DHO: Den franske revolution og borgerskabets rolle 1789

Den franske revolution og borgerskabets rolle 1789

Indledning

Den franske revolution fandt sted i årene 1789-1799 og opfattes som én af de vigtigste begivenheder i nyere tid. Ifølge oplysningstiden og den amerikanske uafhængighedskrig, blev tankerne om borgernes rettigheder for lighed og frihed sat i særligt fokus.

I denne opgave vil jeg belyse Den Franske Revolution og helt specifikt, hvordan borgerskabet spillede en helt central rolle i opgørelsen med middelalderens stændersamfund. Jeg vil lægge særlig vægt på min kilde om den franske forfatning, da den er et vigtigt omdrejningspunkt i revolutionen.

Mit mål for opgaven er at besvare min problemformulering ved at gå taksonomisk frem. Jeg vil først redegøre for samfundsopbygningen i det gamle regime og årsagerne til revolutionens udbrud. Dernæst vil jeg undersøge og beskrive revolutionens videre forløb med særligt fokus på borgerskabet og deraf perspektivere det til min kilde om forfatningen.

Til sidst vil jeg vurdere, om borgerskabet nåede sit endelige mål ved hjælp af forklaringer og fortolkninger af revolutionen og dens årsager. Min besvarelse af problemformuleringen er hovedsageligt skrevet på baggrund af bøgerne Den franske revolution bind 1 & 2 af Niels Høffding.

Problemformulering

Hvilken indflydelse har borgerskabet haft på nutidens demokratiske samfund?

Redegørelse

Hvad var borgerskabets position i det gamle regime før 1789?

Analyse

Hvordan var borgerskabets rolle under revolutionen?

Vurdering/Diskussion

Hvorvidt opnåede borgerskabet deres mål?

Besvarelse af problemformulering

Redegørelse

Før revolutionen udbrud i 1789, var det franske samfund opbygget på samme vis som i mange andre europæiske lande. Kongen sad på magten og var enevældigt regerende. Siden middelalderen har samfundets styreform været et aristokrati, hvor de mægtigste havde størst indflydelse, og har været bygget op om tre stænder.

Førstestand bestod af gejstligheden, som yderligere var delt i en højgejstlighed og en lavgejstlighed. Højgejstligheden var, såvel som samfundet, et aristokrati bestående af biskopper, abbeder og kanniker, mens lavgejstligheden bestod af sognepræster. Deres primære opgave var at oplyse den øvrige befolkning om kristendommen og om Guds frelse. Kirken stod desuden også for sygevæsen samt økonomisk hjælp til dårligt stillede. Andenstand bestod af adelen, som var sværdadelen, hofadelen, og landadelen. Sværadelens primære opgave var at beskytte landet og dets borgere mod oprør og krig. Hofadelen sad i de højeste statsembeder, og landadelen ejede landbrugets herregårde og godser.

Til sidst var der tredjestanden. Den bestod af resten af befolkningen, det vil sige borgerne i byerne og bønderne på markerne. Deres primære opgave var at tjene landet ved produktion og penge. Hævet over alle tre stænder sad den enevældige konge af Guds nåde, med ubegrænset magt, som kun skulle stå til ansvar over for Gud.

På grundlag af den store tro på kristendommen, havde kirken i flere hundrede år meget stor politisk magt, og det betød, at den sikrede sig sin materielle status gennem store jordbesiddelser. Endvidere da katolicismen blev eneherskende religion i Frankrig i 1685, betød det, at den nu også besad det åndelige overherredømme i landet[1].

Derimod var adelens politiske magt forsvundet efter kong Ludvig XIV’s endelige indførsel af enevælden i det 17. århundrede[2]. Til trods for det, besad adelen stadig en væsentlig fordel; sociale privilegier. Med privilegier som skattefrihed betød det, at adelen og godsejerne kunne tjene godt på eksempelvis landbruget uden at skulle betale én eneste krone til statskassen. Hvem, der stod for denne opgave i samfundet, det var borgerskabet og bønderne. Tredjestanden bestod af godt 98 % af Frankrigs samlede befolkning[3] og var nødsaget til at betale den direkte skat la taille. Det betød, at den økonomiske tilstand var dårlig.

