Analyse og fortolkning af “Farvel” af Jan Sonnergaard

Farvel

Novellen hedder Farvel, og er skrevet af Jan Sonnergård i 1998. Den er trykt i DSB’s Ud og Se. Det er en novelle om at stå på egne ben, danne en identitet og en kritik af det senmoderne samfund.

Novellen handler om en rodløs ung mand og hans gamle kæreste. De sidder nu på en café hvor de får et par drinks. De har ikke set hinanden i lang tid. Hun spørger ham, om hvorfor han har ringet, men han ved ikke hvad han skal svare, og han prøver at trække tiden ud, og tænke over den nuværende situation.

Novellen er fortalt i jeg-fortæller. Fortællertypen er ikke pålidelig, da jeg-fortælleren kan manipolere med læseren, uden at læseren kan gennemskue det. Dette er især tilfældet hos denne novelle. ”Det eneste, jeg havde lyst til, var at slå hende i gulvet, og sparke og sparke og sparke, og smide hende ud foran en bus og smide hende ud foran en taxa og smide hende ud foran en hest.”¹, men når han så gør noget andet, end han siger, kommer han til at fremstå upålidelig, da han har dobbelttanker om Majken. ”Alligevel var min første tanke at løbe efter hende. Det stak i hele kroppen, og jeg blev urolig og satte det ene ben foran det andet, så jeg kunne løbe efter hende.”²

Jeg-fortælleren er en usikker ung mand midt i tyverne. Han er rodløs og usikker. Han forventer at Majken tager det første skridt. ”Men der skete ikke noget. Ingenting. Og jeg sørgede for at det i hvert fald ikke blev mig, der kom til at bryde tavsheden. Det var ikke mig der skulle starte noget.”

³Dette viser, at han ikke tør tage initiativ, til at sige noget til hende. Han håber at det er hende der reagere. Dette kan også være grunden til, at der gik så lang tid inden de kom til at snakke sammen igen. Han har ventet på, at hun har taget initiativ til at ringe, og reparere det som er blevet ødelagt. Jeg-fortælleren lever heller ikke i nuet. Han føler sig malplaceret, og har ingen mening med livet. ”Så flygtede jeg. Jeg så ned over det hele, som om jeg befandt mig højt oppe under spotsene, og jeg så mig selv sidde, dernede og min krop virkede som om den tilhørte en anden og det hele var teater.” ⁴og ”At jeg overhovedet ikke kunne mærke at jeg var i lokalet. Jeg var her slet ikke, og det var hun heller ikke, og det eneste der skete var, at der fløj nogle bemærkninger ud af en mund og tilbage fra en anden.” ⁵Her kan man se at jeg-fortælleren føler sig malplaceret, og ikke ved hvad han skal gøre eller sige. Dette udtrykker også, at hans verden går lidt i ring, og alt gøres uden nærvær. Da han er utroligt ambivalent og splittet, gør ham utroligt rodet i hovedet, og svær at gøre sig klog på. Han har svært ved at udtrykke sine følelser, og derfor lyver han lidt for sig selv, ved at antyde at det er hendes skyld det hele, og at hun bare er dum og grim, men faktisk føler noget andet.

Jeg-personen og Majkens forhold var engang godt. Nu er de ikke kærester mere, og har ikke noget med hinanden at gøre. De har ikke noget at snakke om. Der er pinlig tavshed igennem hele novellen, men dette bliver hele tiden sat til side af ´jegets´ tanker. Som skrevet, har deres forhold engang været godt, og de har også været sammen i et stykke tid. Man kan se på s. 1 linje 47, at de ikke har noget at sige hinanden mere: ”Det var som om alt var overstået, og der aldrig ville ske mere. Hvis der var en dybere mening med det her, var det, at vi ikke længere havde det mindste at sige hinanden. Det at Majken er kommet videre og måske fundet er hun fundet et anden kan man se her: ”Der var et par dyre solbriller som hun havde købt eller fået foræret siden sidst.”⁶, ”Inden hun satte sig, tog hun en elegant, kort læderjakke på, som jeg vidste at jeg i hvert fald ikke havde foræret hende.” ⁷og ”Majken rejste aldrig. Og hvis man tvang hende til at gøre det alligevel, kunne man være sikker på at hun fandt en udvej. Til at blive hjemme.”⁸ Dette er nogle indlysende steder i teksten, at man kan se at Majken er kommet videre, og har ændret sig. Det eneste de har tilfælles nu er at de ryger. Pludselig går det op for jeg-fortælleren hvorfor han havde ringet til hende. ”Eller måske skulle jeg simpelt hen fortælle hende det, som det var: Jeg havde siddet derhjemme i rigtig mange måneder, men det kunne jeg ikke holde ud, og derfor havde jeg ringet til Majken. For at få et svar som nu. Så den eneste grund til at jeg sad her sammen med hende nu det var at jeg havde kedet mig noget så forfærdeligt. Det kunne måske være, at eg havde haft lyst til noget andet i dag. Noget andet end mere video, mere gjernsyn, flere CD´ er og mere radio. Netop i dag. Eller måske var jeg blevet bange fordi jeg havde fundet ud af noget. Måske, at hun havde været det eneste middel. Det eneste jeg nogensinde havde haft.” ⁹ Her går det op får jeg-fortælleren, hvorfor han havde ringet til Majken. Han havde stadig brug for hende. Hun var det eneste i hans hverdag. Det som holdte ham kørende og vågen. Nu er han helt alene, og det afspejler også hans liv og identitet.

