DHO: Den sorte død 1347-1353

Den sorte død 1347-1353

Indledning

I løbet af højmiddelalderen, år 1050-1340, var befolkningstallet i Europa vokset voldsomt, hvilket havde gjort det sværere at brødføde den store befolkning. Der hærgede mange regnfulde efterår og tørre somre i årene mellem 1330 og 1350, som var forårsaget af klimaforandringer i starten af det 14. århundrede[1]. De dårlige forhold havde givet endnu mindre mad til den store befolkning, hvilket førte til meget sult og underernæring.
Da pesten i 1347 så kom til Europa, var befolkningen allerede svækket og epidemien spredte sig frem til 1353 meget hurtigt til hele Europa. Pesten var meget dødelig og dræbte en stor del af Europas befolkning.[2]

Hvordan påvirkede pesten dens tid og eftertiden?

For at besvare denne problemformulering, vil jeg redegøre for hvad Den Sorte Død i det hele taget var, hvordan og hvorfor pestepidemien spredte sig så hurtigt til hele Europa og derudover vil jeg også se nærmere på, hvad der blev gjort for at undgå pesten og hvilke idéer man havde omkring, hvad pesten var og hvad den skyldtes. De direkte konsekvenser af pesten vil også blive gennemgået, herunder hvilken påvirkning den store mængde døde havde for eftertidens befolkning mm. Til sammenligning med Den Sorte Død vil ebolavirussen blive sammenlignet, hvor forhold som menneskemængder, transportmuligheder og videnskabsudviklingen vil blive set på.

Materialepræsentation

På Odense Centralbibliotek blev jeg henvist til deres hjemmeside, hvor der en liste netbaser. Jeg blev forsikret om disse netbasers troværdighed som kilder og artikler. Jeg har brugt Faktalink.dk og Historiensverden.dk herfra.

Faktalink.dk, Pesten, Den sorte død

Artikl af Nina Trige Andersen, der er journalist og cand.mag. i historie. Artiklen er skrevet i september, så informationen er ikke forældet. Højt fagligt niveau. Artiklen er troværdig og objektiv.

Historiensverden.dk, Europa i krig og krise; Europæiske middelalder

Artiklerne er skrevet af Jan Brix, der er historiker og cand.mag. i historie. De har et højt fagligt niveau. Jan Brix har været objektiv, da han skrev artiklerne. Plausibiliteten er her til stede i artiklerne.

WHO.int, Study warns swift action needed to curb exponential climb in Ebola outbreak

Til perspektiveringen til ebola, har jeg brugt WHO’s hjemmeside. Artiklen af WHO er udgivet den 22. september 2014 og er meget ny viden. WHO’s artikel mener jeg er troværdig.

Illustreret Videnskab Historie, Den Sorte Død

Artiklen fra Illustreret Videnskab Historie er skrevet af Natasja Broström, der har været journalist i godt 14 år. Selve bladet, Illustreret Videnskab Historie, har også et ry som naturvidenskabeligt, hvilket fører mig til tilliden til artiklen.

Middelalderliv

Bogen er skrevet af Mogens Carstensen og Jørgen Olsen. Bogen er skrevet til gymnasieundervisning. Jeg lånte bogen af Paw Stylsvig Jeppesen, der er historielærer på Tornbjerg Gymnasium og foreslog bogen. Bogen er altså plausibel.

Grundbog til Historie: Fra oldtid til enevældens samfund

Denne bog bruger vi i vores gymnasieundervisning. På baggrund af dette mener jeg, at den er brugbar som kilde.

