“Drivhuset” af Anders Bodelsen analyse og fortolkning

Drivhuset

Endnu en fortælling af Anders Bodelsen er nu klar til at forvirre dig, overraske dig og få selv de ældste hjerneceller i gang! Du kommer på et eventyr, med den 12-årige dreng fra den kedelige og ensformige landsby og pigen, Inger, som egentligt bare leger med. Gemmeleg er ellers en så enkel og stille leg, men her udvikler det sig til et intimt, spændingsfyldt eventyr for de to eventyrlystige venner. Drivhuset er forbudt, men hvad er der i virkeligheden på den anden side af den store mur? Hvad sker der da børnene for første gang betræder den beskidte jord?

Her kommer analysen og fortolkningen af novellen Drivhuset.

Fortællingen er fiktiv, derfor hører den ind under skønlitteratur. Efter som den ikke er mere end tyve sider, tager udgangspunkt i en situation der umiddelbart kræver en løsning eller handling og har et enkelt og som regel afsluttet handlingsforløb med få personer, må det være en novelle, og derfor også prosa. Skønlitteratur → Prosa → Novelle.

Fortællingen starter i den unavngivne hovedpersons seng.

Det var omkring Sct. Hans, og solen stod skævt ind ad vinduerne på drivhuset inde i det forladte gartneri et par haver væk. Gartneriet, og dermed drivhuset, var det eneste sted børnene fra det lille kvarter ikke måtte lege. Området de legede gemmeleg på var stort. Stort nok til at man kunne lege en hel aften uden pauser. Hovedpersonen syntes, det var sjovt lige indtil den sommer, hvor han ikke længere syntes, der kom noget ud af legen. Han var nu 12 år og måtte være ude til klokken ni. Han legede dog alligevel, og en dag løb både han og Inger hen til trillebøren ved kompostbunken for at gemme sig. Men uden at tænke sig om klatrer de begge over muren ind til det forladte gartneri ind til drivhuset. Der går de rundt og lægger sig til sidst sammen for at ”gemme” sig. De udforsker drivhuset og hinanden, i takt med at stemmerne fra de legende børn forsvinder. Til sidst går de hver til sit med ordene: ”Vi kan tit gemme os her.”, men de ser aldrig hinanden igen.

Novellen foregår omkring 1965, altså omkring den tid det er skrevet i. Bare det at der er et forladt gartneri, lige udenfor et lokalsamfund, viser at det ikke er nutidens Danmark. I vore dage ville ikke bare være et gartneri, men en gartner hal. Med ikke blot ét drivhus, men et kæmpe, hvis ikke mere end ét. I dag er et drivhus en meget mere privat hobby.

Derudover bor vi ikke så meget i rækkehuse, men oftere i huse eller lejligheder. (s. 70. Sidste afsnit.)

Året 1965 er også tiden for den moderne lyrik og prosa, samt det moderne gennembrud. Hvilket passer fantastisk med, at dette er prosa.

Novellen behøver dog ikke at have forgået på den foreslåede tid. Den kunne sagtens have foregået i dag. Men der er efter bogens oplysninger størst sandsynlighed for andet.

Selve novellen varer nogle timer. Først en beskrivelse af hovedpersonen og hans handlinger og tanker førhen. Derefter en slags flashback til det tidspunkt hvor han og Inger bryder reglerne og betræder gartneriets beskidte jord. Derfor forløber fortællingens handling ikke kronologisk.

Den grammatiske tid er i øvrigt datid. Eksempel: ”Døren var ikke til at rokke, men vi kunne lige klemme os igennem. Der var trykkende varmt derinde, som jeg havde tænkt mig der ville være, drivhuset holdt på dagens varme med dens duft af jord, tomater og kalk.”

Novellen er meget beskrivende. Specielt da de er inde i drivhuset. Miljøet i drivhuset bliver beskrevet grundigt, lige som jeg personens tanker og handlinger. Handlingsforløbet er mere beretning på beretning. Først gjorde de sådan, så gjorde de sådan, og så gjorde de sådan, end en beskrivelse af hvad der sker. Beretning, og så en beskrivelse af beretningen.

Fortælleren i novellen er jeg-fortælleren. Novellen foregår i jeg-form, og alting ses fra én persons synsvinkel, og vi kender kun denne persons tanker følelser og værdier. Et godt eksempel er på side halvfjerds (nederst) hvor jeg personen siger: ”… og man ser mest drivhuse når man rejser med tog. De får mig til at tænke på den ene aften jeg faktisk var derinde. Vi kan tit gemme os her, sagde Inger, og ofte tænker jeg på, at jeg kunne have taget hende på ordet.”

