DHO: Renæssancens menneskesyn

Renæssancens menneskesyn

Indledning

Renæssance kommer af det franske ord renaissance som betyder ”genfødsel”. Renæssancen er en historisk epoke som varede fra 1300-tallet og frem til 1500-tallet. Jeg har valgt emnet ”Renæssan­cens menneskesyn”, fordi jeg mener renæssancen adskiller sig fra andre historiske perioder på grund af sit vigtige fokuspunkt, dets genopståede menneskesyn fra antikken. Jeg har dog valgt at begrænse mit emne, så jeg som udgangspunkt kun arbejder med renæssancens menneskesyn in­denfor Italiens grænser. Jeg vil starte min opgave med en kort redegørelse, for hvad der var årsa­gen til at man valgte netop dette menneskesyn, hvordan renæssancen opstod og hvad renæssan­cens menneskesyn egentligt gik ud på. Dernæst vil jeg analysere en tekst af Giovanni Pico Della Mirandola som hedder ”Om menneskets værdighed”, og et maleri af Sandro Botticelli ved navn ”Venus fødsel” og til sidst endnu et maleri med titlen ”Den vitruvianske mand” som er lavet af den verdensberømte renæssance mand, Leonardo da Vinci. Analysen har til formål at besvare mine problemstillinger som lyder følgende; hvilken betydning havde renæssancens menneskesyn for folket og samfundet dengang? hvilken rolle havde religionen i forhold til menneskesynet på daværende tidspunkt, hvilken betydning havde religionens rolle for samfundet?

Og ikke mindst, hvordan kom renæssancens menneskesyn til udtryk i renæssancens kunst? Sidstnævnte spørgsmål har jeg valgt, fordi jeg på forhånd ved, at kunst blandt andet er noget som renæssancen er meget kendt for i dag på grund af dens store historiske betydning. Til sidst vil jeg runde min opgave af med en kort vurdering, hvor jeg vil forklare, hvilken indflydelse renæssancen har haft på vores samtid. Jeg vil hermed perspektivere renæssancens til vores tid.

Historien om renæssancens opståen

I Italien dækker renæssancens tidsperiode fra 1330 til midten af 1500-tallet. Når vi indenfor denne periode snakker om en ”genfødsel”, skal det forståes som en genoplivelse af den græsk-romerske oldtidskultur, som vi i dag kender som antikken. Renæssancens tilhængere ønskede en at ændrer den menneskeopfattelse man havde i middelalderen, og søgte i stedet efter de idealer der nu var engang var centralpunkterne i den græsk-romerske oldtid. Man valgte antikkens menneskesyn fremfor andre syn, fordi man dengang mente at det var i overensstemmelse med samtiden, hvor flere og flere var begyndt at drømme om et frier liv og gjorde derfor oprøre med den enevældige hersker, kirken og paven.

De lærde fra renæssancen hentede som tidligere nævnt, deres inspiration fra antikkens tid, så de eftertragtede derfor det menneskesyn som gjorde den enkelte individ mere frit og mere selvstæn­digt i forhold til emnerne religion, videnskab, handel og kunst. I dag kendes antikken ved dens storhed og dets ”frie” syn på menneskets tilværelse, mens man om middelalderen bruger ord som f.eks. ”Den mørke tid”, og om renæssancen vil man som sagt stadig ofte bruge et ord som ”genop­livelse”. [1] Renæssancens humanister mente at middelalderen var en dårlig periode for mennesket, da tiden var kraftig præget af religiøse og barbariske skikke samt fanatisme, så man kan vel sige at middelalderens svækkede menneskesyn var hovedårsagen til renæssancens opståelse.[2]

