“Appelsiner” analyse og fortolkning af Tove Ditlevsen

Appelsiner

Novellen ’Appelsiner’ er fra novellesamlingen ’Dommeren’ fra 1948 og er skrevet af den populære danske forfatter Tove Ditlevsen. Hun var en respekteret kvinde, digter og forfatter, som levede fra 1917 til 1976, hvor hun tragisk tog sit eget liv- hun havde haft psykiske problemer gennem hele sit liv. Mange af hendes værker er fokuseret på hendes egne erindringer og erfaringer- specielt hendes barndom i et fattigt arbejderhjem på Vesterbro har været en stor inspirationskilde. Generelt er alle Tove Ditlevsens værker bygget op så man følger ’de svage’ i samfundet og der er kritik af samfundsforholdene i mange af hendes tekster.

Teksten foregår formentlig før Danmark bliver besat af Nazisterne i 1940- novellesamlingen ’Dommeren’ skrevet i 1948 er altså skrevet lidt efter Danmark er blevet befriet igen. Novellen starter med at følge en mand kaldet Grønthandler Jonassen i 3.persons fortæller, han har fået 25 appelsiner – deraf navnet på novellen, som han frit kan give ud til kunderne. Den første kunde han har, er en dame ved navn Fru Klingspurh, som vi erfarer igennem Grønthandler Jonassen, er jøde, men gift med en ikke-jøde. De har en kort samtale og vi forstår hurtigt at Grønthandler Jonassen ikke bryder sig særligt om denne kvinde, han lader hende gå uden en appelsin og fryder sig tydeligt over dette. Den næste kunde der kommer til standen er en gift kvinde, ved navn Fru Nielsen, med to af hendes børn. Grønthandler Jonassens er meget bedre stemt for denne kvinde end den forrige, og han vælger altså at give børnene en appelsin hver, uden nogen form for betaling. Han fortæller sågar, at Fru Klingspurh ikke har fået nogen appelsin.

Fortællersynsvinklen skifter efter denne episode, og vi følger nu Fru Nielsen, der er hjemvendt til hendes mand, efter besøget hos grønthandleren, hun er forarget over at Grønthandler Jonassen så åbenlyst udtrykker sin modvilje mod Fru Klingspuhr, men hun kan på den anden side ikke forstå at hun ikke er flygtet endnu. Ved snakken om flygtende jøder, tager samtalen en drejning og Fru Nielsen spekulere højlydt over, at hun ville ønske hun havde fået en flygtet jøde, ved navn Schempinskys’, lejlighed. Hun får dog lidt dårlig samvittighed over at hun tænker sådan, men hendes mand får hende overbevist om at der ikke er noget galt i det. Fru Nielsens tanker, går derefter til at Fru Klingspurh som har en større lejlighed en hun, også selvom de ingen børn har, og hun spekulere på om hun mon kan være bekendt at skrive sig op til hendes lejlighed.

Novellen slutter med at Fru Nielsen kort får øjenkontakt med Fru Klingspuhr, men hurtigt vender sig væk, hun beslutter sig for at søge lejligheden, i den tro at Fru Klingspuhr alligevel snart vil blive hentet af tyskerne.

Grønthandler Jonassen, som er den første karakter vi møder i historien, er en middelaldrene mand, i den lave ende af fødekæden, ”Klude viklet om de frostbulne hænder under vanterne og tænkte sig, hvordan den butik de aldrig fik, skulle se ud”(258/1-2) der generelt er meget negativ og har et meget sort syn på verden, samfundet og de mennesker der lever deri ”Hvad fanden ragede det hende, om han frøs”(258/19). Han foragter sin kone for at være for blødsøden, både overfor kunderne og også hende selv ”Somme tider påstod han, at hun ødelagde forretningen for ham”(257/34) og ”Hans kone protesterede svagt, hvad der altid var ham en anledning til at give sin formløse bitterhed frit løb.”(259/19-20)Samfundet er endnu en ting Grønthandler Jonassen er godt sur på, og han bebrejder det for at han ikke er så velstående som han kunne ønske sig ”Hele samfundet var gennemrådent og korrupt”(257/18-19), vi får som læsere det indtryk, at det specielt er jøder som ifølge Grønthandler Jonassen er med til at forringe samfundet. ”Fru Klingspuhr er påholdende som alle jøder”(259/18) og ”De er et fremmedelement i befolkningen, og hvis vi ikke holder dem nede, suger de al saft og kraft ud af os.”(259/21-22).

