Loading...Mordene i Rue Morgue
Hvem elsker ikke en god krimi? Med massere af spænding og en rimelig identifikation, sådan at man ikke kan undgå, at blive draget fuldstændig med i historien. Der findes et hav af forskellige krimigenrer og der er noget for en hver smag. Der er alt fra femikrimi til den samfundskritiske skandinaviske krimi. De har hver især deres eget kendetegn og er derfor velegnede til mange forskellige typer mennesker. Fælles for disse er dog, at der er bestemte kriterier for en krimi, som at ”skurken og helten” ikke må virke overtroiske af noget forstand, samt at alt hvad der bliver præsenteret i krimien, skal have en sammenhæng for at være med.
Mordene i Rue Morgue er skrevet af Edgar Allan Poe (1809-1849). Denne novelle anses, som detektivhistoriens fader og er den første og mest kendte af Edgar Allan Poes kriminalhistorier. Edgar Allan Poes kriminalhistorier tilhører genren ”Den britiske genre” og kendes ved kriminallitteraturens lidt alternative stil. I denne genre bliver man ofte bliver præsenteret for en mere kompliceret gåde, der løses på en gennemskuelig facon, sådan at læseren stoler på detektiven og finder løsningen på mysteriet logisk. Denne genre kaldes derfor også en puslespilsroman.
Disse genretræk ses tydeligt i novellen ”Mordene i Rue Morgue”. Det er opstillet sådan, at man bliver præsenteret for gåden, der i dette tilfælde er det brutale mord på de to L’Espanaye kvinder. Hvorefter man så bliver præsenteret for en række vidneudsagn, der har meget forskellige meninger. Man får fortalt hvad deres status og holdning er. ”William Bird, skrædder: Han var med i flokken der trængte ind i huset…”. For læseren virker det umildbart lidt uoverskueligt, men for detektiven Auguste Dupin, som jeg-fortælleren mødte, da han en sommer boede i Paris, er sagen ren logik. Man finder hurtigt ud af, at Auguste Dupin har lige det der skal til for at være den perfekte detektiv. Jeg-fortælleren bliver inden for kort tid interesseret i Dupin og syntes til sidst så godt om ham, at Dupin flytter hjem til ham. Dupin bliver beskrevet, som en lidt usædvanlig mand, med nogle specielle kompetencer. ”Han kunne løse alle gåder i en håndevending, og jeg var sikker på, at hvis han ville kunne opklare et hvilket som helst mysterium”. Auguste Dupin er utrolig nysgerrig, hvilket gør det muligt for ham at løse gåder, som denne vi bliver præsenteret for. ”Lad os nu se, hvad vi kan gøre, sagde Dupin”. Han undersøger alting meget detaljeret og har øje for den mindste detalje. Han undrer sig over alting ”Hvorfor tog tyven ikke pengeposerne med? Hvorfor proppede han liget i skorstenskanalen? Sådan noget finder almindelige mordere ikke på at gøre”. Inden for kort tid løser Auguste Dupin det brutale mord på de to kvinder. Han har en utrolig stor viden, hvilket giver ham karaktertræk der minder meget om en anden krimidetektiv vi kender, ved navn Sherlock Holmes.
Novellen foregår som tidligere nævnt i Paris, det gamle Paris. Man befinder sig i en mere velhavende del af Paris, dette ses da de to myrdede kvinder er meget velhavende. ”På fjerde sal kom de til en aflåst dør, som de slog ind, og de stod nu i et stort værelse til gården.” Novellen er udgivet i 1841, hvilke der er tydelige spor af. Da man i avisen bliver præsenteret for vidnernes udsagn er der det store problem, at vidnerne ikke kan genkende sproget på de stemmer de har hørt fra gerningsstedet. ”Englænderen sagde, at han troede, det var en tysk stemme, skønt han ikke forstod tysk. Spanieren var sikker på , det var en englænder, men han forstod ikke det engelske sprog…”. Det afspejles derfor tydeligt, at samfundet ikke var internationalt oplyst. En anden ting der viser, hvilken tid novellen er skrevet i, er da Dupin og jeg-fortælleren uden problemer får lov til at gå ind på gerningsstedet. I dag, ville det aldrig være muligt for to udefrakommende at gå direkte ind på et gerningssted uden nogle form for komplikationer.
