DHO: Postmoderne træk i Vera Winkelwir af Kirsten Hammann

Vera Winkelwir af Kirsten Hammann

Problemformulering

Der ønskes en redegørelse for postmodernismen i dansk litteratur. Dertil ønskes en analyse af postmoderne træk ved ’vera winkelwir’ samt en fortolkning og en perspektivering til samtidens litterære strømninger.

Introduktion til postmodernismen

Officielt tegnes startlinjen for postmodernismen i 80’erne og løbet kører derefter op gennem 90’erne og frem til nu, til det senmoderne eller hyperkomplekse, som kunne betegnes som en forgrening af postmodernismen. Men at sætte så præcise årstal på postmodernismen ville være misvisende, fordi der har været mange lignende tendenser i årene op til det postmodernistiske æg klækkedes for alvor.

Selve begrebet blev introduceret i dansk litteratur i 1960 i en artikel af sociologen C. Wright Mills i det danske tidsskrift ”Vindrosen”[1], men med god vilje kan linjen trækkes helt tilbage til ”Guds død” i slutningen af 1800-tallet, fordi jeg’et bliver fremmedgjort over for sig selv og ikke længere finder identitet i religioner eller andre eksterne faktorer.

Postmodernismen kommer efter – som navnet indebærer –den forhenværende modernisme, som blev præsenteret i 1871 af Georg Brande – bannerføreren for det moderne gennembrud.

Af de helt store pionerer indenfor postmodernismen kan nævnes den fransk filosof Jean-Francois Lyotard, som hævder, at de tre store fortællingers tid er forbi. Her henvises til marxismen, religionen og nationalstaten. Med dette mener Lyotard, at en stor fortælling (eller en utopi) er en kollektiv idé, som skal svare på det mest grundlæggende spørgsmål: Hvem er jeg? En forælder vil for eksempel svare sit barn, når denne bliver stillet over for sådan et spørgsmål, at ”du er kristen”, eller ”du er kommunist”. Lyotard er af den opfattelse, at disse ideologier ikke længere kan hjælpe os i identitetsdannelsen eller i forståelse af hvem vi er. Selv Freuds tanker om underbevidsthedens dominans fejer Lyotard væk som et ubrugeligt system over kortlægningen af menneskets identitet.[2]

I stedet for en overordnet fortælling for en kultur, ses livet nu som fragmenteret. Individet er identitetsløs og skal derfor selv finde svaret på det spørgsmål som religionen, marxismen eller nationalstaten ikke længere kan svare på.

Postmodernismen føler dog ingen sorg eller melankoli over tabet af mening og identitet, men finder derimod liv i jeg’ets bevægelse mellem tid og skiftende tilstande. Derfor søger postmodernismen ikke efter en mening med livet, men mere efter en nihilistisk erkendelse af at vi hele tiden er i forandring.

Inden for dansk litteratur kan der nævnes navne som Michael Strunge, Dan Turell, Søren Ulrik Thomsen, som de første spirende postmodernister og 90’ernes bølge af kvindelige debutanter såsom Solvej Balle, Helle Helle, Merete Pryds og ikke mindst Kirsten Hammann, som denne opgave vil omhandle.

Solvej Balle beskriver måske bedst postmodernismens ånd, da hun sammenlignede traditioner med et IKEA-møblement, der kan placeres, hvor man har lyst.

Som forlængelse til det fragmenterede livssyn bliver litteraturen i sig selv også meget fragmenteret. Man ville måske kalde dette for ”genrens død”, fordi genrebegrebet ikke længere kan dække over de litterære værker, der bliver produceret i 80’erne og især 90’erne.

Digte er ikke længere kun digte, prosa er ikke længere kun prosa, men snarere en blanding af alt, hvad litteraturarsenalet har at byde på. Denne hybridkultur beskriver Michael Strunge, da han omtaler litteraturhistorien som ”et stort supermarked, hvor vi henter det, vi behøver”[3].

Andre postmoderne træk er hyperrealitet, æske i æske-systemer, namedropping, kontinuitetens opsplittelse, formmæssige eksperimenter og metafiktion, som især også afspejler sig i samtidens værker på det store lærred, som for eksempel Quentin Tarantino, der gør stærkt brug af metakunst og intertekstualitet og samtidig giver fingeren til både kronologisk korrekt fortalte historier og faste rammer for genren[4].

