(7 votes, average: 4,57 out of 5)
Loading...Voksne mennesker kan godt tale om sex
”Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtelser og om at gøre det rigtige.” sådan lyder det i novellen ”Voksne mennesker kan godt tale om sex”, som er skrevet i år 2009 af Katrine Marie Guldager. I nutidens verden vælger mange par at få børn. Det er dog ikke alle forældre, der er villige nok til at følge de forpligtelser, der er ved at have børn. Nogle forældre foretrækker at følge deres egne lyster og jagte deres egen lykke fremfor at påtage sig det ansvar og give den omsorg, som et barn har brug for. I denne tekst møder vi en mor, som vælger at følge sine egne drifter og dermed fratage sig ansvaret for sin datter, Louise.
Teksten “Voksne mennesker kan godt tale om sex” er en novelle, i og med den indeholder ét problem, ét handlingsforløb, og der er få personer medvirkende. Ligeledes er det en kort historie, som ligner virkeligheden, men dog er den opdigtet. Teksten fortælles med en jeg-fortæller, Louise, som selv optræder i handlingen, hvorved der er tale om en eksplicit fortæller. Ved at anvende en jeg-fortæller får man en indsigt i personens indre tanker, hvilket giver muligheden for at vise vedkommendes indre personlighed. ”Når der går så lang tid imellem, er det altid lidt mærkeligt at se min mor.”(s.11 L.25) I citatet hører man, at jeget synes, at det er mærkeligt at se sin mor, når der er gået lang tid. Med andre ord ser man, at læseren har adgang til førstepersonsfortællerens indre tanker. Faktummet, at man i denne novelle har en indsigt i jegets tanker, indikerer, at fortællingen fortælles med en indre synsvinkel på Louise. Louise fortæller handlingen i fortællingen samtidig med, at begivenhederne finder sted. På den måde ses der, at novellen fortælles med et medsyn, hvilket får læseren til at komme tættere ind på begivenhederne, som der berettes om, og på den måde føle at man selv er tilstede. Da jeget selv er en del af handlingen og dermed befinder sig samme sted, som situationen foregår, fremgår det, at novellen har en scenisk fremstillingsform. Den sceniske fremstillingsform ses også i form af, at der forekommer en omverdensbeskrivelse, hvor cafeteriet på Rigshospitalet beskrives. Yderligere optræder der nogle replikker i teksten i form af en dialog mellem Louise og hendes mor. ”-Hej mor siger jeg og giver hende et lille klem.”(s.11 L.29) I citatet ses dialogen mellem moren og hendes datter. Dialogen er et karakteristisk fortælleelement for den sceniske fremstillingsform. Denne fremstillingsform giver den effekt, at den får læseren til at føle sig tilstede i handlingen. Dog optræder der inkvit efter replikkerne i dialogen, som skaber en distance mellem læseren og de medvirkende personer i teksten. I teksten forekommer der ligeledes enkelte bagudsyn, hvilket også skaber en distance mellem læseren og personerne. Eksempelvis beretter den eksplicitte fortæller om den tidligere begivenhed, hvor hendes mor og far blev skilt.
I tekster er det vigtigt at kunne skelne mellem en fortæller og en forfatter. Historien er blot skrevet af forfatteren, mens den fortælles af en fortæller. ”Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle. ” (s.11 L.1-L.2) Novellen indledes med, at Louise gør læseren opmærksom på, at hun ikke er forfatter, hvilket læseren i forvejen godt er klar over. Dog skal dette forstås som, at hun muligvis ikke er ligeså god til at skrive som en forfatter, men at hun på trods af dette ønsker at fortælle, hvad hun har på hjertet. På den måde formodes der, at Louise virkelig ønsker at fortælle sin historie, hvorved det ses, at denne fortælling har en stor betydning for hende. Fortællingen, som hovedpersonen, Louise, fortæller om, handler om mødet med sin mor. I en alder af 5 år bliver Louises forældre skilt, da moren vælger at rejse til Indien med sin nye kæreste og forlade sine to døtre og mand. Efter en længere periode mødes Louise og hendes mor på Rigshospitalet i anledning af Louises søsters fødsel.
