Analyse og fortolkning af “Klokken” af H.C. Andersen

Klokken

Søgen efter lykke har eksisteret siden menneskets eksistens. Opskriften til lykke er, at man skal være villig til at kæmpe, stole på sine intuitioner, og være ihærdig. Den letteste vej til lykken er at følge sit hjerte. Et godt liv, er et liv med masser af lykke. I teksten ”Klokken” af H.C. Andersen møder vi nogle folk, som søger lykken, men alle er ikke villige nok til at finde den.

”Klokken” er et eventyr, bl.a. fordi tallet 3 forekommer, dyr kan tale, historien er urealistisk, og den ender lykkeligt. Teksten er skrevet i præsens og med en 3.personsfortæller, som kunne være forfatteren selv eller en helt tredje person. Den er opbygget kronologisk, dvs. at der ikke forekommer nogen form for spring. Eventyret handler om nogle folk i en by, som kan høre en klokkelyd, som de ikke ved hvor kommer fra. Folket vil finde ud af, hvor lyden kommer fra, men undervejs giver mange af dem op. En dag, hvor det er konfirmationsdag, beslutter alle konfirmanderne, bortset fra tre, at finde klokken. Alle på nær kongesønnen giver op. På vejen møder kongesønnen en af de konfirmander, som i begyndelsen ikke kommer med. Konfirmanden er en fattig dreng. Kongesønnen og drengen kan ikke blive enige om, hvilken vej de skal gå. Drengen mener, at de skal gå til højre, for der er alt herligt og stort, hvorimod kongesønnen mener, at de skal gå til venstre, for det er der, han mener, lyden kommer fra, og det er der, hjertet sidder. De beslutter sig for at gå hver sin vej. Det viser sig, at kongesønnen havde valgt den lette vej og drengen den svære, dog ender de begge med at finde klokken.

Både kongesønnen og konfirmanden har en intuition, om at der er en klokke, derfor er de så ivrige efter at finde den S.2 L.30- L.35 ””Saa kunne vi jo gaae sammen”! sagde Kongesønnen. Men den fattige Confirmand med Træskoene var ganske undseelig, han trak paa de korte Trøie-Ærmer og sagde: han var bange for, at han ikke kunde gaae saa rask med, desuden meente han, at klokken maatte søges til Høire…”. Ligeledes fremstår det, at begge drenges instinkt siger, at der er en klokke. Derudover er de uenige, om hvilken vej de skal gå, hvilket viser, at de ikke er ligeglade med, om de går forkert, og at de er interesserede i at finde klokken. De andre som også vil finde den giver op og mister troen på, at der overhovedet er en klokke S. 1 sidste linje – S.2 L.3 ”Men snart blev to af de mindste trætte og saa vendte de to om til Byen igjen; to Smaapiger satte sig og bandt Krandse, de kom heller ikke med, og da de Andre naaede Piletræerne, hvor Conditoren boede, saa sagde de: ” see saa, nu ere vi herude; Klokken er jo egentlig ikke til, den er bare saadant noget man bilder sig ind!””. Her fremstår det tydeligt, at de to piger mister troen på deres intuition, og vælger så derfor at give op. Folket giver også op af samme grund. Kongesønnen er også ved at give op, men hans intuition fortæller, at han ikke skal give op. Udover dette er naturen beskrevet som en stor kirke S.3 L. 11- slut ” … Solen stod som et stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori Træer og svævende Skyer vare Pillerne, Blomster og Græs…”. Der er et alter og der bliver direkte fortalt at hele naturen er en stor kirke.

I teksten fremstår det tydeligt, at klokken symboliserer lykke. Alle vil finde klokken, og i virkelighedens verden vil alle finde lykken, men ikke alle er villige til at kæmpe for det. Eventyret ender lykkeligt for kongesønnen og drengen, som ender med at finde klokken, og når man opnår lykken, ender man også med at være lykkelig. For at finde klokken vælger kongesønnen at følge sit hjerte, og går derfor til venstre, hvorimod den fattige dreng vælger at gå til højre. Vejen til venstre viser sig at være den letteste vej. Derfor er et af temaerne i ”Klokken”: Lykken opnås lettest ved at følge sit hjerte. Et andet tema i teksten er: Alt har en sammenhæng. Dvs. at alt udgør én enhed. I teksten ses der, at naturen er en stor kirke, som har en usynlig klokke. Ligeledes er kirken og klokken ét, uden en klokke ville kirken ikke have samme betydning. Det samme gælder mennesket. Mennesket kan ikke være et menneske uden en sjæl. I teksten ses også, at klokken symboliserer ånden i naturen. I slutningen helliggøres klokken, hvilket vil sige, at det har noget med guds ånd at gøre. Derfor er klokken ånden i kirken. Eftersom naturen var beskrevet som en stor kirke, hvor klokken i kirken var kirkens ånd, er klokken også naturens ånd. I mennesket er det sjælen, som er menneskets ånd. Derfor er et tredje tema: Alt er åndeligt.

Temaerne i teksten ”Klokken” har også noget at gøre med, hvilken periode teksten er skrevet i. Teksten er skrevet i 1850, dog er den fra universalromantikken, da de fleste ting som indgår i historien, kendetegner perioden. Monisme og panteisme er de centrale ting, der kendetegner universalromantikken. Monisme betyder, at alt hænger sammen og udgør en enhed, krop og sjæl er ét, hvor panteisme betyder, at gud findes og er med i alt, alt er åndeligt. I ”Klokken” ser vi monismen og panteismen S.3 L.11-slut ”… Solen stod som et stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor hellig Kirke…” Her ses monismen tydeligt, da kirken og klokken har en sammenhæng og udgør en enhed sammen. Eftersom en kirke og ordet hellig har noget med gud at gøre, og eftersom klokken er kirkens ånd, ses panteismen også i teksten. I romantikken blev kunstnere betragtet som genier, når de kunne se en sammenhæng mellem naturen og gud, altså panteismen. Eftersom HC. Andersen i ”Klokken” viste, at han kunne se denne sammenhæng, blev han betragtet som værende et geni.