Loading...Skrevet af: Alexander K. B. Andersen
Farlig fiktion
Med både udviklingen af det senmoderne samfund og kunsten i sig selv, er det svært helt at undgå at opleve nogle ting, som ofte er ubehagelige. Mere alvorlige emner og situationer er rykket tættere på og bliver ofte set og hørt af alle. Det store problem her er alvorlige situationer som i dette tilfælde er døden: i det voksne liv kender vi godt til døden, men når den så kommer i børnehøjde bliver det sensitivt. Det er det emne, som artiklen ”farlig fiktion” ligger vægt på.
Min allerførst tanke til artiklen var ikke rigtig noget om selve emnet, men snarere ”jeg troede da ellers at Karl ”tvebak” løvehjerte fra ”brødrene løvehjerte”- eventyret døde af sin sygdom og ikke pga. selvmord”.
Men det er ved siden af det, som jeg skal skrive om. Selve artiklen omhandler, at medierne, litteraturen og kunsten i det moderne samfund viser døden i børnehøjde.
Der bliver fremlagt to forskellige sider af denne sag. Den ene side giver udtryk for at så dybe emner er for rå at fremlægge for børn. Her vil jeg gerne sige at vedkommende end ikke vil læse hverken ”Harry potter”-serien eller ”brødrene løvehjerte” for børnene, pga. dødsfald i begge historier. Efter min egen mening er døden temmelig underspillet i hele ”brødrene løvehjerte” historien. Hovedpersonerne dør i starten, men meget hurtigt uden at beskrive smerten hverken hos den døende eller hos de tilbageblevne. Da først hovedpersonerne er kommet til Nangijala, er der kun tre, som dør gennem hele historien, indtil den store kamp til sidst. Ellers er historien harmløs i forhold til stærke udtryk, som er beskrivende om døden. Det samme gælder for ”Harry potter” serien, hvor at der ”kun” dør 6 personer over de første 6 bøger. Når man ser det sådan kan det lyde groft, men efter min mening er noget af det bedste ved Harry potter serien, at man følger Harry gennem hele livet. Og det er umuligt at undgå de mere mørke sider af tilværelsen, når man vokser op. Jeg ved godt at det i andres øjne er råt materiale, men her kommer en af mine egne psykologiske teorier ind. Jeg tror lidt på at forældre kan udvikle et amorid-kompleks over for deres børn. Et amorid-kompleks menes i den forstand at de stadig ser deres børn som små og uskyldige i længere tid, men prøver at undertrykke en mulig udvikling/separation. De fleste forældre har stadig det nostalgiske billede af deres børn som små og vil derfor hellere lyve over for dem end at vise dem sandheden. Sandheden kan gøre ondt og det kan livet også. Men hvis man ikke føler smerten, kan man heller ikke kende til glæden, da man ofte definere ting ud fra dens modsætning.
Ifølge den østrigske børnepsykiater, Margaret S. Mahler, gennemgås forskellige faser gennem barnets udvikling, hvor den første er en ”symbiose”-fase (samliv) fra 1 til 5 mdr. Her kan barnet ikke adskille sig fra moderen og hendes omsorg og pleje. jeg vil mene, at det ikke er unormalt at samliv mellem mennesker kan føre til en vis affektion overfor/mellem personerne. Det samme er tilfældet under symbiose fasen. I sin forskning pointere Mahler også at de senere trin er separationen, hvilket er vigtig for barnets identitetsdannelse. Men selvom at separationsfaserne er i gang hos barnet, mener jeg at omsorgspersonen/moderen stadig har affektioner for barnet helt tilbage til symbiose fasen. Det kan muligvis derfor være svært for omsorgspersonen/moderen at acceptere at barnet adskilles fra moderen og lærer verdenens hårdheder og problemer at kende. Derfra mener jeg at amorid-komplekset opstår, som et forsøg på at tilbage holde en mulig udvikling hos barnet, for at beholde billedet af barnet, som dengang det stadig fik modermælk el. lign. Det kan være derfor at forældrene tilbage holder børnene for at opleve den mørkere side af virkeligheden.
