Analyse og fortolkning af “Gengangere” af Henrik Ibsen

Gengangere

Teaterstykket Gengangere er skrevet af den norske dramatiker, Henrik Ibsen. Han regnes for en af det moderne gennembruds hovedforfattere. Gengangere blev udgivet i 1881, altså i midten af det moderne gennembrud. Det moderne gennembrud blev støbt af den danskkritiske Georg Morris Cohen Brandes, som opfordrede Skandinavien til at bryde ud af de normer som de sad fast i. Kort sagt ville Brandes erstatte fantasi med realisme. Dette tog Ibsen til sig, og lod sig inspirere af Brandes. Realismen er ikke svær at tyde i stykket Gengangere, som tager klart afstand til det idylliske og uproblematiske liv, problemer er der nok af.

Stykket handler om Osvald og Regine er blevet forelsket i hinanden, men de finder ud af at de er halvsøskende, fordi de har den samme far. Deres far er, kaptajn Alving og han er død. Vi hører Pastor Manders og Fru Alvings samtale, om Osvald og Regines affære. Her finder de frem til, at Engstrand blot giftede sig med Regines mor for 300 daler. På det tidspunkt, Pastor Manders viede Engstrand og Regines mor, lå Regine i hendes mors mave. Dette gør Regine til et uægte barn, både fordi Engstrand ikke er hendes rigtige far, men også fordi hun blev undfanget, inden forældrene blev gift. På den ene side ønsker Fru Alving at de skal giftes, men hun synes også det er forkert, når de er halvsøskende. Det var ellers en normalitet, at halvsøskende på landet, blev gift med hinanden på daværende tidspunkt. Fru Alving bryder også sin hjerne med om hun skal fortælle Osvald om, hvordan hans far i virkeligheden var – en elendig ægtemand.

Pastor Manders og Fru Alving er overklassefolk. Dette afspejler sig også i teksten, hvor man kan antyde de formelle formuleringer. Sproget har ændret sig siden 1881, dette kan man anskue hvis man sammenligner sproget i teksten, med det moderne sprog der tales i Danmark, i år 2012. Samtidigt er der også sket forandring rent ortografisk. Fru Alving er talerør for de ny tanker og Henrik Ibsen selv. Kontrært skal Pastor Manders fremstå som den gamle tankegang:

”Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem, frue;
dertil har De langtfra ikke det rette sind. Men at
De tør sige, at det er fejgt af Dem –!”                 siger Pastor Manders.

                 ”Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som jeg er, så vilde jeg sige
til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil men bare ikke
noget bedrag.”         Svarer Fru Alving.[1]

Pastor Manders og Fru Alving, er figurer, som har betydeligt forskellige tilgangsvinkler på næsten alt. Endskønt de kunne de have haft noget intimt sammen. Fru Alving gennemgår en forandring fra første akt til anden. Muligvis var hun besluttet sig for at fortælle Pastor Manders sandheden om Kaptajnen. Efter at have været en del af et dårligt ægteskab i så mange år kan hun igen føle sig fri. Grunden til ordet ”igen” anvendes, er at Fru Alving som ung også var rebelsk. Hun flygtede nemlig fra sin mand fordi hun elskede Pastor Manders og fordi hun ikke ville tvinges ind et ulykkeligt giftermål. Da var hun tæt på at bryde samfundets normer, men Pastor Manders stod i vejen ved at afvise hende. Dette ødelagde hendes oprør og fik hende til at vende hjem. Nu, flere år efter viser Fru Alving at hun ikke har glemt sine livsholdninger og oprørske tendenser fra dengang. Hun mener nemlig stadig at selv et lovligt ægteskab kan være et dårligt ægteskab og at samfundets dyder er til dels forkerte. Pastor Manders prøver igen her at være forhindringen for Fru Alvings kamp, idet han konstant forsøger at tale hende fra at læse tidsskrifter og vil have hende til at lyve overfor Osvald. Pastor Manders er meget gammeldags og vil beholde de normer han altid har levet med. Det gør ham utryg og dårlig tilpas at bryde normer og tabuer.

                                         ”Pastor Manders: Der ser De, hvor overmåde varsom man må være med at
fordømme et medmenneske. Men det er da også en inderlig glæde at forvisse
sig om at man har taget fejl. Eller hvad siger De?”[2]

Dette citat underbygger fint hvordan Pastor Manders’ livsanskuelse i virkeligheden er. Han er dobbeltmoralsk; han fordømte Fru Alvings blade og hendes tankegang, han fordømte Osvalds venner i Paris for deres ægteskaber og han fordømte Engstrand. Fru Alving kan godt se hvor naiv Pastor Manders er og hun finder det morsomt at han, uden synderlig omtanke, godtager Engstrands undskyldning. Fru Alving forsøg på at favntage Pastor Manders må dog karakteriseres som en implicit, og en stadig eksisterende, beundring af Pastor Manders. Hun ”drager et suk, ser et øjeblik ud af vindue”, vinduet er symbolik for hendes lyst til at bryde ud af normerne, og lyst til ignorere lov og orden. Det kan hun gøre ved at fortælle Osvald sandheden, og ved at vise sine oprigtige følelser for Manders på trods af hans meninger om hende. I slutningen af akt 2 når dramaet et klimaks, for Fru Alving er tæt på at fortælle Osvald sandheden til trods for Manders’ protester, men hun afbrydes, af ildebranden i asylet.

Ibsens tekst, Gengangere rammer størstedelen af de principper, Brandes havde til det moderne gennembrud. Det øgede kritiske syn på ægteskab og konflikten mellem kærlighed og ægteskab, er meget aktuelt i denne kontekst. Ytringsfrihed er også en fremtrædende faktor i det morderne gennembrud, dette gælder både som almen borger og som ophøjet kunster/tænker. Før det morderne gennembrud finder man romantikken, den sukkersøde og, som tidligere nævnt, idylliske litteraturkunst. Idyl og romantik er der ikke meget af i Gengangere, hvilket tydeligt viser at Henrik Ibsens inspirationskilde var Georg Brandes. Henrik Ibsen havde også flere ting til fælles med ”kongen” af det moderne gennembrud, Georg Brandes. Georg Brandes var, som for mange andre af datidens moderne kunstnere, Henrik Ibsens forbillede i denne revolutionerende tid. Den frie tankegang var meget vigtig for Brandes. Ligesom Ibsen så Brandes også meget kritisk på familien og ægteskab som institution, manglende ligestilling og forholdet mellem arv og miljø.

[1] Gengangerne, Henrik Ibsen: linje 7-9 akt 2, side 55

[2] Gengangerne, Henrik Ibsen: linje 9-12 akt 2, side 57