Hovedpersonen er jeg personen og dermed også fortælleren. Han er en dreng på 12 år, som bor i et kvarter med 10-15 børn på hans alder. Han leger hver aften og bliver ikke holdt udenfor. Han er på alle måder normal. Under fortællingen går han gennem en fase fra barn til teenager. Voksen er måske lige så meget sagt. Han udvikler sig både følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt på mange måder. Bl.a. kan man se en udvikling fra side syvogtres og til side halvfjerds, hvor først han siger:

”… af og til krøb jeg ud af sengen når der var sagt godnat…”, altså kryber han først ud af sengen, som om det er forbudt. Derefter siger han: ”Men der kom en tid hvor jeg måtte sidde længe oppe og holde vinduet lukket for at samle mig…”, så her tænker han på tingene udenfor hans værelses fire vægge. Her kigger han ikke engang på drivhuset, men på hans liv.

Én af personerne der er med til gemmelegen den sidste gang, er Inger. Den 11-årige pige, som tilfældigvis gemmer sig samme sted som vores hovedperson. Hun er uerfaren, men ikke usikker. Men gør som jeg personen siger, da han beder hende klatre over muren med ham. Hun er som han, helt normal og vil lige så gerne udforske det modsatte køns krop, da de ligger på den beskidte bund i drivhuset. Inger er ikke mors lille pige længere, og er på vej mod samme stadie i livet som vores mandlige rolle.

De øvrige personer, som medvirker i gemmelegen betragtes som bipersoner uden yderligere betydning.

Den ydre miljøkarakteristisk består af haverne, som er slået sammen til én stor legeplads for alle familiernes børn. De små huse som man kan se gartneriet fra, er rækkehuse eller lignende, kan man se det forladte gartneri. Og inde i gartneriet ses det gamle drivhus, som så smukt spejler det blodrøde skind inden solen går til køjs. (s.69) Se også eksempel på siden. På billedet indgår træer, buske, garager, hegn, trillebøre osv. ikke.

Den indre miljøkarakteristisk består af den idylliske tilværelse. Livet er en leg, så længe man ikke tænker på det mystiske drivhus. Det er hr. og fru. middelklasse med deres dejlige børn, venlige naboer, nyslåede græs i deres sammenlagte haver. Alle ved alt om alle og alle kommer hinanden ved. Værdiladningen når personerne omtaler miljøet er i øvrigt positivt. Stedet kunne være hvor som helst i Danmark, men det er tvivlsomt at det skulle finde sted i et andet land.

Sproget som bliver brugt i hele novellen er hverdagssprog. Der forekommer ingen tekniske ord eller nogen form for fagudtryk. Det er et normalt og letforståeligt ordvalg uden vulgært sprog eller ukvemsord. Der forekommer heller ingen kancelli-stil eller dialekt.

Der er ingen direkte tale, men en del indirekte tale. Jeg personen har også nogle steder indre monologer. Fx på side 67.

Der forekommer ingen slagudtryk, klicheer, fremmedord eller associationsord. Derimod kan man finde en masse positive adjektiver, negative adjektiver og kontrastord.

Man kan på side 69 finde en sammenligning, som lyder: ” Der var trykkende varmt derinde, som jeg havde tænkt mig der ville være, drivhuset holdt på dagens varme med dens duft af jord, tomater og kalk. Sødt og lidt bedøvende.”

Der bliver lagt meget vægt på de sproglige billeder i denne novelle. Bl.a. mht. personificering og sansebilleder. Metaforer og besjælinger er der til gengæld ikke rigtig noget af. På side 69 er der dannet et godt sansebillede: ”Jeg tror slet ikke der havde været mennesker i drivhuset den sommer, måske heller ikke sommeren før, for tomaterne havde fået lov til at vokse vildt. Sidste års tomater lå som små sorte knolde på jorden og de nye tomater var endnu hvidgrønne her ved Sct. Hans og ville sikkert aldrig blive rigtig store. Planterne havde revet de pinde omkuld de skulle støtte sig til, flere var kommet til at vokse tæt langs jorden og bladene var ikke grågrønne og lige så pudrede som de skulle være, men helt hvide og slaskede i det. Jorden var fuld af biller og der var spist af bladene og stænglerne og de tomater som var tæt ved jorden. Vi så os om og holdt vejret lidt tilbage fordi luften var så tung.” Man kan næsten selv føle hvor dødt der er på trods af planterne, som egentligt repræsentere liv.

