Vi oplever demokratiet hver dag på forskellige faconer. Mange af artiklerne i aviserne handler om det, det inkorporeres når der skal besluttes, hvor familiens sommerferien skal gå til og det ses på vores offentlige institutioner som f.eks. elevrådet på vores gymnasium. Som man kan se er demokratiet over alt i vores samfund, men spørgsmålet er om det er nok at kunne smide en valgseddel i en urne, for at et samfund kan kaldes demokratisk. Og hvilke betingelser skal være opfyldt, for at et samfund kan kalde sig demokratisk? Det skal diskuteres i denne opgave.
Demokratiet blev, som bekendt, indført i Danmark med Grundlovens vedtagelse i 1849. Gennem tiden, og helt op til idag, har flere stater klistret begrebet “demokratisk” (f.eks. Deutsche Demokratische Republik) på deres officielle navn, selvom styreformen i vores danske øjne nok ikke ville betragtes som demokratisk1 . Robert A. Dahl, en amerikansk demokratiforsker, svarer på, hvad demokratiet er, idet han lister kriterierne op for en demokratisk beslutningsproces: Lige politiske rettigheder, fri meningsdannelse, omfattende og lige deltagelse (der igen forudsætter en forholdsvis stor lighed i økonomiske og sociale resurser), effektiv og ansvarlig styring af staten og kommune, og et samfund præget af tillid, tolerance og hensyn til fællesskabet2 . Og det er her, man ser, hvad det smukke og geniale ved demokratiet er. Det som demokratiet i bund og grund handler om. Nemlig beslutninger. Demokratiet handler om, at vi på forskellige måder kan tage beslutninger, selvom vi ikke er enige og aldrig kan blive det. Det sikrer, at et samfund med flere millioner indbyggere, med flere millioner holdninger, kan leve forholdsvis harmonisk sammen. Tøger Seidenfaden hævder i sin artikel i Politiken “Hvad er demokrati?”, at hvis mennesker let kunne blive enige, ved hjælp af en “grundig, demokratisk samtale”, så havde vi ikke behov for et demokratisk politisk system3. Det er denne tankegang, der er grundlaget til mange af de aspekter, der udgør ideologien “Kommunisme”.
Indholdsfortegnelse
Demokrati set i perspektiv til kommunisme!
Kommunismen er per definition et etpartisystem, med baggrund i, at hvis man har et parti, som tager alle de rigtige beslutninger, så har man ikke brug for flere partier4. Dette kaldes demokratisk centralisme, hvilket betyder at man internt i partiet diskuterer og kommer frem til beslutninger5. Denne tanke er jo som sådan god nok, men pointen er, at ledelsen i partiet begynder at diktere, hvad der skal ske, og dermed begynder centralismen at overskygge det demokratiske element i partiet. I verdenshistorien kan man se, at nogle af de mest rendyrkede kommunistiske lande (f.eks. Østtyskland, Nordkorea, osv.), har haft borgere der flygtede ud af landet, hvilket vel nok er en af de største tegn på, at noget er galt i landet. Dette er aldrig set (i hvert fald ikke i samme grad) i et demokratisk land. Sovjetunionen, det måske største og mest magtfulde kommunistiske land (Kina er i dag måske større og mere magtfuld, men ikke lige så radikalt kommunistisk), blev opløst i 1991. Mange andre østeuropæiske, kommunistiske lande er også brudt sammen, mens Nordkorea i dag har store problemer. Det er svært at snakke om Kina, da de støt bevæger sig mere hen mod kapitalismen men nok ikke demokrati.
Efter min mening er en kommunistisk stat, derfor dømt til at fejle, da selve strukturen af staten ikke tager højde for menneskets psyke (voksende magtbegær hos politikerne, undertrykkelse af borgerne, osv.), og derfor er for virkelighedsfjern til at kunne omsættes til virkelighed. Der findes heller ingen store historiske beviser på, at det kan lade sig gøre.
