DHO: Kirke- og kongemagten i middelalderen

Kirke- og kongemagten i Middelalderen

Indledning

Middelalderen er en periode, som ca. strækker sig fra år 500 til 1500[1]. Siden 1. Verdenskrig underinddeles perioden i tre tidsperioder; Den tidlige middelalder (500-1000), højmiddelalderen(1000-1300) og senmiddelalderen (1300-1500)[2]. I perioden havde kirken og kongen en stor indflydelse på folket. Kirken og kongen var tildelt en stor magt, hvorved folket skulle følge de love, kirken og kongen gav. Gjorde de ikke det, ville de blive straffet. Jeg fandt det yderst interessant, at kirken og kongen kunne have en så stor indflydelse på folket. Derfor lyder mit overordnet spørgsmål således;

Hvilken betydning havde kirke- og kongemagten for folket i middelalderen?

For at besvare dette spørgsmål, har jeg tænkt mig at redegøre for, hvad kirke- og kongemagten var i middelalderen. Dernæst har jeg tænkt mig at analysere ”Jyske lovs fortale”, som er en tale, skrevet af kong Valdemar Sejr og afholdt i 1241, og ”Frederik d.2’s håndfæstning af 12. august 1559”, som er en håndfæstning, skrevet af Frederik d.2 i 1559. Ved at analysere disse to kilder, vil jeg kunne se, hvordan forholdene for folket var under kirke- og kongemagten i middelalderen. Til slut vil jeg diskutere, hvordan forholdet var mellem kirke- og kongemagten, således at jeg kan se, om det enten var kirken eller kongen, der havde mest magt og dermed havde den største indflydelse på folkets rettigheder.

Hvilken betydning havde kirke- og kongemagten for folket i middelalderen ?

• Hvad var kirke- og kongemagten i middelalderen?
• Hvordan var forholdene for folket under kirke- og kongemagten i middelalderen?
• Hvordan var forholdet mellem kirke- og kongemagten?

Den tidlige middelalder

Antikken ophørte efter Romerrigets fald i 400-tallet. Det Romerske Riges officielle religion var kristendommen[3]. Rigets fald er optakten til den tidlige middelalder, og faldet medfører, at en masse mindre kongedømmer opstår. Ingen af kongedømmerne formåede at samle Europa, som romerne gjorde. Kulturelt formåede den katolske kirke og paven at samle Europa². Kristendommen var det eneste, der havde overlevet Romerrigets fald. Kirken var velorganiseret, hvilket førte til, at kirken fik tildelt en stor magt³, hvorefter de formåede at samle Europa kulturelt. Kirkens overhoved var paven, som fremstillede sig selv som kejserens arvtager. For at sikre sig politisk støtte uddelte paven flere gange kejserembedet til Europæiske fyrster. Kejsertitlen forsvandt, men blev dog genanvendt, da den første rigtige Europæiske stormagt kom i skikkelse af Karl den Store og Karolingerriget, som Karl den Store fik magten over i 768. For at paven kunne sikre sin indflydelse, indgik han en alliance med Karl den Store. Kongen hjalp paven med at udbrede kristendommen og besejre longobarderne, som var en trussel imod paven. Til gengæld blev Karl den Store kronet til kejser af Rom i år 800. Hans kroning blev en symbolsk kendsgerning på, at han havde samlet det meste af Vest- og Mellemeuropa i et nyt romersk-katolsk rige².

Fra den romersk-katolske kirke fik man forestillingen, om at Gud havde skabt alt. Alt tilhørte Guds stad, som var tilrettelagt og ordnet af Gud³. Man troede på det evige liv i himlen og på den evige fortabelse i helvede[4]. Paverne mente, at de havde fået nøglemagten til det evige liv i himlen og til den evige fortabelse i helvede af apostlen Sankt Peter³. Idet biblen var skrevet på latin, var det kun paverne, præsterne, biskopperne osv., der kunne læse den. Derfor blev himlen, helvedet og skærsilden billedeligt illustreret i kirkerne. Dette medførte, at menneskets tro blev forstærket. Idet paven havde nøglemagten, foregik frelsen til himlen gennem kirken. Derved fik kirken tildelt en stor magt⁴.