Fru Klingspuhr, som er den næste person vi møder i teksten, ses kun gennem henholdsvis Grønthandler Jonassen og Fru Nielsens synsvinkel. Hun er jøde, men er gift med en ikke jødisk mand, og hun lader til at være en højere form for middelklasse ”Hendes hvide ansigt sad lunt puttet ned i pelskraven som en blomst i et knaphul”(258/28-29). Der er ikke skrevet så meget med hensyn til hendes udseende eller alder, men det er nævnt at hun er uden børn ”Klingspuhr havde et værelse mere end de, skønt de ingen børn havde”(261/28-29) og ”hun måtte have god tid, sådan en gift kone uden børn”(258/31-32) så derfra kan man formode at hun er ung men gammel nok til at få børn. Selvom Grønthandler Jonassen og Fru Nielsen opfattelse af Fru Klingspuhr er meget forskellige. Grønthandler Jonassen syntes hun er arrogant ”hvad fanden ragede det hende om han frøs? Kunne hun måske anvise ham en anden måde at tjene sit brød på?”(258/19-20) og Fru Nielsen er meget bedre stemt over for hende ”Så sød og venlig hun altid er”(261/4)derudover bemærker begge at hun er meget samvittighedsfuld ”hun køber da så vidt jeg ved altid hos ham”(261/3-4) og ”hun havde set forskrækket ud, da hun mødte hans blik, og siden da var hun aldrig gået forbi uden at købe noget”(258/23-24).

Den sidste større karakter vi møder i novellen, er Fru Nielsen. Der er nævnt to børn i teksten, men der hentydes også til, at hun har flere ”Fru Nielsen kom med to af sine unger”(260/10) eller venter flere ”og måske om ikke så lang tid en lille lyseblå vugge”(262/13-14)derfra kunne man konkludere at hun er jævnaldrene med Fru Klingspuhr. Hun virker som et sympatisk menneske, og bryder sig ikke om hvordan Grønthandler Jonassen snakker om Fru Klingspuhr ”og så fortalte han mig lige så ondskabsfuldt, at Fru Klingspuhr ingen havde fået”(261/2-3) dog forsvinder lidt af hendes sympati senere i novellen, efter hun har snakket med sin mand ”det kunne ikke skade Fru Klingspuhr det bitterste at søge den lejlighed”(262/9).

Et tema som tydeligt gennemstrømmer teksten, er hykleri. Det er både åbenlyst og tittende frem fra steder man måske ikke umiddelbart ville have troet. Dog syntes alle tilfældene, at omhandle jøderne.

I Grønthandler Jonassen tilfælde har han noget mod Fru Klingspuhr, men vi ser aldrig noget bevis på at hun har gjort ham noget ondt, bortset fra at hun er mere velstående end ham. Grønthandler Jonassen siger selv at hans modvilje mod hende, intet har at gøre med det faktum, at hun er jøde ”Det var ikke fordi fru Klingspuhr var jøde”(259/3), men han påpeger ikke længe efter, at man skal være påpasselig overfor alle jøder- de er altså anderledes end andre mennesker ”Men forskellen var let at se, når man havde øjne i hovedet”(259/8-9). Derudover er Grønthandler Jonassens holdning til tyskernes måde at behandle jøderne på, meget forskellig i forhold til den tid novellen strækker sig over. Han udtrykker først, at han var forarget da han lærte at de blev jagtet ”Han var lige så oprørt som alle andre, dengang tyskerne foranstaltede klapjagt på jøderne”(259/4-5), senere i teksten ser vi et eksempel på Grønthandler Jonassens, nu vægelsindede følelser overfor tyskerne ”tyskerne var nogle røvere og banditter, men på visse områder var de klarere” og senere udtrykker han endda stor velvilje for deres metode, og ønsker ligefrem at kaste de 25 blodappelsiner efter Fru Klingspurh ”Hun skulle have dem lige i nakken, alle 25 blodappelsiner, og være glad fordi hun slap så billigt”(260/7-8)da appelsinerne nu er ændret til, at være blodappelsiner, må man formode at Grønthandler Jonassen ikke længere snakker om appelsiner med skud. Som en sidste hyklerisk trækning i Grønthandler Jonassen opførsel, kunne man vælge hurtigt at fokusere, på hans skiftende opførsel overfor Fru Klingspurh og Fru Nielsen (med børn). Han beskriver ikke, at Fru Nielsen økonomisk er bedre stillet end han, sådan som han hurtigt gjorde med Fru Klingspurh. Det eneste der fanger hans blik er, at Fru Nielsens børn er ”rene, lyshårede unger”(260/14)

