DHO: De Meza – syndebuk eller fri beslutningstager?

Indledning

Siden 1864 har Danmark ikke været en aktiv del af krige. Der dukker hele tiden nye fortolkninger op, og i år udkommer en tv-serie omhandlende 1864. Det giver anledning til at stille spørgsmål ved et af danskernes dybeste sår: nederlaget i 1864.

En af de helt vigtige personer i denne sammenhæng er krigsgeneralen de Meza. Jeg vil redegøre for hans beslutning om at rømme Dannevirke og årene op til krigen i 1864.

I min analyse sammenligner jeg to avisartikler fra samtiden og forklarer, hvorfor de har så forskellige syn på de Meza. Her inddrages også Monrad og hans umiddelbare reaktion og efterfølgende reaktion på de Mezas beslutning om at rømme Dannevirke.

Til slut vil jeg vurdere hvad eftertiden siger om de Meza ved en sammenligning af Tom Buk-Swienty og Rasmus Glenthøjs tekster.

Min primærlitteratur er Fædrelandets forsideartikel fra 1864 ”Slesvig er altsaa aabent for Fjenden uden Sværdslag” og ”Dannevirkestillingens Opgivelse” fra Fyens Stifttidende.

Redegørelse af rømningen af Dannevirke

Danmark var i 1864 i krig mod Europas mest moderne hær; den prøjsiske med Bismarck i spidsen. Tyskland bestod dengang af selvstændige fyrstendømmer, og man ønskede i Tyskland at samle alle de tyske småstater i én stor nation. Kongeriget Danmark bestod af Slesvig, Holsten, Lauenborg og det vi i dag kender som Danmark. Det store problem var, om Slesvig skulle tilhøre Kongeriget Danmark eller Det Tyske Forbund.[1]

Årsager til krigens udbrud

I 1830’erne strømmede liberale tanker igennem Europa. De liberale gik ind for en fri forfatning, økonomisk liberalisme, ytringsfrihed og bønders frisættelse fra godsejerne og var derfor en tydelig modstander til enevælden. Samtidig kom der en stærk nationalistisk følelse frem, man ønskede en nation båret af folk med fælles historie, kultur og sprog frem for en stat styret af en enevældig hersker. I 1846 kom den nationalliberale leder Orla Lehmann med kravet om en fri forfatning for Danmark og Slesvig. Det stred imod en flere hundredårig gammel aftale om, at Slesvig og Holsten ikke måtte deles. Under Frederik 7. blev enevælden afskaffet med hans underskrift d. 5. juni 1849 af Junigrundloven. Slesvig-Holsten fremsatte 3 krav: de ønskede en forfatning der gjaldt både Slesvig og Holsten, at Slesvig blev optaget i Det Tyske Forbund og eget militær. Disse krav blev afvist i København og konsekvenserne af dette blev Treårskrigen.[2] I denne vandt Danmark, da slesvig-holstenerne blev presset af stormagterne til at opgive kampen om et selvstændigt og demokratisk Slesvig-Holsten. Helstaten bestod altså, det var svært at få den til at fungere, og Ejderpolitikken blev igen hevet frem. Ejderpolitikken var de danske nationalliberales grænsepolitik som delte Slesvig fra Holsten ved floden Ejderen. Der blev ikke taget hensyn til, at det var flest tysktalende i Sydslesvig.[3]

Ejderpolitikken overtrådte tidligere aftaler og dette udnyttede Bismarck fuldt ud. Han kunne helt lovligt gå i krig mod Danmark, hvis den daværende konseilspræsident Hall ikke trak Novemberforfatningen tilbage før den trådte i kraft. Selvom kongen ønskede en tilbagetrækning af Novemberforfatningen, gjorde Hall ikke noget. Preussen og Østrig truede med at besætte Slesvig som pant, og dette satte gang i tingene. Nytårsaften 1863 dannede Monrad et nyt ministerium. Danmark blev den 16. januar stillet et ultimatum om at ophæve forfatningen indenfor 2 dage. Dette kunne på ingen måder nås med to dages varsel og resultatet var 57.000 preussiske og østrigske soldater, som den 31. januar var klar til at træde over Ejderen.[4]