Den romersk-katolske kirke var hierarkisk inddelt. Øverst var paven, som under sig havde kardinaler, biskopper, abbeder, munke og præster. Teoretisk set bestemte paven alt, men i realiteten formåede han kun at tage sig af de overordnede linjer. Når paven udsendte en forordning, havde kardinalerne, biskopperne osv. til opgave at efterleve pavens ord. Hvis ikke man fulgte pavens forordninger, kunne kirken dømme et menneske, et område eller en fyrste som kætter. Dermed ville man miste muligheden for at blive frelst til himlen[5]. Kirken ønskede ikke at stå alene om disse forordninger, derimod ønskede den, at verdslige magter, herunder konger, skulle støtte og håndhæve forordningerne. Hvis ikke man fulgte disse forordninger, gengældte de verdslige fyrster med verdslige straffe. Kongerne fik lov til at have indflydelse på disse forordninger og følgerne ved brud af forordningerne. Ved kirke- og rigsrådsmøder udformede kirken og kongerne i fællesskab disse forordninger, samt følgerne ved brud af dem. Et af disse forordninger var, at der skulle være gudsfred, som er karakteriseret ved, at der skal være våbenstilstand, og at fejderetten skal begrænses[6].

I den tidlige middelalder udgjorde det meste af Europa af utilgængelige skove, heder og sumpområder. Dog var der frugtbar jord, som gav mulighed for landbrug og udvikling af landsbyer. Den tidlige middelalder var præget af landbrugskultur, som var domineret af godsejere og bønder. Middelalderens rigdom kom hovedsageligt fra jorden. Kongerne var herre over en masse jord, og rejste derfor meget rundt, for at kontrollere om alt var, som det skulle være. Disse store jordbesiddelser skulle forsvares og administreres, hvilket omkring år 800 førte til feudalismen. Feudalismen er et system, hvor kongen udlåner et stykke jord til stormænd, som kaldes for kronvasaller. Kronvasallerne fik et udbytte af jorden, der til gengæld havde pligt om at stille krigere op til kongens hær. Kronvasallen havde bekendtgjort sin troskab overfor kongen, ved at sætte hånden på biblen. Dermed var Gud inddraget, hvilket bekræftede troskabseden. Kronvasallen kunne, ligesom kongen, udlåne sine jordbesiddelser til herremænd, som blev kaldt for vasaller. Vasallerne skulle også love troskab, samt stille soldater og riddere op til kronvasallen. Både vasallerne og kronvasallerne blev betegnet som lensherrer. Lensherrerne fik deres indtægter fra bøndernes arbejde, og de skulle sørge for, at ingen overtrådte reglerne[7]. Personer, der var store jordbesiddere og ejede mange ejendomme, blev kaldt for adelen eller herremænd. Adelen blev anset som frie mennesker, mens bønderne blev anset som ufrie. Bønderne fæstede og havde dermed nogle herremænd over sig, hvis anvisninger de skulle rette sig efter. Bønderne fik til gengæld beskyttelse under hårde perioder. Kirken ejede ligesom adelen en masse jord, og blev derfor betegnet som herremænd[8].

Højmiddelalderen og Senmiddelalderen

Efter den tidlige middelalder kom højmiddelalderen. I denne periode blev landbrugsarealerne udvidet en del[9].

I højmiddelalderen i 1231 blev en pavelig domstol oprettet[10]. Denne domstol kaldtes for inkvisitionen, og havde til opgave at bekæmpe kætterier, der truede kirken og dermed samfundsordenen. Hvis inkvisitorerne ikke fik de svar, de ønskede, gjorde de brug af tortur. Hvis man var blevet dømt som kætter, blev man straffet[11].

Efter højmiddelalderen kom senmiddelalderen. Kirken havde sin storhedstid i perioden 1000-1300. I 1300-tallet , som var begyndelsen af senmiddelalderen, begyndte kirken at miste sin magt. Flere var begyndt at kritisere kirken. De mente, at kirkens ledere lagde mere vægt på jordisk rigdom, end på at frelse folk[12].

Forholdene for folket under kirke-og kongemagten

”Jyske lovs fortale” er en fortale til den jyske lov, som blev afholdt i Vordingborg i marts 1241 af kong Valdemar Sejr. Fortalen præsenterer nogle love og uddyber, hvem lovene gør sig gældende for, samt hvem der vedtager lovene og dermed har magten over folket. Modtagerne til denne fortale er hele Danmarks befolkning. Eftersom kongen er afsenderen, og hele befolkningen er modtagerne i denne fortale, vil denne fortale have en tendens. Det er kongen, der har magten over folket, og han vil dermed sørge for at fremstå som værende magtfuld. Kilden vil dermed have lidt subjektivitet ind over sig og kan derfor virke utroværdig. I og med det er en fortale til en lov, som kommer til at gøre sig gældende for befolkningen, har kilden en vis troværdighed over sig. Derudover er fortalen afholdt i marts 1241, således at den viser, hvordan forholdene var under middelalderen, hvilket også tildeler den en vis troværdighed.