Den Sorte død

Tiden op til epidemien

I perioden op mod pesten, Højmiddelalderen, var der stor fremgang med frydende kirke- og kongemagt. Der var vækst på stort set alle fronter, bl.a. landbruget, hvor ploven var blevet opfundet og den øgede agerbrugsproduktion gav mulighed for at producere mere mad, så man kunne brødføde flere mennesker. På baggrund af den øgede fødevareproduktion skete der en stor befolkningstilvækst i denne periode, hvor befolkningstallet tredobledes.[3] Dette kendetegner højmiddelalderen.
I byerne blev der inddrevet mange afgifter fra folket, da kongemagten var blevet meget stærk, mens befolkningen på landet var inddelt i forskellige klasser. Der var herremændene, de frie bønder og selvejerbønderne og fæstebønderne. Denne klasseinddeling er kendt som middelalderens feudalsamfund. Hele perioden med fremgang var stærkt præget af en stor økonomisk og magtfordelingsmæssig forskel mellem de mennesker, som ejede deres egen jord, og så dem, der blot dyrkede jorden. Under den del af befolkningen, der ejede jorden, hørte også kirkens folk.

På trods af højmiddelalderens stærke fremgang og vækst på bl.a. landbrugsområdet, betød den massivt voksende befolkningsmængde, at der blev dyrket så meget som muligt i landbruget. Dette tvang bønderne til at bruge den jord, som endnu ikke var klar til at blive taget i brug, med konsekvensen af, at jorden blev udpint meget hurtigt. Da klimaforandringerne i 1300-tallet[4], sammen med den udpinte jord, gjorde det svært at producere nok mad, var befolkningen, allerede før pestens indtræden, markant svækket af sult og fejlernæring[5].

Hvad var den sorte død?

Den sorte død var en epidemi, der skyldes en dynamisk bakterie, Yersinia pestis, som kan ændrer sin struktur hele tiden. Det antages at bakterien har udviklet sig for tusind år siden, da den første dokumenterede pestepidemi var i 500-tallet. Denne epidemi kom med folkevandringerne i 500- og 700-tallet[6] og blev ikke båret af pattedyr og lopper, som Yersinia pestis bl.a. gjorde.

Selv i nutiden findes pestbakterien stadig og et stort forskningsprojekt har kortlagt pestbakteriens genetiske struktur. Dette store forskningsprojekt blev startet på baggrund af, at en dyrelæge i 1992 døde, efter en pestsmittet kat nyste på ham, skriver Nina Trige Andersen i en artikel på faktalink.dk. Pestbakterien er fortsat under forandring og kan udvikle sig i både farlig og ufarlig retning.
På trods af den udviklede sundhedsvidenskab, som vi har i dag, er der ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO stadig nogle tusinde, der dør af pestbakterien årligt. Dette er primært i de tropiske og meget fattige regioner af verden og sygdommens dødelighedsrate kan nedbringes fra 60% til blot 15%, hvis der bliver behandlet korrekt med antibiotika[7].

Pesten der hærgede Europa i 1300-tallet havde nogle karakteristiske træk, som viste sig kort tid efter man var blevet smittet, kaldet Pestens Fire Faser:

I den første fase vil den pestramte typisk begynde at klage over ømhed i lænden og i musklerne. Der vil komme anfald af svimmelhed samt voldsom hovedpine. Derudover vil man gå i seng, grundet mangel på energi. Lysten til mad og drikke forsvinder også allerede i denne fase.

Den anden fase kendetegnes af vedvarende opkast samt heftig diarré. Selve huden vil blive meget varm og så følsom, at berøring ville være meget smertefuldt. Det er også i denne fase at dehydreringen vil sætte ind, hvorved patienten vil få en voldsom tørst og tigge om vand, på trods af, at vedkommende ikke er i stand til at holde det i sig. Kombinationen af smerter og dehydrering trækker den syge mod vanviddets rand.

I den tredje fase vil patienten, hvis han er blevet smittet med byldepest få betændelse i armhulerne og i lysken, som hober sig op. Til sidst er betændelsesophobningerne så store som hønseæg og er blevet til bylder. Hvis patienten er smittet med lungepest, vil den syge få en meget hvæssende vejrtrækning, samtidig med at opkastet vil være blodigt, klumpet og fyldt med sort slim. Der er også nogle få der vil bløde ud af næsen i denne fase.

