Biologi: Journal – madforsøg

Formål: Den centrale facitliste ved dette forsøg, som min gruppe og jeg fik udført for omkring 7 dages tid siden efterhånden, var at se om hvorvidt at vores samling af forskellige hypoteser, så ud til at være sandfærdige eller ej. Det var basalt set, blot en påvisning af stivelse i madvarer, som skulle testes af. Det mere eller mindre simplificeret forsøg, kunne egentlig også godt indebære forskellige typer af meninger bag rent faktisk, at udføre det.

Man kunne jo godt tænke, at gluten allergikere gerne ville vide, hvad der indeholdte en masse stivelse, eller ej. Netop fordi, at stivelse plejer at indeholde en masse spor af gluten i madvarer, såsom hvedemel som man kan købe i ens lokale supermarked, foreksempel.

Metode og anvendte materialer:

Banan – udskåret i tynde små skiver, blev der bl.a. anvendt.
Rugbrød – skåret ud i små firkantede stykker.
Valnød – nødden blev knust i flere mindre stykker, dog stadigvæk i en medium størrelse.
Havregryn – blev bare drysset ned i en petriskål, som i øvrigt blev brugt til alle madvarerne.
Skumfiduser – en lyserød lille luftig skumfidus, blev ligeledes blot placeret midt i en petriskål.
Pasta – den italiensk inspireret kornsort, de lange af slagsen, blev knækket i mindre stykker.
Banan m. spytamylase – et lille stykke banan, blev lagt på tungen i ca 5 min.

Derudover fik vi brugt en lille gennemsigtig petriskål til, at putte disse fødevarer i. Tiden blev timet via at registrere klokkeslettet, fra vores mobil telefoner af. Ellers blev der brugt et skærebræt, og en køkkenkniv til, at skære de udvalgte varer ud. Vi havde allesammen vores papirer foran os, med hvad enten det var en kuglepen eller en blyant, som blev brugt til at skrive ned. Med fokus på, om hvorvidt at vi mente at noget bestemt, havde en kulhydratholdig masse i sig eller ej.

Der skulle tilsættes en dråbe KI₃ – denne koefficient blev brugt til, at se om der forekom nogen former for farveændring ifht indhold, eller mangel derpå, af stivelse i varen.

Databeregning: Der blev ret hurtigt dannet en gennemgående enighed om, at bananen var nærmest spækproppet med stivelse. Hvilket så ud til, at vi havde ret i, ifølge resultaterne. Stortset alle varerne indeholdte stivelse, i en høj eller mindre grad. Lige udover skumfiduserne, den blev vi alle pænt meget forbavset over at finde ud af, ikke skiftede sit kemiske naturlige lyserøde skær. Havregrynet, stak også lidt ud ved, at blive kulsort lige med det samme, i løbet af et splitsekund ca.  

Diskussion: I og med, at der opstod lidt af en mere eller mindre småchokerende reaktion, ifht skumfidusen som ingen ændring havde i sig, så blev der diskuteret lidt frem og tilbage. Sherlock Holmes hatten var hermed fundet frem, og der skulle findes en eller anden form for logisk sammenslutning bag det med, at vi alle sad naivt og havde haft troet, at den ville skifte farve i al den tid. Når nu at der findes forskellige typer af stivelse, lige fra det man kan finde i nykartofler, brune kartofler etc, til forskellige typer af skruepasta poser og lignende produkter, så kunne det måske godt tænkes at det var derfor at der intet skete. Altså fordi, at den art af stivelse, ikke kunne reagere med det kemikalie som vi fik tilsat.

Konklusion: Vores forsøg, var mere eller mindre succesfyldt. Ingen dråber gik til spilde, og der var ingen brokkende lyde over, at det var et langtrukkent forsøg, eller andet i den dur. Det hele spillede faktisk, og der var en begejstring for at tjekke resultaterne ud. Så jeg går lidt ud fra, at det er et plus, hvis nu at vi skulle lege med tanken om, at vi egentlig var laboranter som skulle øve sig i praksis.

Derudover, fik det egentlig også på en måde vakt en påmindelse frem, om at tjekke bagsiden på fødevarene, som man nu investere i til dagligt. Det kunne jo være, at man blev overrasket.

Vi fik blandt andet kigget forundrende på hinanden over, at vores spytkirtler for det meste, producerer et naturligt nedbrydende og ret så effektivt enzym – altså en reference til spytamylasen, som egentlig også består af et overhob af proteiner. Den bruges til at kunne nedspalte, og dermed også nedbryde stivelsen, også kendt som polysakkarider (baner af sammensatte glukose-molekyler). Dernæst fortsætter spaltningen ved, at omdannes til monosakkarider, ifølge min forståelse af det.
Med andre ord, så var forsøget bestemt ikke forgæves.