Essay om Brugen af sociale medier

Lavet af Kasper Østergaard

’’Dem’’ som gør os til perfekte mennesker

De unge kan ikke leve uden dem, lærerne bekæmper brugen af dem, politikerne ser dem efterhånden som uundværlige, virksomheder udnytter dem, pensionisterne afskyr dem enten eller har fået øjnene op for deres muligheder og hele samfundets kommunikation er blevet radikalt ændret pga. af dem. ’’Dem’’, en samling opfindelser, skabt af purunge it-nørder og sendt som en engel til vores sociale DNA, der har fået os tvangsindlagt til dagligt at bruge spandevis af minutter og timer på at se noget, som i sin enkle form ikke er livsnødvendigt. Samfundet kunne såmænd sikkert have været dem foruden, og det moderne menneske levede ganske fortrinligt i årtier uden dem. Men mennesket levede også i årtusinder uden elektricitet. Det ville vi allernødigst være foruden i dag. Det er placeret i vores DNA at have adgang til elektricitet. Ligeså vel er ’’De’’ placeret i vores sociale DNA. Og jeg tror næppe det moderne menneske ville stille sig tilfreds med at skulle leve uden dem igen. Selv med så få år på bagen. Men hvorfor er de overhovedet blevet til en nødvendighed for så mange mennesker og nærmest en afhængighed for endnu flere? Hvorfor skal man have sit daglige fix af dem? Ja, hvorfor bruger vi dem overhovedet? Altså ’’Dem’’. De sociale medier. Selvfølgelig.

Alle moderne mennesker har brug for en eller anden form for bekræftelse fra tid til anden. Hvorfor skulle man ellers have et ønske om at dele sit private liv med andre, større eller mindre bekendtskaber på de sociale medier. Bekræftelse om, at det er godt nok, det man foretager sig. Du ser godt ud. Du deltager i fede sociale events. Du har en lækker kæreste, cool venner og du bor godt. Du dyrker motion, selv når det regner. Og dit gåpåmod er altid stort, motivationen i top og dit liv ses udefra som et, vi alle ønskede, vi havde. Sådan fungerer de sociale medier nemlig, hvor identitetsskabelsen evigt og altid handler om at fremstå succesfuld, hvilket specielt de yngre generationer er fantastiske til at udnytte til egen og hinandens fordel.

De har nemlig udviklet en regulær ’like’-kultur i bestræbelserne på bekræftelse. Der findes uformelle normer om, at hvis en person har ’liket’ dit billede, så forventes det også, at man får et ’like’ tilbage. På den måde har alle altså mulighed for at skaffe sig selv mange ’likes’, hvilket af mange ses som en vigtig bestanddel i at have, hvad der fremstår som, en succesfuld personlighed på de sociale medier. Og målet er netop at fremstå succesfuld, at skabe en identitet, der muligvis ligger vidt fra hvordan personen i det virkelige liv er, men som ikke mindst fremstår fejlfri. Og her er det for mange ikke nok ’blot’ at skaffe sig selv og vennerne mange ’likes’ på profilbilleder. Derfor har mange, specielt unge, desuden udviklet amatørfotograferingsevner og evnen til at skrive smarte statusopdateringer. Samtidig er der i vennekredse desuden uformelle normer om, at vennerne gerne skal kommentere de rigtige ting på statusopdateringer, dvs. tilkendegive at man er enig, tilkendegive at man synes, det er kløgtigt skrevet, så alt udadtil fremstilles som nærmest kvalmende romantisk, succesfuldt og fejlfrit. Så når du ser venner skrive ligegyldige beskeder om, hvor meget de f.eks. glæder sig til at skulle i biografen med hinanden, så forvent ikke, at beskeden sendes, som de fleste ellers ville forestille sig, som en privat besked. Nej, den bliver typisk slået op på personens væg. Og personen svarer typisk igen ved at lave et nyt opslag på vennens væg, frit tilgængeligt for alle til at kunne se. Frit tilgængeligt, så alle netop er klar over, at man altså har at gøre med to personer, der har venner og bekendskaber, som de socialt foretager sig noget med. Typisk har opslagene ingen formel informationsmæssig interesse for nogen af parterne, men for begge fungerer det som en udvikling eller bibeholdelse af deres sociale identitet. Ganske smart. En balancegang der for mange kan virke utroligt svær, og hvor ældre mennesker, som i de sociale mediers kontekst betegnes som 20+ år, er faldet af balancebommen og røget direkte ned i den enorme fælde af hvad, der betragtes som dårlig adfærd på de sociale medier, så har den meget unge generation en imponerende evne til at navigere i dette sociale spil.