Konkurrencedemokratiet og den klemte velfærdsstat
En ting der er vigtig at huske, er at ovenstående diskussion ikke er et entydigt svar på, hvad der udgør demokratiet. Der findes andre holdninger til kerneværdierne i demokratiet heriblandt af Anders Lundkvist, der mener at det unikke ved demokratiet er, at der hersker lige social indflydelse, dvs. at overklassen har lige så meget at sige som underklasse – en stemme pr. person. Flertallet bestemmer, hvilket Anders Lundkvist mener er tvang, set fra et liberalt standpunkt, men han mener det er et forpligtende fællesskab6. Dermed mener han, at alle kan stemme som de lyster, men ikke gøre som de lyster. Han mener også, at man i de seneste år har flyttet en del af magten fra folket til kapitalen, idet man har privatiserede en masse offentlige aktiviteter, og derved sørget for, at de ikke længere er demokratisk kontrollerede. Derved er der kommet langt flere markeder, da det offentlige er blevet et blandt mange. Her er hans holdning, at den frihed som det demokratiske marked tilbyder er langt bedre end den markedsmekanismen tilbyder. Dette mener han, fordi markedsmekanismens frihed bygger på muligheden for fravalg fra fællesskabet (f.eks. ved at vælge et privat togselskab, frem for DSB) hvilket Anders Lundkvist mener, er en negativ frihed. Herover for står den demokratiske frihed, som bygger på tilvalg, og derved hjælper med at forme samfundet (f.eks. når borgernes ønske om en ny service bliver en realitet, iværksat af staten), hvilket han mener, er en positiv frihed.
Det kan diskuteres, hvilke af disse holdninger der er rigtige. Personligt mener jeg, at den første holdning, med at demokratiet kan være tvingende, men at det er et forpligtende fællesskab, rammer lige præcist, hvordan det danske demokrati er, og også burde være. Det nemmeste, samt etisk forsvarelige, er det system, hvor flertallet bestemmer. Hvis befolkningen skal diskutere sig frem til den rigtige beslutning er det et helt andet system – nemlig deltagerdemokratiet (det kommer vi ind på senere). Det er dog diskutabelt, om demokratiets frihed i praktisk forstand er den bedre frihed set i forhold til markedsmekanismens frihed, som Anders Lundkvist mener. Som eksempel kan man nævne, at privatiseringen af offentlige selskaber og åbning for konkurrence på tidligere offentlige monopolområder også har nogle positive sider. For det første slipper den hårdt trængte velfærdsstat for nogle udgifter7 , og for det andet tvinger konkurrencen de offentlige institutioner til at blive endnu bedre på deres områder, da de ellers vil miste kunder. Derfor er der selvfølgelige også en bagside af medaljen. På den ene side mister folket magten over de tidligere offentlige institutioner, men på den anden side, kan velfærdsstaten bestå længere, og de tilbageblevne offentlige institutioner tvinges til at blive bedre. At staten på visse områder er tvunget til at privatisere offentlige selskaber og åbne for konkurrence på tidligere offentlige monopolområder, som demokratiet kontrollerede før, og selv skabte, illustreres meget godt på Ill. A; Bilag. Popularitetsklemmen, forventningsklemmen, sammen med omkostningsklemmen presser alle sammen velfærdstaten, og gør det yderst svært for den at bestå.
Andre former for demokrati
Der findes også andre former for demokrati end det som er blevet diskuteret indtil videre. Den form for demokrati, som vores danske samfund bygger på, og som vi har nævnt tidligere kaldes for konkurrencedemokratiet, og er beskrevet af Alf Ross, en dansk retsfilosof og jurist, og den anden form for demokrati kaldes for deltagelsesdemokratiet, og er beskrevet af Hal Koch, som var en dansk teolog og kirkehistoriker.
Konkurrencedemokratiet er den form for demokrati, som vores statsform primært baserer på. Den foregår ved, at nogle repræsentanter vælges af folket, hvorefter de træffer beslutningerne i Folketinget og fungerer som lovgivningsorganet. Som man kan se ligner disse kriterier meget vores danske demokratiform. Hal Kochs deltagelsesdemokrati derimod mener, at afstemninger ikke er det demokratiet handler om. Han mener, at demokratiet handler om at tage de rigtige beslutninger, og det er ikke altid at flertallet træffer de rigtige beslutninger. Derfor definerer han det sådan her: “Demokrati er diskussion”8. Dermed mener han, at borgerne aktivt skal diskutere sig frem til de rigtige beslutninger, hvilket minder meget om et direkte demokrati. Forskellen er dog, at deltagelsesdemokratiet er en demokratiopfattelse, hvor imod det direkte demokrati er en organisation af et demokrati. Deltagelsesdemokratiet mener dermed, at det direkte demokrati er idealet, men det repræsentative demokrati er nødvendigt i et moderne samfund, hvor folk også skal passe deres eget liv med arbejde, familie og venner9 .
Deltagelsesdemokratiet ses også som en livsstil, hvorimod konkurrencedemokratiet ses som en statsform. Forskellen er, at i deltagelsesdemokratiet, er demokratiet en tankegang, der kommer inde fra borgernes følelser. og etik Derfor menes det, at folket skal opdrages til demokrati gennem ansvar og krav (se Ill. B; Bilag, sidste punkt), helst fra en tidlig alder af (f.eks. med elevråd på skoler), og dermed have demokratiet i deres DNA, som viser sig ved, at man i hverdagen diskuterer sig frem til løsninger.
