Analyse og fortolkning af “Alle Kan Ro”

Alle Kan Ro

”Da jeg stillede mig ved vinduet, havde jeg strejfet hendes knæ, og jeg havde ikke spor erfaring med de dele, men jeg vidste alligevel, at hun var død. Og den viden gjorde mig lykkelig.” (S. 63 l. 41-43) Dette er et citat fra ”Alle kan ro”, en novelle skrevet af Pia Juul i Politikens Magasin i 2008. Hovedpersonens største ønske og frygt, er at blive selvstændig uden nogen hjælp fra nogle – og opdagelsen af denne døde kvinde kan sætte gang i hendes nye selvstændige liv. Igennem denne litterære analyse vil jeg karakterisere personerne og historiens fortæller samt fokusere på temaet.

”Alle kan ro” drejer som en ung kvinde på 19 år, som lige er blevet student. Hun har aldrig fortaget sig noget selvstændigt, men er blevet hjulpet af sin mor gennem hele sit liv. Det meste af historien foregår på en kanotur, hvor hovedpersonens mor samt familie er samlet for at fejre hovedpersonens 19-årige fødselsdag. Hovedpersonen både glæder sig ved og frygter sit nye selvstændige liv, og da hun skal af sted til kollegiet den næste dag, skal intet stå i vejen for hendes nye liv. Dette bliver bevist da der i hovedpersonens togkupé sidder en ældre kvinde som viser sig at være død, men hovedpersonen undlader at fortælle sin mor det, så hun selv kan tage sig af det og siger blot farvel.

Hele historien bliver fortalt igennem en jeg-fortæller med indre syn:

”Men jeg var flov over, at det var her, jeg følte mig hjemme,” (S. 60 l. 37-38). Dette ses ved fortællerens brug af ’jeg’, som ikke kun bruges i tale, men generelt til at fortælle historiens handling. Indre syn defineres ved at fortælleren konstant gør læseren bevidst om fortællerens følelser og tanker.

Historien er opbygget som en tilbageblikskomposition: ”Jeg vidste den dag, at det hele var forbi, før det var begyndt.” (S. 63 l. 20-21) Igennem dette citat kan læseren, se at hovedpersonen sidder og fortæller historien – det hele er allerede sket i forvejen.

Hovedpersonen er 19 år gammel og lige blevet student. Alligevel bliver det udtrykt klart i teksten, at hovedpersonen er det direkte modsatte af en selvstændig person. Gennem hele hovedpersonens liv har hendes mor hjulpet hende med diverse opgaver, hun er blevet stillet over for. Dog er hovedpersonen ikke blevet mere selvstændig, efter hun har afsluttet gymnasiet – f. eks. er det moren, der får lov til at snakke med de andre studerende på hovedpersonens kollegium:

”Vi havde mødt nogle af dem fra de andre værelser, men jeg havde kun mumlet hej, min mor havde talt med dem, og eftersom jeg havde stået lige ved siden af og lyttet, vidste jeg nu både, hvad de hed, hvad de studerede, og hvor de kom fra.” (S. 61 l. 24-28).

Hovedpersonen vil dog gerne starte et nyt og selvstændigt liv – hun både frygter og glæder sig til det: ”Jeg var grådkvalt og havde lyst til at sparke mig selv af samme grund.” (S. 62 l. 36-37) og ”Jeg kunne næsten ikke få vejret for glæde og spænding.” (S. 61 l. 40-41) Historien er domineret af hendes indre konflikt vedrørende hendes beslutning om at studere i Århus i stedet for København, og om det nu er det rigtige valg, hun har truffet.

Hun er en meget usikker person, som ikke råber op, når noget er galt: ”Klumpen i min hals var ikke forsvundet, blot vokset til dobbelt størrelse i nattens løb, og i bilen sagde jeg ikke en lyd, sad bare og sank og sank.” (S. 63 l. 13-17) Dette er fordi hendes mor altid har gjort alt arbejdet for hende.

Moren lever sit eget liv igennem sin datter. Moren har gang på gang prøvet at træffe de vigtigste beslutninger i hovedpersonens liv, inklusiv hovedpersonens valg af universitet, hvor hun dog måtte nøjes med at se til, da hovedpersonen formåede at sige fra:

”Men for en gang skyld fæstede jeg ikke ubetinget lid til hendes dømmekraft, for jeg kunne ikke se noget som helst for mig, og det var nærmest for at afværge farmaceuten, at jeg havde fundet på, at jeg ville studere dramaturgi.” (S. 61 l. 4-7)

Grunden til, at moren er så varsom med sin datter, er måske, fordi der ikke er nogen far. Faren bliver kun omtalt en gang i teksten, ”Kastanjetræet min far havde plantet, da jeg var lille.” (S. 62 l. 33-34) Dette resulterer i, at læseren regner, med at han enten er gået bort, eller at moren og han er skilt. Dette kan lede til at hovedpersonen er alt moren har, og at der derfor ikke må gå noget galt vedrørende hovedpersonens liv – samtidigt er det også tydeligt, at moren har svært ved at give slip på sin elskede datter, f.eks. følger hun hende helt ind i toget, den dag hovedpersonen tager af sted til universitetet.

At vokse op og blive selvstændig er det overordnede tema igennem hele historien. Det lægger sig op af titlen ”Alle kan ro”, som er et symbol på, at alle er i stand til at tage vare på deres eget liv som Kisse (hovedpersonens tante) også påstår: ”

’Alle kan ro, ‘ sagde Kisse køligt,”. (S. 60 l. 6) Det er her læseren for første gang bliver introduceret til hovedpersonens indre konflikt: at blive selvstændig. Hovedpersonen formår dog ikke at lære at ro: ”Jeg havde ikke lært at ro. De havde prøvet, men jeg kunne ikke ramme vandet.”(S. 62 l. 38-39) men giver i stedet op som altid. Temaet og den indre konflikt varer gennem hele historien indtil hovedpersonen møder den døde dame, og først dér begynder hendes selvstændige liv for alvor.