Der er en række vigtige og mindre vigtige symboler i denne novelle. En af de mindre vigtige er de tre teenagere i hvidt tøj, der står uden for stationscaféen. Hvid er en farve som betyder uskyld og renhed, i den forstand at være uerfaren. Dette betyder, at de tre teenagere ikke har prøvet, det han gennemgår nu.

Et andet symbol er Majkens solbriller og korte læderjakke. Disse symboliserer, at jeg-fortælleren ikke har noget at byde på, og at hun er kommet videre. Hun har måske fundet en anden, som har gjort hendes liv bedre, end da hun var sammen med jeg-fortælleren. Hun antyder også lidt, at hun overhovedet ikke er interesseret i ham. Dette kan man se, da hun kigger på sine briller. Her tænker hun måske på ham, der har givet dem til hende, og hun venter bare på at hoppe på toget og komme hen til ham.

Det sidste og vigtigste symbol i novellen er det sidste. Dette sker til sidst i novellen, hvor han går ud fra stationscaféen 5 min. efter Majken. Her bliver han skubbet igennem tunnelen: ”Da jeg havde sat venstre fod på den første sten dernede, kom en flok løbende. Af unge, hvidklædte, mennesker. Og studenterne nærmest puffede mig igennem tunnelen, under alle skinnerne, over alle mulige sten. Og et kort øjeblik toede jeg, at jeg hørte hende. Som en svag rumlen, og en larm langt over mig. De kom løbende og de hujede og råbte og lo og puffede mig videre. De pressede mig ud gennem tunnelen, væk fra terminalbar og drinks og Majken, ind gennem banegården, hvor der var flere mennesker, endnu flere mennesker. Og kiosker. Og mennesker. Og bedst som jeg kunne høre deres hujen og latter og råb. Så forsvandt de, som om de eksploderede. Ud til alle sider. Men jeg gik videre, gennem hallen og forbi alle de fremmede, og hen til dørene. Som jeg åbnede, med mine egne arme. Og solen blændede mig totalt, da jeg ramte gaden udenfor.” ¹⁰Ud fra dette, kan man tolke, at han får en ny begyndelse. Først bliver han puffet gennem tunnelen af hvid klædte unge. Så tror han, at han hører Majkens stemme. Dette får ham til at spørge sig selv, om denne nye start er det rigtig. Da han så er puffet ind på banegården, og han igen står på egne ben, kan man se, at han bliver nervøs, da han tænker: ”(…)hvor der var flere mennesker, endnu flere mennesker. Og kiosker. Og mennesker.” fordi han tænker mennesker flere gange, virker ham mere overvældet og nervøs. Men da han så har kommet sig, og bestemmer sig for at gå videre mod den nye begyndelse vælger han at gå igennem døren. Dette vælger han selv, da han skubber den op med sine egne arme. Han bliver blændet der hvor han træder ud på gaden, fordi det hele er så overvældene og nyt. Det var bare lige en lille puf, han manglede, men han kommer kun et lille skridt videre et nyt liv.

Temaerne i denne novelle er identitetsdannelse og det at komme videre.

Identitet er en stor del af denne novelle. Identitet er tit forbundet med unge og det senmoderne samfund, hvor det er svært for hovedpersonen at finde sig selv, men gør det som regel til sidst. Dette er også tilfældet med denne novelle, da jeg-fortælleren sidder fast i fortiden, og egentlig ikke ved hvad han skal gøre. Når hans tanker er splittet, vil det sige, at hans identitet er splittet.

Det at komme videre, er også et rigtigt stort tema i denne novelle. Det er det den er bygget op omkring. Jeg-fortælleren har brug for at komme videre, men indser det først til sidst med lidt hjælp. Han har hængt i fortiden alt for længe, og det gør hans identitet negativ.

Budskabet i Farvel er at man skal komme videre og ikke hænge sig i fortiden, og det er hårdt at være menneske i det senmoderne samfund.

Jeg vil gerne perspektivere til det senmoderne samfund. Dette vil jeg kæde lidt sammen med budskabet, at det er hårdt at være menneske i det senmoderne samfund. Det senmoderne samfund går ud på, at man selv skal skabe sin identitet, da man ikke får den givet af ens omgivelser. Man skal selv skabe den ud fra ens egen opfattelse, og hvordan andre ser en. Dette er en langsommelig proces, som kan tage mange år. Nogen når aldrig at finde sig selv. Denne novelle er en samfundskritik, da Jan gerne vil sætte fokus på det menneske, der bliver mistet i det senmoderne samfund. Ham, der bare sidder der hjemme, og ikke kan komme videre. Dette er der ikke nogen, der altid ser og personen sidder fast i dårlige vaner og tanker. Jan mener, at der bare skal et lille puf til fra samfundets side, for at dette bliver brudt. Det senmoderne samfund er godt for verden, men lige på dette punkt, er det svært for mennesket at være menneske. For i høj grad i det traditionelle samfund, eller i mindre grad i det moderne samfund, fik man givet en identitet. Den skulle man ikke selv bygge den op.