Forholdet mellem Louise og hendes mor er ikke særlig godt. ”Min mor er en gåde for mig. Altså ud over at hun er en kilde til uro. Så sjovt var det heller ikke at være alene med min far og min søster.” (s. 11 L.34-L.35) Det bliver her beskrevet, at hovedpersonen anser sin mor for værende en gåde, hvilket indikerer, at hun ikke kender sin mor særlig godt. På den måde understreges der, at Louise og moderen ikke er særligt tætte. Ligeledes fremgår det, at hun anser sin mor for værende kilden til uro, hvorefter hun giver et eksempel på dette, hvor hun fortæller, at det ikke har været rart at blive efterladt med sin far og søster. I og med hun påpeger dette, antydes der, at hun stadig bærer på følelsen af at blive forladt i sig, og at hun dermed stadig ikke er kommet over uroen, som moren har skabt. Det distancerede forhold, hun har til sin mor, kommer yderligere til udtryk i deres dialog: ”- Nå, hvordan går det? spørger hun, da jeg sætter mig ned. – Med huset? – Det går meget godt, siger jeg og skynder mig at tilføje:-Mor.” (s.12 L.44-L.45) I dialogen glemmer jeget at bruge betegnelsen ”mor” til sin mor, hvorved der tydes på, at Louise ikke ser den moderlige figur i sin mor. På den måde bekræftes det, at forholdet mellem moderen og datteren er dårligt. Det dårlige forhold mellem moderen og datteren er moderen, som tidligere også er beskrevet som kilden til uro, skyld i. ”I bagklogskabens klare lys ville jeg have ønsket, at jeg havde fyldt de efterfølgende minutter ud med et eller andet. For det er i den lille pause, der opstår, at min mor pludselig vil bekende sig til mig.”(s.12 L.68-L.70) Moren ønsker her at bekende sig til sin datter, hvormed det fremstår, at hun godt selv er klar over, at hun ved at have forladt sine døtre og mand er kilden til deres dårlige forhold. Yderligere ser man, at Louise ikke ønsker at høre sin mor bekende sig. På den måde angives der, at hun ikke ønsker at tilgive sin mor og dermed forbedre deres forhold. Dog gør hendes mor et forsøg på at forbedre deres forhold, hvilket kommer til udtryk, når hun ønsker at bekende sig. “Min mor læner sig ind over bordet, og jeg rykker mig automatisk væk. ” (s.12 L.76) Ud fra deres kropssprog kan man ligeledes fornemme, at moderen ønsker at komme tættere ind til sin datter, mens datteren blot forkaster muligheden for at forbedre forholdet. På trods af at moren gør et forsøg, føler man som læser stadig sympati for Louise, hvilket skyldes, at selvom moren har erkendt sine fejl, prøver hun at overbevise Louise om, at hun ikke kunne have gjort det anderledes. ” Det var… stærkere end mig selv, ikke? På det tidspunkt havde jeg aldrig følt mig så forbundet med et andet menneske. Forstår du, hvad det vil sige, Louise? Det var første gang.” (s.12 L. 85-L.87) Moren prøver i dette citat at godtgøre sine fejltagelser. Faktummet at hun forsøger at overbevise sin datter og på den måde få en form for anerkendelse fra hende antyder, at hun har en dårlig samvittighed over, at hun valgte at følge sine egne lyster fremfor at påtage sig ansvaret for sine børn. På den måde kan man se, at hun tidligere lod sig styre af id’et, hvor hun lod sine lyster råde, mens superegoet, som er lig samvittigheden, nu er ved at tage overhånd. Dette fremgår ligeledes i følgende citat: ”Faktisk har jeg reddet hundredvis af børn…Jeg er en anden nu, Louise, tror du mig? – Der er ingen, der bebrejder dig noget, sagde jeg. – Det er jeg glad for at høre, Louise, for folk skal have en chance til, ikke?” (s. 13 L. 104-L.108) Man ser her, at moren har en trang til at overbevise datteren om, at hun har ændret sig og er blevet et godt menneske nu. Dette viser, at moderen, som tidligere omtalt, har en dårlig samvittighed over at have ladet sig påvirke af sine drifter. På den måde ser man, at livet ikke blot handler om at følge ens egen lykke, men derimod også om de forpligtelser, livet indebærer. ”Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtelser og om at gøre det rigtige.” (s. 13 L. 134-L.135) Her ser man tydeligt, at man ikke blot skal tænke på sig selv og lade sig styre af sine drifter, men at man i livet også er nødt til at følge de forpligtelser, der er.
Eftersom teksten overordnet set handler om, at moren vælger sin egen lykke fremfor at tage ansvaret for sine børn, er hovedtemaet i novellen ansvaret overfor lysterne. Faktummet, at moren ikke vælger at påtage sig de forpligtelser- såsom at vise omsorg for sine børn, viser, at teksten også indeholder temaet omsorgsvigt. Af den grund kan teksten sammenlignes med en anden tekst skrevet af Katrine Marie Guldager, nemlig- ”Køjesenge”, som er skrevet i år 2009[1]. ”Køjesenge” er på samme måde som ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” en novelle, da det er en kort historie, som ligner virkeligheden. Ligeledes er der er ét handlingsforløb, ét problem og få personer medvirkende. ”Køjesenge” handler om to søskende hvis forældre skilles. De to søskende vokser op med forældre, som fratræder deres forpligtelser som kærlige forældre overfor deres børn. På den måde optræder temaet omsorgssvigt i begge noveller. Dog skyldes denne omsorgssvigt i ”Køjesenge” ikke, at en af forældrene vælger at følge sine egne lyster som i denne tekst. Det skyldes derimod at forældrene har deres egne problemer, hvorved de ikke kan tage ansvar for børnene.
[1] http://www.nyborg-gym.dk/intern/dig-eks/danskmaj10/sch_media/tekst4.pdf
Skriv et svar