Før renæs­sancen for alvor udviklede sig i Italien, havde mange allerede en fornemmelse af dens opståelse. En af disse var blandt andet, Francesco Petrarca (1304-1374). Han var på daværende tidspunkt allerede en kendt digter og havde allerede i 1340’erne prædiket om en ny og storslået tid, nemlig renæssancen. Efterhånden om renæssancen tog fart, kunne man stille og roligt mærke tidens ide­aler i den italienske litteratur og kunst. Digtere og forfattere var trods modstanden fra kirken-mag­ten, begyndt at skrive om den nye tids menneskesyn. Først efter nogle år, hvor tidens tilhængere overvandt kirken, slog renæssancen for alvor igennem med malerkunsten og arkitekturen, og da senere hen også videnskaben, dvs. omkring sidst i 1500 tallet. Renæssancen anses for at have ud­mærket sig i mange historiske begivenheder, heri blandt moderniseringen af Europa, den franske revolution, naturvidenskabernes gennembrud og ikke mindst industrialiseringen i England.[3]

Renæssancens udvikling i Italien

Dante Alighieri, Francsco Petrarca og Giovanni Boccaccio sørgede for at litteraturen blev på itali­ensk, så den blev mere og mere udbredt og porpulært i Italien, i stedet for det typiske sprog som dengang var latin. Samme personer kritiserede blandt andet kirkens folk for at mangle anstændig­hed og være umoralske. Alighieri skrev i tit i sine digte om seksualiteten og kærligheden, fordi han ville understrege den moderne opfattelse af den menneskelige seksualitet og kærlighed, som i middelalderen var et tabu af religøse årsager.[4] Både det at sproget ændrede sig og litteraturen fik et nyt præg, viste at folket løsrev sig fra kirkens hårde og strenge magt og blev frie individer.

Økonomien var også højtprioriteret på renæssancens dagsorden. Renæssancen bød blandt andet banksystemet velkommen, og tog samtidig afsked med det gamle hiraki-system, som man ellers var vant til fra middelaleren, dette betød, at helt almindelige mennesker som f.eks. købmænd blev indflydelsesrige og magtfulde borgere i samfundet. Man kunne blandt andet se renæssancens ud­vikling i Firenze og Siena. Byerne blev selvstændige, de skulle ikke længere betale skat til kirken, handel blev mere udbredt og nogle enkelte byer, som Firenze og Siena blev økonomisk stærkere ved at sælge silke og kryderier som kom fra Syd- og Østasien, men også pga. deres egne malerier som ifølge kirken var vildledende for mennesker. Handlen og rigdommen gjorde det muligt for folk i Italien at investerer i luksus og nye forretninger. Under korstogene i 1100-tallet og 1200-tallet blev våben, skibe og forplejning meget efterspurgt, så det betød flere håndværkere i arbejde og flere penge i lommen. Mange håndværkere begyndte at strømme til byerne og fik på den måde enorm økonomisk fremgang. Økonomien sørgede også for at byerne kunne slippe for at stå til an­svar for kirken, hvilket jo igen viser at man flyttede sig fra det religiøse og kirkemagten i landet.

Giovanni Pico Della Mirandola; ”Om menneskets værdighed”, 1486

Ud fra Pico Della Mirandolas tekst ”Om menneskets værdighed”, vil jeg gerne finde ud af hvilken betydning renæssancens menneskesyn havde for folket og samfundet dengang? For at jeg kan få bevaret mit spørgsmål, vil gøre brug af min historiefaglige analysemodel til at analysere hans værk, da jeg på forhånd ved at Giovanni Pico Della Mirandola er en vigtig personlighed fra renæssancen.

Kilden er frembragt af Museum Tusculanum i 1996, og er formodentligt blevet trykt i historie bo­gen[5] fordi, det er en vigtig tekst der fortæller meget om renæssancens menneskesyn ud fra en renæssancehumanists synsvinkel. Mirandola havde oprindeligt skrevet talen til Roms befolkning, som i 1486 skulle havde været blevet offentliggjort sammen med 900 andre teser. Mirandola skri­ver mange ting i sin tale, men har i virkeligheden kun en pointe. Han starter sin tale med at nævne nogle skikkelser som skulle havde udtalt sig om mennesket og dets værdighed. Han nævner blandt andet, at en araber engang skulle have udtalt, at der intet forekom ham så beundringsværdigt som mennesket selv.[6] Han stiller befolkning et retorisk spørgsmål som lyder følgende; ”Hvorfor beun­drer vi da ikke i endnu højere grad englene selv og himlens saglige kor?”[7]

