Indholdsfortegnelse
Pesten i Europa 1347-1350
Problemformulering
Jeg har valgt at tage fokus på den viden man havde om pesten i Europa fra år 1347 og til 1350, og den viden vi har i dag for at se nærmere på, hvad man gjorde for at undgå at blive smittet, og hvad vi ved, man skulle have gjort for til sidst, at se om man kunne have undgået en masse død forårsaget af pest. Til at se nærmere på dette, vil jeg først beskæftige mig med pesten som bakterie generelt for derefter, at se hvordan den spredte sig. Jeg har valgt et tekststykke fra en dansk biskop, som giver sit bud på, hvordan man kunne undgå smitte for derefter, at se på en del forskellige bud på, hvordan man kunne undgå smitten.
Min problemformulering lyder således:
Jeg vil redegøre for pestens omfang og hvordan den spredte sig, jeg vil analysere et uddrag fra ’Biskop Knuds bog om pesten’ omkring hvordan folk beskyttede sig mod pesten, og ud fra dette diskutere om man kunne have undgået pesten og i så fald på hvilken måde man kunne have undgået eller stoppet pesten.
Besvarelse af problemformulering
Pesten som bakterie
I dag ved vi, at smitten blev overført med en bakterie, kaldet yersinia pestis. Yersinia pestis er opkaldt efter den franske videnskabsmand Alexandre Yersin, der i 1894 var med til at isolere og finde bakterien.[1] Bakterien overlever i et varmblodets dyrs blodomløb eller i maven på en loppe, og særligt af den type der holder til på gnavere. Dette er grunden til, at rotter altid har spillet en stor rolle som spredere af pesten. Bakterien kunne optræde som byldepest, blodpest og lungepest.
Byldepesten spredte sig med lopper fra dyr og dens dødelighed var mellem 60 og 90 %, der gik normalt mellem 4-7 dage fra, at personen var smittet til dødsfald. Byldepestens symptomer var betændte lymfekirtler, for det meste i skridtet og under armene, med hævelser så store som hønseæg. Byldepesten kunne også optræde som blodpest, i tilfælde af, at smitten gik fra gnaverloppen direkte i blodomløbet på et menneske. Derudover kunne man se mørke blodpletter fra indre blødninger. Den smittede ville dø indenfor ganske få timer og længe før der var nået at udvikle sig bylder. I forbindelse med blodpest, kunne menneskelopper også optræde som smittebærere. Ved både byldepest og blodpest vil den smittede starte med at hoste blod ud, hvilket gør bakterien luftbåren. Lungepestens dødelighed var på 100 % og det hele foregik indenfor et døgn. Bakterien overføres her gennem åndedræt, hvorved lungerne inficeres, og der opstår koldbrand. Bakterien skiftede undervejs gennem Europa form, så bylde- og blodpest var aktiv om sommeren, der hvor der var mest liv i lopperne, mens lungepest var mest aktiv om vinteren. Pesten var normalt aktiv i 4-5 måneder, men kunne overvintre og slå til igen samme sted flere måneder efter. I 1350 gik bakterien i hi, men kom dog igen gennem resten af århundredet og dukkede endda op igen helt frem til 1700-tallet.[2]
Pesten i Europa
Man mener i dag at bakterien stammer fra Kina og nåede Europa via handelsskibe gennem silkevejen. Grunden til at man mener bakterien stammer fra Kina er på grund af at Kina havde mange forskellige arter af gnavere, som er bakteriens naturlige vært.[3] Pesten spredte sig ikke i Kina fordi de indfødte nomader levede tæt sammen med deres heste, og bakteriernes værter kunne ikke lide lugten af heste.[4] Handelsskibs ruter mellem Europa og den asiatiske verden åbnede op gennem silkevejen midt i det trettende århundrede. Pesten nåede til Marseille i det sydlige Frankrig og Messina på Sicilien i det sydlige Italien i slutningen af år 1347 via handelsskibe. Pesten spredte sig først gennem middelhavsområdet, Italien og Frankrig. Derefter op langs Europas vestkyst til Holland og mindre dele af England i slutningen af 1348. Pesten var derefter nået til store dele af England og Tyskland i 1349 og til Skandinavien i 1350. Store dele af det sydlige Polen og et par storbyer undgik delvis eller helt pesten som f.eks. Milano, Liege og Nürnberg. Grunden til at det sydlige Polen delvis undgik pesten var sandsynligvis på grund af den spredte befolkning.