I den fjerde og sidste fase er der voldsom feber, der som Natasja Broström skriver i en artikel i Illustreret Videnskab Historie, “gør livet til et helvede for den pestramte”[8]. De bylder, der har været fyldt med betændt, stinkende, pus og blod, brister og der bredes en lugt af råd og betændelse, som pesten bl.a. er karakteriseret ved. Den voldsomme feber i den syges krop raser fremad, lige indtil døden endelig befrier den pestramte i løbet af få dage[9].

Pesten har altså været ganske forfærdelig, men hvordan kom den egentlig til Europa?

Hvordan kom Pesten til Europa?

Den sorte død i det 14. århundrede kom til den italienske by Messina, der ligger på Sicilien, fra Asien i havnebyen Kaffa. Den spredte sig hernæst mod nord til andre havnebyer i Italien, hvorfra den sidenhen kom til resten af Europa. Der var dog nogle byer i Frankrig, Italien, Tyskland og Belgien, der formåede at gå fuldkommen fri af pesten. Dette skyldes, at byernes myndigheder formåede at afskære dem fuldkommen fra omverdenen. Blandt de byer, der gik fri, er bl.a. Milano og Nürnberg[10]. I artiklen af Natasja Broström i Illustreret Videnskab Historie påpeges det også, at forskere mener, at pesten ikke kun er kommet til Europa via Sortehavet, men at den også invaderede Europa nordfra, gennem de tyske hansestæder eller Skandinavien. Denne teori, der går imod den hidtidige tanke om, hvordan pesten spredtes i Europa, kommer på baggrund af en ny variant af pestbakterien fundet i en massegrav i Bergen Op Zoom[11].

Hvordan spredte pesten sig til hele Europa?

I lang tid har det været antaget, at det var rotterne og de lopper, som de bar rundt på, der var skyld i, at epidemien blev spredt så hurtigt til hele Europa. Det har dog vist sig, efter nyere tids forskning, at rotterne formentlig ikke har været den mest ansvarlige årsag til pestens udbredelse. Specielt i Norden, hvor klimaet har været for koldt til at rotterne har kunne overleve og transportere pesten rundt. Det menes derimod at der har været menneskelopper og -lus, som er blevet transporteret rundt af mennesker. Sådanne lopper og lus har været i stand til at overleve i tøj og lignende i lang tid, uden tilførsel af blod. På trods af, at man ikke kunne rejse rundt i Europa ligeså effektivt som i dag, var der utrolig stor trafik af mennesker, der blev transporteret rundt i hele Europa. Denne konstante omrejse kan også forklare, hvorfor pestens udbredelse blev så omfattende[12].

Hvad blev der gjort for at undgå smitten?

Ifølge Giovanni Boccaccio, der i ca. 1350 skrev værket Decameron, var der nogle, der samlede sig i grupper og levede for sig selv i fællesskab i lukkede huse, hvor der ikke fandtes nogle syge. Her levede de stille og fredeligt af saftige tillavede retter og dyre vine, uden at noget skulle mangle og uden at snakke med nogen udefra, som kunne bringe dem bud om døden og de syge. De fordrev her tiden med musik og andre fornøjeligheder.

Der var også andre, der mente at det bedste værn mod pesten var sang og bægerklang, latter og tilfredsstillelse af lyster. De valgte derfor at gå fra det ene værtshus til den andet og drikke uden mål og måde[13].