Dette gøre han umiddel­bart efter, at have fremlagt om Davids vidnesbyrd som skulle have lydt som følgende; ”… Kun lidet ringere end englene.”[8] Med denne sætning skulle David engang have ment, at mennesket er beun­dringsværdigt men alligevel ikke englene overlegne. Mirandola som jo søger efter et svar på, hvorfor mennesket er så beundringsværdigt som det nu anses for at være, er ikke tilfreds med Davids vidnesbyrd. Han er uenig med ham, og vælger derfor at fremlægge sit eget svar på spørgs­målet. Han mener at Gud, kunstneren over alle kunstnere, har valgt ikke at give os én bestemt funktion, men i stedet valgt at give os den fri vilje som er evnen til at træffe vores egne beslutnin­ger omkring livet, om vi vil have succes og en god karrier eller en livstil som et dyr.[9] Efter at have læst kilden grundigere, har jeg bemærket at den frie vilje, selvstændigheden den liberale livsform er noget man i renæssancen lagde meget vægt på.

Kilden er en beretning og en tale som er skrevet af Giovanni Pico Della Mirandola i 1486. Jeg går ud fra at det er en førstehåndskilde, da det er hans egen tale, men da jeg ikke kan vide om en an­den person har skrevet den for ham, er jeg lidt usikker. Jeg er derimod sikker på, at kilden er tro­værdig da mange af beskrivelserne også står i andre kilder, for vi ved ud fra historiekernes efter­forskning, at mange af de ting som Mirandola nævner, er noget som også virkeligt fandt sted un­der renæssancens tid. Et eksempel kunne være menneskesynet, for mange af de andre digtere og forfattere har nogenlunde skrevet om de samme punkter. Derudover er kilden også pålidelig, fordi forfatteren har skrevet talen i sin egen samtid, som i dette tilfælde er renæssancen, så kilden er altså samtidig med begivenheden.

Giovanni Pico Della Mirandolas tale er god, hvis man ønsker at få oplysninger om renæssancens menneskesyn, fordi han er en af de første humanister som for­kynder om menneskets frigørelse. Jeg kan nu konkludere at renæssancens menneskesyn havde en stor betydning for italienerne og deres samfund, da det nye menneskesyn opfordrede til en ny livsanskuelse, som på langt sigt betød uddannelse, økonomisk fremgang og ikke mindst frigørelsen fra kirkemagten og hierarki-systemet som førhen var skyld i mange italieners analfabetisme. Pico Della Mirandola lagde meget vægt på værdigheden og den frie vilje, for han mente at det var en forudsætning for et godt fungerende samfund. Han mente at værdigheden lå i menneskets tole­rance, frihed og mangfoldighed.[10] I sin tale forsøgte Mirandola at overbevise folket om det nye menneskesyn, dette gjorde han ved f.eks. at inddrage Gud. Han mente, at det var Guds vilje at sætte mennesket i centrum så det kunne betragte hans andre værker.[11]

Giovanni Rucellai; ”Den guddommelige nåde” 1464

Ved hjælp af den kildekritiske værktøjskasse vil jeg finde ud af om kilden er troværdig, har en ten­dens og om det er et levn eller en beretning. Jeg kan allerede nu afsløre, at det er en beretning, da forfatteren skriver i en fortællende stil. Jeg vil efterfølgende ud fra min analyse, besvare spørgs­målet om hvordan renæssancen påvirkede den økonomiske fremgang i italienernes liv? Kilden er oversat fra italiensk af forfatteren Sanne Stemann Knudsen. Hun skriver at bogen som hun har oversat fra er skrevet i 1464 til formål for at være til gavn for Giovanni Rucellais to sønner, Pan­dolfo og Bernado.[12] Det betyder at kilden formentlig er fra samme tidspunkt. I kilden skriver Gio­vanni Rucellai at han takker Ham, altså skaberen som er Gud, for en hel masse ting. Giovanni Ru­cellai og hans familie blev rige på handel af tekstiler, de er blot en ud af mange familier der blev rige ved hjælp af det nye banksystem, handel eller lignende årsager. Men Rucellai familien købte vare fra udlandet og solgte det blandt befolkningen i indlandet.

