DHO: Renæssancen, pesten og den guddommelige komedie

Renæssancen, pesten og den guddommelige komedie

Abstract

This study examines how aggression is portrayed in literature and how the psychological explanations of aggression have developed through time. The study starts out by giving an account of various psychological theories relevant in the analysis and interpretation of the books, such as the psychoanalysis of Freud, Behaviourism and social psychology. Thereafter there is an analysis and interpretation of three books from various periods in time: Robert L. Stevenson’s ‘The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde’ from 1886, Anthony Burgess’ ‘A Clockwork Orange’ from 1962 and J.G Ballard’s ‘Running Wild’ 1988. Lastly the study assesses how the books mirror their contemporary time.

Conclusively, the study indicates that by being surrounded with the theories of their contemporary time the books are heavenly influenced by the theories of that exact time period – ‘The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde’ influenced by the strong morals of the Victorian era and by Freud’s psychoanalysis, ‘A Clockwork Orange’ influenced by a youth rebellion and Behaviourism and ‘Running Wild’ influenced by many various social psychological theories. The study then proves, that there is a significant relationship between the contemporary time and how the books portray and explain aggression, however the study also found that these psychological theories have become more plural by the time of ‘Running wild’ and so there is no longer a single theory used to explain aggression.

Indledning

Renæssancen var en tidsperiode med mange omvæltninger, og forandringer. En af de mest markante og makabre omvæltninger, var pesten som forvrængede menneskelivet, og splittede folk ad. I forbindelse med dette emne har jeg valgt, at fokusere min opgave på den religiøse tumult der forekom i denne tidsperiode, da jeg synes det er interessant at undersøge hvordan mennesker kan splittes i forskellige retninger, i alt fra deres livssyn, til deres tro og reaktion.

Opgaven er opbygget således, at jeg vil starte med at redegøre for hvorfor troen på religion ændrede sig i renæssancen gennem pesten, herefter vil jeg analysere og fortolke dele af Dantes ”Inferno” specifikt sang I og sang XXXIV, hvor jeg vil ligge særlig vægt på kritikken af de, der har fjernet sig fra Gud. Afslutningsvis vil jeg diskutere de forskellige måder, hvorpå man forklarede pesten.

Religion i Renæssancen

Religion var en indiskutabel del af middelaldermennesket, den hang sammen med det tætte bånd man havde til sin familie og slægt, ikke nødvendigvis ligesom den romantiske opfattelse, hvor ideen var, at man var sammen fordi kærligheden til hinanden var så stor, mere som en praktisk ordning, da alle havde en plads de skulle udfylde. Folk valgte ikke selv at være en del af hverken, kirken eller familien, de blev simpelthen fulgt af disse to, fra vugge til grav, og det var derfor deres verdensbillede var så fuldkomment fastlagt, før de egentlig var født – de ’overtog’ det verdensbillede der blev dem pålagt[1], hvilket mere end at danne enkelte personer, dannede et monotont samfund. Derudover foregik alle prædikerne, i begyndelsen af Renæssancen, på latin, hvilket det kun var de lærte folk, så som præsterne selv, der kunne forstå – altså havde de almindelige borgere ikke mulighed for selv at danne sig en mening om det prædikede.

Pesten

I 1347 lagde tolv skibe til i Messinas havn(Det sydlige Italien), de var alle bærere af pesten. Kort tid efter skibene havde lagt til, var hele byen Messina lagt øde. Pesten fortsatte med at æde sin vej op gennem Europa, til der til sidst ikke var nogen krog, dens ækle fingre ikke havde fået fat i. Man havde dengang ikke nogen forståelse for hvordan sygdommen smittede, men man kunne observere, at den ’sprang som ild’ fra de syge til de raske[2]. Datidens opfattelse var, at over halvdelen af Europas befolkning døde som følge af denne sygdom, dette er dog ikke baseret på nogen reel optælling, men er nærmere set som en henvisning til Johannes’ Åbenbaring (Biblen), hvor verdens undergang er beskrevet: ”Af disse tre, af ilden og røgen og svovlet, som undgik fra deres munde, blev tredjedelen af menneskene ihjelslagen” [3] dog kan dette tal, godt stemme overens med det matematisk korrekte. Pesten hærgede Europa konstant i tre år, men helt frem til 1700-tallet brød den pludseligt og spontant frem igen.

