“A day in the life” musisk analyse af Beatles

A day in the life

Form, sound og melodisk analyse.

A day in the life står i G-dur. Den er meget sørgmodig i de første 3. vers, men efter første bridge og i kontraststykket, skifter den til tonearten E-dur, dog kun til kontraststykket slutter, og bliver samtidig lidt hurtigere og gladere. Klaveret har pludselig små figurer i stedet for monotone akkorder. Sangen slutter på akkorden E-dur, hvilket ikke er normalt, da tonearten er G-dur, men det siger noget om, at sangen har gennemgået en udvikling fra det sørgelige til det gladere og slutakkorden måske henviser til det glade mellemspil, som står i E-dur og omhandler det liv, som de fleste mennesker lever.

Den generelle sound er tåget, hvilket for en stor del skyldes stereoeffekten, der i sammenspil med rumklangen, ekkoet og de andre effekter få lydbilledet til at virke en smule diffust, men samtidig skærer deres effekter knivskarpt igennem hver for sig, hvilket lader lytteren stå tilbage med en imponeret og anderledes følelse. Det lader til at der ikke er nogle effekter på guitaren. Den har gennem hele sangen lyden af en klangkasse, med stål strenge – i folkemunde kaldet en western guitar

Der vil være en detaljeret gennemgang af sound, effekter og melodi sammen med formanalysen længere ned.

Det vil ikke kunne lade sig gøre at spille dette nummer live i fuld figur. Der er rigtig mange overdubs, effekter og musikere med til at gøre dette nummer unikt. Så dette er næppe et nummer de vil spille til en koncert, da en af de vigtigste og mest interessante ting ved nummeret, efter vores mening, er måden det er produceret og mixet på.

Se nodebilaget for den harmoniske analyse.

Intro

• Westernguitar spiller i alle 4 takter, til venstre.

• Bas og klaver kommer på i de 2 sidste takter og ligger midt i. Oplæggende anslag til 1. vers.

1. Vers (A)

• Lennon synger. Der er lagt rumklang og ekko på hans stemme, så hans stemme lyder meget fjern. Den ligger i venstre side.

• Klaveret rykker over til venstre i lydbillede

• Western guitar spiller akkorder, ligger kun til venstre i lydbilledet.

• Bas, midt i

• Maracas, holder rytmen og ligger til venstre.

• Congatrommer, laver små fills. Også kun til venstre.

2. Vers (A) –

• Vokalen er rykket ind mod midten, stadig mest til højre.

• Trommer kommer på. Starter med små fills. Der er en meget hul klang, lidt rumklangsagtigt. Bl.a. frembragt gennem en løs opspænding af trommeskindet

• Klaver stadig til venstre med undtagelse af klaveranslag der ligger til højre

• Western guitar spiller akkorder, ligger kun til venstre i lydbilledet.

• Bas, midt i

• Maracas, holder rytmen og ligger til venstre.

• Congatrommer, laver små fills. Også kun til venstre.

• Slutter med (Em, Em7, C) og en sekstendedelsfigur.

3. Vers (A) 

• Vokalen er nu mere til venstre end til højre.

• Trommer holder nu en rytme, med små rundgange ind imellem.

• Klaver stadig til venstre med undtagelse af klaveranslag der ligger til højre

• Western guitar spiller akkorder, ligger kun til venstre i lydbilledet.

• Maracas, holder rytmen og ligger til venstre.

• Congatrommer, laver små fills. Også kun til venstre.

• Ny variant af (Em, Em7, C). ”I’d love to turn you on!”- Med Leslie-effekt.

1. omkvæd (B)

• ”I’d love to turn you on!”- Med Leslie-effekt.

• Musikken fortsætter fra verset

Bridge/Mellemspil

• 24 takter

• Symfoniorkester spiller et crescendo fra en dyb tone til høj tone.

• Leslie-effekten fortsætter. Dette fører os fra Lennons vers til McCartneys kontraststykke.

• Bassen spiller fjerdedele hele vejen, men bliver skruet ned under crescendoet.

• Klaveranslaget er tydeligt til venstre i starten, men bliver ”opslugt” af orkesteret.

• Trommerne holder takten i starten på highhatten, men bliver sat ud af takt i dette kaos af instrumenter.

Kontraststykke (C)

Kontraststykket kan deles op i to vers. Adskilt af 2/4-takten (ha, ha, ha). Den står i samme toneart og i klar kontrast til Lennons sørgmodige vers. Tempoet er sat en smule i vejret. Her skifter nummeret toneart, da der er fast kryds for f, men herudover også konsekvent er sat explicitte krydser for c, g og d inde i noden.

• Skydes i gang med et vækkeur i venstre side.

• Ottendedele klaveranslag til venstre, med små figurer ind i mellem.

• Bassen spiller ottendedele i hele lydbilledet.

• McCartney synger vokalen. Hans stemme er tør og klar i modsætning til Lennon. Den ligger i venstre side af lydbillede.

• Trommerne holder takten. Afdæmpet.

• Congatrommer, laver små fills. Også kun til venstre.

• Maracas, holder rytmen og ligger til venstre.

2. Bridge

• Lennon med ekko, rumklang og Leslie-effekt på ”Ah”.

