Biller
Charlotte Weitzes fortællinger handler tit om mennesker, der ikke er helt tilpas i deres egen virkelighed. Disse mennesker kommer ofte ud for uvirkelige og nogle gange surrealistiske situationer, der forandrer dem. I hendes novelle ”Biller” fra novellesamlingen ”Skiftning” fra 1996 gennemgår hovedpersonen ligeledes en forvandling i takt med, at personen oplever flere og flere mærkværdige situationer.
Handlingen i ”Biller” finder sted i et almindeligt og tilsyneladende fredeligt villakvarter. I det første stykke af novellen introduceres vi for villavejen, hvor hjemmehjælperen Katrine skal besøge en ældre mand, Bakkesen. Villaerne på vejen beskrives som nydelige med friske, skinnende lamper, hvor familier er i gang med at nyde deres aftensmad. To små spejderpiger er på ved hjem til en oplyst villa med hække, der er klippet som dyr og dekoreret med julelys. Beskrivelsen af vejen giver en rar og tryg grundstemning som udgangspunkt for novellen. Det anvendte billede: ”Deres biler sover på fortovskanten”, giver igen associationer til en tryg og hjemlig situation. Denne stemning, forventer man automatisk som læser, bliver opretholdt gennem resten af fortællingen. Efter de 14 linjers stemningsskabende beskrivelse i indledningen, fås dog hurtigt det indtryk, at alt måske ikke er så idyllisk, som først antaget.
En af Katrines kollegaer, Susanne, er ikke blevet set siden i går. Det forklares, at dette bestemt ikke ligner Susanne, der ellers er så pligtopfyldende. Hernæst kommer endnu en mærkværdighed, der ikke passer ind glansbilledet af villavejen. Som kontrast til denne kommer Bakkesens hus nærmest til at virke som et forladt spøgelseshus: ”Bakkesens hus hviler i mørke (…) stænglernes kvælende klamren (…) vinduesruderne er klistret til af våde, brune blade”. En varmere følelse opstår imidlertid igen hos læseren kort efter, idet Katrine mødes af en duft af juleaften i Bakkesens hus. To glas med rødvin og en dampende steg står klar på bordet. Med novellens indledende, hyggelige grundstemning i erindring oprettes nu hurtigt igen en vis tillid hos læseren til hele situationen. En tillid, der for mig først blev brudt over halvvejs gennem historien. Først, da Katrine finder lyst hår i maden, så jeg en tydelig sammenhæng mellem Susannes forsvinden og Bakkesens kokkerering. Charlotte Weitze formår således gennem hele novellen at lege med læserens følelser, som kommer til at skifte mellem tillid og mistillid/ uhygge til den fremadrettede handling.
Hovedpersonen selv virker langt hen ad vejen til at have tillid til situationen. Selvom Bakkesens faktisk flere gange indikerer, at det netop er Susanne, som serveres til middag, opfatter Katrine det ikke (eller ønsker i hvert fald ikke at se det). Et eksempel herpå: ”- Det er hjemmehjælperen. Bakkesen rækker armen ud og peger på maden. Så må Susanne altså have været her i dag, jeg må have taget fejl.” Her siger Bakkesen temmelig tydeligt, at det ér Susanne, de spiser! Et faktum, der dog er så grænseoverskridende i forhold til det normale og acceptable, at det bare virker for uhyggeligt og barbarisk til at være sandt for både læser og Katrine.
I sidste del af novellen falder ”bomben”. Sandheden om Susannes død kan ikke længere ignoreres, idet Bakkesens badekar med en sko sejlende i plumret vand fremvises for Katrine. Og ud fra de mange jakker i gangen at dømme, har Bakkesen ikke kun ét mord på samvittigheden! Og lige netop samvittigheden har Bakkesen et specielt forhold til. Hans kæmpe samling af biller kravler og rumsterer, præcis som en dårlig samvittighed indeni også kan gøre.
