Indholdsfortegnelse
Analysemodel til Oldtidskundskab
Arbejdet med tekster i Oldtidkundskab kræver, at man er stand til at kunne forholde sig til en tekst på forskellige taksonomiske [af gr. taksis, ordning + nomos, lov] niveauer (altså kort sagt tekstanalyse, hvor man bevæger sig op ad en ”trappe” fra et referende niveau, til en analyse af teksten, videre til en fortolkning og afsluttende et perspektiverende niveau, hvor man vurderer teksten).
For at komme op ad en trappe begynder man nederst og bevæger sig trinvist op – det gør man også med de taksonomiske trin, men brug kun lidt tid på første niveau, meget tid på 2. niveau og mindre tid på 3. niveau.
Nedenstående er en grundmodel – den kan altså anvendes på de fleste tekster i Oldtidskundskab, men det er ikke sikkert, at alle elementer er relevante i hver tekst! Samtidig kan modellen suppleres med jeres egne forslag.
1. niveau: Forståelse
- Hvad står der i teksten? Lav et kort referat (med egne ord) af de centrale dele af teksten uden at lægge din analyse, fortolkning eller mening i det.
- Hvis der er tale om et længere tekststykke kan det være en god ide at lave afsnit og sætte overskrifter på.
2. niveau: Analyse og fortolkning
- Personkarakteristik. På første niveau har du allerede bestemt de vigtigste personer – nu skal vi have noget ”kød” på dem: Kan vi tegne en profil af personen/-erne, så vi kan sige noget om måden at tænke/føle/handle på? Hvordan er deres indbyrdes forhold?
- Temaer: Hvad handler teksten om? Tænk især i begreber.
- Skikke/levemåde: Kan vi sige noget generelt om personernes levevis/skikke/ samfundsindretning.
- Stiltræk: Finder vi eksempler på (forskellige former for) ironi, humor, sarkasme, alvor, ordspil, retorik (patos, etos, logos), alliterationer osv.
- Opbygning: Hvordan er tekststykket opbygget, og hvor er vi henne i forhold til resten af teksten.
- Budskab: Hvad vil teksten/forfatteren sige til os?
3. niveau: Perspektivering og vurdering
- Hvor: Er teksten blevet opført/reciteret/læst/mundtligt overleveret eller på anden måde ”brugt”?
- Tid: Hvornår er teksten skrevet og hvordan kan den sættes ind i sin historiske samtid?
- Sammenligning: I forhold til temaerne, genren, budskabet osv. hvad kan vi så sammenligne teksten med af andre tekster?
- Betydning: Har teksten/temaerne/budskabet haft nogen indflydelse senere i historien?
- Forfatteren: Hvem er han/hun?
- Genre: Er dette poesi, prosa, drama (retorik, filosofi, historieskrivning osv.)
Denne analysemodel skal kun bruges vejledende, og skal ikke følges slavisk.
Skriv et svar