Pestens indflydelse på religion

Da pesten først have fået sit tag i Europa, medførte den kæmpe omvæltninger i folks opfattelse af religion og dermed også dem selv. Som katastrofe, var der intet der kunne sammenlignes med den – der havde aldrig fundet noget lignende sted, og til forskel fra andre former for katastrofer (Krig, hungersnød og jordskælv) blev befolkningen, i stedet for at rykke sammen, nu splittet i deres grundlæggende samfundsforhold[4], hvilket ikke blot lavede store skår i det middelalderlige verdensbillede, men også gav liv til et mere individualiseret menneske[5]– et menneske som pludselig stod alene, både overfor sine medmennesker, men også overfor Gud selv. Kirken havde mange problemer med at svare på befolkningens spørgsmål, til hvorfor pesten havde ramt, de så ikke selv nogen forklaring på denne katastrofe. Der lå også en form for anklage fra befolkningens side, da der i middelalderen var den opfattelse, at de gejstlige(kirkens folk) forvaltede forholdet til Gud på alles vegne[6] – de måtte ikke have gjort deres ’job’ godt nok. Dette rystede igen det middelalderlige verdenssyn og folk fandt, at det måske ikke var nok at sætte sin lid til, at de gejstlige kunne sørge for renselsen af deres sjæl, de var også selv nødt til at skabe en forbindelse. Der var også dem, der var så dødsangste og opgivende, at de i stedet for at lede efter en grund til al elendigheden, prøvede at fortrænge den, ved at lukke sig inde, eller tage ud til deres villaer udenfor byerne. Herude ville de så drikke og horde til de ikke længere var i stand til at føle skyld og frygt[7].

’Den Guddommelige Komedie’/Kort om forfatteren

Komedien ’Den Guddommelige Komedie’ er skrevet af Dante Alighieri, en florentinsk forfatter, der levede fra år 1265 til 1321[8] (Overgangsfasen fra Middelalder til Renæssance). Originaltitlen er Komedien, og først efter Dantes død ændrede man titlen[9].

’Den Guddommelige Komedie’ udspiller sig i jubelåret 1300, og den er delt op i tre digtkredse – én for hvert af dødsrigerne, Inferno, Purgatorio og Paradiso. Hver digtekreds indeholder 33 sange, med undtagelse af den første (Inferno), der indeholder 34 og hvor den første sang, skal ses som en introduktion til resten[10]. Det er Dante selv, som er hovedpersonen i komedien (er skrevet i jeg-person), han bliver fulgt gennem dødsverdnerne af tre følgesvende og vejledere, og hele fortællingen omhandler denne rejse gennem de tre dødsriger, hvor han, som stadig levende har den observerende rolle, på de, der afventer dommedag.

Komedien er en af Dantes mest kendte værker, og selv i dag er den anderkendt som værende, en kæmpe inspiration til måden hvorpå senere skribenter opstillede deres værker.

Inferno (Helvede)

Sang I

Helt fra starten af det indledende afsnit i Dantes fortælling, får vi præsenteret den overordnede problemstillingen ”Midtvejs på vores vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke dybe skove, forvildet fra den vej jeg burde følge”(v.1-3). Jeg-personen (Dante) finder sig selv i en midtvejskrise, han er 35 år (fortællingen foregår i år 1300), og dengang var et menneskes levealder sat til at vare 70 år[11]. Det, at han befinder sig i mørke dybe skove, var i middelalderen et kendt billede på, livet og dets syndighed, og at han samtidig er forvildet, er med til at, forstærke den formodning, at Dante på dette tidspunkt i hans liv, føler sig svag og svækket i hans tro, hvilket forhindre ham i at leve livet, som han burde.

Fortolkning:

Man kan godt henlede, at selvom værket er en Jeg-fortælling, så skriver Dante om det generelle menneskes dilemmaer i denne tidsperiode – Personen i fortællingen er et billede på det usikre og tvivlende menneske, der har behov for at blive ledt på rette vej.

Dante ønsker at, komme væk fra den mørke skov, og han bevæger sig, op fra dalen, og hen mod en bakke. Ved foden af bakken kigger han op og ser ”Højens skuldre stod klædt i morgenlyset fra planeten der viser vejen for enhver hernede”(v. 16-18). Men inden han kan komme op på bakken møder han først”…en los, lynhurtig, let og smidig”(v.32), så ”…en løve der kom mod mig med hovedet højt, arrig af hunger”(v.45-46) og til sidst ”…en hunulv, hvis radmagre flanker var svangre med et vild begær”(v.49-50) og de forhindre ham alle i at bestige bakken, da han er ”så tynget ned af angst og mismod at bjergets top nu syntes uopnåelig”.(v. 53-54)

