Hjem
Vi er tit stødt på frygten for det fremmede og ukendte. Nogle foretrækker at forblive i det velkendte og trygge fremfor at kaste sig ud i det fremmede, mens andre vælger at springe ud i det utrygge. Efter at have erfaret det ukendte, ønsker de fleste at vende tilbage til det bekendte og trygge. I ”Hjem”, som er skrevet af Maja Lucas og udgivet i novellesamlingen ”Jegfortællinger” i 2007, hører man om nogle personer, som oplever det fremmede og farlige, hvorefter de længes efter at vende tilbage til det ufarlige, bekendte og sikre sted- nemlig ens eget hjem.
Teksten ”Hjem” er en novelle, i og med det er en kort historie, som ligner virkeligheden, men dog er den opdigtet. Ligeledes indeholder den ét problem, ét handlingsforløb, og der er få personer medvirkende. Teksten er skrevet med en jeg-fortæller, som er eksplicit. Med en jeg-fortæller hører man om personens indre tanker, og dette giver muligheden for at vise vedkommendes personlighed indefra. Dog hører man ikke særlig meget om jegets tanker i denne novelle. Faktummet, at man normalt har en indsigt i jegets tanker, viser, at fortællinger med en normal jeg-fortæller fortælles med en indre synsvinkel på personen, som er jeget. I denne novelle er der dog ikke blevet anvendt en normal jeg-fortæller. Førstepersonsfortælleren fortæller i store træk kun om ydre ting, som jeget kan se, og dermed er der tale om en ydre synsvinkel i denne tekst. Den ydre synsvinkel skaber en distance til jeg-fortælleren. Handlingen, som jeget fortæller om og er en del af, udspiller sig samtidigt med fortællertidspunktet, hvorved det fremgår, at teksten fortælles med et medsyn. Dette får læseren til at komme tættere ind på begivenhederne, som der berettes om, og på den måde føle, at man selv er tilstede. Da førstepersonsfortælleren selv er en del af handlingen og dermed befinder sig samme sted, som situationen foregår, ses der, at novellen har en scenisk fremstillingsform. Med andre ord er fortællingen opdelt i scener, hvor der eksempelvis er en scene hvor jeg’et cykler over til sin mors lejlighed, efterfølgende befinder jeg’et sig i lejligheden og til sidst beskrives en scene, hvor førstepersonsfortælleren forlader lejligheden. Den sceniske fremstillingsform ses også i form af, at der fremtræder en omverdensbeskrivelse, hvor jegets mors lejlighed beskrives. Ligeledes optræder der nogle replikker i teksten i form af en dialog mellem førstepersonsfortælleren og Søren. ””Ja,” siger han. ”Det er godt, du. Hav det godt. Hej.” ”Hej,” siger jeg.” (s.6 L.92-L.93) Her ses der en dialog mellem jeg-fortælleren og Søren. Dialogen er et typisk fortælleelement for den sceniske fremstillingsform. Denne fremstillingsform har den effekt, at den får læseren til at føle sig tilstede i handlingen. Dog forekommer der inkvit efter den indirekte tale i dialogen, hvilket skaber en distance mellem læseren og de medvirkende personer i teksten.
Teksten omhandler en studerende, som er hovedpersonen i novellen. I teksten fremgår hovedpersonens køn ikke, men der antydes, at hovedpersonen er en pige. ”Jeg har husket at fjerne mine hår fra badekarret.” (s. 6 L.101) I citatet fjerner jeget sine hår fra badekarret, hvilket tyder på, at der er tale om en kvinde, da en kvindes hår typisk står tilbage i badekarret på grund af længden. Hovedpersonen i novellen har lovet sin mor, at passe på hendes lejlighed, mens hun er ude at rejse. Mens jeget rydder op i moderens lejlighed ringer hendes onkel, Søren, som også spiller en vigtig rolle i novellen. Søren fortæller om sin rejse til Brasilien, hvor han var tæt på at drukne. Efter samtalen mellem Søren og hovedfiguren i novellen, vælger hun at cykle hjem.
Som nævnt, skal hovedpersonen passe på sin mors lejlighed. Førstepersonsfortælleren, som også er hovedpersonen, beskriver i starten sin mors lejlighed. Ud fra beskrivelsen af lejligheden får man en beskrivelse af moren. ”Der er ingen blomster, som skal vandes”(s.4 L.1-L.2) Man hører, at moderen ikke har nogle blomster i lejligheden, hvilket indikerer, at hun ikke er i stand til at tage et ansvar for blomsterne, som kræver en regelmæssig vanding. På den måde ses der, at moderen er uansvarlig. Ligeledes får man ud fra beskrivelsen af lejligheden at vide, at moren lever et forholdsvist kaotisk liv. ”På badekarrets kant står et mylder af plastikflasker med shampo, bodylotion… Ingen af dem er tomme, og de er tilsyneladende til vidt forskellige personer… Jeg forestiller mig hende efter en stresset dag på hospitalet… hun rækker ud efter en tilfældig flaske på hylden.” (s.4 L.6-L.12) Det bliver her beskrevet, at der på moderens badeværelse står en masse shampooer, som er beregnet til forskellige personer, og at hun har et stressende arbejde. Dette tyder på, at moderen har et kaotisk liv, og at hun på grund af sin stressende hverdag ikke kan tage vare på sig selv, hvilket bekræfter faktummet, at hun er uansvarlig. Denne karakteristik af moren er, som nævnt, dannet på baggrund af beskrivelsen af moderens hjem, hvilket viser, at ens hjem afspejler ens personlighed. Med andre ord afspejler ens hjem det velkendte og dermed det trygge.