For at alle skal have samme muligheder, skal alle love, der vedtages, gøre sig gældende for alle i landet.

”Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv,”[13].

Citatet udtrykker, at hvis der ikke havde været nogle love i landet, ville dem der kunne tilegne sig mest, have det meste. Alle ville dermed ikke have samme muligheder, og derfor mener kongen, at der skal være love, som skal gøre sig gældende for alle. Derudover mener kongen, at man bør frygte Gud. Hvis ikke man gør dette, kan man fristes til at gøre noget, der ikke er godt, hvorved øvrigheden og landets straffelov ville sørge for, at man ville blive straffet.

”Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.”¹³

Citatet viser, at hvis ikke man frygter Gud, kan man fristes til at gøre noget dårligt, hvorved øvrigheden og landets straffelov skulle sørge for, at man blev straffet. For at undgå at blive straffet, opfordredes man til at frygte Gud. Derved opfordredes man til at følge Bibelen. Når man fulgte Bibelen, fulgte man kirken, hvilket førte til at kirken fik tildelt mere magt. Derudover viser citatet, at hvis man blev fristet til at gøre noget dårligt, kunne frygten for øvrigheden og landets straffelov sørge for at forhindre dem i at gøre ilde. Dermed ses der, at øvrigheden fik tildelt mere magt over folket, ved at skabe frygt blandt dem. Samtidig ses der, at frygten for straffelovene, medførte at folket blev mere lovlydige. Lovene blev givet af kongen og vedtaget af landet. Landet skulle dømmes og styres efter disse love, og ingen i landet havde ret til at dømme mod lovene. Disse love måtte ikke være i strid med kirken. Hvis kongen ønskede, at ophæve eller ændre en lov, skulle han have folket på sin side.

”Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord.” ¹³

Citatet tydeliggør, at det er kongen, som giver lovene, og landet der vedtager dem. Når der står, at landet vedtager lovene, menes der, at det kun er, de magtfulde der vedtager dem, i og med bønderne ikke var frie mennesker, og derved ikke havde nogen rettigheder. De magtfulde mennesker var herremændene, som bl.a. var adelen. Eftersom det var kongen, der bestemte hvilke love, der skulle gives, ses der, at kongen har en højere magt end herremændene. Dermed har kongen magten over folket. Endvidere fremhæver citatet, at ingen mand må dømme mod den lov, som kongen giver og landet vedtager, hvilket bekræfter at kongen har magten. Herudover viser citatet, at de love, som kongen giver, kan ophæves eller ændres, hvis de strider mod Guds ord. Dette viser, at Guds ord har indflydelse på lovene. Kirken er den, der afgør, om lovene strider mod Guds ord. Altså ses der, at kirken har indflydelse på kongens magt, hvilket indikerer, at kirken også har magten over folket. Eftersom det er kongen, der giver lovene, kan man se, at han har den verdslige magt. Kirken har derimod den åndelige magt, idet den vedrører det religiøse. Den verdslige magt er forpligtet over for kirken, hvilket kan ses i følgende citat

” Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.” ¹³

Her fremhæver kilden, at alle magthavere har fået magten af Gud. Til gengæld skal magthaverne gøre alt, hvad de kan, for at beskytte kirken. Gør de ikke dette, vil de blive straffet til dommens dag. Dermed kan man se, at kongen, af frygt for Gud, vælger at sørge for at forsvare kirken, og gøre som kirken siger.

Ud fra denne kilde har man kunnet se, at folket har været nødsaget til at følge kirkens forordninger og kongens love. Kongen og kirken har dermed haft magten over folket, og folket har derfor ikke kunnet gøre, hvad der passede dem. Hvis folket alligevel valgte at gøre noget, der stred imod loven, ville de blive straffet af kongen. Man kan på den måde se, at folkets rettigheder var indskrænket.