Det er ikke sikkert hvor mange der døde i løbet af de tre år, da man ikke engang ved hvor mange der boede i Europa på dette tidspunkt, eftersom der ikke var folketællinger på dette tidspunkt. Det blev for eksempel bagefter indberettet til paven i Avignon, at pesten havde kostet omkring 42,8 millioner[5], det betød i realiteten bare at ufattelig mange mennesker var døde. Den franske historieskriver Jehan Froissart, hvis krønike om Frankrig, England, Skotland, Spanien og Bretagne dækker perioden 1326 til 1400, skrev at en tredjedel af verdens befolkning måtte lade livet. Jehan Froissarts udmelding var ikke baseret på studier eller et vildt gæt, men i stedet en henvisning til datidens enerådende facitliste, bibelen. Froissart henviste specifikt til Johannes’ åbenbaring kapitel 9, vers 18, hvor verdens undergang er udtrykt i tredjedele, hvor der står: ”Af disse tre Plager, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslået.” De få usikre tal tyder på at mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen døde. Lidt under en tredjedel i tyndtbefolkede områder, og op omkring to tredjedele i de mellemstore og store byer.
Biskop Knuds bog
I ’Biskop Knuds bog om pesten’ har vi førstehåndsberetninger omkring pesten fra en biskop i Århus. I den dansk oversatte udgave af bogen er der et kapitel der hedder ’om midlerne mod pesten’, som jeg har tænkt mig at se nærmere på.
Men første vil vi se nærmere på bogens oprindelse og eventuelle misfortolkninger. Grunden til at vi skal se på oprindelse og eventuelle misfortolkninger er på grund af, at der er mange udgaver af bogen der alle er skrevet på latin. Bogen har været med i en debat om, hvorvidt der faktisk er en biskop ved navn Knud fra Århus der har skrevet den. Det er blevet påstået, at der aldrig har været nogen biskop Knud i Århus, og bogen er derfor af forskellige forfattere blevet tilskrevet andre lærde mænd som f.eks. en biskop i Viborg, en svensk biskop og en professor i Montepellier.
Den danske version, som jeg har taget udgangspunkt i, er oversat af Fr. Hallager, udgivet i 1919 af Henrik Koppels forlag. Den danske version af bogen indleder med en forklaring på, hvordan man har valgt at oversætte bogen og, hvilke vanskeligheder der har været. Middelalderligt latin har mange forkortelser og tegn der ikke altid betyder det samme, hvilket kan skabe problemer. De forskellige latinske udgaver har også indbyrdes forskelligheder, som f.eks. at nogle af ordene i en af udgaverne er erstattet med andre i en anden.
Det eksemplar af bogen, der er blevet valgt til oversættelsen, er tydeligt trykt og har ikke mange trykfejl. Forfatteren påstår, at de fejl der er i de fleste tilfælde skyldes afskriveren. Den udgave der er valgt er den ældste, eller hvad der tyder på at være den ældste. Bogen har ingen angivelse af hvor, hvornår den er trykt eller af bogtrykkerens navn. Forfatteren bliver først nævnt i slutningen af bogen, men her står der ’Kanutus, Episcopus Arusiensis’, og oversat fra latin: Knud, biskop i staden Århus, dog minder ordet for Århus også om et ord for en mindre svensk by, Vtergs. Der var ikke nogen biskop i Århus ved navn Knud eller Kanutus, men der var en biskop i Sverige ved navn Benedict kanuti, dog kan man ikke med sikkerhed sige, hvem bogens forfatter er uden, at skulle lave nogle af ordene lidt om eller begynde at sammenligne håndskrifter og ordvalg.
