Plastic
”Hun ligger på knæ foran kummen og stikker en finger i halsen. Det skal gøres nu, inden hun når at fordøje det søde stads, inden det går hende i blodet og gør hende tyk og grim.”(S. 28 l. 6-9) ”Plastic” er en roman, skrevet af Mette Thomsen og udgivet i 1995. Hovedpersonen, Mona, vil være perfekt. Hendes liv, hendes udseende – alt skal være perfekt, og hun vil gøre alt for at opnå perfektion. I denne litterære analyse vil jeg give et resumé af bogen og derefter karakterisere hovedpersonerne, analysere skrivestilen og det miljø Mona bevæger sig i, analysere temaerne og fortolke historien.
”Plastic” handler om Mona, som vil være perfekt. Hun er ligeglad med alt, så længe det ikke står i vejen for hende. Hun får fortaget plastiske operationer for at få det perfekte udseende, den perfekte krop. Det indre betyder ikke noget for hende. En dag flytter Vera ind ved siden af, og hun påvirker Monas liv negativt, da hun bliver ved med at blande sig i det. Vera driver næsten Mona sindssyg, hvilket resulterer i at Mona slår Vera ihjel. Mona bliver arresteret, og får det hvide snit – og ender op som sit værste mareridt, en gammel tyk og grim posedame som lever på gaden.
”Plastic” er fortalt kronologisk med enkelte flashbacks. Den er fortalt i 3. person ental med indre personbunden fortæller, da Monas tanker er de eneste læseren har indblik i: ”Åh, for fanden da, Spørge-Jørgen. Hvad kommer det dig ved, tænker hun.” (s.54 l. 5-6). Bortset fra flashback-episoderne er hele bogen skrevet i nutid.
”Plastic” er typisk 90’er litteratur, da temaerne dækker over identitetskrise og eksistensproblemer. Monas identitskrise ligger i, at hun har stjålet sin identitet fra en fiktiv person, nemlig Barbie. Pånær sidste kapital starter alle de første fem kapitler med et uddrag om Barbie: ”Lykkelige Barbie! Lykkelige Barbie, smukke perfekte dukke-Barbie…” (S. 9, l. 1-2) Barbie bliver dog også beskrevet en del, når Mona bl.a. sammenligner sit liv med Barbies: ”Og så gør hun som Barbie.” (S. 10, l. 13) Det sjette, og sidste kapitel, starter dog ikke ud med et afsnit om Barbie, men går derimod straks til handlingen. Dette er fordi Mona ikke længere er en Barbie, men derimod en sindsforvirret ældre dame. Monas Barbie liv er nu forbi. Til gengæld slutter kapitlet, og bogen, af med et uddrag om Barbie. For første gang inkluderes Mona i afsnittet om Barbie og beskrives som en dukke, Barbie leger med. En afsluttende beskrivelse af hvem Mona brændte for at blive.
”Plastik” er skrevet i et let læseligt sprog. Dog er der blevet brugt godt med lange ord, som til tider enten er engelske, franske eller medicinske udtryk. Igennem historien fantasere Mona en del, og ofte er det svært for læseren at tolke om det sker i Monas liv, eller om det bare er rent og skær fantasi: ”Men de ka’ skrige, de ka’ råbe, for Mona er på vej til bal, og klokken er hele tiden lidt i tolv.” (S. 51, l. 21-22) Sådan som de fremgår her (overstående), fremgår det også mange andre gange igennem historien, og tit munder Monas tanker ud i sådan én fantasi, uden at læseren helt er klar over det. Derfor bliver man, som læser, mistænksom overfor teksten, sker det eller er det fantasi? Bl.a. da Mona vil skifte sit navn: ”Mona Hansen hedder ikke Mona Hansen mere, nu er hun først og fremmest Mona Popcorn…” (S. 89, l. 10-12) Da dette bliver fortalt midt i en scene på baren, bliver læseren hurtigt mistænksom, da dette sagtens kunne være én af Monas mange fantasier.