En anden karakter i teksten der i teksten fremvises, næsten lige, og måske endda mere hyklerisk en Grønthandler Jonassen, er Fru Nielsen. Da vi først møder hende fordømmer hun Grønthandler Jonassens måde at behandle Fru Klingspurh på, og priser samtidig hendes personlighed ”så sød og venlig hun altid er”(261/4) derudover virker hun også som værende sympatisk for jødernes situation ”Det må nu ikke være morsomt for hende, at gå her og ikke vide hvad dag de kommer og henter hende”(261/8-9). Hun er vægelsindet mht. om det er ondt eller godt at de ikke fik Schempinskys’ lejlighed ”Det var nu ærgerligt vi ikke fik Schempinskys’ lejlighed”(261/17) og ”Er det ikke væmmeligt? Ligefrem at gå og regne med andre menneskers ulykke?”(261/19-20), men derfra skifter hendes karakter og hun begynder, at spekulere over hvor meget bedre hendes egen lille familie ville havde det, hvis de overtog Fru Klingspurhs lejlighed ”Hvor ville det være dejligt at ha et værelse at putte børnene ind i”(261/30), og hun beslutter altså at skrive sig op til Fru Klingspuhrs lejlighed, samtidig med at hun fordømmer tyskerne for deres jødeforfølgelse ”Det kunne ikke skade Fru Klingspuhr det bitterste at søde den lejlighed. Og det var sikkert kun et tidsspørgsmål hvornår de tog fat på resten af jøderne. De umennesker.”(262/9-11)

Jeg tror Tove Ditlevsens budskab i forhold til novellen er, at få læseren til at tage stilling til hvem der skal dømmes, derfra hendes novellesamling ’Dommeren’, hun fremviser alle karaktererne, udover Fru Klingspuhr der er offeret, som værende, i større eller mindre grad skyldige i fordømmelsen af jøder- selv Grønthandler Jonassens kone er i sin svaghed med til at jødehadet forstærkes, man kan derefter diskutere om det er deres skyld de tænker sådan? Eller om strømningerne fra Tyskland er så stærke at folk slet ikke kan lade være med at tænke som de gør? Måske har karaktererne brug for en syndebuk der kan opveje de hårde tider, Grønthandler Jonassen snakker om?

Tove Ditlevsen forklare selv hvordan ændringerne tyskernes hads ord og forfølgelse af jøderne, samtidig med den økonomiske krise, der var på dette tidspunkt, har formørket den danske befolknings sind ”De lader sig anvende. De luner i kulden. De kommer ingen steder fra. De er der bare. De er ens egne. Og det ender med at lette tilværelsen en smule, og man tager dem til sig og giver ikke slip igen. Lempeligt vrider de sig på plads i sindets grå mosaik og tager farve efter de andre brikker”(259-60/36-1). Jeg vil dog stadig mene at den konflikt hun skaber i læseren, ved at gøre alle til de skyldige, får én til at tænke over, om man overhoved kan dømme nogen i dette tilfælde, når nu alle er blevet korrupteret? Man bliver også efterladt med en spekulation over, om det virkelig er tyskerne der er de største skurke, eller småligheden i folk selv ville have fundet frem til en ligeså god syndebuk som jøderne viste sig at være.