Ifølge Christian Bruun, en dansk bibliotekar og historiker, er bogen trykt i Frankrig eller Italien i årene 1478-1480, hvilket er mere end 100 år efter pestens udbrud i Europa. Dog er der stor sandsynlighed for, at bogen er skrevet meget tidligere end i 1478.[6] Håndskriften har betydelige forskelle, som vist nok skyldes fejl ved afskrivningen, forbedringer og rettelser, hvilket tyder på en noget tidligere original udgave.
Denne bog er dog kun en af hundrede af pesttraktater, som læger og lærte over hele Europa udarbejdede i årene efter 1348. Alle var fulde af råd, som gik i alle mulige retninger, men sjældent var to enige.
Midlerne mod pesten ifølge biskop Knud
I Biskop Knuds bog om pesten er der et kapitel der omtaler, hvordan man ifølge biskop Knud kan undgå pesten, som jeg har valgt at lægge fokus på. Kapitlet ligger også som bilag for nemmere reference[7]. En af de første ting biskoppen nævner her er, at man skal vende sig fra det onde og ydmygt bekende sine synder, hvilket virker som om at biskoppen mente, at gud ville skåne en, hvis man anerkendte sine synder. Her får vi allerede af vide, at biskoppen altså ikke kender specifikt til bakterien eller konkret hvordan den kan helbredes. Når først et sted var smittet skulle man flytte og flygte fra smitten, kunne man ikke det, skulle man undgå alle former for forrådnelse. Det virker også logisk at forsikre sig eget helbred, dog søger bakterien levende og sunde værter og ikke dødt eller allerede syge værter.
En af de store smittefare var fysisk kontakt med andre, og også dette vidste biskoppen tilsyneladende, når han skriver: ”og følgelig afholde sig fra Samleje.” ligesom han på et senere tidspunkt skriver, at man så vidt muligt skulle undgå folkemængder og blive smittet af deres ånde. Vi ved lungepesten kunne blive spredt gennem luften og dette vidste biskoppen tilsyneladende også, dog mente han at han overlevede på grund af, at han hold sig for næsen og munden med sure ting, som stoppede vejen for giftige stoffer. Biskoppen overlevede nok nærmere på grund af, at han hold sig for munden og næsen med en svamp eller et stykke brød generelt, og at det sure nærmere var med til at overdøve lugten end at stoppe gift.
Biskoppen skriver: ”ogsaa bør man særligt vogte sig for Søndenvinden, som af Naturen er smittebærende.” og det er rigtigt at pesten kom fra det sydlige Europa, men om biskoppen på dette tidspunkt vidste dette, eller om det bare var en observation ved vi ikke. På et tidspunkt skriver biskoppen, at man skal undgå stank fra stalde, dog kan rotter ikke lide lugten fra heste, og dette ville ellers være en måde at undgå byldepest, som vi ved fra de indfødte nomader i Kina. Biskoppen mente, at stanken fra vand var noget af det værste, og ligesom før har bakterier brug for levende og sunde værter, og derfor ville vand ikke give bakterien nogen fordel. Dog kan vandforholdene være så dårlige, at vandet stadig kan være dårligt for en persons helbred. Nogle steder rundt om i Europa hang man dog jøderne, fordi man mente at de havde forgiftet brøndene.
Man skulle holde sig væk fra rådne urter, ikke fordi det smittede, men fordi at urterne ville frembringe en skadelig stank, der var med til at svække kroppen og gøre en sårbar overfor smitten. Man skulle brænde sunde urter, ikke for at nedkæmpe smitten, men for at overdøve den dårlige lugt og: ”fordi den saaledes styrker de indvendige Dele.”
Biskoppen henviser til en persisk forfatter fra det 1. årtusinde, der skrev en samling bøger om medicin, og skriver at man ikke skal proppe sig, da man er mere sårbar overfor smittet. Der er ikke noget der tyder på at det er sandt, dog heller ikke noget der tyder på at det ikke er. Der var også specielle ting man skulle spise for at holde sig sund, dog ved vi, at så længe det var varieret og nærigt ikke havde nær så stor indflydelse, eftersom at bakterien spredte sig via lopper og luften og ikke føden, med mindre man spiste gravere ligesom rotter.
