeles i to melodiske motiver A₁ og A₂.

Hovedtemaets to melodiske motiver.

Det første motiv A₁ bevæger sig med trinvise bevægelser nedad fra tonen A^b til grundtonen C. Det nedadgående motiv indledes af klaveret, hvorefter det gentages to gange af celloen. Det andet motiv A₂ er meget bombastisk idet alle af taktens underdelinger markeres med 8. dele. Dette fremadbrusende motiv begynder og slutter på den samme tone og bevæger sig ikke med trinvise men springende bevægelser. Hovedtemaets melodi kan karakteriseres som værende lineær, da de to motiver har fremdrift og retning mod at lande på grundtonen C.²⁵

Det næste afsnit B strækker sig over takt 7-12 og har små variationer fra hovedtemaet. I takt 12 er motiv A₂ sekvenseret en kvart op. Sekvenseringen til de højere toner indikerer, at der nu vil ske noget anderledes end i det forrige melodiske afsnit, hvilket også er tilfældet. I det sidste korte afsnit C spilles motiv A₁ nu omvendt, så det med trinvise bevægelser går fra c til a_b og videre op mod E_b. Den opadgående bevægelse er en kontrast til det før nedadgående motiv.

Takt 34. Den grundlæggende melodiske frase.

Sidetemaets melodiske frase sekvenseres ned med i alt en lille terts fra E_b til C.

Som beskrevet i afsnittet om den overordnede struktur kan del B opfattes som et sidetema. Ligesom melodien i del A kan melodien

i denne del også opdeles i mindre afsnit; i dette tilfælde fire afsnit, som hver består af fire takter.²⁶ I modsætning til hovedtemaets melodi er denne melodi mere simpel, hvad angår anvendte toner og deres rytmiske værdier. Den melodiske frase som er vist på billedet er fra takt 34, og det er denne frase, som udgør det meste af den hele melodi i de fire melodiske afsnit, idet den i løbet af de fire afsnit sekvenseres ned med en kvart. Frasen består af kun to toner, hvorimellem der er en afstand på en stor terts.

Den overordnede melodi kan karakteriseres som værende meget flydende og monoton, da der i den enkelte frase kun varieres med terts-bevægelsen fra den lange tone, som udgøres af sammenbindingen mellem den punkterede halvnode og den punkterede fjerdedelsnode. Dette skaber en mere rolig og afslappet stemning end i hovedtemaet, hvor melodien, som sagt, er meget markeret. I den sidste takt i afsnit 1 og afsnit 3 varieres melodien med en melodisk frase, som udgøres af fire punkterede 4. delsnoder. Frasen skaber variation, idet den afbryder den meget enkelte bevægelse i den tidligere frase ved dens brug af flere toner. 

Opsamling på Opus. 19 (2.sats)

Satsen indeholder elementer som er et resultat af komponistens romantiske tilgang til komposition, hvad angår både struktur, harmonik og melodik. Den overordnede struktur indeholder træk fra sonatesatsformen, men holder sig ikke helt til denne. Gennem hele stykket sker der store udsving i dynamikken, hvilket skaber dramatiske variationer i samspil med ændringer i harmonik og melodik. Også tempoet er stigende og faldende i de enkelte temaer. Det funktionsharmoniske grundlag er med til at skabe stykkets dramatiske stemning, idet akkordernes indbyrdes spændinger udsætter forventningen i visse passager, hvor der nogle gange bruges atypiske akkorder. Melodien som hovedsageligt spilles af cello ligger på toppen og fortæller stykkets primære historie. Denne danner i samspil med de harmoniske ændringer spændingsfyldte udsving. 