Navnet Rucellai fik de fra planten rocella, som var en populær farve blandt tekstil-handlere. Han skriver at han først og fremmest takker Gud for, at han har skabt ham som et udødeligt væsen i stedet for et dødeligt dyr.[13] Han skriver også, at han takker Gud for at have ladet ham blive født i en by hvor kristendommen her­sker. Rucellai takker Gud for en hel del ting, blandt andet sin mor, sit fødested, sin familie og sin kone. Han beskriver dog konens død som det største tab i sit liv. Vender man det om, kan det også betyde, at det han holdte mest af i sit liv var sin kone. Men taknemlighed er ikke det eneste han har skrevet om, han nedgøre også asiater ved at sige følgende; ”Han kunne dog lade mig føde som tyrk, maurer (: araber) eller barbar, og så ville jeg have været hjælpeløst fortabt”.[14] Det beskriver, hvor meget had de kristne havde til muslimerne. Han sammenligner muslimerne med barbare, hvilket giver et indtryk af at italienerne på daværende tidspunkt havde en lav tanke om musli­merne, at de blandt andet var beskidte osv. Han skriver også, at han er meget glad for sin sund­hed, som han har nydt sammen med sin kone som fik lov til at leve i mere end 80 år. Kort fortalt så er hele kilden en slags skriftlig taknemmelighed til Gud. Efter at have læst kilden grundigere, har jeg fået en del svar på de religionsmæssige spørgsmål som f.eks.: havde religion en stor rolle for kunstnere, digtere eller forfattere i renæssancens tid, selvom de havde meget fokus på menne­sket? Hvis vi tager udgangspunkt i Giovanni Rucellais tekst, kan vi hurtigt konkludere, at religion ikke var noget, som renæssancens mennesker bare smed til side. De troede stadig på Gud, men de ønskede åbenbart ikke at dyrke kristendommen på samme måde som i middelalderen.

Kilden betragtes som førstehåndskilde, fordi det er skribentens egne meninger der bliver berettet om. Da kilden er subjektiv, kan vi ikke udlede at han repræsenterer hele den italienske samfund under renæssances tid eller den almene italiener, men vi kan måske sige at han repræsenterer en gruppe mennesker som både ejede rigdom og besad en religiøs overbevisning. Giovanni Pico Della Mirandola og Giovanni Rucellai har begge en ting tilfælles, nemlig at de begge snakker om religion. Man fornemmer at de begge er overbeviste om at der er en højere magt, Gud, men forskellen er dog alligevel stor. Giovanni anvender religionen til at understøtte sine teo­rier, mens Giovanni Ru­cellai anvender religionen til at begrunde sit livs succes og kærlighed. Pico Della Mirandolas til­hængere var netop mennesker som Rucellai, religiøse men samtidig rationelt-tænkende, derfor er det også naturligt at Giovanni ofte inddrager religion i sine taler.

Rucellai er ligesom Pico Della Mi­randola også inspireret af det græsk-romerske menneskesyn, fordi han siger; ”Først og fremmest takker jeg Ham for mit liv og for at Han har skabt mig som et rationelt og udø­deligt væsen, når Han kunne have skabt mig som et dødeligt dyr uden fornuft.”[15] Her siger han nemlig, at han er født rationelt og udødeligt, hvilket er det samme som Mirandola sagde. I renæs­sancens menneskesyn var rationalitet et af hovedpunkterne, da humanisterne konstant prædikede om at mennesket var skabt med fornuft og den frie vilje, så det var i stand til selv at udforme sit liv. Udødeligheden i Rucellais tekst viser blot, at Rucellai ligesom andre mennesker i renæssancen rent faktisk troede på Gud og dermed livet efter døden, altså at de ikke gjorde oprør med religio­nen som mange el­lers kunne blive fristet til at tro. Folket gjorde som sagt oprør med kirken og ikke selve Gud og kri­stendommen. Der er dog en lille bemærkning, som gør at man ikke helt kan være sikker på Rucel­lais religiøsitet; ”Og endnu mere takker jeg Ham for det store held, han har tilskikket mig i mine handelsforetagende, så de få midler, der var givet mig i arv, er vokset og mangedoblet, og i dag befinder mig i stor rigdom og med et godt rygte, stor anseelse og tillid.”[16]

