“Hvor var du Adam?” af Heinrich Böll analyse og fortolkning

Hvor var du Adam?

”Hvor var du Adam?“ er en krigsroman skrevet i 1951 af den tyske forfatter Heinrich Böll. Böll siges at være blandt de mest betydningsfulde tyske efterkrigstidsforfattere. Hans bøger tager Tysklands problematiske og krigsramte fortid op til diskussion. ”Hvor var du Adam?” omhandler den tyske hærs tilbagetog gennem Rumænien og Ungarn i slutningen af 2. Verdenskrig.

Den hårde tid under krigen skildres via omhyggelige fortællinger af især jævne menneskers tilværelse i krigen. Persongalleriet i bogen strækker sig lige fra en ældre slovakisk værtinde til en racistisk løjtnant i en koncentrationslejr. Böll har igennem sine personskildringer vist en meningsløs og absurd side af verdenskrigen, der på forhånd allerede ser ud til at være tabt. Både blandt officerer og menige er der en gennemtrængende nederlagsfølelse, hvor ingen lever op til deres ansvar, men blot lader de meningsløse ting ske.

”Hvor var du Adam?” er inddelt i 9 små løst sammensatte fortællinger, hvor der skiftes synsvinkel mellem en række personer i forskellige sociale lag samt lokaliteter. Fortællingerne og de forskellige personer kædes sammen af krigens umenneskelighed samt af soldaten Feinhals, hvor alle personer direkte eller indirekte krydser hans tilværelse. På denne måde flettes alle fortællinger og de forskellige fortællersynspunkter let og elegant sammen. Derved får læseren et overordnet, bredt billede af krigens indvirkning på menneskers liv i diverse miljøer. Men på trods af de mange menneskers sind, man inddrages i gennem historien, er deres liv på mange måder forbavsende ens: De er alle fanget i krigens intetsigende og monotone ring af ubetydelige handlinger, som er svære at slippe væk fra.

Lige fra bogens allerførste linje startes en trist skildring af personerne: ”Først bevægede et stort, gult, tragisk ansigt sig forbi dem, det var generalen. Generalen så træt ud.”. En temmelig atypisk beskrivelse af en general, som ellers skulle være stærk med overskud til at lede sine underordnede og være et forbillede. Generalens mangel på kampgejst synes at have påvirket soldaterne. Disse bliver beskrevet som trætte og udsuget for energi. Sproget afspejler tydeligt denne generelle håbløshed. Romanen er fyldt med stærke og følelsesladede adjektiver, som sætter læseren ind i soldaternes opgivende sindsstilstand.

Gennem tunge, monotone gentagelser og opremsninger af soldaternes følelser samt hyppig brug af ord som ”ligegyldighed” og ”kedsomhed” er det uundgåeligt ikke at nå samme ugidelige og udmattede tilstand som læser. Denne stemning formår Böll generelt at fastholde hos læseren gennem alle fortællingerne. For at få det meningsløse i krigen til at fremstå endnu stærkere, er der desuden en del flashbacks. Herigennem stifter man bekendtskab med personernes liv før krigen, hvor de udviser en ellers ukendt energi og passion. F.eks. kaptajnen, der ustandseligt siger ”Bjeljorgorsche”, solgte pullovers og kalder denne forretning for ”herligheden”. Forretningen gav manden et klart mål med livet, hvilket står i skarp og næsten sørgelig kontrast til hans nuværende tilværelse bestående af gentagelserne af ordet ”Bjeljorgorsche”.

Efter den stemningsdannende beskrivelse af miljøet, som er tidligere beskrevet, kommer man efterfølgende tættere ind på personerne. Man opdager hurtigt, at menneskene faktisk på mange måder lever et uværdigt liv. Der stiftes f.eks. bekendtskab med den tyske sergent Alois Schneider, som langt fra lever op til sine mange stjerner på skulderen. Han fordriver tiden med i timevis at kigge ud af vinduet fra sit kontor, mens han drikker sin gullige abrikossnaps. Den kroniske beruselse hjælper sergenten med at komme gennem en ensformig hverdag. Denne er planlagt til punkt og prikke, så selv hans indtagelse af abrikossnaps er beskrevet i fine, nærmest skemalagte detaljer, helt som en lille ceremoni. Hverdagen krydres dog en gang i mellem med at sortere stempler og lægge papir lige på sit skrivebord. Det er sørgeligt at opleve dette triste og uværdige liv beskrevet af sergent Schneider med den største seriøsitet og uden det mindste initiativ til forbedring. Som læser chokeres og forundres man over, at generelt ingen af bogens personer forsøger at undslippe deres tomme hverdag. De følger blot fortsat blindt ordrer fra overordnede og underkaster sig systemet samt rutinerne.