Værst så det ud for bønderne, der samtidig var underlagt den indirekte saltskat la gabelle, og en tiende-betaling til kirken[4]. Det mest forhadte privilegie var signeurprivilegiet[5] som herremanden le signeur besad. Det betød ganske enkelt, at fæstebonden skulle betale leje og renter af herremandens jord og ikke nok med det, var fæstebonden også forpligtet til at anvende herremandens møller og ovne mod afgift. Vilkårene var så dårlige, at det eneste lyspunkt for mange bønders tilværelser var den økonomiske hjælp fra kirken.

I byerne var den økonomiske situation ikke nær så slem. Den højere middelklasse, bestående af de bedst uddannede som eksempelvis jurister, notarer og kgl. Embedsmænd, havde kæmpet sig frem gennem enevældens administrationsapparat, og målet var at opnå adelstatus. Den lavere middelklasse bestod hovedsageligt af håndværkere og købmænd. Hverken borgerskabet eller bønderne havde nogen politisk indflydelse lige på nær til stænderforsamlingen.

En stænderforsamling var et møde bestående af en repræsentation fra de tre stænder. Her havde hver enkelt stand muligheden for at indbringe kongen forslag til, hvordan samfundssituationen kunne forbedres. Desværre betød det for tredjestanden, at ethvert forslag til afstemning, blev afgjort ved et stænder-flertal[6]. Derfor blev tredjestanden nedstemt til trods for at den repræsenterede 98% af befolkningen. Både økonomisk og politisk var tredjestanden hårdt undertrykt. En sådan generalforsamling havde ikke fundet sted siden 1614, men det skulle vise sig at ske i 1789. Frankrig havde i årene 1775-1783 støttet kolonisterne i den amerikanske uafhængighedserklæringskrig mod englænderne, og det betød, at den finansielle situation, som allerede var på randen af et statsbankerot, forværredes. Grundet et folkeligt pres på vegne af den økonomiske situation, så kong Ludvig XVI sig nødsaget til at indkalde til den første stænderforsamling i over 150 år, og presset blev ikke just mindre, da en hård vinter og en dårlig høst resulterede i at efterlade mange borgere som bønder uden brød. Hungersnød var for mange en realitet nu, og det blussede stemningen op til den kommende stænderforsamling.

Forsamlingen afholdtes den d. 5. maj 1789. Forinden var bønskrifter, kaldet cahiers, udsendt til hver af de tre stændere, hvor de heraf kunne nedskrive deres lovønsker, som ville blive indfriet til kongen. For tredjestanden var ønsket om frihed og lighed øverst på dagsordenen.

I cahier fra den sydfranske by Toulon[7] ønskede tredjestanden, at kongerigets forfatning først og fremmest skulle fastsættes før ethvert andet forslag. Dernæst var det vigtigt, at ingen lov var gyldig før en vedtagelse ved generalstænderne, som skulle mødes hvert tredje år. Et vigtigt forslag for retfærdigheden var, at man i generalstænderne stemte efter hoveder og ikke efter stænder.

Endvidere skulle stemmeligheden være retfærdig, således at tredjestandens indflydelse udgjorde det samme som de to første stænder til sammen. Ønskerne om ukrænkelig ejendomsret og pressens lovlige frihed var også klare beviser på, hvor undertrykt størstedelen af befolkningen var.

I byen Rouen i Normandiet, udtrykker købmændene i cahier[8], at monarkiet skulle vedholdes, men at det samlede folk er alt, at det har den suveræne magt, og at de hellige principper: frihed, lighed, sikkerhed for borgene og lovens herredømme skulle genoplives. Den udøvede magt betroedes monarken, men misbrug var en forbrydelse mod nationen. Købmændene i Rouen var ikke imod et monarki, men idet kongen var folkevalgt betød det, at han skulle repræsentere flertallet af befolkningen og ikke minoriteter, som han hidtil havde gjort. Samtidig skulle loven garantere den enkelte borger sikkerhed, frihed og lighed. Det skulle betyde at enhver borger havde ret til at blive stillet for egen dommer, og at straf ville blive dømt retfærdigt og lige uden hensyn til stand.

Købmændene var stærkt i mod de direkte og indirekte skatter, så disse skulle kun kunne pålægges med nationens samtykke. Ligesom borgerne i Toulon, mente købmændene, at generalstænderne skulle forsamles hvert tredje år for at reflektere over samfundets situation. At de samme meninger og forslag var delt, var et tydeligt bevis på, at samfundssituationen for tredjestanden var den samme, selvom man geografisk var bosat i hver sin ende af landet. Derfor var det endelig tid til forandringer!