Kort introduktion til Kirsten Hammann og ”vera winkelwir”

Kirsten Hammann er blandt den gruppe af kvindelige navne, der dukker op i starten af 90’erne. Hammann gør sig først bemærket med sin digtsamling ”Mellem tænderne” fra 1992, der lagde vægt på mennesket som et dobbeltvæsen med et uskyldigt og imødekommende ydre og et (selv)destruktivt indre. Dette stod i modsætning til kropsmodernisterne i 1980’erne, som mente, at kroppen var hjem for selve livet og dets udfoldelse. Hammann mente, at denne opfattelse ikke længere var aktuel og at føle sin krop ikke længere var det samme som at leve, men mere en forståelse af den permanente splittelse mellem jeg’et og dets ydre (kroppen).

Hendes værker bærer præg af et metaniveau, idet hun lader sproget pege på sig selv som sprog, og fiktionen tematiserer sig selv som fiktion[5]. Dette metaniveau og den førnævnte fremmedgørelse af jeg’et og kroppen kommer til udtryk i Kirsten Hammans debutroman ”vera winkelwir”, som med vilje er skrevet med småt.

At give et referat af ”vera winkelwir” ville være en noget nær umuligt opgave, fordi bogen ikke engang er tæt på at være en traditionel roman med en start, en midte og slutning. Man kan prøve at komme frem til en forståelse af ”romanens” handlingsforløb ved at se på protagonisten, som bogen er opkaldt efter. Vera winkelwir gennemlever en række umiddelbart almindelige dagligdagsepisoder, som for eksempel gentagende frisørbesøg, kærlighedsproblemer, møder med hendes såkaldte ”sociale sammenhænge”, men det er alt sammen med en bizar, ironisk distance, for der er nemlig nogen, der har opfundet vera og placeret hende ind i en verden, hvor hun selv skal finde på resten. En ikke helt let opgave.

Kronologi og fragmenter

Veras fortælling er skrevet i dagbogsform dag for dag i en periode, der strækker sig fra juni til december 1991. Nogle dage er der skrevet en god håndfuld sider til, mens andre dage kun har fået tildelt enkelte ord.

Denne strukturerede dagbogsform står i kontrast til den fragmenterede livsopfattelse, som vera har og beskriver for sin læser. Dagene i veras hverdag hænger nemlig ligeså lidt sammen som vera hænger sammen med sin omverden. Kapitlerne virker som individuelle fragmenter fra forskellige historier, der kun er kædet sammen af den gennemgående figur, vera, der fortæller det hele med sit eget forvirrende vera sprog. Så selvom datoerne på kapitlerne hænger sammen, giver indholdet af hvert kapitel ingen kronologisk idé om, hvad vera foretager sig på de forskellige dage. Den traditionelle udviklingsroman fra vugge til grav bliver ligefrem gjort til grin af forfatteren undervejs:

”Det ville være meget lettere hvis hun havde en historie. Sådan en god gammeldags rutefart fra vugge til grav og med lidt fyld indimellem. F.eks. en frokost man kunne nyde under overfarten. Man kunne gøre det i cafeteriet, hvor det er tilladt at spise sin egen medbragte madpakke. Man skulle bare vælge sig et temperament (leverpostej eller laks) og de dertil hørende drikkevarer. På vogndækket kunne man sikkert finde en familie at dele sin skæbne med. Og sin kage til kaffen med. Alt afhængigt af sejlturens længde, ville man have fortællingens 3 vigtige elementer: Tid, sted og handling. Det ville være meget lettere.”[6]

Deraf er det tydeligt, at det er en meget uklar sted- og tidsangivelse, selvom det bliver gjort klart på hvilken dato, det enkelte kapitler finder sted.
Vera hopper rundt i tid og rum og er ligeglad med (eller kan ikke finde ud af) at overholde den menneskelige kronologi fra fødsel til død.

Læseren venter desperat på at finde en rød tråd i historien, men teksten er, hvad teksten er, så bogen kunne i princippet være længere end Dostojevskijs samlede værker uden at man ville finde en umiddelbar mening.