Vores danske repræsentative demokrati
Igennem den tidlige opdragelse til forståelse af demokratiet lærer man hurtigt, hvordan det danske demokrati er opbygget, hvilken magt staten/demokratiet har, og hvilken magt borgeren selv har på systemet – disse magtforhold betegnes som den parlamentariske styringskæde. I Danmark har vi et repræsentativt demokrati, hvilket indebærer, at vi som borgere vælger nogle repræsentanter til Folketinget, og kan tage magten fra dem ved ikke at genvælge dem. Baggrunden for det repræsentative demokrati er, at både udgangspunkt et og slutmålet for den parlamentariske styringskæde er “det suveræne folk”10. Det er det suveræne folk, der vælger, og det er dem, der er målet for lovgivningen, som er sikret af domstolene. Magtforholdene illustreres på Ill. C; Bilag. Det ses her, hvordan det suveræne folk (på illustrationen kaldt “befolkningen”) har magten til at vælge regeringen, som derefter har magten til at vedtage nye love og afskaffe gamle. Den offentlige forvaltning/ centraladministrationen (f.eks. kommuner og regioner) fører lovene ud i livet, så de har en effekt på dagligdagen for den enkelte borger (på illustrationen igen kaldt “befolkningen”). Domstolene sikrer ved sin indskriden borgerenes rettigheder og friheder11. Derved danner det indirekte demokrati en cyklus, der fører al magten forbi det suveræne folk/den enkelte borger, der i sidste ende har den dominerende magt.
Konklusion
Den lange ovenstående diskussion viser, at det ikke er særlig nemt at definere hvilke betingelser der skal gælde, for at et samfund kan kaldes demokratisk. Robert A. Dahl nævner, at det demokratiet munder ud i er beslutninger, og hvordan beslutninger i samfundet tages. Det er essentielt, at hans fem punkter er opfyldt, for at et samfund overhovedet kan begynde at kalde sig demokratisk. I det repræsentative/indirekte demokrati, er det abnormt vigtigt, at der er en parlamentarisk styringskæde, for ellers ville hele systemet kollapse. Her er nøgleordet, at der er et suverænt folk, som hele systemet er til gavn for. I deltagelsesdemokratiet lægges der mest vægt på opdragelsen af borgerne, fra en tidlig alder af, til at forstå demokratiet og have det i deres blod, så de er parate til at diskutere sig frem til de rigtige beslutninger senere i livet, hvilket er selve kernen i demokratiet, efter Hal Kochs opfattelse. I Hal Kochs øjne vil et samfund altså ikke kunne kalde sig demokratisk “bare fordi” der holdes afstemninger. Det vil være fundamentalt, at de rigtige beslutninger bliver truffet, frem for de beslutninger som flertallet ønsker. Dette kan, ifølge Hal Koch, kun ske igennem lange diskussioner, som selve folket skal føre.
Dette er, hvad vi kan konkludere ud fra diskussionen. Min egen holdning er, at Danmark er et rigtig godt eksempel, på hvordan et samfund kan være organiseret, for med god ret at kunne kalde sig demokratisk. Det er et konkurrencedemokrati, da flertallet bestemmer, og vi har nogle repræsentanter, der tager beslutninger til gavn for folket. Deltagelsesdemokratiet kan også være et fint bud, men det er svært at omsætte i virkeligheden, da borgerne for det meste er for optaget af f.eks. job og familie til at kunne tage nogle gode, kvalificerede politiske beslutninger. Det bedste eksempel på hvordan et demokrati ikke skal være organiseret er den demokratiske centralisering/kommunisme. Dette mener jeg, fordi strukturen af staten ikke tager højde for menneskets psyke (voksende magtbegær hos politikerne, undertrykkelse af borgerne, osv.), og derfor er for virkelighedsfjern til at kunne omsættes til virkelighed. Der findes heller ingen store historiske beviser på, at det kan lade sig gøre.
Så efter min mening, er det den ideelle demokratiopfattelse enten konkurrencedemokratiet eller deltagelsesdemokratiet. Dog har konkurrencedemokratiet bevist sig mere igennem tiden (f.eks. ved at være vores danske statsform i over 100 år), hvilket gir den et forspring over for deltagelsesdemokratiet. Men hvem ved, måske er på et tidspunkt dukker en ny demokratiopfattelse op? Jeg venter spændt…
Skriv et svar