”Op. 23, Fünf Klavierstücke, nr. 2”

Med sin egenudviklede teknik komponerede den østrigske Arnold Schönberg Fünf Klavierstücke. I 2. sats kan der findes mange typiske træk fra den anderledes teknik, som han indtil videre havde udviklet i 1920 – den teknik der senere blev til den såkaldte tolvtoneteknik²⁷. Schönberg anses af denne grund for at være skaberen af tolvtoneteknikken, også kendt som dodekafoni.²⁸

Struktur og dynamik

Ved at analysere stykket både nodebaseret og auditivt kan det siges at være inddelt i fire overordnede dele som betegnes A, B, C og D. Det indledende A-delen forløber over takt 1-8 og det er her, at hovedtemaet præsenteres. Denne indledning sker pludseligt og hurtigt uden nogen form for dynamisk opbygning inden. Overledningen til B-delen ses i takt 7, hvor et frit løb afsluttes med en akkord, ved hvilken der er noteret en fermat. Herefter begynder B-delen i et meget lavt dynamisk stadie og varer fra takt 8-18. Denne del karakteriseres ved de små fragmenter, der slutter med abrupte ophold, hvorefter dynamikken og tempoet sænkes fra meget kraftigt og hurtigt til meget lavt og langsomt. Det følgende del C starter i takt 18 og ender i takt 29. B- og C-delen skilles i takt 18, fordi bastonerne i C-delen trioliseres og spilles som individuelle toner i stedet for flerklange, hvilket det er tilfældet i del B. Dynamikken sænker sig samtidig med at hastigheden gradvist sænkes. Del D begynder i takt 20 og slutter i takt 23, hvorefter satsen er slut. I dette sidste stykke har dynamikken sænket sig fra fortissimo29 til pianissimo30, og hastigheden er nu meget langsom.

Stykket er ikke komponeret i en grundlæggende tonalitet og kan derfor karakteriseres som atonal musik. Dette ses ved forekomsten af løse fortegn for alle noderne. Hovedtemaet i takt 1 udgøres

af en række på ni forskellige toner, med hvilke det meste af satsen er komponeret. Det ses, at temamelodien kun anvender den enkelte tone én gang, hvilket er en af den senere tolvtonetekniks regler, nemlig at den enkelte tone ikke må anvendes igen, før alle andre af rækkens toner har figureret.³¹ I basnøglen bruges nogle af rækkens toner c_#, a_b og a, hvilke fungerer som akkompagnement til selve melodien, og dette er et eksempel på den kontrapunktiske tænkning, som Schönberg havde tillært sig ved studier af Bach.³² Inddragelse af den kontrapunktiske tænkning er karakteristisk for Schönberg, som søgte at anvende elementer fra de forhenværende klassiske komponister. Til at illustrere inddragelsen af andre klassiske træk kan der igen kigges på stykkets overordnede struktur. Umiddelbart kan det synes, at strukturen er meget anderledes end og uden nogen lighed med andre kendte klassiske former, men til en vis grad kan satsen opdeles som sonatesatsformen. Således vil hovedtemaet indgå under ekspositionsdelen, som forløber over takt 1-10, da hovedtemaet spilles i den originale toneart, som i dette specielle tilfælde er den grundlæggende nitonerække.

Dernæst følger gennemføringsdelen/modulationsdelen fra takt 10-14. Indikationen på modulering af hovedtemaet må formodes at være brugen af den sidste tone E_b i takt 10, da denne tone ikke er en del af den grundlæggende tonerække. Desuden forekommer der yderligere fremmedtoner i den følgende takt 11 som f.eks. e, f og g_b.

Takt 10 i gennemføringsdelen. Den sidste tone E_b signalerer en modulation af den grundlæggende nitonerække.