Rømningen

Den 1. februar 1864 stod den danske hær på 38.000 mand ved Dannevirke. De første par tyske angreb blev afvist, men det var langtfra en holdbar situation. Den danske hær var for få i antal og for dårligt uddannet og udstyret. Krigsrådet mødtes den 4. februar for at votere, om man skulle rømme Dannevirke og trække sig tilbage til Dybbøl eller ej. Alle på nær én skrev under, og natten mellem den 5. og 6. januar blev rømningen sat i gang.[5] En ung officer, Harald Holbøll, fortæller i ”En brigadeadjudants erindringer fra krigen i 1864” om de håbløse forhold på tilbagetoget:

”Det var en forfærdelig march. Ingen, der har været med, glemmer det nogensinde. For hvert skridt, man gik frem, gled man et halvt tilbage. Der kom standsning på standsning.[6]

Rømningen blev af den danske befolkning set som et stort nederlag, nærmest et forræderi. Der havde været en følelse blandt den danske befolkning af, at man var uovervindelige efter Danmark havde sejret i Treårskrigen, der for danskerne var et nationalt nederlag som formede befolkningens bevidsthed. Efter krigen blev danskheden dyrket, og der kom en folkelig danskhed i Danmark som nåede ud i alle hjørner af kongeriget.[7]

Analyse af datidens syn på de Meza

Dagene efter rømningen var denne forsidestof i alle aviser. Den nationalliberale avis Fædrelandet var fordømmende og aggressive i udtalelserne om hovederne bag beslutningen, mens Fyens Stifttidende havde mere nuancerede og realistiske udtalelser og fungerede som talerør for de konservative i Danmark. Inden krigens udbrud havde general de Meza fået klar besked på, at stillingen ved Dannevirke ikke skulle forsvares for hver en pris. Det var vigtigt, at hæren var klar til en eventuel krig i det kommende forår, og dette var førsteprioriteten. I instruksen fra krigsministeriet får de Meza frie hænder til at vurdere, om Dannevirke skulle rømmes eller ej. I hver en situation var det altså op til de Meza at afgøre, hvad der skulle gøres.[8] Dette var dog ikke viden offentliggjort på daværende tidspunkt, og der var derfor stærke holdninger til og krav om, at de Meza skulle afskediges.

Fædrelandet 1864, Løverdagen 6. Februar

Der var delte meninger blandt den danske befolkning om rømningen af Dannevirke. Dagen derpå, den 6. februar, var forsideartiklen i Fædrelandet om netop dette emne. ”Slesvig er altsaa ladt aabent for Fjenden uden sværdslag” lyder overskriften. Fædrelandet var talerør for de nationalliberale, og derfor er artiklen tendentiøs. Dette ses blandt andet ved en stærk nationalistisk følelse af, at Dannevirke stillingen burde være blevet forsvaret og en skamrosen af den danske hær. Da kilden er skrevet dagen efter rømningen, har stemningen blandt folket været oppisket, og man har uden tvivl krævet en forklaring. Før kilden er blevet skrevet, har der ikke været tid til at samle informationer omkring hvem der var ansvarlig for beslutningen, hvorfor Dannevirke blev rømmet, og man har også været fejlinformeret om den danske hærs antal. Det fremgår tydeligt, hvad der, ifølge kilden, skal ske efterfølgende med de ansvarlige personer:

”Hæren har ingen Tillid til disse Mænd, ærlig dansk og ægte national, som den er, med den inderligste Lyst og bedste Villie til at kæmpe for Fædrelandet, har den Ret til hverken at se reactionære Hylere eller feige Krystere mellem sine Førere”[9]

De Meza blev altså stemplet som en fej kryster af avisen Fædrelandet. Der var behov for nogle at skyde skylden på, og allerede dagen efter pegede folket på overhovederne i hæren. Der blev i denne kilde slet ikke taget hensyn til, at slaget ved Dannevirke var håbløst at vinde fra dansk side.

Fyens Stifttidende, Torsdagen den 11. Februar 1864

En lille uge efter rømningen førte Fyens Stifttidende en artikel med et andet syn på de Meza. I mellemtiden var flere informationer dukket op, så hvis kilderne stilles op mod hinanden har denne mere baggrundsviden end den første. I dag ville denne blive tolket som mere troværdig end artiklen fra Fædrelandet, og dengang var Fyens Stifttidende også anset som avisen med mere realistiske udtalelser. Denne forsideartikel ”Dannevirkestillingens Opgivelse” fortæller, at de tidligere domme har været uretfærdige:

”Er det da at undre sig over, at Hærens Befalingsmænd have foretrukket et sikkert Tilbagetog for en heltemodig Kamp i Forbindelse med Hærens høist sandsynlige Undergang?”[10]

Her er synet på de Meza et andet; han tog den fornuftige beslutning ved at rømme Dannevirke, og en sådan beslutning krævede et stort mod, da beslutningen gik stik imod befolkningens ønsker og forventninger.

