Essay om “Computerspil er vor tids medie-sorteper”

Åh ja… computerspil. Den evige diskussion (i hvert fald i 00’erne), om hvorvidt computerspil er den moderne inkarnation af djævlen selv eller englen sendt fra himlen, som viser vores børn (og også os voksne), at verden er større end vores lille have, som vi ofte helst vil se vores børn lege i. Bo Kampmann Walther tager denne diskussion op i sin artikel “Computerspil er vor tids medie-sorteper”, en kronik bragt i Berlingske Tidende den 4. november 2006, hvor han kort tematiserer computerspil, og tager argumenter fra begge poler op (tweedjakken (som han navngiver tweedjakken, der mener computerspil er djævle selv, og “den omvendte kasket”, der mener computerspil er englen), men dog ikke ender i en entydig konklusion. Hans konklusion, som i mine øjne nok burde betegnes som en delkonklusion, munder ud i, at man ikke kan sige, at computer spil enten er gode eller dårlige, men at man må “undersøge mulighedsbetingelserne kritisk (red.)¹”.

Medierne har det nu om dage med at fordreje og twiste nyhedsartikler, så der tegnes et bestemt billede af det artiklen omhandler, som skal følge til at avisen sælger så meget så muligt. Det lader til, at det vi, som forbrugere, køber mest af, er når en bestemt person, industri eller politik trækkes gennem en smasket mudderpøl, og ender med at have hele deres renomé praktisk talt ødelagt. Dette gør sig også gældende for computerspil. Computerspil har i tiden været beskyldt fra alt lige fra at bære ansvaret for mord begået af teenagere, til at være den eneste grund til dumpekarakterer i forskellige fag. Og allerede her viser sig et mønster. Det omhandler altid den typiske målgruppe for computerspil, og mediernes yndlingsprygelknabe (måske lige bortset fra politikere) – nemlig ungdommen.

Ungdommen har typisk altid været syndebuk for den ældre generation. Lige fra tiden, hvor det var anset som god opdragelse fra forældrenes side at uddele en fast lussing til børnene, hvis de ikke makkede ret, til nutidens dage, hvor ungdommen holdes ansvarlig, for en masse ting, der i sidste ende nok mest af alt handler om at finde deres grænser, og opdage, hvem de selv er. Nå tilbage til landevejen… computerspil. Det er især de voldelige action-prægede computerspil, der beskyldes for være grund i nogle unges brutale opførsel. Men hører man disse unge ad, vil de for det meste svare, at deres opdragelse eller sociale miljø, nok er mere passende grunde til, hvorfor de har opført sig som de har, end computerspillende. Jeg vil nu også mene, at vi i stigende grad bevæger os hen imod en bredere accept og forståelse for, hvorfor computerspil er så udbredte blandt ungdommen. Flere eksperter nu til dags mener da også, at det er irrationelt, at give computerspil alene skylden, for nogle unges voldsomme ageren. Vi begynder langsomt at anse computerspil som simpelthen at være en form for underholdning på lige fod med f.eks. film. Dette faktum forstærkes da også kun, af at spillet “Grand Theft Auto V”, der i blev udgivet i september, solgte alle salgsrekorder, og blev den mest indtjenende form for underholdning nogensinde² – mere end den mest indtjenende hollywoodproduktion.

Som Bo Kampmann Walther også pointerer i sin artikel går det helt storespørgsmål omkring computerspil ud på de unges dannelse, og hvordan den påvirkes af disse computerspil. Bo Kampmann Walther skriver bl.a. at “dannelse handler om overskridelse”, og at han mener at man skal have et “filter, [man] åbent møder det nye og overskridende med (red.)³”. Dette filter kategoriserer han som de værdier vi danskere allesammen sætter så højt. Med andre ord mener Walther, at det er helt i orden, man opsøger nyt territorie i computerspillene, men det er utrolig vigtig, at man er i stand til at skelne mellem spillet og virkeligheden. Og hvis dette er tilfældet, er der masser af ting, hvordan vi kan dannes af computerspil. I agentspil, der tager sted på forskellige steder over hele kloden, lærer man f.eks. noget om geografi, da man lærer, hvor visse lande befinder sig. Samtidig i spil med engelsk tale og danske undertekster udvikler man konstant sin sprogforståelse i forhold til engelsk. Nøjagtigt ligesom i engelske film.

Men som nævnt ovenfor er dette filter ekstremt vigtigt, og også her vor pro-argumenterne ender. For hvis dette filter ikke forstås og anvendes af spilleren, vil han se computerspillet som en forlænget virkelighed. Selvfølgelig ses det ikke som en direkte forlængelse af virkeligheden, men man kan dog drage de forkerte konklusioner og derved opnå en ikke optimal dannelse af disse computerspil. F.eks. oplever man i “Grand Theft Auto V” at man tjener penge af at køre folk over. Dette vil man selvfølgelig ikke gøre i virkeligheden, men hvis dette filter ikke anvendes optimalt i forbindelse med den periode man spiller i, kan man drage den konklusion, at det udelukkende er gavnende for sig selv at skade andre personer, under selvsamme eller lignende spilscenarier. Og dette, vil jeg mene, er ikke den tankegang, man ønsker at udsætte børn eller unge ud for. Derfor er der indført aldersbegrænsninger for visse spil. Jeg mener, at det er meget vigtigt at pointere, at disse begrænsninger kun er vejledende for forældrenes side, som her selv kan beslutte om deres barn har en tilstrækkelig mental tilstand til at spille et spil, der har en vejledende aldersbegrænsning, som er højere end barnets aktuelle alder. Mange børn er nemlig, i hvert fald i mine øjne, sagtens i stand til at skelne mellem, hvad der sker på deres fjernsynsskærm og uden for deres vindue.

Noget som jeg også vil inddrage i denne diskussion er, at det fantastiske ved hele denne diskussion, om hvor skadelige computerspil er for ungdommen, så er alderbegrænsningerne for film nemlig ikke vejledende, som for computerspil, men faktisk rigtige begrænsninger. Er man 12 år kan man ikke købe en film i Fona, der er markeret med “tilladt for børn over 15 år”, og i biografen kan man da hellere ikke se en film med sine venner, hvis der ikke er en voksen med.

Dette simple faktum mener jeg definitivt afgør, hvorvidt computerspil er skadelige for ungdommen. Nej, de er ikke mere skadelig end film (i hvert fald mener staten det ikke), og ja, det hele er opspundet af medierne, da der i disse sammenhæng aldrig nævnes voldelige film, og udelukkende brutale computerspil, som kilden til nogle unges voldsomme handlemåde. Det hele er er en opfundet syndebuksindustri kreeret, af medierne, med et simpelt formål – at sælge, sælge, sælge.