I takt 14 kommer reprisen, som varer indtil takt 18. I denne del gentages hovedtemaet som forventeligt, men ikke som det grundlæggende motiv. Tonerækken er nu brugt til at danne flerklange. Men selvom tonernes rækkefølge er en anden, er tonematerialet stadig det samme. Dette er et eksempel på, hvordan Schönberg har frembragt resten af satsens melodi og harmonik ud fra sit udgangspunkt i form af nitonerækken.³³

Den harmonik som skabes ved brugen af den atypiske kompositionsmetode indeholder stærke dissonanser. På billedet af takt 11 er det illustreret, hvordan mange af tonerne skurrer mod hinanden på grund af deres tætte beliggenhed med en afstand på en halv tone. Faktisk er der halvtonespændinger mellem næsten alle tonerne i takt 11. Som eksempel kan der nævnes halvtonespændinger mellem tonerne e og f, f og g_b, e og e_b, g og a_b og dette er blot nogle få.

En egentlig puls i stykket er svær at fornemme. Det skyldes det komplekse brug af forskellige taktarter, hvor der skiftes til en ny taktart i næsten hver takt. Allerede efter takt 1 skifter taktarten fra 3/4 til 2/4, og i takt 2 skifter den igen til 9/16. Sådanne skift fortsætter til stykkets ende.

Opsamling på ”Fünf Klavierstücke, nr. 2”

Satsen er af en speciel karakter på grund af det kompositoriske grundlag. Harmonikken er stærkt dissonerende og en fast puls er yderst svært at fornemme, da taktarten skifter i næsten hver takt. Den overordnede struktur kan virke tilfældig, selvom den ikke er det. Komponisten har søgt at gøre brug af klassiske elementer som sonatesatsformen og den kontrapunktiske tænkning, dog med væsentlige ændringer, som i forhold til tonal musik, skaber en lyd af udbredt tilfældighed og impulsivitet.

Forsøget

Før og under projektperioden har jeg gennemført et forsøg, hvor i alt 11 forsøgspersoner har deltaget. De tre anvendte musikstykker er valgt på baggrund af deres forskellige karakterer.

Formål

Forsøgets formål er at undersøge, hvorvidt de tre musikstykker har en enten stressende eller afstressende effekt på forsøgspersonerne. Den musikalske analyse af de tre anvendte musikstykker vil blive inddraget med henblik på at give en musikalsk vurdering af forsøgets udfald.

Hypotese

Min hypotese siger, at de tre musikstykker hver især vil påvirke forsøgspersonerne i en bestemt retning. Således vil musikstykke 1 virke afstressende, primært på grund af dets modale harmonik og ensartethed, og resultatet vil blive et gradvist fald i puls og blodtryk; altså en afstressende effekt. Musikstykke 2 vil med dets funktionsharmoniske spændinger og varierende formled give udslag i både stressende og afstressende effekter, og det forventelige resultat vil være varierende værdier i puls og blodtryk, som både vil ligge over og under hvileværdi; altså både en stressende og afstressende effekt. Musikstykke 3 vil have en klart stressende effekt på forsøgspersonerne, hvilket vil skyldes stykkets dissonerende harmonik, særdeles skiftende tempo og rytmik og derved uforudsigelighed. Udfaldet forventes at blive en tydelig stigning i både puls og blodtryk.