Monrads syn på de Meza

D.G. Monrad og Christian den 9. opsøgte med det samme de Meza efter at have hørt om tilbagetoget. De mødte en fattet de Meza, og trods krigsminister Lundbyes mismod over ikke at have været en del af beslutningen, gav statsministeren og kongen de Meza deres fulde støtte. Da de vendte tilbage til København og så optøjerne, skiftede Monrad dog mening. Han blev klar over, at hvis han skulle overleve politisk kunne han ikke give de Meza sin støtte. Monrad vaskede derfor sine hænder, og gjorde de Meza til skydeskiven.[11] Han havde i starten fuld forståelse for beslutningen om at rømme Dannevirke, men af egoistiske grunde ændrede han mening. Eftertiden fælder hård dom over ham og kalder ham maniodepressiv og påpeger en overvurdering af egne evner.[12] Monrads syn på de Meza ændrer sig fra et godt til et dårligt, i modsætning til avisartiklerne, som, jo mere viden de får, bakker op om de Meza.

Sammenfatning

Blandt befolkningen var der stærk enighed om, at Dannevirke var uovervindeligt og at rømningen derfor var en helt forkert beslutning. De Meza blev set som skurken og man ville se ham falde. Både Fædrelandet og Fyens Stifttidende blev anset som troværdige dagsblade og grunden til deres holdninger varierer er, at artiklen fra Fædrelandet var den umiddelbare reaktion lige efter det var sket, men Fyens Stifttidendes artikel havde samlet flere informationer og kunne se det hele i et større perspektiv. Monrad ændrede af politiske årsager mening, og han virker derfor mindre troværdige end dagsbladene. Der var delte meninger om de Meza, men efterhånden blev det alment kendt, at rømningen af Dannevirke havde været den rigtige beslutning.

Vurdering af eftertidens syn på de Meza

Der er delte meninger om de Meza. Nogle mener, at han var gammel og skrøbelig[13] mens andre mener, at han var ”Den talentfuldeste, mest skarptsynede fører i officerkorpset”[14]. Han er blevet tegnet af den tyske major von Gottberg, som har tegnet ham som en lille, skrøbelig mand med masser af overtøj på, og en hat på hovedet, der får ham til at ligne en nisse.

Tom Buk-Swientys vurdering

I sin bog ”Slagtebænk Dybbøl” beskriver Buk-Swienty overgeneral de Meza som en ældre mand i slåbrok med en tyrkisk fez på hovedet. Han havde kraftigt, sort hår, var 72 år, men lignede langt fra en mand i den alder. En mand, der gik meget op i at kunne tale flere forskellige sprog og som endda lavede sin egen franske udtaleordbog. De Meza var overbevist om, at det var farligt at indånde kold luft, og han havde en angst for kold luft og træk. Buk-Swienty kalder de Mezas fremtoning feminin og underbygger dette ved at fortælle om hans kjolelignende slåbrok. Musik var en af hans passioner, og ofte spillede han både guitar og klaver.[15]

Buk-Swientys bog bygger på utallige forskellige kilder og beretninger fra øjenvidner, og er derfor en troværdig kilde. Han vurderer, at de Meza blev gjort til syndebuk, men at han i virkeligheden havde fuld ret til at træffe beslutningen og kun blev afskediget på grund af Lundbye.[16]

Rasmus Glenthøjs vurdering

Glenthøjs bog ”Sønner af de Slagne” beskriver ligeledes de Mezas atypiske udseende. Glenthøj beskriver de Meza som en modig og koldblodig mand, der ikke lod sig påvirke af befolkningens mening. I bogen kritiserer han regeringen for det ringe militær i 1864. Danmark havde allerede før krigen en meget lille chance for at vinde. Glenthøj mener, at det var et udtryk for at regeringen godt vidste, at man militært ikke havde en chance, og der blev i stedet satset på en politisk løsning. [17] Han gør det klart, at den danske hær, og derved også de Meza, på forhånd havde tabt slaget. De Meza havde retten til at rømme Dannevirke, og hans konsekvens blev at han blev gjort til syndebuk.