Mona ’Popcorn’ Hansen vil være smuk og perfekt. Hun arbejder sort i en videobutik, samtidigt med at hun er på bistandshjælp, for at få råd til sine plastiskoperationer. Mona er totalt afskåret fra sine følelser: hun går tit på bar, hvor hun kun køber én øl, der skal holde hele aftenen. Hun er der nemlig kun for at blive set af andre. For at få fat i én fyr hun skal have sex med. Men perfekt sex – der ikke involverer sved eller dagen efter når Mona vågner op sammen med sin fyr. Mona leder derved ikke blot efter det perfekte udseende, men det perfekte ydre. Udadtil skal Mona virke perfekt, hvilket påvirker alle de ting hun gør, helt ned til detaljer som valg af plastikposer.
Mona er ligeglad med alt der involverer følelser. Det ses tydeligt da hun beder om at få silicone opereret ind i sine brystvorter, hvor lægen for første gang protesterer, fordi det vil resultere i at hun vil miste alle følelserne i brystvorterne. Dette påvirker dog ikke Mona, da hendes mål ikke er nydelse.
Mona lever kun for højdepunkterne i sit liv:”Mona lever for højdepunkterne, det er hun især nødt til at gøre her, ellers ville det være uuholdeligt, trøsteløst, men hun er i en slags venteposition.”(S. 17, l. 28-30) hvilket betyder, at Mona kun vil opleve alle de gode ting i sit liv: hun vil ikke stå og lave mad i timevis, hun vil bare sætte det over, og så er det klar – hverken for varmt eller koldt.
Hun spiser meget lidt og slet ikke usundt: ”For Mona er vegetar, af den ekstreme type.
Hun rører hverken kød eller fast føde overhovedet, hvis hun kan undgå det, og hvis hun ikke kan undgå det, kaster hun det op igen, i al diskretion.” (S. 50, l. 12-15) og hvis hun ikke har noget valg, kaster hun det op igen, så hurtigt som muligt.
Igennem bogen gennemgår Mona ikke nogen stor mental forvandling overhovedet. Hendes behov for at være perfekt bliver gradvist stærkere som hun opnår flere og flere mål, indtil hun når til det punkt hvor hun er villig til at slå ihjel for at blive perfekt: ”Hun bliver siddende og holder Veras håndled nede, indtil Vera holder op med at spjætte.” (S. 102, l. 10-11)
Vera Antroph er Monas nabo. Mona støder på navnet flere gange før hun overhovedet møder Vera, bl.a. er der én der spørger om hun hedder Vera på baren og der er også en servitrice ved navn Vera. Da Mona støder på sin nabos nye dørskilt føler Mona sig allerede her forfulgt: ”Denne Vera. Dette navn, som forfølger Mona, som var det hendes egen skygge. Så blev Mona bange, det slog hende ud.”(S. 47, l. 11-13). Da Mona og Vera møder hinanden for første gang, bliver Vera beskrevet som en ’nørd’ af Mona.
Her bliver Vera også beskrevet som Monas modsætning: ”De er vidt forskellige, Vera og Mona, den ene lav og buttet, den anden høj og tynd.” (S. 54, l. 23-24)
Vera er igennem hele historien en stor plageond for Mona. Hun spørger f.eks. ind til hvorfor Mona brækker sig. Vera er på mange måder Monas modsætning, men til tider virker hun mere som Monas dårlige samvittighed end en virkelig person. Mona bruger ordet ’skygge’ til at beskrive navnet Vera – dette passer godt sammen med det faktum at Vera hele tiden blander sig i Monas liv og spørger ind til ting, hun ikke bør vide.
Navnene i ”Plastic” har stor betydning for fortolkningen af Mona. Navnet Mona betyder ’den smukkeste blomst’ hvilket hun i den grad lever op til, hvorimod Vera betyder ’den sande’ og efternavnet Antroph ligger meget tæt op af det græske ord for menneske ’anthropos’. Herved bliver modsætningerne mellem Vera og Mona virkelig sat i kontrast, de selv deres navne er en form for modsætninger og antyder at Mona er mindre menneske end en pyntegenstand – en blomst. Derudover, er navnet på Monas kommende mand Magnus Nemo, som egentlig betyder ’Den(t) Store’ ’Ingenting/intet’. Dette medvirker til at Mona fremstår endnu mere umenneskelig end førhen, hvis hun ligefrem gifter sig med ingenting. Én, der er lige så tom som hende. Dog kan betydningen også ligge dybere, nemlig at Mona her befinder sig i sit fantasiunivers, hvilket betyder, at Magnus reelt ikke eksisterer.1
1 Alle navne er slået op på: http://www.navnebetydning.dk/
Skriv et svar