Udover ”Den Jyske Lov” har jeg anvendt ”Frederik d.2’s håndfæstning af 12. August 1559”. Dette er, som titlen angiver, en håndfæstning skrevet 12. august i 1559 af Frederik d.2.. Kongen fortæller her, hvilke rettigheder adelen, bønder og menig almue har, hvorved adelens vilkår nævnes specielt. I og med det er en håndfæstning, fortæller den om nogle love, som gjorde sig gældende på daværende tidspunkt. Derudover er håndfæstning skrevet af kongen, hvilket indikerer, at modtagerne er hele Danmarks befolkning. Eftersom den fortæller om nogle love, der gjorde sig gældende for den periode, kilden er skrevet i, får kilden troværdighed. Kongens tendens var at informere befolkningen, og havde derfor ingen grund til at være utroværdig. Til trods for at kilden er skrevet i 1559, kan jeg anvende den, eftersom disse love, der nævnes, i store træk minder om de love, der gjorde sig gældende for folket under kirke- og kongemagten i middelalderen.

Adelen havde en høj status og havde derfor flere rettigheder end bønderne og almindelige mennesker. De almindelige mennesker havde til opgave at holde styr på kongens jord og forsyne Danmarks riges råd med kronens len, således at adelen og kongerne ikke selv var nødt til at holde styr på jorden.

”På samme måde vil og skal vi elske og foretrække Danmarks riges råd og adel og med dem styre og regere Danmarks rige og forsyne Danmarks riges råder med kronens len, så at de ikke har behov for at besøge herredage eller have andet besvær på egen kost og tæring.”[14]

Citatet viser, at alle skal elske og foretrække Danmarks riges råd og adel. Dette indikerer, at adelen og Danmarks riges råd, har magten over folket. Endvidere fremhæver citatet, at alle, sammen med det danske riges råd og adel, skal styre Danmarks rige og forsyne den danske riges råder med kongens jord, således at de ikke selv er nødsaget til at have besvær. Dette viser, at det er folket, der skal udføre al arbejdet, hvorved kongen forsynes med de penge, der tjenes. I og med kongen og adelen har magten, skal folket gøre, som der befales. Hvis ikke de gør dette, vil de blive straffet.

”På samme måde skal Danmarks riges adel, nyde, bruge og beholde deres jordegods og tjenere frit til evig tid med hals- og håndsret,” ¹⁴

Kilden illustrerer her, at adelen har nogle tjenere under sig, som han til evig tid har hals- og håndsretten over. På den måde fremstår det tydeligt, at adelen til en hver tid kan straffe dem, som tjener ham, hvis ikke de er lydige over for ham. Heraf følger, at adelens folk ikke er frie mennesker. Adelen er derimod fri, idet det er ham, der bestemmer over hans folk. Dette kan også ses ved at, det kun er de folk, som adelen bestemmer over, der skal betale tiende til kirken.

”Ligeledes skal hele adelen have deres egne hovedgårde, som de selv bebor eller deres fogeder bruger til avl kvit og frit for tiende således, at de skal holde deres tjenere til retfærdigt at betale tiende.” ¹⁴

Citatet fremhæver, at adelen skal have hovedgårde, hvor der ikke skal betales tiende, således at tjenerne selv betaler tiende, hvilket er retfærdigt. I og med, at, det at adelen ikke skal betale tiende, er retfærdigt, fremstår det tydeligt, at adelen har flere rettigheder end bønderne. Eftersom man skal betale tiende til kirken, fremstår det tydeligt, at kirken også havde magten over folket, hvorved folkets rettigheder indskrænkedes.

Ud fra denne kilde ses der, hvilke rettigheder de fleste folk havde. Man kan se, at kongen og adelen bestemte over folket. Hvis folket ikke adlød adelen, havde han retten til at straffe dem. Derved var folkets rettigheder indskrænket. Samtidig skulle folket betale tiende til kirken, hvilket viser, at folket havde en pligt over for kirken.

Forholdet mellem kirken og kongen

I den tidlige middelalder var forholdet mellem kirke- og kongemagten godt. Kirkens overhoved, paven, hjalp kongen, som til gengæld hjalp kirken. Paven gjorde således, at kongen fik tildelt mere magt, hvorved kongen sørgede for, at paven fik politisk støtte, samt at sikre pavens indflydelse. Et eksempel på dette var en alliance mellem Karl den store og paven. Karl den Store hjalp paven med at udbrede kristendommen og besejre pavens fjender, som var longobarderne. Til gengæld blev Karl den Store kronet til kejser af Rom i år 800.