Men jeg mener også at der er grænser for død og mørke i børnehøjde og i hvilke grader at de bliver vist i. Jeg mener ikke at det er i orden at vise blod, indvolde og tortur for øjnene af en 6-årig. Jeg vil mene at omkring 7-8 års alderen kan man begynde at vise lidt mørkere sider, da børn i den alder er lidt mere åbne overfor omverdenen, men også lidt mere klar på de grovere ting i livet. Men i denne alder (og generelt) er det også meget vigtigt at forældrene kan være der for barnet: i denne alder er barnet vent imod omverdenen og udvikler sig på alle punkter. Nogle af de vigtigere punkter er de emotionelle og logiske punkter, som især kan påvirkes i mødet med den grove virkelighed. Jeg kan huske at min morfar, døde af cancer, da jeg har omkring den alder. Jeg elskede min morfar, som den kærlige morfar, som han var. Da jeg var i det stadie, hvor jeg begyndte at vende mig aktivt ud mod verdenen, begyndte han at trække sig ind i sig selv. Da han døde, havde jeg svært ved at fatte at han var død eller hvad der skete. I dette tilfælde var der tale om sorg ifølge at tabet og afsavnet, men s at der også var tale om erkendelsen af at han ikke længere var der.
Det var svært for os alle sammen, men noget af det værre for et barn at opleve er at opleve sine forældre græde eller udvise sorg. Selvom at barnet ifølge Mahler er emotionelt udviklet fra sin mor ved 3-4-årsalderen, kan børn helt op til inde i puberteten (om end ikke i slutningen af teenage årene eller starten af voksenlivet) blive påvirket direkte af sine forældres følelser. Her var det ingen undtagelse, men jeg kan huske at det var vigtigt at det ikke skulle vises foran os.
Men inden at der misforstås det sidstnævnte med det, som jeg har skrevet tidligere om mødet med den grove virkelighed, er der ting, som jeg vil slå fast. Det var stadig et vigtigt punkt for mig i min barndom, da det var med til at udvikle mig til at blive mere moden. Men samtidig vil jeg sige at virkelige, personlige tab først bør opleves lidt tættere på de 11-12 år, da man i nogle tilfælde kan være mere ”hærdet” til den tid.
Men det er ikke kun alderen, som er vigtig for at fortælle mørke sider: hvis jeg skal komme med medie relaterede eksempler, kan jeg nævne ”Saw” overfor ”løvernes konge”. Jeg ville først vise løvernes konge for børn end ”Saw”. ”Saw” viser direkte tortur, smerte, psykologiske problemer mm. Dette vil jeg mene kunne give børn traumer og derved skade dem psykisk. Det kan også gå i den anden grøft, hvor børnene tager det til sig og begynder at udleve dette.
”Løvernes konge” har på den anden side ikke den samme chance for at gøre dette. Det eksempel her handler mest om Mufasa’s dødsscene. Her er det en nær og elsket person, som dør, modsat ”Saw”, som i grove træk er ”en gennemgang af et slagteri”. Men hele scenen gør også meget ud af at det skal være følelsesladet: Mufasa som en faderfigur, musikken, karakterernes reaktioner og det at man ser Mufasa’s lig er med til at få os som seere til at føle sorg og erfarer, at død kan forekomme. Der blev ikke vist blod, inden indvolde eller noget. Man ser ikke engang at Mufasa bliver trampet ned. Med andre ord viser det os ikke volden, hvilket holder en vis distance til at vise virkeligheden, men hvor vi selv som børn kan forestille os, hvordan det går. Udover det, så laver filmen også et (efter min mening) genialt træk til at vente stemningen på hovedet: Da først Mufasa var død og Simba var flygtet og lå bevidstløs til gribbene, kom Timon og Pumba for at ”angribe” gribbene, hvilket med musik ændringen og kampbrølet er med til fuldstændig at ændre alt. Fra at være næsten helt synderknust af døden, kommer man til at blive helt glad og let ved dette, men stadigvæk med tanken om døden i baghovedet.
Det som jeg mener med dette, er at man ikke direkte bør holde virkelighedstro oplevelser tilbage for børn, men man kan formulere det på måder så det er lettere at forstå.