En ting var dog sikkert, det var til hver en tid bedre at opholde sig hjemme end at gå ud og risikere at blive smittet. Man skulle også være hygiejnisk ligesom han skriver: ”det er særlig gavnligt i Løbet af Dagen at vaske Hænderne hyppigt i Vand og Eddike og bagefter gnide Ansigtet og lugte til Hænderne.”
Vi før til sidst i kapitlet af vide, at biskoppen lærte alt dette efter egen erfaring, da han var nødt til at helbrede de syge på grund af sin fattigdom.
Skulle vi bare have hørt bedre efter?
Problemet med at lytte bedre efter var, hvem skulle man så lytte efter? Der var flere hundrede pesttraktater fra alle over alt i Europa, alle havde råd om hvordan man skulle undgå pesten. Fordi at der var så mange pesttraktater var rådene også meget forskellige, og de var ikke alle gavnlige ud fra hvad vi ved i dag.
Ligesom biskop Knud og hans persiske forfatter fra det 1. årtusinde, mente læger i Paris, at store og overvægtige mennesker var de mest sårbare og udsatte. Andre læger menter tværtimod, at det var de magre og udmattede der var sårbare. En af de måske vigtigste måder at beskytte sig mod smitten var at afholde sig fra kontakt og især seksuel samleje. Dette var lægerne i Paris og Biskop Knud meget enige om, dog mente andre at seksuel samleje var et effektivt middel mod pesten, nogle mente endda, at kønssygdomme var særligt godt og var det rene gift imod pesten.[8]
I Paris var der dog også en noget anderledes holdning. Ifølge Paris læge uddannelses skole var årsagen til at så mange mennesker døde, fordi både Saturn, Jupiter og Mars var sammen i stjernebilledet vandmanden. De forklarede, at det forårsagede varme dampe på jorden, og at dampene derefter antændte og spredte sig gennem luften til en tåge, som bragte død med sig.[9]
Der kom også et større og større antal folk der troede, at pesten var guds straf. Nogle mente, at ved at pine sig selv ville gud skåne dem, hvoraf betegnelsen flagellanter kommer fra. Flagellanterne gik barfodede gennem Europa og piskede sig selv med små søm i enden. De ville pine sig selv, synge salmer og bede bønder for at få guds tilgivelse. Paven var i starten tolerant overfor dem, men fordømte dem omkring år 1349, og derefter har de ikke været fremtrædende.[10]
Mange kristne begyndte også at tro, at jøderne havde forgiftet deres vand, og mange jøder blev forfulgt, hængt eller brændt mange steder i Europa.
Deres metoder og forklaringer var tåbelige ud fra den viden vi har i dag, men det er ligesom at mange af de metoder og forklaringer vi har i dag vil forekomme tåbelige for en fremtidig periode.
Milano og Venedig var nogle af de byer der blev ramt mindst af pesten. Milano var i stand til at nedkæmpe pesten ved at tilmurer huse hvor der var pest. Venedig gav karantæne til folk med smitten og isolerede alle skibe på en anden ø for at undgå, at smitten ville sprede sig. Folk døde dog stadig i Milano og Venedig, men antallet var meget mindre end i byer hvor de ikke gjorde noget lignende.[11]
Diskussion
Pesten spredte sig som byldepest og blodpest via lopper og som lungepest, og de smittede døde inden for et par dage. Pesten kom via handelsskibe fra Kina til det sydlige Italien og Frankrig, og spredte sig gennem næsten hele Europa i løbet af 3 år. Antallet af døde i tyndbefolkede områder lå normalt på en tredjedel og kunne komme helt op på to tredjedele i tætbefolkede områder.
Der var mange forskellige bud på, hvordan man kunne have undgået pesten, mange som vi i dag ved var helt hen i vejret, og som forværrede situationen endnu mere. Havde man lyttet til nogle og ikke til andre kunne man måske have undgået pesten. Hvem skulle man så lytte til, når selv læge uddannelses skolen i Paris ikke kunne forklarer årsagerne, så glem her alt om at stoppe det du ikke forstår.