Konsekvenserne af Den Sorte Død

Pestens forfærdelighed førte nogle blandede konsekvenser med sig. Der var både gode og dårlige konsekvenser, alt efter hvilken samfundsgruppe man sætter fokus på. Den daværende befolkning var bl.a. blevet alt for stor gennem højmiddelalderen, hvilket havde gjort det svært at brødføde alle. Da Den Sorte Død så hærgede hele Europa og dræbte mellem en tredjedel og halvdelen[14] af befolkningen, gav det forbedrede levevilkår for de overlevende.
De forbedrede forhold viste sig på mange forskellige måder, bl.a. blev kirkens stilling i samfundet forandret. Derudover fik de dårligst stillede i samfundet nye muligheder, da der nu var mere plads per indbygger og færre arbejdere til at udføre arbejdet, hvilket gav bedre forhold for de arbejdende.
Inden for lægevidenskaben skete der også markant ændring i måden at tænke og behandle på[15].

Den klasseinddeling der var i samfundet i tiden op mod pestepidemien var, som nævnt i redegørelsen, feudalt og allerede før pesten var bondeoprørene begyndt at tage til. Grundet pestens omfang, fik ikke kun de fattigste taget et hug i befolkningstallet, men også de rige og adelige. På baggrund af dette blev kirken og de adelige svækket, da der nu ikke var lige så mange arbejdere for dem, som der tidligere havde været. Som en krønikeskriver fra Rochester øst for London skriver: ”Sådan blev kirkens folk og ridderne og andre adelige tvunget til at male deres eget korn”[16].
Altså blev hele klassestrukturen ommøbleret, hvilket kom til at påvirke de fattige, de rige og alle derimellem.
En af de værste konsekvenser af pesten var forfølgelsen af jøderne, der var blevet beskyldt for at være skyld i pesten. Jøderne blev fordrevet og flygtede til andre lande i Europa, heriblandt Polen og andre østeuropæiske lande[17].

Stor dødelighed gav fornyede muligheder

Blandt de fattige, der havde levet kummerligt under de riges befalinger, som jeg har gennemgået i redegørelsen, gav den store dødelighed pludselig muligheder for de fattige, der ikke længere var tvunget til at tage det arbejde, som de kunne få. De rige folk, som fortsat havde brug for arbejdskraft til at arbejde under dem, havde ikke længere bønder, der tiggede og bad dem om arbejde. Det var nærmere blevet omvendt, hvor bønderne nu kunne begynde at stille krav til deres leveforhold og løn. Som krønikeskriveren fra Rochester skriver: ”De fattige satte næsen i sky over arbejde og kunne næsten ikke overtales til at tjene de rige undtagen for den tredobbelte løn.”[18] Krønikeskriveren fortsætter til at pointere, at bønderne nu havde god tid til at stjæle og andre forfærdelige ting.
Eftersom de fattige bønder nu kunne kræve en del mere i lønninger, end de tidligere havde kunnet, gav det dem selvfølgelig, sammen med stjæleri og andet, langt flere penge på lommen, end de tidligere havde turdet håbe på at få. Disse penge kom selvsagt fra de rige, hvorved klasseforskellen langsomt udlignedes og de fattige blev rigere og de rige blev fattigere.
Efter pesten var en stor del af befolkningen døde, og der var blevet meget mere plads per person, hvilket gav muligheder for at dem, der ikke havde haft et hus og hjem tidligere. De havde nu ikke nogle problemer med at overtage et af de mange forladte huse.
Den sorte død havde altså udlignet klassesamfundet, hvorved de fattige nu kunne stille krav om løn og forhold, da udbuddet af arbejdskraft var meget lavere efter pesten, end den havde været i tiden op til pesten. Desuden var hele Europa ikke lige så overbefolket som det havde bygget op til at være gennem hele højmiddelalderen, hvilket tillod masser af plads per overlevende person.