Anvendt udstyr

• Hovedtelefoner af modellen AKG K240 MK II

• Blodtryksapparat af modellen Omron M3

• Sovebriller

Fremgangsmåde

Det er forsøgt at anvende den samme fremgangsmåde for hvert enkelt forsøg. Alle forsøgspersoner har undladt at spise, drikke, ryge eller dyrke motion i 25 min. før forsøgssessionen for at sikre, at blodtrykket har været uden påvirkninger, der har kunnet skyldes misvisende hvileværdier. Alle forsøgene er blevet foretaget i et rum, hvor kun forsøgspersonen og jeg har været, og hvor det har været usandsynligt, at andre personer har kunnet forstyrre forsøget. Under hele forsøget har den enkelte forsøgsperson ligget ned i enten en seng, på en madras eller sofa med sovebriller, som har virket som afskærmer fra udefrakommende påvirkninger, der har kunnet aflede hans/hendes opmærksomhed. Inden første måling af hvileværdien har forsøgspersonen hvilet liggende i 10 min. I disse 10 min. har personen og jeg snakket i et roligt leje. Efter de 10 min. er hvileværdien blevet noteret, hvorefter det første musikstykke er blevet startet. Under afspilning af musikstykke 1 er der blevet foretaget målinger ved de planlagte tidspunkter(fremgår af den kommende graf under afsnittet ”resultater”). Ved stykkets ende er der igen blevet foretaget en måling, hvorefter forsøgspersonen har ligget i 2 minutter, for at arterierne har kunnet slappe af. Den samme fremgangsmåde er blevet anvendt for musikstykke 2. Fremgangsmåden ved musikstykke 3 er anderledes, da der efter måling af ”før”-værdien ikke er blevet målt, før der er gået et tidsrum på 1½ min. Denne ændring er lavet for at kunne måle ved en bestemt passage i stykket. På grund af stykkets korte varighed er der ved dets ende ventet 1 min., før den sidste måling er blevet foretaget. Alle forsøgspersoner har lyttet til musik ved den samme volumen.³⁴

Resultater

Gennemsnitlig puls for alle musikstykker

68

₆₃ 63,11

62,91

62

Tid i minutter

Figur 1. Grafen viser den gennemsnitlige pulsfrekvens målt ved tre musikstykker.

Tid i minutter

Figur 2. De øverste grafer viser systolisk blodtryk, mens de nederste grafer viser diastolisk blodtryk.

Figur 1 og 2 viser kurver for den gennemsnitlige målte pulsfrekvens og de gennemsnitlige målte blodtryksværdier for hvert musikstykke.³⁵ På begge figurer viser x-aksen de tidsintervaller, hvor der er foretaget målinger. På figur 1 viser y-aksen pulsfrekvens og figur 2 viser enheden for blodtryk mmHg.³⁶ Det fremgår af figur 1, at pulsen er faldet i løbet af forsøgssessionen. Som et eksempel ses der et pulsfald på 3,27 fra første måling i Spring til første måling i Fünf Klavierstücke.

På den anden side er det også tydeligt, at pulsfrekvensen ikke er faldet betydeligt, og dette kan være et tegn på, at musikken trods alt har haft en vis effekt. Desuden viser figuren, at ændringer i pulsfrekvensen under lytning til musikken er uden væsentlig betydning. Den største ændring forekommer i opus. 19, hvor der fra 2:00 til 4:30 ses en pulsstigning fra 64,10 til 66,09, altså 1,99. Af figur 2 fremgår det, at blodtrykkene stort set ikke har afveget fra hvileværdien. Iagttager man det systoliske blodtryk ses det, at trykket er faldet mellem musikstykke 1 og 2, men generelt ses et næsten uændret tryk. Kurverne for de diastoliske blodtryk viser ligeså stabile og dermed upåvirkede værdier.

Det skal pointeres, at måleapparatet er blevet startet på de planlagte tidspunkter og derfor ikke måler med det samme. Derfor er det vigtigt at tage højde for den tid, det tager for apparatet at pumpe luft i manchetten, til den egentlige måling begynder, når forsøgets udfald skal vurderes musikalsk. Det tager omtrent 15 sekunder, før apparatet har pumpet manchetten op, og målingen begynder.

Ser man bort fra de minimale ændringer i puls overordnet set, viser det sig, at der ved forskellige passager i de enkelte musikstykker, er en tendens til enten et pulsfald eller en pulsstigning. Med udgangspunkt i stykket Spring fremkommer det, at der fra 2:00 til 4:30 er et generelt pulsfald, som gennemsnitligt er 1,54. Desuden falder pulsen til under hvileværdi. Hvis pulsfaldet vurderes fra en musikalsk vinkel, kan det være et resultat af det langsomt faldende dynamiske niveau fra B-stykket til C-stykket. Modulationen fra F-dur til den oprindelige D-dur indleder overgangen til det overordnede C-stykke, hvor den grundlæggende toneart lyder familiær for lytteren. Her dæmpes dynamikken desuden yderligere, da celloen stopper med at spille.