Men skaber de sociale medier ikke et forventningspres, pga. det idylliserede billede som alle fremstiller af sig selv eller forsøger på? 450.000 danskere er i dag på antidepressive midler, hvoraf specielt unge er storforbrugere af dem. Man kan, desværre, have en formodning om, at danskernes selviscenesættelse og romantiske fremstilling af dem selv overfor omverdenen på de sociale medier, kan få usikkerheden hos de mindre succesfulde til at vokse som stigningen på en bjergetape i Tour de France. Udefra set, virker det nemlig meget ofte som om, at de sociale medier kun boomer af successer. Dem med flest likes på sine statusopdateringer og profilbilleder er som oftest dem mange, helt ubevidst, måler sig selv med. Og det kan for mange føles som et nederlag, ikke at være en del af den succesfulde klike hvor succeserne og selskabeligheden tilsyneladende findes.

De sociale medier har nemlig gjort os selskabelige, ja næsten overselskabelige. Vi er konstant på udkig efter nye fællesskaber, men som oftest er det nye digitale fællesskaber, der mætter tørsten efter selskab. Dette kan formentlig være forklaringen på, hvorfor så mange nye sociale medier får succes, på trods af markedet synes at være mere mæt end man er, før man skal danse om juletræet juleaften. Internettet drukner i sociale tilbud, mens de sociale tilbud stort set drukner i efterspørgsel efter dem. Er der mulighed for at skabe nye sociale kontakter, så gør vi det. Er der mulighed for at videreudvikle vores sociale identitet, søge efter mere bekræftelse og gøre mere opmærksom på os selv, ja så gør vi det.

Og når man netop snakker om at gøre mere opmærksom på sig selv, så skulle man tro at politikerne forgudede de sociale medier som en del af det politiske projekt om et succesfuldt informationssamfund, for ikke at nævne de uanede muligheder, der er for aktivt at inddrage sine vælgere i sin politik og rekruttere nye tilhængere. Men flere politikere er ufrivilligt blevet et offer for de uformelle sociale normer, som medfølger den daglige gang på de sociale medier. Fordi, hvad kan man i det hele taget tillade sig at sige som politiker, ja måske endda folketingsmedlem, ja måske endda minister? Kan man slukke for de professionelle personlige relationer, når man går hjem fra Christianborg og ytre sig om alskens emner i den tro, at det udelukkende er personen bag politikeren, der taler? Svaret er et så rungende nej, at spørgsmålet om hvorvidt SF’s vælgertilslutning på nuværende tidspunkt stiger, næsten er et svagt ja ved siden af. Vi har set gentagne eksempler på, hvordan journalisterne har forandret de sociale spilleregler i deres videregivning af statusopdateringer fra politikere på de sociale medier og bragt dem på de traditionelle medier. Tidligere betegnede man politikernes holdninger i private sociale rum som uværdigt at viderebringe, men de sociale medier har påbegyndt en ny måde at behandle og videregive politikernes mere eller mindre private sociale relationer. De sociale medier er blevet et talerør for politikerne. På godt og, ikke desto mindre, ondt.

Men de sociale medier fungerer ikke kun som en platform for ligegyldige statusopdateringer, efter en søgen på identitet og spredelse af politiske budskaber. De kan også være med til at forbedre nogle af de forhold i verden, som vi, efter vestlige standarder, betegner som urimelige. En artikel fra Jyllandsposten fra 2010 skriver, at Facebook allerede dengang var mere populær end aviser i den arabiske verden med 15 mio. Facebook-brugere mod 14 mio. avislæsere. På trods af, at store dele af den arabiske verden må betegnes som analfabeter og som deraf har tv-mediet som deres foretrukne informationsmiddel, vidner tallene alligevel om en udvikling, der åbner for en række nye muligheder for den del af verden, hvis religion og kulturelle tendenser typisk er modstander af mere eller mindre social kontakt mellem mand og kvinde inden ægteskabet. På Facebook har den unge generation muligheden for at omgås disse traditionelle tendenser og udfra et vestligt synspunkt og ikke-muslimsk synspunkt, giver dette de unge mennesker muligheden for at have sociale relationer kønnene imellem.