Slutningen tyder dog på, at veras historie ender på en ikke nærmere defineret hospitalsinstitution, hvor et normalt menneskes livshistorie ville begynde:

”Og lægerne. De stikker bare nåle i hende. Og kan ikke finde ud af hvad der er galt med hende”[7].

Ovenstående citat er også et eksempel på den mærkværdige sætningsstruktur, der findes i ”vera winkelwir”. Ikke nok med at kapitlerne er fragmenter af veras liv, det lader til at sætninger også blot er fragmenter af en måske bedre forståelse af sammenhængen.

Det er en masse sideordnede sætninger, der virker isolerede fra hinanden, men alligevel bindes sammen. Denne sammenhæng mangler vera tydeligvis i sit liv, som ellers er spækket med tonsvis af klicheer, som vi alle kender fra hverdagen.

Fortællersynsvinkel

Hvem fortæller historien om vera? Er det Kirsten Hammann eller vera selv? Eller er det læseren, der fortæller historien, idet vera kun er til, når hun læses på papir.

Ikke desto mindre er fortællersynsvinklen i vera winkelwir udover det sædvanlige, for den førnævnte dagbogsform tyder på, at det er vera, der fortæller sig egen historie. Men alligevel er hele bogen skrevet i en tredjepersonsfortæller, der ved alt om vera. Fortælleren kender veras ikke eksisterende fortid og fremtid, og han snakker endda med gud udenfor historien, bag om veras ryg:

”Kære Gud,

Vera mener det ikke! Hun ved ikke hvad hun gør! Der er nogen der har lukket hende ud, og hun kan ikke rigtig styre det. Hun har lyst til at dyppe 2 babyer i kogende vand og trække neglene langsomt af en kvinde. Men hun mener det ikke. Det er helt sikkert at hun ikke mener det! Du må ikke tro på hende. Det er bare noget hun siger. Hun ved slet ikke hvad hun taler om. Kære Gud, du må tilgive hende. Fra i morgen vil alting være anderledes.”[8]

Denne tredjepersonsfortæller kan ses som vera selv, for idet hun er identitetsløs er det umuligt for hende at omtale sig selv som et jeg.

Hendes manglende jeg er kun til stede, når hun taler, hvilket kan ses, når hun bruger ”jeg” i direkte tale. Dette vil blive uddybet i det følgende afsnit.

Goddag, mit navn er vera winkelwir. Der er nogen der har opfundet mig.[9]

Det gennemgående tema i ”vera winkelwir” er veras plads i verden. Hun er nemlig opfundet og er kun til, når hun taler. Derfor kan hun kun bruge jeg-formen under direkte tale, og hun er tvunget til at gentage den maniske remse ”mit navn er vera winkelwir. Der er nogen der har opfundet mig”[10] hver morgen for at bekræfte sin (ikke) eksisterende identitet.

”Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke at hun er død, det er lige lidt værre end døden. Det betyder at hun er u-opfunden. At nogen har opfundet hende og straffer hende for hendes tavshed ved at gøre hende u-gjort indtil hun taler igen.”[11]

Sådan præsenteres vera allerede på første side og her bliver det slået fast, at læseren skal sætte spørgsmålstegn ved veras eksistens. Hun er ren fiktion. Måske ikke engang dette. Vera er blot et ord i teksten og læseren bør ikke opfatte hende som andet.

Vera winkelwir ændrer igennem bogen hele tiden karakter, form og identitet. Dette står i kontrast til den opfattelse, man har af hende, at hun ingen identitet har overhovedet. I det ene kapitel er hun en flue, så er hun et tæppe, en seriemorder, en 4-årig pige, en kliché og en psykotisk patient. Det eneste stabile, der følger læseren igennem hele bogen er navnet, eller ordet, vera winkelwir. Derfor er vera ikke et jeg, men flere jeg’er. Hun er indbegrebet af det postmoderne menneske i bevægelse som konstant går fra den ene identitet til den anden, men uden et fast udgangspunkt.