Analyse

Den 5. maj samledes repræsentanterne for de tre stænder i kongeslottet i Versailles syd for Paris. Efter nogle hektiske uger med modstand, endeløse vendinger og kongemagtens tøven, besluttede tredjestanden den 17. juni at erklære sig selv for nationalforsamling. De indbød de to andre stænders repræsentanter at deltage.

I det franske folks navn erklærede tredjestanden sig for repræsentanter af nationen, og det betød nu, at kongen reelt set var overflødig. Den 20. juni aflagde nationalforsamlingen boldhuseden, som betød, at ingen af stænder-repræsentanterne skulle skilles, før den franske forfatning var udarbejdet.

Den 23. juni reagerede kongen ved at fremlægge et program som krævede, at stænderne skulle forhandle separat. I Paris var byens borgere mærket af uenighederne, og det medførte en fælles urolighed. Derfor så kongen ingen anden udvej end at give ordre til, at de andre stænder skulle deltage i nationalforsamlingen. Det blev kongens første nederlag, og det skulle langt fra vise sig at være det sidste.

Grundet den dårlige høst, blev brødpriserne fordoblet, og urolighederne blev forværret. Ludvig XVI’s yngste bror greven af Artois forsøgte at få kongen til at handle med større fasthed, og derfor skulle der slås ned på urolighederne.

I Paris florerede rygterne om et militærkup, og kongen havde beordret tropper rundt om Paris og Versailles for at beskytte kongelig ejendom. Militærkuppet rygtedes at skulle splitte nationalforsamlingen.

Finansministeren Jaques Necker[9], som var manden, der fik kongen til at indkalde til stænderforsamling i første omgang, var en meget populær politiker blandt borgene, da han var kritiker af hoffets ødselhed. Da han d. 11. juli blev afsat som minister af kongen, begyndte tingene for alvor at løbe løbsk. Kornkamre og våbenlagre blev plyndret, og 30.000 musketter blev uddelt til borgerne, og den 14. juli indledtes den første store begivenhed i den franske revolution; stormen på Bastillen[10]. Den middelalderlige fæstning som under enevælden blev benyttet som fængsel, blev indtaget og formålet var at kapre de store mængder våben og ammunition. Den revolutionære udvikling var ikke længere begrænset til det højere politiske niveau, men var tilgængelig for den enkelte borger. Derfor så modstanderne af revolutionen, som eksempelvis greven af Artois, sig nødsaget til, at forlade landet i frygt for henrettelse.

Borgerskabets aktivitet i Paris havde stor indflydelse på optøjerne, som spredtes til provinsbyerne. Jaques Necker blev genindsat til stor jubel fra borgerskabet, og nationalforsamlingen eksistens var sikret, og kongens ubegrænsede magt var sat på et sidespor. Borgerskabets handlinger i Paris lagde også fundamentet for det massepsykologiske fænomen kaldet den store frygt. Bønderne rundt om i provinserne og landdistrikterne frygtede for, hvad hoffet og herremændene skulle finde på over for bønderne som straf for borgerskabets aktioner.

I september 1791 vedtoges den franske forfatning endelig, Frankrig blev derfor et konstitutionelt monarki, og ønsket i bønskriftet fra købmændene i Rouen var opfyldt. Den udøvende magt lå stadig hos kongen, men den lovgivende magt var nu overdraget til en forsamling, folkevalgt af aktive borgere, det vil sige alle mænd over 25 år, der betalte en vis skat. Det gjorde ca. 4 millioner borgere stemmeberettigede. Endvidere var den dømmende magt overdraget til folkevalgte domstole. En kirkeforfatning blev også gennemført, hvoraf også de gejstlige skulle vælges af de stemmeberettigede borgere.

Borgernes indflydelse og magt var blevet så stor samtidig med, at kongens indflydelse og magt var blevet så indskrænket, at Ludvig XVI derfor ingen anden udvej så end at flygte med kongefamilien i juni 1791. Under flugten blev de dog genkendt og ført tilbage til Paris i slottet Tuilerierne.

