Loading...Det ser meget almindeligt ud
Novellen ”Det ser meget almindeligt ud” er skrevet af Julia Butschkow, og er blandt de 13 noveller, der er med i hendes bog ”Der er ingen bjerge i Danmark”, som blev udgivet i 2011. Julia Butschkow novellesamling består meget af det danske, og normale i forskellige individers liv. Hendes noveller bærer meget præg af det nysgerrige, men ender altid med at læseren sidder tilbage med en underlig fornemmelse.
Novellen handler om vores hovedperson, som er på ud til et hospital for at besøge sin veninde Solvej. Hovedpersonen tager bussen ud til den afdeling, som Solvej er blevet indlagt på. Under turen tænker hun over Solvejs mening, da hun modtog en besked fra hende omkring hendes nylige indlæggelse. Hun kendte hende knapt nok, fordi hun kun har snakket med hende et par gange, og besøgt hende en gang før i hendes lejlighed i Sydhavn.
Da hun ankommer til afdelingen ser hun Solvej sidde i en lyserød joggingdragt. Men hovedpersonen ombestemmer sig, og går hen til stoppestedet for at komme væk.
Hun vælger at sende en besked, hvor hun skriver, at hun vil komme en anden dag.
I novellen gøres der brug af jeg-fortæller(s. 91 l. 3), da hovedpersonen er til stede i novellen, og novellen fortælles gennem hende. Jeg-fortælleren er derfor eksplicit.
Synsvinklen er derfor hos ”jeget” med indre syn, og kan derfor virkelig utroværdig, da novellen kun fortælles fra hendes vinkel.
Hovedpersonen er en kvinde, fordi hun tænker meget over tingene. Hvad hun fx skal sige, når hun endelig kommer frem til Solvej. Hun har købt gule tulipaner til Solvej, som også indikerer hun er en kvinde. (s. 91 l. 17) Hun snakker omkring engang, hvor hun mødte Solvej, da hun gik tur med en fyr ved søerne. (s. 98 l. 2) Det er først ved dette øjeblik man endelig finder ud af personens køn. Og denne oplysning er placeret til sidst i novellen, som øger spændingen omkring hovedpersonens køn.
Novellen foregår i december måned, da det har sneet kraftigt(s. 91 l. 10), og julehjerter og andet julepynt er sat op (s. 97 l. 23). Begge personer bor omkring Sydhavn, da de studerer psykologi på Københavns universitet. Derfor må Solvej også være indlagt på et psykiatrisk hospital, som ligger tæt på hovedstaden.
Hovedpersonen fortæller, at hun måske en dag skal arbejde på dette hospital. Det passer godt med den uddannelse, som de begge er i gang med. Hun siger også at hun burde vide, hvordan man tackler en samtale med Solvej (s. 95 l. 10). Hun ser altså Solvej, som en psykiatrisk patient, fordi hun er blevet indlagt. Endnu et eksempel på dette ”had” til Solvej er da hun står ved vindue og kigger på Solvej siger hun, at det er ”Hyggeligt, næsten.”(s. 98 l. 1). Hun kan heller ikke lide Solvejs lejlighed, som er helt tom for følelser ifølge hovedpersonen.
Hovedpersonen er også utryg ved besøget. Hun er mere sikker i hovedstaden end den lille landsdel langt væk. Dette ses fx at hun går med solbriller midt om vinteren. Jeg tror det er, fordi hun vil beskytte sig mod de fremmede ting, som hun ikke kender til. Hun føler sig ikke tryg ved situationen.
Der = Lyserød er et tegn på hå.. universitet. t være hende, der arbejder sådan et sted. vinkel. ornemmelse. nem.kket med hende eTitlen ”Det ser meget almindeligt ud” er en kontrast til selve handlingen idet handlingen er meget ualmindelig. Novellen omhandler psykisk ustabilitet, og er en sjov titel, at give denne novelle. Det der gør store udslag i forhold til titlen er slutningen, som Butschkow tit benytter. Læseren ender med en underlig fornemmelse, da hovedpersonen vælger at gå igen, og ikke gøre novellen til ”almindelig”. For alt op dertil er helt almindeligt.
Hun har ikke haft lyst til at besøge Solvej hele tiden. Det ser man, da hun snakker omkring hun bare skal blive i bussen, i stedet for at besøge hende. Hun vælger dog ”modvilligt”, at gå af. (s. 95 l. 14) Da hun står ved ruden til Solvej, siger hun, at hun næsten overvejede at banke på, men hun vælger at gå igen. (s. 98 l. 7) Jeg synes dette bærer præg af deres manglende venskab, da hun også kun kalder det et perifert bekendtskab.