Denne udtalelse viser at han er en del materialistisk og glad for de jordiske goder som i kristendommen er en dårlig skik hos overklasseborgskabet, ifølge kristendommen skal man være from og ydmygende, ikke overle­gen og materialistisk. Men det er tydeligt at han er glad for det nye menneskesyn, for Ru­cellais taknemlighed for at være skabt fornuftigt og udødeligt afslører de samme høje tanker om menne­sket som i renæssancens menneskesyn. I middelalderen var disse tanker nærmest forbudte, da kirken i middelalderen havde påbudt folk om at føle sig underlegne og primitive som dyre, hvil­ket er stik modsat af renæssancens menneskesyn.

Sandro Botticelli; ”Venus’ fødsel” 1485

I den historiske billedanalyse skal billederne ikke alene læses som et udtryk for forskellige opfat­telser i tiden men også som et vidnesbyrd om en historisk tilstand og begivenhed. Billedet som jeg vil analysere er et maleri af Sandro Botticelli som stod færdigmalet i 1485. Maleriet skal læses fra venstre mod højre. Billedet forestiller en nøgen kvinde i centrum af en handling der er ved at tage stilling. Hun står på en muslingeskal med sit lange og lyseblondt hår, til højre for den nøgne kvinde ser vi en anden dame som holder sig tæt til en mand, der er ved at puste til den nøgne kvinde i centrummet, så hun kan komme ind på land. En tredje kvinde står allerede på land og er klar til at tage imod den nøgne kvinde, hun har en kappe i hånden. Ud fra den græske mytologi, ser det ud som om kvinden til venstre forestiller Moder Jord, som er klar til at give Venus kappe på.

Venus er den nøgne kvinde, for det er sådan hun ofte bliver beskrevet i den græske mytologi, sommetider ses hun endda med en Amor. Jeg tror kappen er et symbol på, at Venus skal indtage sin plads som formidleren mellem det jordiske og det himmelske.[17] Manden med kvinden rundt om sig er Vest-vinden som puster hende i land, dette er hans evne og pligt. Det gyldne snit var i renæssancen et nyt fænomen, og mange kunster anvendte det i sine værker, Botticelli var ingen undtagelse. Det gyldne snit sørger for at der er harmoni i billedet og et bestemt blikfangs punkt, og Botticelli har i dette værk valgt at bruge det gyldne snit til blandt andet at fremhæve Vest-vinden. Botticelli har desuden også anvendt lys- og skygge effekten, som gør at der kommer bevægelse i billedet, hvilket resulterer i at det virker realistisk på tilskueren. Balancen i billedet kan man se tydeligt, da man ikke ser nogen som helst form for tilt af billedet. Bag damen med kappen ses der en skov, som sandsynligvis skal symbolisere ”den virkelige verden”, så tilskueren får mulighed for at identificere sig med det.

Det var typisk for renæssancens kunstnere at bruge baggrunde med naturen, fordi de elskede naturen og ville vise dele af den store verden, i stedet for den lune og hyggelige stue som man ofte så i europæisk kunst. Afsenderen er Sandro Botticelli og modtageren er den moderne befolkning. Motivet i billedet er ”Genfødsel”, og med det menes der genfødselen af antikken, så man kan vel sige at han har afbildet sin egen samtid. Der kan være en god årsag til at kunstneren har valgt at opstille den græske mytologi i sit værk, dels fordi han i sin samtid beviser at han stadig står fast ved religionen, og dels fordi religionen har bevæget sig markant fra den opfattelse man ellers havde om religion i middelalderen, så her understreger han den frihed, som kirken førhen havde indskrænket dem. I kunsten forsøgte kunsterne ofte at afbilde mennesket i sin rigtige form, dette maleri er et godt eksempel, for som det fremgår af maleriet, så ligner Venus temmelig me­get en rigtig levende kvinde.