Den mest opsigtsvækkende ændring af alle de diastoliske blodtryk forekommer i Spring, hvor blodtrykket fra begyndelse til ende falder fra 64 til 61,54, altså et lille men tydeligt fald på 2,46.

Det overordnede fald kan bunde i en tilvænning af musikken hos forsøgspersonen. De vedvarende og statiske elementer som gentages er med til at skabe tryghed og ro hos lytteren. Gentagelsen har den effekt, at den lyttende person vænner sig til og lærer at forudsige, hvad der kommer næst.

Og det er netop forudsigelsen, der spiller en stor rolle. Hjernen vil gerne kunne forudsige, hvad der kommer næst, og i så fald den formår at gøre det, udskilles der dopamin fra det limbiske system, som tidligere nævnt giver en følelse af tilfredsstillelse. Herved forbinder hjernen en følelse af tilfredshed med det respektive musikstykke, når den kan forudsige det kommende. Modsat kan musikken også blive for triviel, hvis den kun består af gentagelser. Hvis musikken er fuld af overraskelser kan det antages, at hjernen bliver snydt og bliver opmærksom på dette, hvis den ikke er i stand til at forudsige det kommende. Derfor må fremmede og atypiske musikalske afvigelser have en stressende effekt, fordi hjernen instinktivt er på vagt for eller måske bare interesseret i det nye og uhørte.³⁷ Resultatet er en udskillelse af stresshormoner, og dette vil kunne ses som en stigning i puls og blodtryk.

Som allerede nævnt forekommer det største udsving i puls under opus. 19 fra 2:00 til 4:30. Dette formodes, at være et resultat af overgangen fra C-stykket tilbage til hovedtemaet(A-stykket). Den voldsomme dynamiske stigning, som begynder i takt 139 og ender i takt 142, indtræffer uden varsel og er derfor umulig for hjernen at forudsige. Melodiens ambitus spænder usædvanlig vidt, da der i basnøglen spilles et dybt g som hårdtslående oktav, mens der i diskantnøglen spilles en meget høj tone; c₇³⁸. Melodien spilles som hurtige nedadgående akkorder med det mål at vende tilbage til hovedtemaet. Altså, kan en mulig forklaring på den lille men tydelige pulsstigning være, at hjernen overraskes af det pludseligt indtræffende nedadgående motiv, hvor det dynamiske niveau hæves betydeligt. Det kan være et eksempel på hjernens evne til at sætte kroppen i beredskab, når en uvant og udefrakommende påvirkning sanses. Ud fra figur 2 ses det, at pulsfrekvensen herefter falder og ender på 64,55, som er nær hvileværdien. I resten af stykket introduceres der ikke nyt på nær afslutningen. En tænkelig forklaring på den faldende værdi kan derfor hedde, at hjernen nu forsigtigt begynder at kunne forudsige det kommende, eftersom den er blevet introduceret for det før.

Ud fra både figur 2 og 3 fremgår det, at der under Fünf Klavierstücke fra før stykkets begyndelse til 00:30 er sket en svag stigning i puls på 1,54, en svag stigning i det systoliske blodtryk på 1,91 og en meget svag stigning i det diastoliske blodtryk. Dog fortsætter sidstnævnte værdi med at stige indtil stykkets ende modsat de to andre værdier og ender med en stigning på 1,63. Hvor det er nemmere at fastslå en årsag til et udsving i de målte værdier i de forrige musikstykker, er det i dette stykke en del vanskeligere. Dette bunder i den anderledes kompositionsteknik, som stykket er komponeret med. Alle forsøgspersoner udtrykte klart efter stykkets ende, at netop dette er af en særlig atypisk karakter i modsætning til de forrige musikstykker. De primære ord som forsøgspersoner brugte til at karakterisere stykket var bl.a. rodet, flyvsk, usammenhængende, skørt, forvirrende, irriterende. Men derimod blev der også anvendt ord som spændende og inspirerende af to af forsøgets deltagere. Det er muligt, at disse reaktioner og stigning i puls og blodtryk er forårsaget af de skarpe dissonerende harmonier, de pludselige dynamiske udsving og de skiftende taktarter, som fjerner rytmisk fodfæste. Som beskrevet i analysen, bevirker de musikalske parametre, at stykket får en lyd af udbredt tilfældighed og impulsivitet, og dette stemmer også overens med forsøgspersonernes beskrivelser. Den forudsigende hjerne kommer således på overarbejde, når den lytter til Fünf Klavierstücke, fordi den stort set ikke formår at forudsige det kommende, da dette jo netop lyder af tilfældigheder og intuitive påfund.