Tyskernes dom af de Meza

Tyskerne har efterfølgende taget hatten af for de Meza. Rømningen var efter deres overbevisning det klogeste, som danskerne kunne gøre. Den prøjsiske strateg Helmut von Moltke kalder endda de Meza tapper og roser hans evne til ikke at lade befolkningen påvirke ham. De tyske generaler er enige og siger ”Vi blev skammeligt narret”.[18]

Tyskerne kunne lige efter rømningen se, hvilken genistreg de Meza havde udført. Eftertiden er enig heri: Den bedst mulige løsning for danskerne var at trække sig tilbage fra Dannevirke. De Meza roses for at turde tage beslutningen, da det danske folk klart var imod en rømning.

Konklusion

De Meza havde fuld ret til at rømme Dannevirke. Som krigen udviklede sig, var et dansk nederlag tydeligt, og det klogeste og eneste rigtige i situationen var at rømme Dannevirke.

Synet på de Meza ændrede sig; befolkningen ville have ham fjernet for at være en kujon og trække sig fra kamp, men de endte med at se, at rømningen var den bedste løsning. Daværende konseilspræsident Monrad støttede op om de Meza, men valgte for egen politisk overlevelses skyld at trække støtten tilbage og i stedet fjerne de Meza.

Eftertidsforfatterne Buk-Swienty og Glenthøj støtter ligeledes op om rømningen af Dannevirke, og påpeger kløgtigheden hos de Meza samt hans mærkværdige figur.

De Meza blev gjort til syndebuk, da befolkningen havde brug for en. Det er nu et kendt faktum, at han handlede efter Danmarks interesse og ikke var en kujon der flygtede fra kamp.

Litteraturliste

Buk-Swienty, Tom: Slagtebænk Dybbøl. Gyldendal 2008, s. 121-123, 208-211

Danmarkshistorien.dk: Krigens årsager http://danmarkshistorien.dk/perioder/det-unge-demokrati-1848-1901/optakt-til-krig/ søgedato 6-10-2014

Danmarkshistorien.dk: Krigsministeriets instruks til general de Meza http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/krigsministeriets-instruks-til-general-de-meza-13-januar-1864/, søgedato 4-10-2014

Danmarkshistorien.dk: Monrad http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dg-monrad-1811-1887/ søgedato 7-10-2014

Denstoredanske.dk: Ejderpolitik  http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1849-1945/Ejderpolitik, søgedato 6-10-2014

Døygaard, Heino: 1864 – Det store nederlag. Strandbergs Forlag, s. 7, 8, 16

Glenthøj, Rasmus: Sønner af de Slagne. Gads Forlag 2014, s. 375-378, 520

Ostenfeld, Bo: Stridsmænd på livets kampplads. Finn Jacobsens forlag 1984, s. 57

Rasmussen, Knud: General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864. Odense Universitetsforlag 1997, s. 57, 78. Heri fundet Fædrelandet 1864: Løverdagen den 6. Februar, s. 113 og Fyens Stifttidende: Torsdagen den 11. Februar 1864, s. 114-115

Søndberg, Olaf: Den danske revolution 1830-1866, Systime 1999, s. 140

Visti Hansen, Lars Peter m.fl.: Overblik – Danmarkshistorien i korte træk. Gyldendal 2010, s. 81-84

[1] Strandbergs Forlag: 1864 – Det store nederlag, s. 7-8.

[2] Visti Hansen m.fl.: Overblik – Danmarkshistorien i korte træk, s. 81-84

[3] http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_1849-1945/Ejderpolitik

[4] http://danmarkshistorien.dk/perioder/det-unge-demokrati-1848-1901/optakt-til-krig/

[5] Rasmussen: General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864, s. 57 og 78

[6] Søndberg: Den danske revolution 1830-1866, s. 140

[7] Glenthøj: Sønner af de Slagne, s. 520

[8] http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/krigsministeriets-instruks-til-general-de-meza-13-januar-1864/

[9] Fædrelandet 1864: Løverdagen den 6. Februar

[10] Fyens Stifttidende: Torsdagen den 11. Februar 1864

[11] Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl, s. 208-209

[12] http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dg-monrad-1811-1887/

[13] Strandbergs Forlag: 1864 – Det store nederlag, s. 16

[14] Ostenfeld: Stridsmænd på livets kampplads, s. 57

[15] Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl, s. 121-123

[16] Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl, s. 211

[17] Glenthøj: Sønner af de Slagne, s. 375-378

[18] Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl, s. 210