”Men frem for alt tog han sig af kirkerne, og hver gang han fik at vide, at der nogen steds i hele hans rige fandtes gamle og brøstfældige kirker, lod han dem sætte i stand af de præster og abbeder,…” [15]

Kilden belyser tydeligt, at Karl den Store sørgede for at udbrede kristendommen, og derved sikrede pavens indflydelse. Eftersom kilden er skrevet i 814, efter kejser Karl den Stores død, fremgår det, at paven allerede havde gjort Karl den Store til kejser. Altså havde paven hjulpet kejseren, hvorefter han gengældte ved at sikre, at kirkerne var i god stand, således at folket havde mulighed for at være kristne. På den måde sikrede han pavens indflydelse. Man kan, som nævnt tidligere, her se, at forholdet mellem kirke- og kongemagten er godt. Kongen og kirken har samme indflydelse på folket. I ”Jyske Lovs fortale” ses der, at kongen giver lovene, hvorved landet vedtager dem. Alle lovene skulle passe med Guds ord. Hvis de derimod stred imod Guds ord, skulle lovene ændres. Det var kirken, der vurderede om lovene passede med Guds ord, eller om de derimod stred imod dem. Dermed kan man se, at vi på den ene side har en konge, som giver lovene. På den anden side skal lovene indrettes efter Guds ord. Dermed kan man se, at kongen direkte har indflydelse på folket, mens kirken indirekte har indflydelse på folket.

”Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den åbenbart strider mod Guds ord.” ¹³

Her ses der, at kongen giver de love, som landet vedtager. Disse love kan ophæves eller ændres, hvis de strider mod Guds ord. Derved ses der, at kongen direkte har magten over folket, idet det er ham, der kommer med lovene. Samtidig skal kongen sørge for, at lovene ikke strider mod Guds ord. Hvis de gør dette, har kirken ret til at ændre eller ophæve lovene. På den måde skal kongen indrette sig efter Guds ord, og dermed kirken. Derudover mener kongen, at han har fået magten af Gud. Af den grund har han en pligt over for Gud. Han skal gøre alt, hvad der er i hans magt, for at beskytte kirken. Eftersom han skal beskytte kirken, fremstår det, at kirken ikke kan beskytte sig selv.

” Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.”13

Kilden illustrerer tydeligt her, at alle de verdslige magter har fået tildelt magten af Gud, og at de af den grund har til opgave at sørge for, at kirken bliver beskyttet. Hvis ikke de gør dette, vil de blive straffet på dommens dag. Eftersom de verdslige skal beskytte kirken, fremstår det, at kongen har den direkte magt over folket. Han skal sørge for, at han får samlet folk og våben til sin hær, som har til opgave at beskytte kirken. På den måde fremstår det tydeligt, at kirken har magten over kongen, som har magten over folket. Derved fremgår det, at kirken har den indirekte magt over folket. Samtidig med at kongen skal sørge for, at hans love ikke strider mod Guds ord, skal han også sørge for, at folket ikke strider mod Guds ord.

”Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.”¹³

Her fremhæver kilden, at dem, som ikke frygter Gud, kan blive fristet til at gøre noget dårligt. Sker dette, vil straffeloven, som kongen giver, sørge for, at man straffes. Samtidig står der, at frygten for straffelovene kan forhindre folket i at gøre ilde. Dermed ses der, at for at undgå at blive straffet, skal man frygte Gud. De fleste folk frygter at blive straffet, og derfor vil de fleste frygte Gud. Hvis folket derimod ikke frygter Gud, vil de højest sandsynligt gøre noget dårligt, hvor kongen, med sin straffelov, vil sørge for, at de straffes. På den måde fremstår det, at kongen opfordrer folket til at frygte Gud, og dermed adlyde kirken. Som følge heraf kan man se, at vi på den ene side har en konge, som har magten over folket, mens vi på den anden side har en kirke, som har magten over kongen. Man kan ud fra dette diskutere, hvorvidt det er kongen eller kirken, der har magten over folket, eller om de sammen deler magten, således at begge har lige stor indflydelse på folket. På den ene side ses der, at kongen giver lovene, mens lovene på den anden side skal forholde sig til Guds ord. Det, at kongen selv giver lovene, hvorved de vedtages af landet, indikerer, at kongen har en vis magt over landet og dermed folket. Eftersom, at lovene skal forholde sig til Guds ord, ses der, at kirken har magt over kongen, idet kongens muligheder for at give love indskrænkes. Kirken får dermed tildelt en vis magt over kongen, og dermed også over folket. I og med kongen ikke har noget at gøre med det religiøse, har kongen den verdslige magt, hvorved kirken har den åndelige magt. Dermed kan man se, at kongen har en hær, hvilket kirken ikke har, idet den har den åndelige magt. Kongen kan derfor til enhver tid angribe kirken og overtage magten. Af frygt for dommens dag, vælger kongerne ikke at gøre dette, hvilket bekræfter, at kirken har den åndelige magt. Det at kongen, til enhver tid, kan overtage magten fra kirken, viser, at kongen har en vis magt over kirken. I eksemplet med Karl den Store ses der, at det er paven, der tildeler den kejserlige magt til én. På den måde fremstår det tydeligt, at kirken har magten over den verdslige magt. Derudover vil kirken altid sørge for at vælge én, der kan sikre dens indflydelse. Derved ses der, at kirken og kongen altid vil være til hinandens fordel. Med andre ord, har hverken kirken eller kongen mere indflydelse på folket. Derimod deles de om magten, således at de har en lige stor indflydelse på folket.