I novellen forekommer en hel del symboler og budskaber. Hele fortællingen udgør temaet ”at vokse op.” Altså modsætningen mellem barn og voksen. Da novellen begynder, tager den sit udgangspunkt i drengen som leger og udforsker naturen som en legeplads. Men da novellen slutter, er denne dreng færdig med at lege. Han er færdig med at tænke på de bedste gemmesteder. Denne dreng er nu på vej til at fokusere på de mere dybe og betydningsfulde ting i livet. Som fx det modsatte køn, de forskellige tings betydning osv. Måske sker det ikke brat, men udviklingen begynder her. Faktisk begynder udviklingen allerede under legen. For selvom det starter i leg, slutter det jo i virkelighed. Så der er en kontrast mere. Fantasi – virkelighed.

En anden kontrast mellem start og slut er den måde han sammenligner tingene. Fx på side 67 (nederst), hvor han kommer til at tænke på gamle fixerbilleder i børneblade. Til sidst siger han direkte, at han sidder om aftenen og reflektere, og endda bliver nød til at have vinduet lukket. Her kan man også tydeligt se en forandring.

Det er det samme med gemmelegen. Først leger de bare fordi det er sjovt, men i sommeren som han syntes var blevet lidt underlig, fortæller han at legen var god nok, men der var ikke rigtigt kommet noget ud af den bagefter. Han begynder hermed ,at ville have noget ud af de ting han laver. Det er ikke længere uden betydning, hvilke handlinger han foretager sig. Og de små handlinger som egentligt betød nul og en skid finder han ud af kan undværes.

Deres skygger bliver lange i takt med at de nærmer sig drivhuset. De vokser, i sindet. Bliver ældre, indvendigt.

Muren ved gartneriet er også et symbol. Gartneriet i sig selv er et symbol. En slags port mellem fortid og fremtid, det kendte og ukendte, jorden og paradis. For drengen og pigen symboliserer, på visse punkter, Adam og Eva. Først lokker den ene den anden med til noget, som de begge ved er forbudt. Først tøver de, men vælger alligevel at fortsætte mod det ukendte. Autoriteten bliver lagt på hylden, og de fortsætter i fællesskab. De gør det forbudte, og opdager et helt nyt liv. Intimiteten og seksualiteten åbner op for en helt ny epoke i deres liv. De ved, at det aldrig bliver det samme igen, men dog fortsætter de. De to repræsenterer livet, mand og kvinde, mellem døde planter og grøntsager. Deres rene hjerter mod det beskidte gulv. Deres uskyldighed mod de vilde planter. De er på vej mod at give slip på autoriteterne, som planterne har givet slip på deres stængler. De skal lære at stå på egne ben. Finde sammen med den anden der skal støtte dem fremover og passe og pleje dem, som en gartner ville passe sine planter og grøntsager. De skal finde det nye liv. De skal bygge deres eget drivhus, uden revner og sprækker. Og hvis der nu skulle komme en sprække i glasset, eller hvis en rude skulle sprække, må de nu lære hvordan det repareres. Drivhuset er deres identitet. Enten rent, gennemsigtigt og uden skår eller sprækker, eller beskidt, med manglende ruder og lapper. De skal blive voksne!

Eller kunne drivhuset være synden? Døden? Er æbletræet ved muren et tegn på lysten, som man ikke skal drages af? Kunne drivhuset være det, der forvirrede, stressede, ødelagde fantasien, tog barndommen? Mens det ydre, med de pæne huse og de nydelige familier kunne være paradiset, man egentligt ikke ville vokse fra?

To kæmpe kontraster! Men hvilken én er så sand? Hvilken én er rigtig. Jeg mener, det er op til læseren på hvilken måde, man vælger at fortolke den. Der er åbent for begge muligheder, og jeg synes bestemt ikke, der er én der er mere rigtig end den anden. Så længe der kan argumenteres for begge. Hvilket der tilsyneladende kan.

Alt i alt, er det en udmærket historie, med forskellige syns- og drejepunkter. Udmærket længde for en novelle med så mange små finesser.

På trods af alle de små detaljer der skal tages højde for, synes jeg den var spændende at læse, og at man sagtens selv kunne forholde sig til idéen med at barndommens glæder, forsvinder for hurtigt. Pludseligt forstår man godt at mor i sin tid sagde, at man skulle nyde barndommen, og lege så længe man kunne og havde tid til det. Det kan godt være at man som barn synes, man bruger for meget tid på at slå tiden ihjel… men det behøves slet ikke. Tiden går, det kan den godt selv. Vi skal derimod passe på den så længe vi har den. For en dag runder det ud, og så er tiden gået.