Loading...Den Afrikanske Farm
Duften og smagen af kaffe er kendt og elsket af de fleste, men det er de færreste i denne del af verden, der selv i denne ellers så berejste tid, nogensinde har set den som del af den plante den kommer fra. Få tænker over den eksotiske plante der dyrkes i det lige så eksotiske land Afrika. Dengang rejsen til dette mytiske land var forundt en meget lille skare, tog en ung Karen Blixen(ref. Blixen) af sted for at opleve Afrika og dyrke kaffe på en farm. Hun blev helt fortryllet og forelsket over landet og dets vilde, men skønne natur og folket, som hun levede side om side med.
Hendes erindringer om hendes tid i Afrika, skrev hun ned, år efter hun var vendt tilbage til Danmark. Sammen danner disse erindringer den selvbiografiske roman ’Den Afrikanske Farm’, der udkom i 1937 og som siden er blevet anset, som et af de største danske litterære værker, herhjemme og i udlandet[1].
Romanen er fortalt således, at den fungerer som en biografi af Blixens egne oplevelser, fra den tid hun boede i Afrika. Det har den betydning, at romanen er fortalt i datid og i 1. person, dog optræder også fortælling i nutid, da Blixen nogle gange reflekterer direkte fra hjemmet i Danmark, hvor romanen er skrevet. Udover tiden, har betydningen af 1. Persons perspektivet, den virkning på biografien, at den er meget selektiv og ulige fordelt i de ting som fremhæves meget og skøjtes hurtigt forbi eller decideret undlades. Bland andet nævnes Kamante(s.23 og frem), Gamle blinde Knudsen(s. 48-52 & s.148-154) og sågar antiloppen Lullu(s. 54-65), hvorimod hendes ægteskab med fætteren Bror Blixen helt undgås og der ligges tryk på jeg i ejerskabet af farmen. Det går så vidt, at var man uvidende omkring ægteskabet ville tro det ikke eksisterede. Blixens elsker, Denys Finch-Hatton, nævnes dog, om end deres forhold kun beskrives som værende af en venskabelig karakter. Romanen er fortalt kronologisk-ukronologisk, ment på den måde, at den er fortalt sådan som hun er kommet i tanke om tingene – den er altså ikke fuldkomment kronologisk, men indeholder hele tiden flashbacks eller flashforwards. Derudover er fortællingen også skrevet på den måde, at læseren selv: hører, smager, lugter, ser og ligefrem ånder Afrikas sjæl ind gennem Blixens sansende episke fremstillinger ”når Jorden svarede som en sangbund, med et dybt, frodigt, voksende brøl(…)som en elskers omfavnelse”(s.39)– hendes afsavn videregives til læseren, således at de selv mærker længslen, hvorvidt de har besøgt Afrika eller ej.
Romanen er opdelt i fem akter – hvert akt med sit fokus der udspilles og afsluttes. Lidt som en tragedie afsluttes sidste akt med en sørgmodig afslutning ”Bjergets omrids blev langsomt glattet og jævnet ud af afstanden” (s. 298) og referencen til tragedien laver Blixen da også selv ”(…)Tragedie i fem akter. Hvis de bliver gentaget, så er det fordi de ikke er gået, som de skulde.”(s. 214). Hendes nedskrivelse kan måske endda ses, som hendes måde at gentage, og derved erkende, at tingene ikke gik som hun ønskede.
Fra den allerførste side i romanen, slår Blixen fast at naturen er et kæmpestort, og tilbagevendende tema: ”Alt i denne Natur stræbte imod Storhed, Frihed og høj Adel”(s.9). Gennem hele romanen og dens skiftende indhold er naturen et fast holdepunkt, hvis storhed altid gøres plads til i hver en beretning. Blixens måde, at bruge et episk beskrivende sprog, specielt i hendes brug af sammenligninger og besjælinger, formår at udtrykke hendes forundring og begejstring for denne vilde, men nærmest royale natur ”Denne særegne Struktur gav de enligt stående Træer en palmeagtig, bevinget Silhuet, eller en romantisk og heroisk holdning, som en Fuldrigger med Sejlene givet op(s. 9)”, og det er således, at hun vækker en længsel mod denne så poetisk berettede natur i enhver som læser romanen.
Religion er også et tema der skinner tydeligt igennem i hele Blixens fortælling, da hele hendes livssyn er farvet af den – dog påpeges visse ting da hendes hjælper Kamante konverterer til kristendommen, men stadig skal have forklaret nogle ting ”det skete af og til, at min opførsel var i uoverensstemmelse med hvad han havde lært på den skotske mission, hvor han var blevet omvendt. Så kom han og spurgte mig, hvem der havde ret”(s.44). Som med naturen er hendes tro brugt, som et sammenligneligt virkemiddel, der gennem hele romanen illustrerer nogle pointer – om sig selv eller andre, hun ønsker at komme med. I disse tilfælde er det mellem bibelske, eller andre religiøse henvisninger: ”En begivenhed af stort format(…)som da ærkeenglen Mikael og Lucifer mødtes: -His Darkness and His Brigthness exchanged a greeting of exstreme politeness”(s.171 og ”Jeg selv var kørt forbi det to Gange på samme Dag, som Præsten og Levitten i én person(…)” (s.56).