Kirkens stilling og vigtighed ændres

Ifølge Nina Trige Andersen, der er cand.mag. i historie, begyndte befolkningen under pesten at tvivle på guds eksistens og på, om gud virkelig ville menneskene det godt. Disse idéer, som bredte sig gennem befolkningen, skyldtes selvfølgelig pesten voldsomme alvorlighed og frygtelighed. Folket begyndte derimod at fokusere på at leve deres liv her og nu og tænkte ikke, på samme måde som før pestens hærgen, over kristendommen og om at leve et kristent liv. Dette bakkes også op af Nina Trige Andersen, der skriver: “Pestens hærgen skabte grobund for en vis hedonisme[19]“[20]. Denne hedonisme, som har bredt sig gennem folket i krisetiden, har gået stik imod hvad kirken ellers har stået for, og hvad folket ellers tidligere har stået for. Folket har altså i krisetiden, hvor døden var overalt omkring dem og alt har føltes elendigt, valgt at tage afstand til troen og kristendommen til fordel for deres lyster. Håbet om at der er et frodigt efterliv, som venter dem efter døden, har folket trukket sig fra. De har i stedet valgt at nyde den tid de har tilbage på Jorden.

Det var dog ikke kun den hedonistiske livsstilsændring, der havde været med til at trække folket væk fra troen og svække kirken, også en stor pilgrimsrejse mod Rom i år 1350, havde været med til at svække kirken mærkbart. I år 1350 var pesten på sit højeste og kirken valgte i dette år at prøve at fejre jubelår, som de havde gjort i år 1300. Forskellen fra jubelåret i år 1300, som var en enorm succes, og jubelåret i 1350 ,var at pesten formåede at tage et ordentligt indhug i de over en million troende, der drog på pilgrimsrejsen og samledes fra hele Europa og drog mod Rom. “Af de over en million pilgrimme, som glade drog mod Rom, vendte blot hundredtusind hjem med livet i behold”[21]. Desuden var paven ikke engang selv drevet mod Rom, da han som kirkens overhoved ikke skulle risikere noget. Paven udtalte dog, efter jubelåret i år 1350, til pilgrimmenes trøst, at alle de pilgrimme, som døde af pesten, ville komme direkte til paradis, hvis de havde været med til at fejre jubelåret.[22]

Det kan altså med stor sikkerhed konkluderes, at kirken efter pestens hærgen, var blevet svagere stillet i samfundet, end den havde været før pesten.

Lægevidenskabens udvikling på baggrund af pesten

Lægevidenskaben i tiden hvor pesten hærgede, byggede stadig på Hippokrates’[23] lære, som ikke havde en chance for at hjælpe de pestramte. Hverken lægerne eller kirkens folk havde altså mulighed for at komme med en mirakelkur mod pesten.[24]
Lægevidenskaben gik fra at have været i stand til at kunne forklare alle sygdomme med kirkens udlægninger, til nu at være tvunget til at finde en medicinsk behandling af pesten, der hidtil havde været en ukendt sygdom. De havde altså ikke haft nogle lærebøger, der havde information om, hvad pesten var for en slags sygdom, hvordan den spredte sig, eller hvordan den påvirkede kroppen. Desuden havde lægerne aldrig været oplagte til at skulle eksperimentere for at finde kure og måder at behandle sygdomme, men det blev de tvunget til nu. Perioden under pesten, hvor lægevidenskaben gjorde op med den traditionelle middelalderlige videnskab, havde givet lægerne en oplevelse af succes. Den nye og eksperimenterende lægevidenskab, som bruges i dag, var altså for alvor blevet skudt i gang under pesten.[25]

Lægevidenskabens ændring fra at være underlagt kirkens udlægning af verdens sammenhænge, ændrede sig under og efter pesten til den moderne og eksperimenterende metode, som har påvirket lægevidenskaben op til i dag.