Handlingen i novellen er fortalt ud fra Katrines synspunkt og tanker. Denne fortællervinkel giver et større overraskelsesmoment, end den alvidende fortæller ville have givet. Omgivelserne minder ofte Katrine om kæresten Nikolaj og ting, de har gjort sammen. Disse skift mellem virkelighed og tankestrøm får fortællerformen til at fremstå realistisk, da vi som mennesker netop oplever verden sådan. Denne realisme i sammenkobling med omgivelsernes relative almindelighed, gør novellen tilpas jordnær og dermed mulig for læseren at forholde sig til.
På mange måder er novellen makaber og, sagt på godt nydansk, virkelig spooky. Som tidligere beskrevet finder handlingen sted i et ellers gennemsnitligt villakvarter og fortælles af den jævne dansker i form af hjemmehjælperen. At det netop er i dette scenarium, en så voldsom episode med mord og kannibalisme foregår, skaber en utrolig uhygge hos læseren. Med dens grusomme indhold passer novellen fint ind i gysergenren. Handlingsforløbets opbygning med flere og flere hints til et uhyggeligt ”plot”, kendes fra andre gysere. Til sidst nås novellens klimaks, hvor Katrine står næsten hjælpeløst over for morderen, men når akkurat at undgå at lide samme skæbne som de foregående ofre. De mange malende adjektiver gør handlingsforløbet ekstra dramatisk og let at indleve sig i.
Charlotte Weitzes novelle kan siges at være en postmodernistisk tekst og har, som sagt, karakter af en gyser. Postmoderne tekster låner dog ofte træk fra flere forskellige genrer og dermed lægges der samtidigt op til flere fortolkninger. Hvis denne novelle ses som blot en gyser, vil hovedformålet med teksten være at chokere og gøre et voldsomt indtryk på læseren. Men flere steder i fortællingen ses desuden træk lånt fra eventyrgenren. I eventyr er grænserne mellem det realistiske og det fantastiske udvisket. Selv de mest usandsynlige hændelser fremstår som værende logiske og sandsynlige, hvilket må siges at være tilfældet i novellen ”Biller”. Andre eventyrtræk gør sig gældende som f.eks. hovedkompositionen med ”hjem–ude–hjem” strukturen, så et skift mellem det trygge/ velkendte og det fremmede/ ukendte opnås. Derudover minder beskrivelsen af Bakkesens hus om Torneroses slot, da intet ser ud til at være tæmmet i fyrre år.
I eventyr ses det ofte, at hovedpersonen gennemgår en forvandling. Efter en række gennemlevede og veloverstået prøvelser vender personen forandret og lykkeligere hjem. På samme måde opnår Katrine en dybere indsigt i sit eget liv gennem det problematiske besøg hos Bakkesen. En erfaring, der gør hende i stand til at smide sin dårlige samvittighed ud, hvilket symboliseres ved bortkastelsen af billerne. Slutningen kan tolkes som, at Katrine er klar til at tage hjem og slå op med sin kæreste og dermed starte et bedre liv. Herved får læseren en forhåbning om, at Katrine lever lykkeligt til sine dages ende i bedste eventyrstil.
Eventyrgenren har ligesom gysergenren mest til opgave at underholde læseren, hvorved den dybere fortolkning ikke altid ligger til teksten. De to genrer tilføjer ”Biller” et strejf af gys og overnaturlighed, der sammenkoblet giver en humoristisk virkning på læseren, der grænser til det tragisk-komiske.
Postmoderne tekster kan tilmed opfattes som hverdagsrealistiske, hvorved nykritisk læsemetode bruges. Novellens realplan foregår parallelt med Katrines tanker om kæresten Nikolaj og deres forhold. På forbløffende mange punkter minder Nikolaj og Bakkesen om hinanden. De har begge et hval-smil, samme musiksmag, tendens til depressive og selvmorderiske tanker samt dyb afhængighed af et andet menneskes nærhed og kærlighed. Deres higen efter omsorg minder på flere måder om et barns. Nikolaj får direkte ”fugtige flagrende hænder og oversvømmede øjne”, når Katrine kommer for sent hjem. Denne omklamrende kærlighed er for meget for Katrine i en grad, så hun ville ønske, at Nikolaj kunne ”sluges” og forsvinde. Så stærkt er hendes ønske om at være alene i sin hjerne og dermed leve sit eget liv.