I novellen er der en også masse symboler, som er genstande og farver. De gule tulipaner symboliserer håbløs kærlighed. Dette passer godt med hendes manglende venskab med Solvej, og hendes næsten had til Solvej gennem hele novellen, da hun simpelthen ikke orker de forskellige ”forhindringer” såsom sneen. Hovedpersonen besøger kun Solvej, fordi hun vil være venlig og ikke vil have dårlig samvittighed. Hun drager ud på denne lange tur, og viser falsk kærlighed overfor Solvej, da hun så vender om igen.
Et andet symbol er den formodede frosne fugl, som hun går over, da hun er på vej hjem. Hun skænker det en tanke, men tænker hurtigt andre ting, og går hurtigt videre. Det tyder på, at Butschkow pointerer at hovedpersonen træder på deres ”perifere bekendtskab”, og vælger at ødelægge det. For fuglen har en meget positiv symbolværdi, som derefter er blevet frosset, og derefter trædes fuglen på.
Men Solvej person og påklædning har en stor symbolværdi i novellen. Selve navnet ”Solvej” er et positivt og stærkt navn. Navnet Solvej er oprindeligt opdelt Sol og Veig, hvor Veig betyder styrke på græsk. Derfor giver det Solvej en styrke, som betyder hun sagtens kan klare indlæggelsen. Da hovedpersonen ser Solvej på hospitalet observerer hun hendes lyserøde joggingdragt. Igen gør Butschkow brug af farvesymboler.
Den lyserøde farve står nemlig for håb. Og med navnet Solvej samt dette håb, som antydes af den lyserøde joggingdragt får Solvej en stærk rolle i novellen. Derfor tror jeg at Solvej er den stærke i denne novelle.
Endnu et farvesymbol er den grå betonklods, som hospitalet beskrives. Den grå farve er følelsesløs og neutral, og passer godt til hovedpersonens følelser for Solvej, men også det image et hospital har. Det er her alle de syge kommer hen, hvor ikke mange raske kommer. Det snakkes der også indirekte om, da hovedpersonen snakker med buschaufføren under busturen omkring de lange lige veje til det psykiatriske hospital.
Der er ingen biler, som kan danne kø eller en ”forhindring” for at komme derud. Det viser at vejen for de syge og kriminelle er lige og nem. Den tomme vej viser, at ikke mange mennesker tør bevæge sig derud for og besøge sine nærmeste.
Hovedpersonen snakker også omkring de to mænd, som står inde i et bur. Det er de kriminelle hun ser, som hurtigt bliver nævnt i starten af novellen.
Novellens sprog er meget almindeligt. Der er hverken høj eller lav stil, men derimod et meget almindeligt sprog, som præger hele novellen. Dog er der enkelte ord, som indikerer hovedpersonen studerer på universitet. Det er fx ordet ”perifert”, som er et mere overklasse ord. Der er også gjort brug af mange adjektiver, som beskriver handlingen meget nøje. Det ser vi fx da hovedpersonen står af bussen, og går hen til det sted, hvor Solvej sidder. Hun gør også brug af sarkasme, da hun siger det ser ”hyggeligt” ud, men alligevel vælger at sætte ”næsten” på. Der er også blevet gjort brug af mange symboler i teksten, som har en stor betydning for selve novellen.
Den indre monolog spiller en stor rolle i novellen. Det er det eneste fortælleelement, som bliver brugt, da det er en jeg-fortæller, som er blevet brugt. Den indre monolog giver læseren et indblik i hendes tankegang omkring Solvej, men også omkring hende selv. Hvilke holdninger hun selv konkluderer, som fx at hovedstaden bare sender de syge og kriminelle væk fra andre, da det er den bedste måde, at disse folk er adskilt fra de andre. Dog er der også enkelte gange, hvor man ser indirekte tale, da damen i receptionen taler til hovedpersonen. (s. 94 l. 3)
Temaet i novellen er det pligtopfyldende, som hovedpersonen igen og igen prøver at være, men hvor det til sidst knækker. Flere gange er hun ved at ”vende om”, når hun er på vej ud til Solvej. Men det er først i sidste sekund, at hun tvivler på sig selv, og ikke tør besøge hende. Det er fordi hendes venskab ikke er i tiptop, og det ved hun også godt selv, men hun vil gerne være venlig, og opfylde de pligter, som Solvej nu stiller til hende.
Skriv et svar