Fortolkning:

Det at Dante ikke kan komme op af bakken, op i lyset, da vejen spærres for ham af lossen, løven og hunulven, siger noget om, at mennesket er nødt til at gå den lange vej gennem alle pinslerne, før det helt når ’lyset’/kommer tæt på Gud og paradiset – noget af det der forhindre mennesket i at nå ’lyset’ er dets egne syndige følelser, altså dets trang til; vellyst, vrede og gerrighed som de tre dyr er blevet sat i forbindelse med[12]. Det der endegyldigt får ham til at flygte er hunulven ”så liderligt og frækt er hendes væsen at hendes ondskab aldrig mættes, men kræver mer og mer for hver en mundfuld”(v.97-99), hvilket kan perspektiveres, til de mennesker, der som følge af pesten, drak og horede deres sorger væk. Denne passage er altså mest af alt en kamp Dante tager med sit indre, og som han taber.

Ved flugten fra de tre dyr, møder Dante en anden vandrer, dette viser sig at være den romerske poet Vergil, han skal være Dantes guide ”…nedad mod de steder hvor du vil høre klager uden ophør, hvor døde sjæle evigt håbløst skriger og tigger om den anden død, den sidste”(v.114-117) – underforstået helvede, hvor sjælene venter på dommedag. ”Dertil, men ikke længere, kan jeg følge din vej”(v.121-122) Vergil må ikke fører Dante andre steder hen, end i helvedet, da han kommer fra den tid, hvor ”man endnu tilbad falske guder”(v.72)- underforstået er han ikke døbt og derfor må han ikke bevæge sig tæt på himmelen. Til slut i denne sang påbegynder de deres færd ”Så gik han og jeg fulgte efter”(v.136).

Fortolkning:               

Hvilket vil sige, at det at Dante har brug for guider/vejledere, er med til at styrke den opfattelse, at han mener alle mennesker må finde deres styrke i den største vejleder, nemlig Gud selv.

I de sange der går mellem sang I og sang XXXIV, bevæger Dante sig støt igennem de forskelige kredse af helvede, der er i alt ni kredse i helvedet. Hver af kredsene har de forskellige slags syndere ’boende’ – jo længere ned i helvede man kommer, jo grellere en forbrydelse/synd.

Sang XXXIV

Den sidste sang i Inferno, inden Dante bevæger sig videre til Purgatorio , påbegyndes af Vergils udtagelse ”Vexilla regis prodeunt inferni”(v.1) dette er latin og oversætters til noget lignende ’Helvedekongens faner rykker frem’[13]. Udtagelsen er en del af en påskesamle, dog har inferni i dette tilfælde erstattet det latinske ord for ’himmelfyrsten’[14].

Fortolkning:

Man kan altså udlede at denne latinske salme, er blevet tvistet, af den grund, Dante ønsker at vise at helvede er blevet sat i stedet for himlen, men det er nok også et varsel om, at alt i denne kreds vil være et tvistet spejlbillede af himmelen.

Dante og Vergil er nu nået til helvedets midte, den inderste kreds, og her sidder Lucifer den faldne engel, der ”Hvis før han var så smuk som nu afskyelig indtil han gjorde oprør mod sin skaber” (v.35-36). Lucifer har stadig vinger, men de er nu ”Fjerløse var de, ligesom flagermusens”(v.49) og det eneste han kan med dem er ”basked han med dem så at en blæst trefoldigt undgik fra ham og holdt Kokytos frosset helt til bunden”(v.50-52). Kokytos er den underjorddiske is-sø i helvedet inderste kreds og Lucifer selv bliver holdt fast i isen ”fra midt på brystet ragede han i vejret, ret op af isen, denne fangne kejser”(v. 28-29). Lucifers tre munde ”Hver af hans munde gnavede på en synder…tre var der altså, som han holdt i pine”(v. 55-57) gavner på de tre forrædere; Judas, Brutus og Cassius, alle har de begået samme synd som ham selv.

Fortolkning:

Det at tre hele tiden bliver brugt, hænger igen sammen med Dantes ønske om helvede, som et tvistet himmelen og det er en reference til treenigheden (Faderen, sønnen og Helligånden). Lucifer har opnået én treenighed præcis som Gud, men hans er det modsatte af det Gud har.