I det nye folkevalgte styre var et af hovedspørgsmålene nu, om en krig med Preussen og Østrig skulle startes. Kongen var for i håbet om at redde kongedømmet. Krigen blev indledt i april 1792, men viste sig at være fatal. En frygt for invasion opstod nu i blandt én af de politisk aktive borgerlige grupper.

Sansculotterne som hovedsageligt bestod af håndværkere og handelsfolk frygtede for et fængselsopgør, og slog derfor koldblodigt fanger ihjel rundt om i Paris. De argumenterede for deres sag ved at sige, at man skal gøre op med indre fjender, da det var nødvendigt i forhold til den ydre fjende[11]. Den 10. august blev Tuilerierne stormet, og kongen blev arresteret af den lovgivende forsamling. Han blev henrettet d. 21. januar 1793, og dette var enden på det kortvarige konstitutionelle monarki.

Den franske forfatning[12], som vedtoges den 26. august 1789, er en førstehåndskilde og er skrevet direkte for befolkningen af befolkningen. Den ligger i sær vægt på menneskerettigheder som frihed, lighed og ejendomsret. Den er skrevet i kølvandet på den økonomske situation i Frankrig op til revolutionen og udtrykker et meget negativt billede af den måde, regeringen har ført nationen i fordærv.

Man mener, at de lærde og uddannede borgere havde vidst, hvordan nationen havde støttet de amerikanske kolonister i kampen for borgerrettigheder og selvstyre. Andre mener, at vedtagelsen skyldtes oplysningsfilosoffernes idéer.

Forfatningen er et glimrende eksempel på, hvordan borgerne havde gjort op med undertrykkelsen og uligheden og havde taget magten i egen hånd. Borgerskabets rolle i revolutionen har derfor været altafgørende for, hvordan revolutionen skulle forløbe. Optøjerne i Paris lagde fundamentet for tanken om, at den almene borger sagtens kunne stille noget op mod samfundets aristokratiske styreform. Kongen skulle ikke kun gøre op med Gud, men også befolkningen, og i kraft af, at han anvendte magtmisbrug, endte han altså i guillotinen.

Vurdering/Diskussion

Kongen var blevet henrettet, og monarkiet havde nået sit endeligt. Den franske forfatning var vedtaget, og det betød altså, at lige rettigheder for enhver borger blev en realitet. Privilegier blev ophævet, hvilket betød, at også stændersamfundets eksistens var tilintetgjort.

Et repræsentativt demokrati så også dagens lys, og fremtiden så ud til at blive lys. Men! Revolutionen var ikke slut ved kongens fald, den var knapt nok begyndt. Det skulle vise sig, at aristokratiet stadig ikke var nedbrudt. Monarkiet var nu blevet til Republikken Frankrig, og mange politiske organisationer var opstået.

Politikeren Maximillian de Robespierre var fortaler for republikken og gennemførte sit terrorregime[13], hvor mange af hans politiske modstandere blev henrettet. Det skulle vise sig, at aristokratiet stadig gjorde sig gældende. Spørgsmålet er så bare, om folkets regime var bedre end kongens regime.

Den engelske filosof Thommas Hobbes (1588-1679)[14] taler om en såkaldt naturtilstand, som går ud på, at alle er født lige og frie. Det vil betyde, at alle vil kæmpe for sin egen overlevelse (eller egen lykke), og der vil derfor opstå en alle mod alle mentalitet. Det vil forårsage et katastrofalt samfund, så han mener, at løsningen findes i, at mennesket skal overlade sin magt til en suverænitet, eksempelvis kongen. Kun den stærke (suveræniteten) har overblikket og evnerne til at stabilisere et samfund. Denne naturtilstand var nogenlunde det billede, der dannedes af regimet efter kongens henrettelse. Det så vi i form af, hvordan terrorregimet førte til massehenrettelser og blodbad. Disse tanker ligger også et nogenlunde fundament til konservatismen, hvis fader Edmund Burke[15] var strengt i mod revolutionen.

På den anden side var Georges Lefebvres[16] fortaler for revolutionen og dens udkom. Han så borgerskabets rolle i revolutionen som et fundament for de senere europæers ønske om verdensdominans og beherskelse af økonomien og samfundet. Han kaldte den højere middelklasses måde at bringe system til politik og samfund for rationel, og betegner derfor revolutionen som et skridt frem i den vestlige verdens skæbne. I Danmark satte den også sit aftryk.

