Argumenterende artikel – Humor i litteraturen

Hvis man først og fremmest får gennemgået særteksten fra hæfte 2 skrevet af forfatteren Naja Maria Aidt – Karsten i krattet, så vil man allerede helt fra starten af indledningen af dette uddrag fra en novelleantologi ’Pludselig sidste sommer…’ årgang 2007 kunne bemærke hvordan at stilen er lagt.

’’Pludselig sidste sommer, en aften mens han var på vej ud for at pisse i baghaven, op ad den høje, raslende poppel som han plejede, nede ved kompostbunken, så han at der var lys inde hos Jensens. Men de var på Mallorca. Og de lånte aldrig huset ud.’’

Denne humoristiske tone bliver lagt klar for læseren allerede fra de opstartende gloser i teksten. Dette fænomen af latterliggørelse, såvel som brugen af satire for at fremhæve visse karikaturtræk ved bestemte individer, kan være med til at fremme en form for forståelse for udefrakommende der intet aner om den enkelte – med andre ord, overdrivelse fremmer forståelsen som nogle ville påstå. Meget underholdende retorisk virkemiddel at gøre brug af ligeledes, for at få fanget læserens opmærksomhed i forfatterens hule hånd. Der bliver udstillet en klassisk kludrende komisk Karsten, som værende hovedrolle i denne fortælling om hans førstehåndserfaringer med et indbrud i naboen Jensens hus. Hans unoder bliver udleveret på et sølvfad stortset for læseren, hvilket rent faktisk gøre det nemmere for en at kunne tegne sig et billede af hans persona. Der er tale om nogle få indblik i hvordan den socialtberørende satire med fokus på latterliggørelse, også kan fungere som i komikkens verden. Novellen omhandler kort beskrevet, en små doven ungkarl ved navnet Karsten, som har haft i sinde de seneste 10 år at få istandsat det sommerhus som han ejer. Hans førhenværende kæreste Conny som har lidt af en birolle som en af karakterene i fortællingen, spurgte ham plagende knivskarpt ind til, hvordan at det kunne være, at han altid skulle ud til sommerhuset dog foruden nogensinde, at få færdiggjort noget derude. Det havde han intet specificerende forkyndende svar til, så han forblev tavs.

Et dejligt befriende fristed kunne man vel også anse hans sommerhus som, da han selv kaldte det for et frimærke, et lille område hvor han bare kunne være sig selv i fred og mag. En sen aften i bælgmørke da han skulle ud som sædvanlig og få tisset af i baghaven, der fik han øje på noget ret usædvanligt. Der var pludselig lys inde hos naboens hus, hvilket var mærkværdigt for ham at se, da beboeren ikke havde haft gæster på besøg i årevis siden et familiemedlem var gået bort.

Han opfattede hurtigt, at han hermed var officielt vidne til et tyveri da han fik observeret et par unge mænd omkring start tyverne komme højlydt ud derfra, rimeligt opstemte begge to. Jokke og Snuller bliver dermed introduceret for os, med en pibende kvindelig stemme i baggrunden af grønlandske Lydia som var med på det lokale sommerhuskup, de fik lastet af i bilen og fik også scoret sig et fjernsyn fra Jensens hjem af. Alt dette lå til betragtning for Karsten som imellem tiden havde haft sat sig tålmodigt ned på hug i et krat, med overvejende tanker om at bryde ind. Der var dog noget som afholdte ham fra dette, på trods af at han tænkte at de nok måtte være amatører når det virkelig gjaldt og de så blev trangt op i en krog. Missionen lykkedes for de tre musketerer trodsalt, alt imens at Karsten stod gispende tilbage efter denne hændelse.

Denne type af understregelse af inkongruens i historiens gang, om at man på den ene side høre om en ret tilbagelænet gut som ikke foretager sig det helt særlige i hans sommerhus og på den anden side får han dannet sig heltmodige tanker eftersom at drejningen af historien kom uforventet. Lidt små tragikomisk alligevel, hvis der var endnu et plot i historien, om at gerningsmændende var bemandet med våben. Når man dog gøre brug af modsætningsforhold, omend det er i en overdrivende maner eller det stik modsatte deraf, så vil der lettere kunne blive fremkaldt en latter.

Hvilket kan indikere målgruppen for os et godt stykke henad vejen, da de fleste unge har kendskab til selvironi eller ironi idet hele taget, sarkastiske bemærkninger, de spydige af slagsen ligeledes i et vis omfang kan også blive anvendt indbyrdes. Satire af offentlige figurer kan også nemt stå for skud, hvis de bryder med normen for hvad der socialt bliver accepteret og hvad der ikke gøre. Det er nemlig den socialt eksperimenterende sproglige lyst der gøre sig gældende i denne sammenhæng.