Det kan også fortolkes, at dette stykke er et bevis på at Lucifer, helvedets hersker, ikke altid har været ond, han blev det da han vendte sig fra Gud (hans herre), (en sådan synd er den værste) dette er også grunden til at de tre Lucifer spiser, er Judas, Brutus og Cassius da også de vendte sig fra deres – kan godt linkes til at Dante ikke mener mennesker er født med ondskab, men hvis de vender sig bort fra Gud, og derved prøver at overtage den rolle han har vil de ligesom Lucifer være roden til ondskaben og ulykken hos dem selv- det er Lucifers egne vingeslag, der holder ham fastfrosset.

Efter mødet med Lucifer begynder Dante og Vergil, at klatre op ad ham ”Greb fat i pelsen, men klatrede opad!”(v.78-80) Vergil fortæller at, ”Her har du vejen der fører bort, væk fra så megen ondskab”(v.83-84). Dante kigger ned, og ser at Lucifer nu vender med benene i vejret, han bliver forvirret og spørger: ”hvor blev dog isen af? Og hvorfor vender han op og ned?” (v.103-104) hvortil Vergil svarer at de ikke længere er i helvede men midtimellem de to verdener, han fortæller også hvorfor der er tørt der hvor de befinder sig ”Til denne side faldt han fra himlen: da veg det tørre land til side for ham”(v.121-122). Afslutningsvis i denne sang, følger de to ”nu vejen der leder op imod den lyse verden”(v.133-134).

Fortolkning:

Dante og Vergil er altså nu på vej væk fra helvede, og underforstået på vej ind og op i skærsilden, det at Vergil siger: ”Hér er det morgen når det dér er aften”(v.118), understøtter det, at de to er det omvendte af hinanden, men der er også andre ting, der understøtter den påstand, at Dante sender et budskab til menneskerne, om at vejen til paradisets porte altså bliver lysere, så længe de kan udholde de pinsler der kommer.

Forklaringer på pesten

Da man ikke dengang kendte til bakterier og derved smittesygdomme, var den måde hvorpå pesten slog ned alle steder et mysterium. Folk kunne dog henlede, at der var større risiko for at blive ramt, hvis man havde nærkontakt med en smittet. Det at de ikke havde nogen forståelse for smitte som et begreb, gjorde at folk var nødt til at lede efter svar andre steder, så som i deres tro, men det gjorde også at forklaringer var forskellige fra person til person, og at der ikke entydigt var noget korrekt svar.

En af forklaringerne på hvorfor pesten havde ramt, var at det var Guds straf for et syndigt liv. De der troede på dette gjorde alt der stod i deres magt for at gøre bod. En af de mest kendte og ekstremistiske grupper, var flagellanterne. Det var folk fra alle samfundslag der deltog, hvilket også viser at folk på tværs af stand nu samledes og prøvede at forene sig mod pesten.                 De troede, de kunne frelse Verden, og derved stoppe pesten, ved at straffe sig selv, piske og sømmet til kors (påfører de smerter Jesus var udsat for på dem selv)[15]. Ved at straffe deres egne kroppe, håbede de på at de kunne gøre bod, for ikke blot deres egne, men også alle andres synder.

Der var andre, som mente at Gud enten helt havde forladt dem, eller at han slet ikke var medvirkende til at udsætte menneskerne for pesten. Disse mennesker gik helt væk fra at gøre bod for deres synder, og i stedet prøvede de at leve livet så fuldt som de kunne, ved at nyde alle dets goder (sex, druk osv.). De mente at livet var så flygtigt, og at man kunne dø hver dag det skulle være, at de skulle have mest muligt ud af det[16]. Der var i denne ’forklaring’ ingen tanke for hvad der skulle ske med dem, når livet så var forbi.

En af de mest fremtrædende forklaringer, der slet ikke tog Gud i betragtning som forsager af pesten, var den forklaring at jøderne havde forgiftet drikkevandet i brøndende overalt. Jøderne blev endnu engang brugt som syndebukke – folk havde brug for at kunne skyde skylden over på nogen, og det gav dem noget at tage sig til. De kunne fortrænge den forklaring der så pesten som en straf Gud havde sendt for deres synder, og i stedet koncentrere sig om den mere håndgribelig og jordnære trussel jøderne syntes at udgøre. Mange så dette som en logisk forklaring, da det jo også var dem der i tidernes morgen havde korsfæstet Jesus, og som derfor var de ultimative syndere[17].

Det kan altså diskuteres, hvorvidt de forskellige forklaringer havde noget egentligt behov for at være ’den sande forklaring’, eller om de i stedet var et middel, hvorpå folk kunne agere – deres formål var at give befolkningen noget de kunne holde fast i, så de ikke blev opslugt af håbløsheden. Med Jødeforfølgelses forklaringen fremgik det fx ikke nogen steder, at jøder som alle andre døde i massevis[18], hvilket tyder på at de havde lige så lidt kontrol over pesten, som resten af befolkningen.