Vera er i sig selv en kliche og en parodi på den hverdag, vi alle kender. Hendes hverdag er egentlig meget gennemsnitlig med morgensamtaler med postbuddet, telefonsamtaler, frisørbesøg, middage, men det er lige præcis på grund af denne uopfindsomme og kliche fyldte hverdag, at det er svært for vera selv at ”finde på resten”[12], som hendes ”opfindere” foreslår, at hun bør gøre. Derfor tvinger hun sig selv til at lyve. Lyve om alt. For kun igennem hendes løgne er hun til.

Dette fører til, at hun i slutningen af første del af bogen, vil grave sandheden frem om sig selv. Hun vil til bunds i hendes ”opfundethed”: ”At tænke sig, at vera retter 37 lamper imod sig selv. Og vil have sandheden frem. Det kan ikke være rigtigt!”[13] (37 er blandt andet et tal, der optræder igennem hele bogen som et kronisk tal eksempel, der følger vera hvor end og hvem end hun er).

Hendes søgen efter sandhed mislykkes, og hun ender i det mest komplette metaprojekt, hvor hun optræder i et filmmanuskript om sig selv og den bog ”vera winkelwir”, som hun er eksisterende i. Heri bliver hendes velkendte vera-sprog opløst, da det er postbuddet, der har hendes replikker. Selverkendelsen er for meget for vera og hendes sprog og eksistens bryder sammen. Hun når frem til den konklusion, at hun ikke længere kan tale sig ind i verden og ind i en identitet.

Symboler

Veras tilblivelse og opløsning som et tekstligt subjekt er et symbol på fornemmelsen af at være opfundet som menneske, men som er fuldstændig bogstavelig for vera selv. En problemstilling, der er meget aktuel i postmodernismen, da frafaldet er identitet hører perioden til.

Vera winkelwir er dog spækket med andre symboler, som i sig selv virker ligegyldige, men de er med til at bekræfte veras eksistens igennem hendes eget vera-sprog, hvor hun ikke kan sige tingene, som de er, men i stedet bruger mærkværdig symbolik, som for at dække over sandheden.

Vestens Store Dræber er uden tvivl veras opfattelse af cigaretter: ”[…] og skodde Vestens Store Dræber i et orange askebæger”[14], ”Vestens Store Dræber brænder i munden […]”[15]

Den franske tjener kan ses som veras elsker, som altid forkæler hende, men som hun har svært ved at forstå, og de ender i et skænderi: ”Den franske tjener er kommet tilbage for at stikke sine øjne i vera.”[16]

Selv måden veras navn bliver stavet på er med til at underbygge hendes eksistentielle krise. Normalt ville man skrive et navn med store bogstaver, men fordi vera blot er et ord blandt andre ord, fordi hun ikke er eksisterende udenfor teksten og på grund af hendes manglende identitet, er hendes navn ikke engang anerkendt som et egennavn. Derfor staves vera winkelwir med små bogstaver.

Perspektivering og fortolkning

Metamotivet i ”vera winkelwir” er ikke unormalt for denne litterære periode. Når teksten udmærket er klar over, at det er en tekst, så kaldes det metafiktion, og lige præcis dette element bruger Svend Åge Madsen også i hans bog ”Af sporet er du kommet” fra 1984, hvor personerne referer til kapitler længere fremme eller tilbage i bogen:

”Underligt nok faldt der fuldstændig ro over forsamlingen, mens Fegge fortalte [kapitel] 38.”[17]

Teksten spejler sig i sig selv, og det kommer især til udtryk i ”Af sporet er du kommet”:

”På en bakketop sad en mand og skrev en besynderlig historie, der skulle overgå virkeligheden. Han sluttede den med et bittert smil, fordi han kendte sin modstanders stædighed. […] På papiret stod: ”Der sad en mand på en bakketop og skrev…””[18]

Det samme gælder for den fragmenterede kronologi, hvor tid og rum lader til at have en langt mindre betydning end i den virkelige verden. Den postmoderne teksts protagonist er i stand til at bevæge sig mellem tid og rum (og i veras tilfælde også identiteter), hvilket er et produkt af det moderne menneskes skiftende tilstande og tabet af identitet, som hører til postmodernismen.