Jødeforfølgelserne

Da pesten var begyndt at sprede sig gennem Europa, kunne hverken det normale folk eller kirkens folk forklare hvad pesten skyldtes. Dette førte hurtigt til rygter og onde forklaringer, der spredte sig med lynets hast. Af disse mange rygter, kom specielt ét rundt til hele Europa. Dette rygte gik på, at jøderne havde forgiftet en lang række brønde, kilder og bække, så de kristne ville drikke af det og blive syge. I vores tid lyder et sådan rygte fuldkommen absurd, men i middelalderen var der katastrofale konsekvenser for jøderne, der blev indfanget og tortureret indtil de “tilstod” til deres kendelse. Med deres tilståelse blev de brændt levende, som straf for at stå bag pestplagen. Jødeforfølgelserne foregik bl.a. i Italien, Tyskland og Frankrig. Natasja Broström skriver bl.a. i en artikel i Illustreret Videnskab Historie at:

“I Tyskland blev de jødiske mindretal i byerne Mainz og Køln udryddet i august 1349, og samme år blev omkring 2.000 jøder dræbt i Strasbourg. To år senere var 60 større og 150 mindre jødiske menigheder udslettet rundt om i Europa”[26].

Jøderne mistede utrolig mange menigheder, hvis kultur og historie forsvandt sammen med jøderne på bålet. Det er ikke til at sige, hvordan det jødiske samfund ville have set ud, hvis al den kultur og historie havde får lov til at leve og blomstre. Forfølgelserne af jøderne har altså haft en enorm indvirkning på den jødiske kultur, og alle disse forfærdelige forfølgelser blot på baggrund af nogle rygter skabt af uvidenhed.

Hvis pesten kom tilbage i dag

Igennem mit DHO-forløb har der været et skræmmende spørgsmål, jeg ikke har kunne lade været med at tænke på, hver gang jeg har læst om pesten, og om hvor hurtigt den kunne sprede sig til alle kroge og hjørner af Europa i 1300-tallet. Det spørgsmål er: Hvad ville der ske, hvis en epidemi som pesten slog til og bredte sig igen? Uden at det skal misforstås, er jeg så “heldig”, at virussen ebola så sent som i denne sommer, 2014, er blusset op igen i Afrika. Hvis man skal sammenligne pestepidemien i 1300-tallet med et udbrud af ebola i nutiden, bliver man først nødt til at se på, hvilke udviklinger der er sket i samfundet siden da.
Man kan dele udviklingerne op i to vigtige kategorier, der ville påvirke et udbrud i dag.
Den første kategori er den langt mere udviklede lægevidenskab og viden, som ikke var tilgængelig i 1300-tallet.
Den anden er den udviklede teknologi, som gør det muligt at komme hurtigt og let fra den ene ende af verden til den anden, hvilket selvfølgelig også ville være muligt for en epidemi, hvis ikke den stoppes.

Hvis man søger på hvilket omfang ebolaudbruddet i Afrika har haft i år, kan man på Worlds Health Organisations (WHO) officielle hjemmeside finde en kilde, der udtaler at: “The risk of continued expansion of the Ebola outbreak is real”[27]. Det ses altså tydeligt, at ebolaudbruddet i Afrika er dybt seriøst. Desuden udtaler WHO også, at de regner med at epidemien i Vestafrika er meget stor, bl.a. grundet de berørte landes ringe sundhedssystemer og fordi der ikke er blevet gjort nok for at begrænse spredningen af infektioner. På nuværende tidspunkt er ebola virussen dog stadig begrænset til landene i Vestafrika, eftersom de berørte lande er kommet i undtagelsestilstand.[28]

Jeg tænker blot, hvad nu hvis en tilfældig turist bliver smittet med ebola i Vestafrika, tager flyet hjem til Danmark og blot tror at han har fået noget influenza. Når flyet så lander i Danmark, er smitten blevet spredt til nogle flere passagerer og pludselig render flere hundrede mennesker rundt med sygdommen, før den overhovedet er blevet opdaget. Sådan en situation ville utrolig hurtigt skabe totalt kaos i et land som Danmark, hvorfra sygdommen hurtigt også kunne sprede sig til resten af den vestlige verden.
Et sådan udbrud som dette ville aldrig have ladet sig gøre i 1300-tallet, hvor epidemien var tvunget til at følge landjorden og sprede sig langsomt gennem et kontinent med menneskene. Et udbrud i nutidens verden ville være i stand til at sprede sig til hele verden, da man med et fly kunne sprede sygdommen hurtigt over have og kontinenter. En så hurtig spredning ville ikke have kunne ladet sig gøre i middelalderen, hvor sygdommen stadig ville være låst fast til landjorden.