Og samtidig giver de sociale medier muligheden for, at borgere i lande præget af regeringsstyrede propagandamedier kan få en mere nuanceret tilgang til den politiske, økonomiske og sociale situation i deres eget land ifht. landene omkring dem. Selvom stater som Syrien, Nordkorea og Kina i større eller mindre grad forsøger at forbyde eller censure de sociale medier, er internettet en så kompliceret størrelse at holde væk fra en befolkning, at udefrakommende information før eller siden nok skal slippe igennem de meterhøje censurmure. Og når en af de største grunde til den succesfulde opretholdelse af menneskerettighedsundertrykkende stater netop er befolkningens uvidenhed om hvordan forholdene er i landene omkring dem, er der altså muligheder for, at de sociale mediers internationale udbredelse, kan skabe et internationalt samfund, der videregiver og opfanger informationer landenes befolkninger imellem. Hvilket i sidste ende kan få kravene om bedre vilkår til befolkningerne til at starte indefra i befolkningen og ikke hos internationale menneskerettighedsorganisationer.

De nye digitale samlingspladser giver dog også anledning til foruroligende eksempler på blomstrende tendenser til konspirationsteorier og forskellige former for ekstremisme. Ekstremistiske grupper og konspirationsteoretikere har selvfølgelig set mulighederne i mediet ligeså vel som mange andre og udnytter unges søgen efter fællesskaber, og sommetider manglende kildekritiske sans, til at radikalisere dem på de sociale medier. Men burde informationssamfundet, som politikerne netop helliger de sociale medier for at bidrage til, ikke kunne forbedre de unges evne til at opfatte information kritisk?

Svaret fra Stig Harvard, medieforsker hos Københavns Universitet er en rysten på hovedet. Han postulerer i stedet, at informationssamfundet i dag er et politisk prestigeprojekt. Politikerne forventer, at de nye sociale mediers indtræden i danskernes tilværelse er i stand til at gøre os klogere og mere nuancerede gennem den konstante informationsspredning. Så snart vi ser noget nyttigt, noget der gør os klogere, og noget vi kan lære af, så er den romantiske forestilling, at vi deler det til hele vores sociale netværk. Informationsspredningsmøllen kan køre problemfrit på danskernes velvillighed til at udvikle sig selv og ikke mindst hinanden. Selvskabeligheden og vores lyst til at kommunikere hæver informationsniveauet nationalt. Sådan er forestillingen i hvert fald. Den romantiske, smukke og letsælgelige forestilling om, hvordan danskerne selv tager ansvar for at holde sig oplyst og dygtige, så de er i stand til at følge med den globaliseringsprægede verden omkring dem, holder dog ikke i længden, mener Stig Harvard. Men gør de nye digitale fællesskaber os netop klogere og mere nuancerede eller er det ganske enkelt bare ubrugelig overkommunikation? Er det blot sjov, leg, selskabelighed og bekræftelse, som er eksistensvilkåret for de sociale medier, eller ville samfundet i virkeligheden mangle en vigtig informationsbestanddel, hvis de sociale medier en dag forduftede?

Frygten er, at vi ikke kommer til at kende ’det sande jeg’ på nogen af dem, vi kommunikerer med, hvis brugen af de sociale medier fortsætter sin enorme stigning. Vi vil langt hellere søge mod internettet, hvor vi kan fremstå perfekte og ufejlbarlige, hvor man har tid til at tænke over svarene, og blot kan slette de kommentarer, man ikke ønsker at se. Ender vi i et ’Matrix-samfund’, som Stig

Harvard frygter det, hvor menneskeligheden i sin helhed er forbundet af kabler i en virtuel virkelighed? Eller fungerer de sociale medier i virkeligheden som grundlag for det fald i antidepressive midler vi faktisk har set siden 2010, hvor forbruget toppede? Alle har jo netop nu mulighed for at skabe sociale netværk nemmere og kan i det mindste skabe en succesfuld virtuel identitet, hvis man ikke føler, at ens ’virkelige’ identitet fungerer. Bekymringen er fra visse fronter stor, men svarene på fremtiden er få.

Men nu må læseren have mig undskyldt, jeg føler mig efterhånden som en stiknarkoman på en øde ø uden stoffer. Jeg har brug for mit fix af sociale medier. Jeg må opdatere min Facebook-status. Jeg skriver lige, at jeg har brugt den sidste 1 ½ time på at løbe 10 km og håber på lidt anerkendende

’likes’ og kommentarer. De får ikke noget at vide om, at de sidste 4 timer i virkeligheden er blevet brugt på at skrive dette essay. Det ville jo ødelægge min sociale identitet og karakter. Man må da godt fordreje sandheden lidt, når man bruger ’’Dem’’. Det gør alle de andre jo alligevel også. Bare lidt.