Denne jeg-fortæller spiller en central rolle i novellen, da det er ham der fortæller historien om Dupin. Han er lidt mere usikker og følger nøje efter Dupin. Han er meget fascineret af Dupin og hans utrolige evne til at kunne opklare så komplicerede mysterier. ”Jeg opdagede snart, at han var en udsædvanelig ung mand”. Jeg-fortælleren repræsenterer ”den normale holdning”, hvilket er en god kontrast til detektiven Dupin. ”Da han så, at Le Bon var blevet anholdt, spurgte han mig, hvad jeg mente om mordene. Jeg syntes som alle andre i Paris, at det hele var ét stort mysterium, og jeg regnede ikke med, at morderen nogen sinde ville blive fundet”. Jeg-fortælleren er også med til at stille spørgsmål, sådan at der ikke opstår forvirring hos læseren. ”Hvordan kan du vide, at manden er en sømand og forhyret på et skib fra Malta? spurgte jeg.” Dette opstår også i Sherlock Holmes, hvor Watson nogle gange kommer med spørgsmål sådan at Sherlock Holmes kan uddybe sin teori sådan at der ikke opstår tvivl på hans holdning.
Mordene i Rue Morgue har en speciel opbygning, som igen også kendetegner den specielle skrivestil indenfor den britiske krimi. Selve handlingen starter med et flashback, hvor jeg fortælleren der tilbage på hans tid i Paris. ”Da jeg det forår og en del af sommeren boede i Paris…”. Igen undervejs kommer der en form for et flashbacks, det er kort tid efter jeg-fortælleren og Dupin har været ude og inspicere lejligheden. De tænker de tilbage på gerningsstedet igen. ”Lad os nu tænke tilbage til det værelse hvor lige blev fundet, fortsatte Dupin. Hvad skal vi først og fremmest søge efter?” Først virker det umildbart som en samtale, men senere går det hen og blive mere som en form for flashback. ”Her er der to vinduer, begge skydevinduer”. Lejligheden bliver beskrevet igen, bare for en anden synsvinkel, sådan at man nu får et bedre syn på gerningsstedet. Novellen slutter på en udsædvanelig måde. Jeg-fortælleren gengiver hvad sømanden har fortalt, det kan man tydeligt se da han bruger formuleringer som: ”Da manden så det farlige våben i hænderne på dette vilde og voldsomme dyr…”. Til sidst, kommer jeg-fortælleren med en form for afrunding eller konklusion på novellen. ”De ord, som skaren havde hørt, var fransmandens forfærdede udbrud, blandet med menneskeabens meningsløse plapren”. En lidt speciel afrunding kommer til sidst, da jeg-fortælleren kommenterer på sømandens historie, som en form for opsummering ”Der er ikke meget mere at tilføje”. Det er en lukket slutning, som er et af kravene i krimigenren, hvor den britiske krimi, trods den usædvanlige stil, ingen undtagelse er. Denne lukkede slutning sikrer at læseren ikke sider tilbage med en forvirret følelse og et ton af spørgsmål.
Den britiske krimigenre har bredt sig og er blevet verdenskendt. Genren har bl.a. givet os to store verdenskendte karakterer, Barnaby og Sherlock Holmes. ”Mordene i Rue Morgue” minder på mange måder om fortællingerne om Sherlock Holmes af Doyle, A. Conan. Sherlock Holmes har mange fælles træk med detektiven Auguste Dupin. De er lidt ud over det sædvanlige og med logisk sans og øje for detaljen løser nogle ellers uløselige mysterier. Der er ingen tvivl om, at folk ikke bliver trætte af den britiske krimigenre, hvilket man tydeligt kan se på alle de filmatiseringer af Sherlock Holmes.
Skriv et svar