Fejlkilder

Foruden den musiske påvirkning kan mange andre faktorer have haft en indvirkning på forsøgets udfald. For det første har det anvendte måleapparat adskillige ulemper og begrænsninger³⁹. Apparatet kan ikke måle kontinuert, hvilket er en begrænsning, da der kun kan foretages målinger med et bestemt tidsinterval mellem hver. Grunden til dette er, at arterierne skal hvile for at vende tilbage til oprindelig tilstand efter hver enkelt måling. Dette udelukker den mulighed at kunne måle visse passager i de enkelte musikstykker. I dette forsøg er tidsintervallet mellem hver måling på 2 minutter og 30 sekunder.

En betydelig fejlkilde er oppustning af manchetten. Manchettens klem om armen kan være til gene for eller aflede forsøgspersonens opmærksomhed fra musikken, hvis klemmet føles ubehageligt. I sammenhæng med manchetten kan det også nævnes, at dennes forskellige placering på armen har kunnet resultere i mindre variationer mellem forsøgspersonerne. Også manchettens størrelse kan have en betydning, idet en for lille manchet vil måle for højt blodtryk og omvendt.⁴⁰

Omgivelserne spiller en rolle for personens fokus på musikken. Det er derfor vigtigt at nævne, at forsøgene ikke er blevet udført i de samme omgivelser; i alt er forsøgene blevet udført seks forskellige steder. Under et af forsøgene kunne der høres afdæmpede lyde af trommer fra et nærliggende lokale. Forsøgspersonen gav udtryk for, at hun havde hørt lydene under forsøget, og dette kan have haft en forstyrrende virkning, da koncentrationen henledes på de udefrakommende påvirkninger.

Det har været nødvendigt at informere forsøgspersonerne om forsøgets formål. Informeringen kan muligvis tænkes at give en mere anspændt holdning til forsøget, hvis de deltagende har forsøgt at koncentrere sig bevidst og søge efter specifikke elementer i musikken i stedet for at lytte til den musikalske helhed. Desuden kan det være tilfældet, at den enkelte forsøgsperson har udvist symptomer, som minder om det såkaldte ””White Coat Tension” fænomen, hvor blodtrykket ikke viser den sande hvileværdi på grund af nervøsitet for at få foretaget målingen.⁴¹

Under forsøget afskærmes forsøgspersonen fra omverdenen, da synssansen afskærmes af sovebrillerne og høresansen afskærmes af de lukkede hovedtelefoner, så kun musikken opfanges. Derfor er relationen mellem forsøgsperson og forsøgsudfører af stor vigtighed, da en større indbyrdes tryghed og tillid vil berolige forsøgspersonen.