Kunsterne var på det tidspunkt meget inspireret af den antikke kunst, derfor er det ikke så underligt at de valgte at bruge samme skønhedsidealer til kvinderne. Venus som ses på dette maleri er meget smuk og repræsenterer en ægte idealkvinde fra antikken og dermed også renæssancen. Kunstneriske værker var i renæssancens tid meget værdifulde, for de symboliserede både rigdomme og frigørelse, eftersom renæssancens værker tidligere var for­budte. Kirken havde kun tilladt folket kunst af den religiøse art, men dette forbud overtrådte hu­manisterne og kunstnerne. Kort sagt vil det sige, at religiøse motiver i kunstværker var som ”2 fluer med et smæk”, da man gjorde oprør på mange områder på samme tid. Først kirkens regler om, hvad der måtte males og ikke males, dernæst handelsfriheden og til sidst men ikke mindst den religiøse overbevisning og den nye måde at dyrke kristendommen på.

Vurdering/perspektivering:

Renæssancens menneskesyn har haft indflydelse på vores menneskesyn, og det samme kan man sige om religionen. Banksystemet blev oprettet i renæssancen og den benytter vi stadigvæk. Havde det ikke været for datidens banksystem, så tror jeg at vi i dag enten havde et meget svæk­ket banksystem eller slet intet banksystem i det hele taget. Banken har og vil altid have en meget vigtig rolle i vores samfund, da vi opbevarer vores penge og andre værdifulde ting der. Grunden til vores succes på økonomiområdet, skyldes først og fremmest renæssancen, da det var en af de tidsperioder der havde en af de største historiske fremgange indenfor økonomien.

Både Italien men også andre dele af Europa opnåede en enorm økonomisk vækst. Renæssancen er blandt andet også skyld i at kristendommen, generelt religioner, er blevet en del svagere mens videnskabs­mændene er blevet meget troværdige og magtfulde med hensyn til deres undersøgelser og teorier om menneskers tilværelse. Jeg tror renæssancens menneskesyn har haft en meget stor indirekte påvirkning på vores samtid i dag. I dag er mange af os meget liberale i vores tankegang, mange af de punkter som renæssancens menneskesyn arbejdede på, har vi omformuleret og indsat i vores internationale menneskerettighedserklæring. FN’s første artikel i den verdensgældende menne­skerettigheds erklæring lyder som følgende; ” Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”[18] Artiklen peger på det samme som Giovanni Pico Della Mirandola gjorde i sin tale ”Om menneskets værdighed”. Menneskesynet har altså ikke ændret sig ret meget siden re­næssancen, for også FN er enig i, at alle mennesker er født med fornuft. Dette kan igen sammen­lignes med Pico Della Mirandolas snak om den frie vilje og fornuften til at udforme livet efter eget ønske.

Bilag 1

Sandro Botticelli; ”Venus’ fødsel”, 1485

Bilag 2 + 3 er vedlagte denne opgave

[1] Bog; ”Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 9

[2] Bog; ” Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 9 (3. kolonne)

[3] Bog; ” Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 9 (nederst på siden)

[4] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 156 (se boksen på siden)

[5] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 173

[6] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 173

[7] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 173, linje 15 – 16

[8] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 173, linje 12

[9] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 174, linje 18

[10] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 162, 2. kolonne, linje 21 – 22

[11] Bog; ”Fra antikken til reformationen” s. 174, linje 2 – 4

[12] Bog; ”Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 25, 1. kolonne, linje 23 – 25

[13] Bog; ”Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 25, 1. kolonne, linje 37 – 39

[14] Bog; ”Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 25, 2. kolonne, linje 8 – 11

[15] Bog; ”Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 25, 1. kolonne, linje 37 – 39

[16] Bog; ”Renæssancen – Da mennesket kom i centrum” s. 25, 2. kolonne, linje 30 – 36

[17] Video-klip, del 1; ”Firenze i renæssancen” [9:28] ß den præcise tidspunkt i klippet

[18] Hjemmeside; http://www.unric.org/da/menneskerettigheder/15