De indfødte nomader i Kina og de andre asiatiske land kendte på dette tidspunkt ikke til pesten, fordi de levede tæt samme med deres heste, som var en slags beskyttelse for dem. Det ville derfor først være ved handelsskibene og eventuelt havnene, at man ville kunne have opdaget et problem. Problemet med de fleste pesttraktater var, at de blev udarbejdet i løbet af den tid hvor der var pest, og først færdiggjort når det værste allerede var ovre. Da man først skal lave observeringer, og derefter kan udtale sig om det kan der sagtens gå 3 måneder, og til den tid har pesten allerede spredt sig andre steder hen, og det værste af pesten er allerede ovre der hvor man er.
Hvis man kunne isolerer pesten i Milano og Venedig hvorfor kunne man så ikke også gøre det andre steder? Problemet med at sprede informationen var, at det var meget mere sikkert at holde sig hjemme, plus så tog det også lang tid at nå ud i hele Europa på hesteryg. Nåede man dog frem til en større by ville man være nød til at overbevise om, at byen skulle løse problemerne på en måde som byen måske hidtil ikke har ment var den rigtige.
Konklusion
Havde man været forberedt på at give skibene karantæne ligesom i Venedig kunne man have stoppet pesten, men på dette tidspunkt havde ingen forventet en smitte. Da smitten begyndte, blev informationen indsamlet alt for langsomt og spredt lige så langsomt, så derfor ville man ikke kunne nå at stoppe pesten. Den information der blev indsamlet var endda også nogle gange forkert og forværrede situationen nogle steder. Vi ved fra i dag, at den metode Venedig og Milano anvendte var en af de mest effektive med datidens resurser og viden. Man kunne godt have isoleret og nedkæmpet pesten, men problemet var at overbevise alle om hvordan man skulle gøre det eftersom, at der var mange forskellige meninger.
Litteraturliste
Dr. Ibeji, Mike. (2011/2/7) Black Death: The Disease. BBC. Fundet d. 5. oktober 2013 på www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/blackdisease_01.shtml
Edmonds, Molly. How the Black Death Worked: Reaction to the Black Death. HowStuff Works. Fundet 7. oktober på http://history.howstuffworks.com/historical-events/black-death3.htm
Hecker, J.F.C. (Original 1888, E-bog 7. maj 2007) The Black Death, og The Dancing Mania: Chapter VI—Physicians. Cassel & Company edition. Fundet d. 7. oktober 2013 på http://www.gutenberg.org/files/1739/1739-h/1739-h.htm
Hallager, Fr.(1919) Biskop Knuds bog om pesten. København: Henrik Koppels forlag.
Jensen, Henrik.(1987) Den sorte død og livet i senmiddelalderen(1. udgave, 1. oplag). København: Nordisk Forlag A.S.
- Netahlo-Barrett, Lori. (4/10/2005) The bubonic Plague (Yersinia pestis):”The Black Death”: Diagnosis. MilitaryHistoryOnline.com. fundet d. 7. Oktober 2013. http://www.militaryhistoryonline.com/general/articles/BlackDeath.aspx
Wade, Nicholas. (31. oktober 2010) Europe’s Plagues Came From China, Study Finds. The New York Times. Fundet d. 5. oktober 2013 på http://www.nytimes.com/2010/11/01/health/01plague.html?_r=0
Bilag
Bilag 1
Hallager, Fr.(1919) Biskop Knuds bog om pesten. Henrik Koppels forlag, s.36-37 (Om midlerne mod pesten)
Bilag 2
Hallager, Fr.(1919) Biskop Knuds bog om pesten. Henrik Koppels forlag, s.38 (Om midlerne mod pesten)
[1] Biskop Knuds bog om pesten s. 11
[2] Den sorte død og livet i senmiddelalderen s. 9-10
[3] Europe’s Plagues Came From China, Study Finds
[4] Black Death: The Disease
[5] Henrik Jensen, Den sorte død og livet i senmiddelalderen (1987), s. 10
[6] Biskop Knuds bog om pesten s. 8
[7] Bilag 1+2. Biskop Knuds bog om pesten. ’Om midlerne mod pesten’
[8] Den sorte død og livet i senmiddelalderen. s 10.
[9] The black Death, og The Dancing Mania
[10] How the Black Death Worked
[11] The bubonic Plague(Yersinia pestis):”The Black Death”:Diagnosis
Skriv et svar