’’… For udeforstående kan tonen virke ret hård, men det er mest en stil, hvor de vender tingene på hovedet. Det er en del af ungdomskulturen at eksperimentere med sproget, og på den måde appellerer comedy-genren til de unge,’’ forklarer Birgitte Holm Sørensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU i et uddrag fra en artikel publiceret i Jyllands-Posten d. 24 december, 2007. Teksten: ’’Humor til drengerøve og andet godtfolk’’ får opstillet en konstrast i hendes problemformulering, som udgøre spørgsmålet om ikke at det nu er på tide at få udviklet stand-up komediens koncept yderligere? Hun mener dermed også, at der efterhånden siden slut 70’erne og 80’erne var et primært fokus på de offentlige instutioner og politikkernes færden. Nu omhandlede komikken mere en trang til at få dannet sig lidt af en form for hånekultur eventuelt, det er i hvert fald påstanden overordnet set. Ytringsfriheden om andres privatliv er dog den, som bliver afsat af det enkelte individ, menes der også af en del komikere – grænserne kan for nogle være abstrakte, og for andre er de meget tydeligt streget i sandet. Beskyttelsen til at kunne bevæge sig frit rundt i sproget, kan for nogle mennesker føles lidt som en form for frihedsberøvende oplevelse hvis det er dem som står på skudlinjen, for den mere eller mindre stadigvæk omdiskuterede ytringsfrihed.
Der er her i fortællingen om Karsten i krattet tale om en implicit 3. personsfortæller som er den alvidende observatør, og man er lidt bundet af hans indsigter for at kunne vide hvordan at tingene forholder sig med både hovedrollen såvel som birollerne. Der er ligeledes tale om en indvendig synsvinkel, da man får lov til at følge med i hovedrollens dels tanker og følelser omkring forløbet, man kommer lidt tættere på.

Medias res bliver der tydeligvis gjort brug af, da man får sprunget direkte ind i handlingsforløbet. Kronologisk opbygning er der detaljerigt fyldt godt på med, da det hele bliver fortalt i små bidder af hvordan at det hele startede igennem hovedrollens observationer, ned til den mindste detalje om hvad han havde i sinde at gøre i en presset situation.
Carlsens journalistik kommer med et par forskellige påstande i uddraget af den givende artikel, om at det enkelte menneske bliver på en abstrakt og til tider narcissistisk måde gjort til dommeren for alt hvad der ligger mellem himmel og jord af spørgsmål omkring mennesket selv. Påstanden er stærk nok i og for sig, da der jo til tider bliver set store opråb mod den alt for indsnævrede politiske korrekthed som af visse individer bliver brugt som værende værktøj for at formindske definitionen af ytringsfrihed for andre. Lidt ligesom når man ser nutidens politikere blive udstillet for at have sammenligninge holdninger med menneskehedens største diktaturiske tyrraner, så er der jo tale om en kamp imellem ideologiske tanker og ikke decideret mennesket som står for skud, også selvom at det kan virke sådan lige umiddelbart hvis der er sat et genkendeligt ansigt derpå.

Så snart at man påsætter mærkater på hvad andre anskuer friheden som, alt imens at de ikke skader andre i deres omvæltning af den lille ø som de vil bo på – på trods af, at ingen som sådan er en ø for sig selv alene da der altid vil være forespørgsler fra omverden, så er der faktisk tale om en form for frihedsberøvende destruerende adfærd.

Man kan aldrig rigtigt definere et andet menneskes personlige oplevelser, medmindre at man har gået i vedkommendes sko, og kan have mere eller mindre objektive antagelser om hvad der kunne sætte agendaen for personen selv. Selv der, ville det mærkbart være en strid mellem at bruge sin egen indflydelse til at influere et andet menneskes opfattelser, eller bare lade dem være som de egentlig er – uanset om man acceptere dem alle for en selv, eller ej. Nøgleordet, er et mangfoldigt sind og sandfærdigt struktureret samfund til at kunne bakke diverse sjæle op med. Apropos uskrevne grænser for hvad man burde lave sjov med, og dermed ikke indenfor ens kapacitet af sort humoristisk sans af kunnen, der kan strække sig udover alle landegrænser – er racistiske jokes, egentlig sjove for andre end den der opdigter dem?

Her kan man drage inspiration fra uddraget af en artikel som blev nedskrevet i Jyllands-Posten, 25. august 2008. Med Sanne Graham som journalist bag artiklen, med tilføjende sidekommentarer fra Anders Lund Madsen, en dansk komiker. Når man ser dystre diskriminerende tider være imødekommet nogle minoritetsgrupper, så er det for det meste svært at lysne op for stemningen ved at blive ved med, at køre i cirkulære onde spiraler rundt om netop dét, som fik udmanet menneskers værdighed til jorden. Et hurtigt eksempel, kunne være de afroamerikanske borgere som i den grad fik mærket på egen krop og sjæl hvad det vil sige, at være anderledes end majoritetens overklasse især.