Udviklingen af verden og dens teknologi, sammenlignet med middelalderen, har altså både givet os værn mod en epidemi som pesten, men samtidig givet os muligheder for at få den spredt til alle verden hjørner.

Konklusion

Pesten havde et enormt omfang og påvirkede datiden drastisk. Ikke kun i befolkningstallet, men også i deres sociale forhold, hvor bl.a. jødeforfølgelserne gav splittelse i befolkningen, da man troede, at jøderne var skyld i pestudbruddet. Epidemiens hurtige udbredelse skyldtes den store smitsomhed, der på relativt kort tid kunne lægge hele byer øde og når folket så prøvede at flygte fra sygdommen, spredte de den blot hurtigere.

Lægevidenskaben havde ikke en chance for at kurere pesten i middelalderen, men epidemien gav lægerne mulighed for at eksperimentere og udarbejde løsninger og kure, hvor man ellers normalt havde søgt mod kirkens hellige skrifter for at finde forklaringer. Pesten lagde altså grundlag for den moderne og eksperimenterende metode, som bruges overalt i videnskaben i dag.

Blandt alle befolkningens samfundsgrupper gav pestepidemien forandringer. De fattigste i Europa fik en chance for at blive bedre stillet, da de kunne kræve bedre forhold og løn for at arbejde. Den ellers så store gruppefordeling, der havde været under feudalsamfundet i Europa før pesten, blev efter pesten udjævnet en smule.
Kirken blev også påvirket, da en stor del af befolkningen tog afstand til kirkens tro under pesten. Desuden havde kirken holdt jubelår, hvor næsten en million kristne pilgrimsrejsende døde af pesten. Kirkens magt var altså blevet svækket efter pestens hærgen.

Pestepidemien i middelalderen kan sammenlignes med ebolavirussen, der florerer i Vestafrika i år, 2014. Lægevidenskaben og videnskaben generelt har naturligvis udviklet sig meget siden dengang, hvilket har givet os stor forståelse for, hvordan en virus som ebola og også pesten fungerer, og har givet os retningslinjer for, hvilke forholdsregler, der skal tages, for at undgå et globalt udbrud. Samtidig har den store udvikling inden for transport øget risikoen for, at en epidemi pludselig kan sprede sig globalt, hvorved en epidemi hurtigt ville være umulig at bringe under kontrol.
Udviklingen indenfor videnskaben og teknologien, har givet os bedre muligheder for at vi kan beskytte os mod epidemier, men samtidig gjort det mere oplagt, at en epidemi kan blive global via den udviklede transport.

Bibliografi

Andersen, N. T. (16. 10 2014). Pesten – Den Sorte Død. Hentede 2014. 10 29 fra Faktalink: http://portal.fynbib.dk:2052/titelliste/61.pesten-2013-den-sorte-dod/hele-faktalinket-om-pesten-den-sorte-dod

Brix, J. (u.d.). Europa i krig og krise. Hentet fra Historienverden.dk: http://portal.fynbib.dk:2102/verdenshistorien/middelalderen/senmiddelalderen/europa_i_krig_og_krise/

Broström, N. (2011). Den Sorte Død. Illustreret Videnskab Historie Nr. 12/2011, 14-21.

Carstensen, M., & Olsen, J. (1987). Middelalderliv. København: Nordisk Forlag A.S., Copenhagen.

Frederiksen, P., Olsen, K. R., & Søndberg, O. (2008). Grundbog til Historie: Fra oldtid til enevældens samfund. Århus: Systime.