Gennem Katrines besøg hos Bakkesen indser hun, hvor galt et for omklamrende forhold kan ende, når det udvikler sig til decideret sindssyge. Susanne sagde for sent fra over for Bakkesens besættelse af hende, hvilket resulterede i hendes død. Katrine har selv svært ved at sige fra over for Nikolaj på trods af manglende forelskelse fra hendes side. Man får det indtryk, at hun mest bliver hos Nikolaj af angst for, at han laver endnu et selvmordsforsøg (linje 125-130). Via indsigten i Bakkesens ekstreme og destruktive kærlighed til Susanne, formår hun at sige fra over for Bakkesen, før det samme sker for hende: ”-Jeg vil ikke (linje 197)”.
På grund af Bakkesens slående lighed med Nikolaj, forstår vi som læser, at hun herfra også har styrken til at bryde med Nikolajs følelsestyranni. Efter at have læst brevet fra Bakkesen til Susanne, ”sukker Katrine og ved, hvad hun må hjem og sige til Nikolaj”. I brevet forklarer Bakkesen i form af et digt, hvordan han endelig har fået Susanne hos sig efter hendes død. Men han ”farer stadig vild” i sin søgen efter hendes ”sjældne urter”, hvor urterne kan symbolisere Susannes kærlighed. Således kan Katrine se, at folk som Bakkesen er umulige at stille tilfredse og ligeledes Nikolaj. Med denne nye indsigt ved Katrine, at hun må tage hjem og bryde med ham. Hun vil ikke længere være offer for en dårlig samvittighed ved at bryde med kæresten, hvilket symboliseres i novellen ved bortkastelsen af billerne i risten.
Katrines rejse viser, at det nogle gange er nødvendigt at konfronteres med livets ekstremer for at få indsigt og dermed ændre sig. Først nu er det muligt for hende at være herre over sit eget liv. Charlotte Weitze har personlig forandring som et gennemgående tema i andre af hendes værker som f.eks. ”Brevbæreren”. I interviewklippet ”Temaer” fortæller hun, hvordan hovedpersonen i denne novelle undergår forandringen fra albino til ikke at være albino mere, en forandring, der nærmest trodser naturlovene. Den personlige forandring fører positivt med sig for hovedpersonen, hvilket også må siges at være tilfældet for Katrine i ”Biller”. Også hun kan siges at trodse nogle stærke kræfter i sit brud med Nikolaj. Bakkesen og Nikolaj må begge beskrives som svage og ensomme mennesker i samfundet. At bryde med sådanne mennesker uden at blive et offer for dårlig samvittighed kræver en stor indre styrke. Det er med den menneskelige natur og også samfundets normer, hun dermed gør op med.
I interviewklippet ”Stil og genre” ses også paralleller mellem ”Biller” og Charlotte Weitzes stiltræk. Hun fascineres af kloaksystemet under København, idet det minder hende om det ubevidste i mennesker og alt det, vi gemmer væk. Dette kan siges at være en freudiansk inspireret tankegang. Flere steder i novellen ”Biller” ser vi tegn på Freuds ubevidste, dvs. drifterne og dermed fortrængningerne. Bakkesens opførsel samt lugt leder tanken hen på et rovdyr (linje 117 og linje 100), som i høj grad styres af drifter. Forbliver man i Freuds tankegang bliver billerne et symbol på Bakkesens overjeg, som han har gemt væk på etagen ovenover. Bakkesens kan desuden siges at være den fine villavejs ”kloaksystem”, ”den hvide tandrækkes hul” (linje 27). Han kan således også symbolisere samfundets dårlige samvittighed i alt sin ensomhed og særhed i ydre såvel som indre. Og netop outsidere er et populært emne for Charlotte Weitze ifølge klippet ”Temaer”.
Charlotte Weitze er en alsidig forfatter der mestrer flere genrer som f.eks. eventyr- og gysergenren.
I sine noveller bevæger hun sig på grænsen mellem det eventyrlige og det hverdagsagtige, som gør teksterne tilpas jordnære og spændende på samme tid. Weitze berører i sin novelle ”Biller” emner som omklamrende kærlighed, dyb ensomhed som udmunder i kannibalisme samt en afgørende forandring hos et menneske, der åbner mulighed for et nyt og bedre liv.
Skriv et svar