Tilbage i 1960’erne gjorde man som bekendt op med den grove segration som foregik især i dele af sydstaterne i USA, med Martin Luther King Jr. Den baptistiske kristne præst og fortaler for de demokratiske stemme såvel som menneskerettigheder som truede de sorte som førhen i tiden var slaver for den hvide mand. Det gik dog allermest udover de afroamerikanske slaver, men fik også inkorporeret frihedsberøvelser af de indfødte amerikanere (indianerne) såvel som asiatiske befolkningsgrupper og sågar jøder, og folk med mellemøstlige aner. Rettighederne stod dog klart i den amerikanske forfatning, at den slags racediskrimination var værende ulovlig og bør forbydes. Det er dog ikke alle, som har en almen respekt for landets fundamentale lovgivning, og vil hellere fodre det store ego. Selv hudfarvemæssigt artfællerne af de hvide amerikanere blev ligeledes frihedsberøvet. Især hvis de var europæere fra England af eksempelvis etc.

Vi skal kunne tale åbent omkring disse ting, dog aldrig blive til et mere eller mindre humorforladt samfund, som ikke kan døje med realiteterne uden at synke helt sammen uanset hvad emnet end kan vinkles som.

Grænser bør egentlig afsættes, når det kan opildne had, og andre kyniske handlinger fra afstumpede individers meningsmålinger. Det tror jeg vistnok, at de fleste i dagens danske befolkning kan se sig selv nikke mere eller mindre ja til, ikke at man ikke kan lave sjov med de som står bag det kaotiske tortur af mennesket – man bør dog ikke udstille ofrenes historie, som en stor komedie til skue for de residuale medlyttere.

Ytringsfriheden er hermed frivillig, der er ingen ytringsforpligtelse til, at man som komiker skal gøre op med diverse samfundsstillinger via ens retorik.

Hvis man foreksempel tager den afroamerikanske komiker Richard Pryors gammeldags måde at tale om tingene på, i et tidsrum hvor man langt hellere så tingene blive fejet indunder gulvtæppet, så ville man nemt fange at man ikke engang behøver at gøre brug af hverken bandeord eller nedsættende virkemidler for at kunne åbne op for en produktiv debat efterfølgende.

Når alle har fået grint af, og kan se sig selv og hinanden i øjnene igen bagefter, så er det et succesfuldt show.

Lidt ligesom med ordet ’perker’ omkring indvandrere/nydanskere/anden etniske danske minoriteter/1, 2 og 3. generations indvandrere kan man vel også betegne dem som, så er det lidt mere af en intern joke at bruge mod hinanden, for ligesom at komme de udefrakommende mobbere i forkøbet eventuelt også. Mest af alt, for at beskrive en type af adfærd, som kan dominere i visse kredse, som værende noget som er udenfor normen af hvordan at man som civiliseret menneske i det 21. århundrede bør opføre sig.

Ligeledes ser vi Nadege som er en mørkglødet Haitiansk kvinde fra artiklen af påpege, at hvis der er tale om en som er af afrikansk afstamning der gøre brug af n-ordet så er det mere acceptabelt (ikke fordi, at det altid bliver anset for i orden alligevel alt efter hvem man tiltaler) end hvis en komplet udefrakommende hvidhudet person gøre snildt brug med det. Kun fordi, at der jo ligger en sårbar historie bag så negativt et ladet ord.

Der gøres her brug af stærke påstande, med et opbakkende belæg om, at man derfor godt kan bruge det hvis man er i samme båd.

Konkluderende kan man til slut sige, at hvis der er tale om novelle fortællinger så kan og bør beskrivelserne være meget livlige og fantasifulde i henhold til ens sprolige evner. Hvis man dog derimod taler om virkelige verdens hændelser, hvor man udtræder fra folden af fiktive figurer, så er der nogle andre regelsæt der skal forholdes til.

Situationsfornemmelsen er nok helt klart den afgørende faktorer for, om noget er sjovt eller ej. Man ville jo heller ikke benægte Holocaust, på bekostning af en sort og hvid type joke om jøderne – der ville man jo næsten automatisk blive anskuet som anti semitisk, eller tale om hvor fede våben at Hamas grupperingen har i deres undergrunds gemmesteder, foruden at blive sat i bås med en islamistisk terrorist. Så jo, der er nok ikke en ét rigtigt svar på ytringsfriheden, men flere af slagsen – vi bør lytte til hinanden oftere.