Konklusion

Kirke- og kongemagten spillede en væsentlig rolle for folket i middelalderen. De havde en stor magt, hvorved de bestemte en masse. Kongen havde den verdslige magt, mens kirken havde den åndelige magt. Folket skulle følge kirkens forordninger og kongens love. Hvis ikke de gjorde dette, havde kirken og kongen ret til at straffe dem. Folket frygtede straffene og turde derfor ikke gøre noget, som stred imod kirken eller kongen. Derved var folkets rettigheder indskrænket. Derudover skulle folket sørge for at holde styr på kongens jord. De penge, der tjentes, skulle gå til kongen, som til gengæld sørgede for, at folket fik sikkerhed under hårde perioder. Samtidig skulle folket betale tiende til kirken. Folket skulle dermed udføre al arbejdet, mens kirken og kongen blot skulle sørge for at lovene og forordningerne blev overholdt. Dette viser tydeligt, at kirken og kongen havde magten over folket, og at folkets rettigheder dermed var indskrænket.

Litteraturliste

Bøger:

Danielsen, K. B. & Knudsen, S. S. (2011). Middelalderen: historie, religion, litteratur og kunst (1.udg.). Viborg: Systime.

Olsen, A. m.fl. (1991). Billeder og Kilder til Danmarkshistorien (1.udg.). Viborg: Gyldendal.

Hjemmesider:

Aarslev, J. C. (2012, 23. april). Inkvisitionen var kirkens og kongens task force. Kristendom.dk. Fundet d. 4. Oktober 2013 på

http://www.kristendom.dk/artikel/458814:Indfoering–Inkvisitionen-var-kirkens-og-kongens-task-force

Brix, J. (u.å.). Europæisk Middelalder (500-1450). Historiens Verden. Fundet d. 4. Oktober 2013 på http://www.historiensverden.dk/verdenshistorien/middelalderen/middelalderen/europaeisk_middelalder/

Fenger, O. (2012, 13. februar). Kirke og konge. Den store danske. Fundet d. 4. Oktober 2013 på http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Kirker_rejses_alle_vegne/Danmark_–_fra_mark_til_rige_(1050-1157)/Europa_og_Danmark/Kirke_og_konge

Henningsen, G. (2009, 31. januar). Inkvisitionen. Den store danske. Fundet d. 4. Oktober 2013 på http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/inkvisitionen

Sejr, V. (1241, marts). Jyske lovs fortale. Danmarkshistorien.dk. fundet d. 6. Oktober 2013 på

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jyske-lovs-fortale-1241/

[1] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s. 9

[2]http://www.historiensverden.dk/verdenshistorien/middelalderen/middelalderen/europaeisk_middelalder/

[3] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.10

[4] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.17

[5] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.20

[6] http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Kirker_rejses_alle_vegne/Danmark_–_fra_mark_til_rige_(1050-1157)/Europa_og_Danmark/Kirke_og_konge

[7] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.9- s.11

[8] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.40 og s.42

[9] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.11

[10]http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/inkvisitionen

[11] http://www.kristendom.dk/artikel/458814:Indfoering–Inkvisitionen-var-kirkens-og-kongens-task-force

[12] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst s.21

[13] Jyske lovs fortale 1241 fundet på: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/jyske-lovs-fortale-1241/

[14] Olsen, A., Mentz, J., Frese, J. & Carstensen, M.- Billeder og Kilder: Frederik d.2’s håndfæstning af 1559 s.34-35

[15] Knudsen, S.S & Danielsen, K.B. Middelalderen historie, religion, litteratur og kunst:7. Ejnhart om Karl den Store s.46