Mens hovedpersonen befinder sig i sin mors hjem, ringer hendes onkel, Søren, som er en finansrådgiver i Tyskland. Søren fortæller, som tidligere omtalt, om sin ferie i Brasilien. ”Var det en god tur?”… Nej, jeg ved nu ikke rigtigt.”… Men det er nu svært med et helt fremmed land, jeg havde jo aldrig været der før. Derfor havde jeg taget alle mulige forholdsregler; gå ikke derhen, lad være med at gøre det…” (S.4 L.29- L.34) I citatet fremgår det, at Søren ikke er særlig begejstret for sin ferie i Brasilien. Han fortæller, at han havde det svært, fordi at det var et fremmede land. Dette viser, at Søren har en frygt for det fremmede og ukendte. På trods af at han frygter det ukendte, vælger han at tage til Brasilien. I følgende citat ser man yderligere et eksempel på, at han er åben overfor det fremmede ””Jeg plejer kun at gå ud til livet, det er jo nogle store bølger… ” Jeg gik lidt længere ud, til brystet. Og så kom understrømmen… Jeg svømmede som en gal, men understrømmen er virkelig stærk.”(s.4 L.41- s. 5 L.50). Man ser her, at han vælger, at gå i det dybe vand, hvilket han ikke plejer. Med andre ord vælger han, at kaste sig ud i det fremmede. Det ender med, at han er ved at drukne, hvilket viser, at det ukendte ikke er godt. Efter episoden, hvor han er ved at drukne, bliver han kørt på hospitalet. ”jeg blev indlagt på hospitalet… De ville gerne beholde mig natten over, men det ville jeg altså ikke. Jeg ville nå mit fly hjem… Men du får diarré i flyet, sagde de… , det var en hård tur hjem.”(s. 5 L.65- L.70). Selvom Søren er bevidst over, at han vil få en hård tur hjem med diarré, vælger han turen hjem fremfor at blive endnu en nat på hospitalet. Dette viser, at han har en længsel efter sit hjem, som er det velkendte og trygge. Med andre ord ønsker fremgår det, at det er bedst derhjemme, hvor man kan føle sig sikker. Faktummet, at det er bedst derhjemme forekommer yderligere i følgende citat ”Jeg har glemt mine cykellygter, men der er ikke så langt hjem.” (s. 6 L. 102). Hovedpersonen vælger her, at køre hjem på trods af, at hun har glemt sine cykellygter, hvilket viser, at hun på samme måde som sin onkel har en længsel efter, at komme hjem til det sikre og bekendte.
Eftersom teksten overordnet set handler om, at ens hjem er det sted, hvor man føler sig mest tryg og derved tilpas berør teksten temaet ude godt, men hjemme bedst. Ligeledes forekommer temaet det trygge i novellen. Novellen handler yderligere om frygten for det ukendte og fremmede, og derfor er et tredje tema frygten for det ukendte.
I denne novelle har der været en masse tomme pladser, som læseren selv har skullet fylde ud. ”Her vidste jeg godt, hvad jeg var tæt på.” (s.5 L.74) Her er givet et eksempel på, at teksten indeholder nogle huller. Man hører, at Søren er tæt på noget, men man får ikke at vide, hvad det nøjagtigt er, han er tæt på, og her er det læserens egen opgave at tænke sig frem til, at det var døden, han var tæt på. Med andre ord overlades en stor del af betydningsdannelsen til læseren, hvilket er et kendetegn for minimalismen. På den måde ses der, at denne tekst tilhører minimalismen. Af den grund kan denne form for skrivemåde, som Maja Lucas benytter sig af, sammenlignes med Helle Helles skrivemåde. Helle Helle vælger ligesom Maja Lucas i ”Hjem” at overlade en masse til læserens fantasi. I Helle Helles tekster er der gjort brug af inkvits, hvor det, personerne siger, blot gengives, og læseren er derfor selv nødt til at tænke sig frem til, hvordan tingene siges. Dette skaber en enorm distance mellem læseren og personerne i teksten. Denne distance findes også, som tidligere omtalt, i Maja Lucas’ novelle ”Hjem”. Distancen gør, at man som læser ikke føler empati med figurerne i teksten[1].
[1]http://www.denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_5/Korte_former/Minimalisme
Skriv et svar