Vi fik underskrevet en forfatning (Grundloven) den 5. juni 1849, hvor også her det enevældige styre ændredes til et demokrati med et konstitutionelt monarki.

På kort sigt kan man altså sige, at revolutionen førte noget dårligt med sig for Frankrig og dets borgere, idet regeringsformen var uklar efter kongens henrettelse, men på længere sigt, og set i perspektiv til i dag, har det ændret hele vores måde at opfatte samfundet på. Menneskerettigheder og velfærd er noget, vi tager for givet i den vestlige verden i dag, men det havde måske ikke set dages lys, hvis det ikke havde været for oplysningstidens filosofiske tanker og franskmændenes aktioner tilbage i 18. tallet.

Konklusion

Ud fra min besvarelse af min problemformulering kan jeg heraf konkludere, at tredjestanden var hårdt undertrykt under kong Ludvig XVI’s regime. På grund af uroligheder og oplysningstidens filosofiske tanker om borgerrettigheder, så kongen sig derfor nødsaget til at indkalde til stænderforsamling. Bønskrifterne er et tydeligt bevis på hvordan tredjestanden har følt sig overset, og uroligheder førte altså til, at tredjestanden erklærede sig for nationalsamling.

Borgerskabet spillede en hel central rolle under revolutionen, og det var dem som for alvor fik sat gang i urolighederne rundt om i landet. Den franske forfatning blev vedtaget, og kongen blev henrettet, men det viste sig ikke at være vejen til lykke. Efterfulgt af år med uenigheder om, hvordan samfundet skulle fungere, vidner til at borgerskabet måske ikke nåede sit endelige mål med revolutionen, som de havde regnet med.

Det konstitutionelle monarki, som var et ønske blandt nogle, viste sig kun at vare i få år, og stadige uroligheder under folkestyret, lod ikke til at tegne til bedre tider. På længere sigt har revolutionen båret frugt med sig. Den har haft enorm indflydelse på opfattelsen af det vestlige samfund i dag, og har blandt været en vigtig årsag til at vi i Danmark har vedtaget vores grundlov. Derfor kan man godt sige, at borgernes mål om frihed og lighed for ethvert menneske er opnået.

Litteraturliste

Høffding, N. (1982). DEN FRANSKE REVOLUTION 2: vurderinger og synspunkter. København: Gyldendal

Høffding, N. (1985). DEN FRANSKE REVOLUTION 1: kilder og tekster. København: Gyldendal.

Høffding, N., & Redaktionen. (16. september 2013). Jacques Necker . Hentet fra Den Store Danske: http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Frankrig/Frankrig_1713-89/Jacques_Necker

Koch, C. H., & Redaktionen. (1. august 2011). Thomas Hobbes. Hentet fra Den Store Danske: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/De_store_systematikeres_tidsalder,_1600-t./Filosoffer_1600-t._-_biografier/Thomas_Hobbes

Koch, C. H., & Sevaldsen, J. (2. august 2011). Edmund Burke. Hentet fra Den Store Danske: http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oplysningstiden,_engelsk_deisme_og_kritisk_filosofi/Filosoffer_1700-t._-_England_-_biografier/Edmund_Burke

Langen, U. (2008). Fra Oplysningstid til Imperialisme. Gyldendal: København.

Wikipedia. (7. september 2013). Tiende. Hentet fra Wikipedia: http://da.wikipedia.org/wiki/Tiende

[1] (Høffding, 1982, s. 13)

[2] (Høffding, 1982, s. 13)

[3] (Høffding, 1982, s. 14)

[4] (Wikipedia, 2013)

[5] (Høffding, 1982, s. 16)

[6] (Høffding, 1982, s. 24)

[7] (Høffding, 1985, s. 29-31)

[8] (Høffding, 1985, s. 31-34)

[9] (Høffding & Redaktionen, 2013)

[10] (Høffding, 1985, s. 11)

[11] (Langen, 2008, s. 67)

[12] (Høffding, 1985, s. 37-39)

[13] (Langen, 2008, s. 67)

[14] (Koch & Redaktionen, 2011)

[15] (Koch & Sevaldsen, 2011)

[16] (Høffding, 1985, s. 104-105)