• Piano og symfoniorkesteret følger vokalen op og ned. Og slutter med et nedadgående oplæg til 4. vers. Piano er dog meget svagt.

• Bassen holder igen fjerdedele hele vejen, men bliver skruet ned under crescendoet.

• Trommerne holder takten.

• Nummeret er her tilbage i G-dur og fortsætter sådan resten af sangen.

4. vers

Samme akkorder som de andre vers, men bliver spillet med mere ”swing”. Den virker gladere.

Tempoet er højere end i Lennons tre andre vers.

• Lennons vokal er nu rykket helt over til venstre. Stadig med rumklang og ekko på hans stemme.

• Western guitar spiller akkorder, ligger kun til højre i lydbilledet.

• Bas, midt i

• Maracas, holder rytmen og ligger til højre.

• Congatrommer, laver små fills. Også kun til højre.

• Trommerne er i hele lydbilledet. Holder takten og laver små fills.

2. Omkvæd (B)

• ”I’d love to turn you on!” Med Leslie-effekt.

• Musikken fortsætter fra verset

Outro

Outroen kører over samme koncept som bridgen – lang crescendo

• 24 takter

• klaveret bliver svagere

• Trommerne holder rytmen men laver til sidst usammenhængende slag på bækner og trommer.

• Bassen spiller fjerdedele hele vejen, men bliver skruet ned under crescendoet

• Maracas er med hele vejen men bliver svagere og svagere

Slut

Slutter på E- dur, hvilket vi tror, de gør for at henvise tilbage til kontraststykket, som jo netop er skrevet i E-dur. Tonen ringer ud med rumklang.

Tekst analyse

”A day in the life” er ikke en sang om desillusionering over livet selv, men om desillusionering over begrænsningerne i den hverdagsagtige sansning, skildrer den ”virkelige” verden som en reaktionær konstruktion, der indskrænker, hæmmer og i sidste instans ødelægger.

(MacDonald, The Beatles, 1994)

Lennons vers beskriver, hvordan medierne lægger fokus på en forfærdelig ulykke, hvor en mand er kørt galt. Avisen skriver kun om ham, fordi han er kendt. (Man mener, at sangen handler om Tara Brownes, som kendte ”The Beatles”, der kørte sig ihjel imens han var høj på stoffer). Absurditeten af hvad en avis bringer ind i folks hoveder på en almindelig hverdag, opfølges i sidste vers, hvor han beskriver endnu en ting han har læst i avisen: ”Four thousands holes in Blackburn, Lancashire”. Der er 4000 huller i vejen i Blackbrun, hvor han runder det af med en surreel henvisning til, at alle de huller vil kunne fylde Albert Hall. Samtidig får Lennon inddraget krigen som endnu en ting, som (desværre) optager medierne og derfor også folks opmærksomhed. Vi lader os styre af mediernes absurditet i stedet for at leve livet, er et muligt budskab.

Bridgen hiver os ud af Lennons sørgmodige sang og ”vækker os”. McCartney beskriver en helt almindelig tom, fortravlet hverdag, hvor han står op og gør en masse kedelige hverdagsting.

”Versenes sukkende tragedie bliver opvejet af linien ”I’d love to turn you on”, som bliver den centrale i sangen. Budskabet er, at livet er en drøm og at vi som drømmere har magten til at gøre det smukt.” (MacDonald, The Beatles, 1994)

Vi kan selv gøre livet smukt, selvom medierne gør alt for at fremhæve negative ting i hverdagen og slå dig ud af kurs. 60’erne og nok også ”A day in the life” var meget præget af stoffer og hippiekultur, og medlemmerne af ”The Beatles” var bestemt ikke clean. ”Lev livet som en drøm og tænke positivt.”

Inspiration fra: Ian Macdonald, The Beatles – Revolution i hovedet, Klim 1995.

60’ernes indspilningsmetoder

Den moderne produktion har sit ophav i 60’erne. Da det var her, hvor de tekniske muligheder og viljen til at eksperimentere og lave om på sin musik opstod. Mange bands eksperimenterede med ”sounden” på de forskellige instrumenter. Dette satte produceren i en central rolle som det sidste led i musikkens udførelse. ”The Beatles” var bestemt ingen undtagelse. De kunne bruge flere timer på at finde den helt rette lyd til f.eks. en guitar, så der var behov for en producer for at holde de (højst sandsynligt påvirkede) musikere ”på sporet”.

I slutningen af 60’erne var det blevet muligt at indspille på fire spor – den såkaldte lagkagemetode. Dette var noget ”The Beatles” benyttede sig meget af. Fire spor var imidlertid ikke nok, hvis man var interesseret i så mange effekter som dem. Derfor benyttede de sig af ”overdubs”, hvilket er at overspille fire spor til ét nyt spor, og på den måde kunne man lægge mange flere adskilte effekter og instrumenter sammen.

Dette var stort, da det før i tiden havde været yderst nødvendigt, at alle musikere spillede sangen fejlfrit på samme tid. Dette resulterede i utrolig mange ”takes”. Med den nye metode kunne musikerne indspille deres input til sangen hver for sig. Kvaliteten bliver dog dårligere og dårlige for hvert ”overdub”, så hvis man var interesseret i rigtig mange instrumenter i én sang, var man nødt til at indspille nogle stykker samtidig alligevel.