Konklusion på forsøget

Ud fra det gennemførte forsøg kan det konkluderes, at de anvendte musikstykker ikke har haft hverken en særlig stressende eller afstressende effekt på forsøgspersonerne, og derfor stemmer forsøgets udfald ikke overens med den forlagte hypotese. Der har tegnet sig et overordnet billede, hvor forsøgspersonernes puls og blodtryk har varieret med små værdier, hvilke ikke er særlig signifikante. På af trods af denne uoverensstemmelse mellem hypotese og udfald fremkommer det, at der ved nogle passager i de enkelte musikstykker, er en tendens til et større udsving i puls og blodtryk. De mere betydelige udsving kan være et resultat af en ændring i et eller flere af de musikalske elementer i de enkelte stykker. På baggrund af udsvingene i måleværdierne formodes det forsigtigt, at hjernens ønske om at forudsige det kommende musikalske udspil er af væsentlig betydning for aktivering af belønningssystem og derved udskillelse af transmitterstoffet dopamin under lytning til musik.

På baggrund af forsøgets konklusion kan der stilles forslag til videre arbejde. Fra nuværende standpunkt ville det være interessant at undersøge, hvorvidt der lige efter hård fysisk aktivitet vil være variation i puls og blodtryk uden musik under hvile og med musik under hvile. Interessant ville det også være at se om variationer i puls og blodtryk vil være kraftigere eller svagere, hvis forsøgspersonerne hører de enkelte musikstykker flere gange.

Konklusion

Begrebet stress kan defineres som en trussel mod kroppens indre balance homeostase og er en fundamental egenskab for artens overlevelse, da den sætter kroppen i beredskab ved at øge funktioner, som er nødvendige i interessante, spændte eller direkte livsfarlige situationer. Når kroppen bliver stresset, vil der i et samspil mellem nerve- og hormonsystemet blive udskilt stresshormonerne kortisol, adrenalin og noradrenalin. Udskillelsen af disse hormoner er hovedsageligt med til at stabilisere mere energi til cellerne og øge puls og blodtryk.

Det kan konkluderes, at de tre musikstykker overordnet set ikke har en særlig afstressende eller stressende effekt, da forsøgspersonernes puls og blodtryk ikke har ændret sig betydeligt, men derimod forholdt sig på et meget stabilt niveau. Dog er der ved visse passager i de enkelte musikstykker en tendens til mere iøjefaldende stigninger eller fald i puls og blodtryk, som kan skyldes ændringer i de musikalske parametre. Således ses der i det første musikstykke ”Spring” et tegn på en meget minimal afstressende effekt, da pulsen bevæger sig under hvileværdien. Dette kan være et resultat af stykkets modale harmonik, faste pulsfornemmelse og sænkede dynamiske niveau. Det andet musikstykke ”opus. 19” udviser den størst forekommende pulsstigning og dermed en stressende effekt, som kan være et resultat af dets dramatiske stigning i dynamik og tempo og det funktionsharmoniske grundlag. Ved det sidste musikstykke ”Fünf Klavierstücke” ses en svag stressende effekt over kortest tid, og dette kan forklares med den særlige måde stykket er komponeret på, hvor harmonikken er stærkt dissonerende og tempoet, taktart og dynamik særlig varierende.

Litteraturliste

Bidstrup, Bodil B. m.fl. Biologi i fokus. 1. Udgave, 2. oplag. Nucleus – Foreningen af Danske Biologers Forlag ApS, 2010.

Bidstrup, Bodil B. m.fl. Fysiologibogen – den levende krop. 1. udgave, 5. oplag. Nucleus – Foreningen af Danske Biologers Forlag, 2011.

Bogwebs.systime.dk. “Romantik”. http://bogwebs.systime.dk/10klassikere/dansktekst/musikhistorien/romantik.html (dato: 13.12.12)

Bonde, Lars O. Musik og menneske – introduktion til musikpsykologi. 1. udgave. Samfundslitteratur, 2009

Brincker, Jens. Det moderne og det ny. Systime, 2002

Den store danske.dk. ”sonateform”. 19. juni 2012, http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Musik/Klassisk_musik/Komposition_og_arrange ment/sonateform (dato: 13.12.12)

Gade, Anders. Motivation, belønning og afhængighed http://gade.psy.ku.dk/pdf/2007Gade%20beloenning-med-ref.pdf (Dato: 20.12.12)

Grubbe, Lasse. “Melodisk analyse”. http://www.musikipedia.dk/melodisk-analyse (Dato: 17.12.12)

Selchau, Kirsten m.fl. Biologiens FG – Fysiologi. 1. udgave. Forlaget Kats, 2008.