Konklusion

De postmoderne træk i dansk- såvel som udenlandsk litteratur opstod på baggrund af en følelse af tab af identitet og mening i livet. Postmodernisterne søgte dog ikke efter en dybere og sammenhængende mening med livet, men gjorde i stedet brug af denne identitetsløshed ved at være i konstant bevægelse mellem forskellige tilstande. Disse træk har smittet Kirsten Hamman, som i 1993 udgav værket vera winkelwir, der handler om en kvinde, der er opfundet og blevet sat i en verden, hvor hun selv skal finde på resten. Vera winkelwir flakker forvirret rundt mellem genkendelige hverdags klichéer og vanvittige situationer, hvor hun er en seriemorder, en flue eller et gulvtæppe. Bogens mangel på fremadskridende progression og veras bevægelse mellem forskellige identiteter er alt sammen typisk postmodernistisk, fordi livet ikke længere kunne leves fra A til B, men man så derimod verden ud fra et fragmenteret livssyn.

Derfor er vera winkelwir meget i tidens ånd, og det kan også ses, når man læser værker fra andre postmodernistiske forfattere, såsom Svend Åge Madsen, der eksperimenterer med kronologi og metafiktion på samme måde som Kirsten Hammann gør. Men mon ikke Kirsten Hammann selv har rod i modernismen og med vera winkelwir udtrykker sin bekymring og begejstring over at værdierne, både de litterære og de menneskelige, fra modernismens tid nu endegyldigt forsvinder og opløses?

Litteraturliste

Bøger (alfabetisk)                     

• Hammann, Kirsten (1993), ”vera winkelwir”
• Hammann, Kirsten (1992), ”Mellem tænderne”
• Mai, Anne-Marie (1994), ”Prosa fra 80’erne til 90’erne”
• Nielsen, Michael (1996), ”Kritik 21: Det groteske og det fænomenale”
• Pedersen, Katja (1997), ”På jorden 1960-1990: Et landskab i forvandling”
• Thorup, Kirsten (2000), ”Danske digtere i det 20. Århundrede”
• Zerlang, Martin (2007), ”Dansk litteraturs historie 1960-2000: Anything goes – postmodernisme og mangfoldighed” 

Hjemmesider (alfabetisk)        

• Da.net.dk – en fri interaktiv litteraturside:

http://www.da-net.dk/postmodernismen.html

• Gyldensdals åbne encyklopædi: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Kirsten_Hammann
• Hvillum, Pernille Skot-Hansen (2008), ”En smal sag for den brede smag”: http://www.litteratursiden.dk/artikler/en-smal-sag-den-brede-smag
• Larsen, Ole Schultz (2005), ”Dansk prosa 1956-2001”: http://books.google.dk/books?id=jCOSJRXnqesC&pg=PA162&lpg=PA162&dq=Vera+Winkelwir&source=bl&ots=-I6KvqQ02T&sig=gzt2g-EeCg-JBqRlDEsMGSvjSes&hl=da&ei=9gznS7iTKJaVOP3qtdoG&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=3&ved=0CCEQ6AEwAg#v=onepage&q=Vera%20Winkelwir&f=true
• Munroes, Randall. Billede fra

http://xkcd.com/167/

• Sivertsen, Katrine Lehmann:

http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zhammann00

[1] http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Tidsskrifter/Vindrosen

[2] Notater fra klassen.

[3] Strunge, Michael (1985), ”Mai, Strunge. Samtaler m.m. mellem Anne-Marie Mai og Michael Strunge”

[4] Notater fra mediefagsforløb om postmodernisme

[5] http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zhammann00

[6] Hammann, Kirsten (1993), ”vera winkelwir”, s. 48 m.

[7] Hammann, Kirsten (1993), ”vera winkelwir”,, s. 226 m.

[8] Ibid., ”vera winkelwir”, s. 33 m.

[9] Hammann, Kirsten (1993), ”vera winkelwir”,, s. 90 m.

[10] Ibid., s. 12 ø.

[11] Ibid., s. 10 ø.

[12] Hammann, Kirsten (1993), ”vera winkelwir”, s. 15 m.

[13] Ibid., s. 120 m.

[14] Ibid., s. 36 ø.

[15] Ibid., s. 57 m.

[16] Hammann, Kirsten (1993), ”vera winkelwir”,, s. 70 ø.

[17] Madsen, Svend Åge (1984), ”Af sporet er du kommet”, s. 97 n.

[18] Ibid., s. 114 m.