Et sidste fremhævet tema er, måden hvorpå Blixen hele tiden gør læseren opmærksom på forskellene mellem det Afrikanske folk og Europæerne – både i opfattelse af verden og tilgangen til den ”Europas og Afrikas Retfærdighedsbegreber er vidt forskellige og den ene Verdensdel har svært ved at finde sig i den andens Synspunkter”(s.82). Det er gennem det, samtidens syn på det ”primitive folk” (s.44) træder frem – ideen om en overlegenhed i forhold til dem og en ret til at regere dem, for deres eget bedste. Men selvom man i dag måske vil anse mange af Blixens beskrivelser og antagelser af det afrikanske folk som racistiske – i hendes opløftelse af sig selv og ’den hvide mand’, er der faktisk mange tegn på, at hun studerede og derved prøvede at forstå og acceptere de forskelligheder hun fandt mellem sig selv og dem ”Men Koranen selv, som jeg dengang studerede(…)” (s.91). Selv de steder hvor hun er uenig med disse fremmede skikke, formår hun ikke at prøve på at omvende dem. Selvom denne afstand er konstant, formindskes graden af den støt og Blixen bliver på et tidspunkt næsten en del af hendes folk, da hun føler fjendtlighed overfor stammen som hendes tjenestefolk er i strid med ”En skygge blev kastet over mit venskab med Berkeley derved, at hans Somali-tjener, Jama, tilhørte en stamme, som lå i strid med Farahs stamme”(s.168). Helt afslutningsvis, da hun skal forlade farmen oplever hun sågar følelsen at hun ”(…)ikke kan leve uden Sirunga”(s.264) og hun knytter derved sig selv tættere end nogensinde før til hendes folk.
Selvom denne overlegenhed er samtidsmæssigt passende, er Blixen atypisk i hendes generelle skrivestil. For det første omtaler hun generelt ikke den tid hun skriver i. I stedet flytter hun handlingen tilbage til tidligere tider, og fortæller så derfra, som regel altid i et udenlandsk miljø, med rejsende karaktere. De konflikter og problematikker hun tager op, er fokuseret på skæbnen og hvad den har bestemt for én mere end på litteraturhistoriske strømninger, som man ellers kunne forvente at finde hos enhver anden forfatter[2]. ’Den Afrikanske Farm’ er derfor mere noget andet, en typisk Blixen fortælling. I stedet for en fiktiv karakter, er det nu bare hende og hendes personlige oplevelser, der er omdrejningspunktet.
Når nu ikke konflikterne, er så litteraturhistorisk præget, betyder det ikke, at der ikke optræder mange konflikter. Den største af dem synes dog, at være Blixens forudbestemte skæbne om at skulle høre til i Afrika ”i Højlandene vågnede man om morgenen og tænkte: nu er jeg der hvor jeg skal være”(s.16) der når det er allerbedst giver hende en umådelig stor glæde, men som kommer i konflikt med, at det økonomisk ikke kan løbe rundt – man kan sige der skabes en konflikt mellem drøm og virkelighed, da grunden til det ikke lykkedes er at ”min Farm lå for højt oppe til at kaffe kunde trives der”(s. 247). Hendes drøm om livet i Afrika bakkes altså ikke op af den barske skæbne, hun synes at kæmpe imod. Derudover mister hun også Denys, ikke længe inden hun skal rejse, og det er som om hun her forstår, at Afrika ikke længere er der hvor hun hører til ”Det var da, som jeg havde tænkt, at så snart jeg hørte Denys’ navn vilde jeg forstå alting” (s. 270), og at hun, som i hendes andre fortællinger er blevet af en forudbestemt skæbne.
Konkluderende, kan man sige, at romanen også er med til, at fortælle noget om den uundgåelige skæbne Blixen tror så fuldt og fast på, der resultere i konflikten mellem virkelighed og drøm. Men meget mere end det er den med til, at bringe Afrikas natur frem med sammenlignelige virkemidler og sansninger. Hvilket har den betydning, at selvom mange ting er sket siden Blixen boede i Afrika, er hendes erindringer og episke fortællinger, med til at give et indblik i det fremmede, som hun hovedkulds kastede sig ud i. Således at Blixens fortælling stadig i dag forbliver i sin egenskab til at bringe en længsel mod Afrikas vilde, utæmmede skønhed, på samme måde som den gjorde det i sin udgivelse.
[1]http://www.denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_4/Myter_og_masker_-_Karen_Blixen_-_Isak_Dinesen/Den_afrikanske_farm
[2] Rosdahl. J. & Sørensen. I. http://kb.systime.dk/index.php?id=119
Skriv et svar