Konklusion

Man kan altså konkludere, at pesten havde en kæmpe indvirkning på, hvordan det enkelte menneske så på religion. De fleste følte sig forladt af Gud, og prøvede at finde en måde hvorpå de kunne vinde hans gunst tilbage, dette hænger godt sammen med, at folk prøvede, at finde forskellige årsager til pesten, en af dem værende de evige syndebukke Jøderne, for at de ikke selv skulle føle den byrde det var, at have gjort Gud vred. Dantes ”Den Guddommelige Komedie” kritisere de mennesker (inklusiv ham selv), der under indflydelse af pesten har vendt sig fra Gud, og derved er blevet til store syndere, han prøver i komedien at få folk til at indse, at de er nødt til at lide (gå den lange vej) før de kan blive frelst, og komme gennem Paradisets porte, og at hvis de prøver på at tage Guds rolle vil det ende dem så galt som det gjorde Lucifer, den faldne engel. 

Litteraturliste

Baastrup, M. & Leegaard, L. (Tilrettelæggelse). (2012, 21. September). Dokumentar (Pest over Europa). Danmarks Radio (Kanal K). Vist d. 28 september 2013 på:

http://www.dr.dk/tv/se/pest-over-europa/pest-over-europa-1-6#!/00:57   (Dokumentar)

Brunicardi, R. (1986) Dante på dansk: et praktisk eksempel på anvendelse af en moderne oversættelseskritisk metode. (5.udg) Viborg: museum Tusculanums forlag (Bog)

Danielsen, B.K. & Knudsen, S.S (2005). Renæssancen: da mennesket kom i centrum (1.udg) Viborg: Systime (Bog)

Den digitale historiebog (u.å) Pesten – Den sorte død. Den digitale historiebog. Fundet d. 6. Oktober 2013 på:

http://www.meloni.dk/historie/index.php?option=com_content&view=article&id=276:pest-den-sorte-dod&catid=57:historie&Itemid=83

(Webside)

Jensen, D. K. (2000, 16. December). Dante på dansk. Berlingske Tidende, 2. Sektion (kultur)s.3. (Artikel)

Jensen, H. (1999). Den Sorte Død: og livet i senmiddelalderen (2.udg)

Viborg: Gyldendal (Bog)

Meyer, O. (2000, 13. December). Kronik: Dante på dansk – for tredje gang. Jyllands-Posten (ukendt side nr.) (Artikel)

Meyer, O. (2013) Den Guddommelige Komedie: af Dante Alighieri (5. reviderede udgave) København: Multivers   (Bog)

Shmoop (u.å) Inferno Canto XXXIV (the Ninth Cirkle, Fourth Ring Judecca: Traitors agaisnt their Benefactors) Summary. Shmoop. Fundet d. 7 oktober 2013 på:

http://www.shmoop.com/inferno/canto-xxxiv-summary.html

[1] Den Sorte Død – og mennesket i senmiddelalderen (s. 20)

[2] Den sorte død – og livet i senmiddelalderen   (s.20)

[3] Den sorte død – og livet i senmiddelalderen   (s.10)

[4] Den sorte død – og livet i senmiddelalderen   (s.20)

[5] Den sorte død – og livet i senmiddelalderen   (s.8)

[6] Den sorte død – og mennesket i senmiddelalderen (s.34-35)

[7] Den sorte død – og mennesket i senmiddelalderen (s.18)

[8] Ole Meyer (s. 32 L.9 )

[9] Ole Meyer (s.32 L.20)

[10] Renæssancen – da mennesket kom i centrum (s.127 afsnit. 2)

[11] Renæssancen – da mennesket kom i centrum (s.129 afsnit. 2)

[12] Kronik: Dante på dansk –for tredje gang (s.1 L.33-34)

[13] Shmoop: http://www.shmoop.com/inferno/canto-xxxiv-summary.html

[14] Ole Meyer (s.514 L.11)

[15] Den sorte død – og mennesket i senmiddelalderen (s.25)

[16] Den digitale Historiebog: http://www.meloni.dk/historie/index.php?option=com_content&view=article&id=276:pest-den-sorte-dod&catid=57:historie&Itemid=83 (afsnit 2)

[17] Den sorte død – og mennesket i senmiddelalderen (s.26-27)

[18] Den sorte død – og mennesket i senmiddelalderen (s.26-27)