Koldbye, Charlotte. ”Musik er en kemisk ballet i hjernen.” Videnskab.dk, 25. juni 2008 http://videnskab.dk/kultur-samfund/musik-er-en-kemisk-ballet-i-hjernen (Dato: 17.12.12)

Netdoktor.dk. “Forhøjet blodtryk/Højt blodtryk (hypertension)”.

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/hypertension.htm (Dato: 18.12.12)

Psykiatrifonden.dk. “Fakta om stress”. http://www.psykiatrifonden.dk/forside/Psykiske+sygdomme/Stress (Dato: 20.12.12)

Schibye, Bente og Klausen, Klaus. Menneskets fysiologi – hvile og arbejde. 1. udgave, 3. oplag. Foreningen af danske lægestuderendes forlag, 1995.

Sundhed.dk. ”Blodtryksmåling”. 18. 03. 2010., https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/undersoegelser-og-proever/kliniske-procedurer/hjertekar/blodtryksmaaling/ (dato: 15.12.12)

Thomsen, Anders H. ”Musik som medicin.” Koda Nyt, nr. 3, 2010, pp. 11-13.

Vuust, Peter. Musik gør os høje, 2012: DA på P1, d. 25. juni. kl. 15:03.

Musik på hjernen. TV-optagelse. DR2, 2012. Uds. dato: 14.12.2012 http://www.dr.dk/TV/se/viden-om/viden-om-musik-pa-hjernen#!/ (Dato: 18.12.12)

Illustrationer

Dalhoff, Henning. Nervecelle med akson og dendritter, figur 13. Fysiologibogen – den levende krop. 1. Udgave, 5. oplag. Nucleus – Foreningen af Danske Biologers Forlag, 2011

Dalhoff, Henning. Synapsetransmission i en acetylkolin-nervecelle, figur 16. B. Fysiologibogen – den levende krop. 1. Udgave, 5. oplag. Nucleus – Foreningen af Danske Biologers Forlag, 2011

Dalhoff, Henning. Dopaminbanerne i det limbiske system, figur 24. Fysiologibogen – den levende krop. 1. Udgave, 5. oplag. Nucleus – Foreningen af Danske Biologers Forlag, 2011

Noder

Arnold Schönberg – Op. 23 – Fünf Klavierstücke (nr. 2). Nr. 2326. Wilhelm Hansen, 1951.

1. Rachmaninow – Sonate pour Piano et Violoncelle op. 19 (nr. 2). Edition A. Gutheil, Moscou

Musik

MusiCure. Seasons: Spring. Seasons. Gefion Records, 2005.

Young Song Hoon. Sergei Rachmaninoff – Sonata for Cello and Piano in g minor, Op. 19, (nr. 2).

Vitamin Entertainment, 2009.

Pina Napolitano. Schönberg – Fünf Klavierstücke, Op. 23 – 2. Sehr rasch.

http://www.youtube.com/watch?v=dwuqYO85Ygw

Bilag 1

Udsnit af sidetemaet i opus. 19. De røde streger viser, hvor de melodiske

afsnit inddeles.

Bilag 2

Illustration af forsøgsopstillingen

Bilag 3

Forsøgets dataark

Bilag 4

Noder til Seasons: Spring af MusiCure (takt 1-37).

(De originale noder er ikke udleveret, så det har derfor været min opgave at aflytte mindst 20 takter med hensyn til melodik og harmonik).

Bilag 5

Noder til Sonata for Cello and Piano in g minor, Op. 19 (nr. 2) af Sergei Rachmaninoff.

Bilag 6

Noder til Fünf Klavierstücke, Op. 23 – nr. 2 af Arnold Schönberg.