Men artiklen nævnte også at samfundet var ved at blive mere og mere voldeligt og derved også kunsten og medierne, da meget kunst (heriblandt litteratur og medier) er inspireret af samtiden. Det kan jeg se som et direkte problem, da børn så kan efterligne dette. Det er almindeligt kendt at børn benytter sig af identifikation og imitation, for at udvikle sig. De gør det for at indlærer sig normer, regler og sociale færdigheder. Men det er ikke kun fra andre mennesker, at børnene benytter sig af disse teknikker. Børn benytter sig af de teknikker med alt, hvad de ser. Det kan være med en lærer, forældre, ven og selvfølgelig også medier. Her kan der ske problemer med at vise vold, da børn så ser det, som ser ”fedt” ud og efterligner det. Mit bedste eksempel i denne retning er fra folkeskolen: da jeg var i 10 klasse, mødte jeg nogle drenge fra mindre klasser, som ville lege. De ville selvfølgelig lege lidt ”bryder-lege” eller ”for-sjov-slåskampe”. Det var ikke det, som slog mig mest dengang. Det, som slog mig på det tidspunkt, var at de drenge var over inspireret af en animé serie kaldet ”dragon ball Z”. Det lavede direkte fuldkrops taklinger (det vil sige at de løb ind i mig med kraft på), mens at de råbte ”kamikamiha”, som de gjorde i animén. Det store problem med dette, er at volden bliver vist, som om at den ikke gør skade overhovedet! I den animé kan man bogstavelig talt blive gennemtævet tre gange i træk, slået i vitale områder og skudt med energi stråler UDEN AT DER PÅFØRERS SKADE! Jeg ved også at der er grænser for, hvor og hvornår de serier bliver vist. Og det er godt nok. Hvis der er flere regler eller mere censur på dem, er de helt væk. Her vil jeg mene at forældrene skal træde ind, selvom at det er svært i det senmoderne samfund. Om end ikke forældrene så ”substitutter” for dem (pædagoger, ældre venner, ældre søskende, familie mm) bør tage ansvaret for at børnene får ren besked om realiteten.
En ting, som jeg ikke har snakket om endnu, er videospil. De er også nogle parter, som er ansvarlige for dette. I skydespil som ”halo” eller ”call of duty” (eller spil som ”grand theft auto”) skyder man horder af fjender/folk uden nogen omtanke for menneskerne, som skydes. Børnene vil så tro, at det er okay og så har vi skyderierne på ny. Men det er med mindre at der er nogen til at lede barnet på rette spor. Nogen, som kan være frontfigurer for dette. Det ærgerlige ved dette, er at der er en del videospil/computerspil, som har direkte kunstneriske træk og faktisk kan lærer børn om virkelighedstro ting. Men de bliver overset af sanseløst vold. Jeg kan godt komme på eksempler: et af mine bedste eksempler er ”final fantasy 6”. Selvom at det spil har vold, er den gamle grafik og fantasy elementerne med til at give én distance mellem den virkelighed og vores virkelighed. Men karaktererne og deres historier gør dem virkelige og så kommer man mere ind i deres virkelighed uden at være helt inde i den. Den har en episk historie og enten elskværdige eller bare sympatiske karakterer. I løbet af spillet oplever man kærlighed, følelseskriser, tragedier, troskab, intriger og selv eksistentielle spørgsmål, som ”hvad er meningen med livet i sig selv?”. Hovedpunkterne der, er at der er både et kunstnerisk historisk øjeblik og et trist, virkelighedstro øjeblik. Det kunstnerisk historiske er den sidste kamp mod en fjende, som faktisk i billeder fortæller historien om ”den guddommelige komedie”. Men den mere triste og virkelighedstro øjeblik er med et selvmord hos en af hovedkaraktererne, hvor man gennemgår hele karakterens baggrund og det faktum at hun er alene i verdenen uden viden om hendes elskede er i live.
Men selv dette utrolig virkelighedstro øjeblik i et fantastisk spil kan alligevel give visse problematikker, da hun OVERLEVER sit selvmordsforsøg. Det kan give en identifikation af at man kan overlevet et fald FRA EN KLIPPE.
Med min mening er det så trist at videospil/computerspil har så mange problemer med vold, reklamer, kapital og dårlige rolle modeller, fordi at der er en del af dem, som i nogen grad kan sammenlignes med kunst. Og så kan det være direkte lærerigt og være med til at udvikle både børn og voksne.
Men for at afrunde, syntes jeg ikke at selve døden i børnehøjde er et problem, så længe at volden ikke bliver vist. Vold bør først vises til børn i en lidt senere alder eller med ansvarlige, som kan lærer barnet at skelne mellem fiktion og virkelighed. Vi bør ikke for alvor holde børn tilbage fra at lærer realiteten at kende, bare at den formuleres rigtigt.
”du kan i praksis slå et søm i med et spækbræt, for værktøjet tæller ikke lige så højt, som hvad du bruger det til”
AKBA (1991-?)
Skriv et svar