Forsidebillede:
Sonne, M. I. (22. 12 2009). Tankeeksperiment: Hvis svineinfluenzaen havde hærget som pesten. Hentet fra Politiken.dk: http://politiken.dk/debat/ECE865583/hvis-svineinfluenzaen-havde-haerget-som-pesten/

World’s Health Organisation. (22. 9 2014). Study warns swift action needed to curb exponential climb in Ebola outbreak. Hentede 31. 10 2014 fra Worlds Health Organisation – Media centre: http://www.who.int/mediacentre/news/releases/2014/ebola-study/en/

[1] Brix, Jan, Europa i krig og krise, Historiensverden.dk

[2] Brix, Jan, Europæisk middelalder, Historiensverden.dk

[3] Bøgh, Anders, Højmiddelalderen, ca. 1050-1340, Danmarkshistorien.dk

[4] Brix, Jan, Europa i krig og krise, Historiensverden.dk

[5] Andersen, Nina Trige, De historiske forhold omkring Den sorte død, Faktalink.dk

[6] Brix, Jan, Europa i krig og krise, Historiensverden.dk

[7] Andersen, Nina Trige, Baggrund om pesten, Faktalink.dk

[8] Broström, Natasja, Den Sorte Død, Illustreret Videnskab Historie Nr. 12/2011 s. 16

[9] Broström, Natasja, Den Sorte Død, Illustreret Videnskab Historie Nr. 12/2011 s. 15-21 (Læst d. 29-10-2014)

[10] Brix, Jan, Europa i krig og krise, Historiensverden.dk (Læst d. 29-10-2014)

[11] Broström, Natasja, Den Sorte Død, Illustreret Videnskab Historie Nr. 12/2011 s. 18 (Læst d. 29-10-2014)

[12] Andersen, Nina Trige, Den store pestpandemi i midten af 1300-tallet, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[13] Frederiksen, Peter et.al., Grundbog til Historie: Fra oldtid til enevældens samfund s. 156 – 158 (Læst d. 30-10-2014)

[14] Andersen, Nina Trige, Den store pestpandemi i midten af 1300-tallet, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[15] Andersen, Nina Trige, Den sorte døds betydning, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[16] Citeret i: Andersen, Nina Trige, Den sorte døds betydning, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[17] Brix, Jan, Europa i krig og krise, Historiensverden.dk (Læst d. 29-10-2014)

[18] Citeret i: Andersen, Nina Trige, Den sorte døds betydning, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[19] Hedonisme: Alle menneskelige motiver kan føres tilbage til ét: stræben efter lyst og undgåelse af ulyst. (Gyldendal, www.denstoredanske.dk, (Læst d. 2014.10.30)

[20] Citeret i: Andersen, Nina Trige, Den sorte døds betydning, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[21] Citeret i: Andersen, Nina Trige, Den store pestpandemi i midten af 1300-tallet, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[22] Andersen, Nina Trige, Den store pestpandemi i midten af 1300-tallet, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[23] Hippokrates: ca. 460 f.Kr – ca. 370 f.Kr, græsk læge, som traditionelt betragtes som lægekunstens far. (Gyldendal, www.denstoredanske.dk, læst d. 30-10-2014)

[24] Broström, Natasja, Den Sorte Død, Illustreret Videnskab Historie Nr. 12/2011 s. 21 (Læst d. 29-10-2014)

[25] Andersen, Nina Trige, Den sorte døds betydning, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)

[26] Citeret i: Broström, Natasja, Den Sorte Død, Illustreret Videnskab Historie Nr. 12/2011 s. 20 (Læst d. 29-10-2014)

[27] Citeret i: World’s Health Organisation, Study warns swift action needed to curb exponential climb in Ebola outbreak, WHO.int (Læst d. 30-10-2014)

[28] Andersen, Nina Trige, Den sorte døds betydning, Faktalink.dk (Læst d. 29-10-2014)