Senere møder vi den nervøse Finck, som er yderst bange for sin chef og obersten. Grundet denne frygt og ønsket om at holde sit løfte over for chefen, skaffer Finck halvtreds flasker fin vin til ham. Finck er bekendt med chefens intentioner om først og fremmest at vise sig frem med de mange flasker, men på trods af at dette følger Finck chefens ordrer uden at stille spørgsmålstegn. Han risikerer hellere sit liv ved fronten for nogle flasker vin end at pådrage sig sin chefs vrede. Dette valg resulterer i Fincks død. Denne ganske ironisk beskrevne død fremstår nærmest tragisk-komisk og bliver afsluttet med ”Satans osse” (side 107, 1. linje) fra en løjtnant. Kommentaren afspejler magtesløshed og ligegyldighed, hvilket kommer til at virke grinagtigt i den alvorlige situation.

Hele den tragiske og nederlagsprægede krigsscene afsluttes desuden med en yderst detaljeret beskrivelse af smerterne i løjtnant Grecks underliv. Således får Böll igen en ellers alvorlig og farlig situation gjort humoristisk og absurd på en og samme tid. Dette virkemiddel gør, at man efter min mening får svært ved at tage personerne alvorligt, og at slagmarken fremstår endnu mere meningsløs og umenneskelig. Bölls holdning til krigen skinner således igennem personernes handlinger og reaktioner.

Et andet bevis på krigens absurditet ses gennem fortællingen om broen, der bliver sprængt i luften, dernæst omhyggeligt genopbygget for til sidst endnu en gang at blive sprængt i luften. Igen fremstår det hele næsten komisk i al sin meningsløshed. Det hele afsluttes dog i ét stort antiklimaks. Feinhals får tilsyneladende endelig lov til at lægge krigen bag sig og begynde et bedre liv, men bliver skudt netop på tærsklen til sit hjem. I sit fald efter granaten ruller han endda helt bogstaveligt hen til dørtærsklen af huset. Dybt tragisk og samtidigt ironisk, at han så urimeligt tæt på krigens slutning og en ”happy ending” bliver sprængt i luften.

Böll har flere gange gennem bogen givet læseren et lille håb om bedre tider. Det sidstnævnte eksempel, hvor man tror, at Feinhals endelig finder lykken, bliver slået til jorden. Også tidligere indledes en affære mellem Feinhals og jøden Iliona, hvor der er udsigt til et mere indholdsrigt liv. Deres kærlighed får dog ikke lov til at vare længe, for Iliona bliver ført til en koncentrationslejr, hvor hun brutalt bliver skudt. Igen formår Böll at ødelægge læserens håb om bedring. Ved at opbygge en stemning af forventning, for derefter brutalt at rive den fra hinanden igen, efterlades læseren med en tom og endda magtesløs fornemmelse. Indtrykket af en krig helt uden mening fremstår dermed entydigt.

Titlen ”Hvor var du Adam?” underbygger budskabet udmærket. ”Adam” kan på baggrund af den kristne skabelsesberetning symbolisere mennesket. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvor ”Adam” eller det menneskelige i krigen var. For det første var det en umenneskelig måde mange blev behandlet på. Flere steder i bogen skildres, hvordan soldaterne ikke får selv de mest basale behov dækket så som vand, mad og hvile. Ligeledes kan man spørge om, hvor selve mennesket og dets gode egenskaber i krigen blev af. I titlen ”Hvor var du Adam?” ligger der en vis form for bebrejdelse, ja, næsten sorg. Mennesket som et selvstændigt tænkende og kærligt individ forsvandt i krigens meningsløshed: Hvor var du Adam? Dette menneske efterlyser Böll i sin roman!

Romanen tildeler således mennesket under krigen et ligegyldigt og ubetydeligt liv. Bogen kan ses som en kritik af de enkelte mennesker, som blot fulgte flokken og derved blev var en medvirkende brik i krigens brutalitet. Gennem de mange tragiske handlingsforløb præget af en gennemgående ironisk tone, formår Böll at give en gribende indsigt i en intetsigende hverdag for det jævne folk under 2. verdenskrig.