Loading...Medierne og dagligdagen
I første kapitel af Jan Kjærstads roman Erobreren møder man den navnløse kvindelige taxachauffør, som er så heldig at få selveste Jonas Wergeland som kunde. Jonas Wergeland er en anerkendt og yderst berømt tv-vært, som den kvindelige protagonist er stor fan af, så det er ikke underligt, at hun sammenligner det med at tiltale Hans Majestæt Kongen. Hendes største idol, som førhen kun var pixels på en 2D skærm, findes nu i kød og blod på bagsædet i hendes taxa. Det ville gøre enhver blød i knæene. Underligt bliver det først, når det går op for hende, at Jonas Wergeland er fuld, og at han opfører sig yderst upassende. Hun beskriver det som at være vidne til blasfemi. Hun går endda så langt at stave hans personlige pronomen med stort H i han, som var han en slags Gud. Eller mere præcist: En falden Gud, som ikke længere kan leve op til hendes ideelle billede af et overmenneske.
Det er, hvad medierne har gjort ved kulturen i dag. Den vestlige verden har ikke længere brug for at gå i kirke om søndagen for at finde Gud. Han bliver i stedet fundet i det abstrakte rum, som findes mellem sofaens hygge og fjernsynets skarpe lys. Drømme om Paradis er blevet erstattet af drømme om Paradise Hotel og følelsen af håb opnås ikke længere igennem læsning af Bibelvers, men af inspirerende talkshows og nyhedsindslag om små børn, som var forsvundet, men ikke længere er det. Som uddraget fra Erobreren altså viser, har medierne overtaget det vestlige menneskes behov for en religion. Eller sagt på en anden måde: Gud er død, og på hans sted sidder Jonas Wergeland.
Da den religiøse tankegang var den bærende mentalitet, var der ikke meget at skulle tage stilling til. Det er svært at forestille sig, at den almene danske bonde brugte meget tid på selvrealisering og påskønnelse, som Maslow ville have sagt det. I stedet rumsterede bekymringerne efter alt sandsynlighed længere nede på behovspyramiden, så hvis en nydelig mand i præstekåbe dukkede op og prædikede budskaber om håb, tro og kærlighed, er det ikke underligt, at han ville finde popularitet blandt pøblen. Midt i al det hårde, tankeløse arbejde i markerne er der mulighed for at berolige sig selv med, at det hele nok skal blive bedre. En fællesskabsfølelse opstår omkring søndagsritualet, og den fælles tilbedelse af bestemte entiteter; om det er præsterne, Helligånden, Jesus eller hans fader – alle er de inspirerende eksistenser, som har ubegribelige mængder af respekt og besidder mere magt, end man kan forestille sig i dag. Eller kan man?
Ovenstående afsnit minder utvivlsomt meget om en beskrive af det nuværende medielandskab og den almene befolknings forhold dertil. Vender man blot et par enkelte ting på hovedet, udskifter de religiøse symboler med termer fra medieverdenen, og forestiller sig marken som en lignelse for de blindgyder af uddannelser og jobs, som samfundet i øjeblikket har at tilbyde, ja, så er man måske ved at være der. I et samfund der balancerer på toppen af Maslow’s pyramide, er kirkens vægge blevet erstattet af stuens egne, og fællesskabsfølelsen findes i at vide, at resten af landet også sidder klistret foran skærmen, når der er håndboldkamp. Det er en betryggende tanke, at selv ikke geografiske afstande kan fraholde os fra at samle os – hvis ikke fysisk, så i det førnævnte abstrakte rum, som hverken er stuen eller kirken, men et sted midt i mellem.
Tilbedelsen har vi heller ikke lagt fra os. Den er endda endnu tydeligere end nogensinde før, men den ses ikke længere siddende på knæ med hænderne foldet og øjnene lukket. Nej, tilbedelsen har ændret sig fra at være en privat sag til en konkurrence om at være ”den største fan”. Hvem kan skrige højest, når X-Factor stjernerne går på scenen? Hvem ved mest, om den populære og pæne tv-vært? Den flimrende skærm lader til at fungere som et filter for al medmenneskelig forståelse, og i stedet skruer det op for en dyrkelse af mediepersoner, som deraf opnår guddommelig status. Det er umuligt at sætte sig ind i, at Jonas Wergeland stadig eksisterer, når programmet er slut. At han går rundt et eller sted derude på præcis samme måde, som vi gør. Han er en uhåndgribelig størrelse, som hver søndag aften hjælper os, beroliger os og indvier os i fællesskabet. Jonas Wergeland er Gud.
Men som historien har vist os, varer alle evige Guder ikke evigt. Der er langsomt men sikkert begyndt at opstå ændringer i måden, hvorpå især unge mennesker opfatter mediernes rolle i dagligdagen. På samme måde som Reformationen i 1536 gjorde op med kirkens monopol på de hellige skrifter, gør en ny generation nu op med mediernes religiøse rolle i samfundet, og deres tankegang vinder kun større sympati dag for dag. Internettet har overtaget fjernsynets funktion som et samlingspunkt, og ikke nok med det, så har Internettet også givet brugerne muligheden for selv at lege Gud. For selv at være Jonas Wergeland. Konceptet med at have sin egen blog, forme en ny online identitet, vælge nyheder til og fra og derved danne et nyt og mere selvstændigt billede af virkeligheden, udfordrer alt sammen de traditionelle mediernes betydning. På samme måde som protestanterne tog Gud i egen hånd, reflekterer nutidens unge over medierne på en ny og anderledes måde. De er blevet guder over medierne. Guder over hvad de vil se, og især hvad de ikke vil se. Hvad der er værd at betale for, og hvad der blot kan downloades ulovligt fra Internettet. Det er denne tankegang, som de traditionelle medier frygter, fordi det er tydeligere end nogensinde før, at generationskløften har potentialet til at kvæle Jonas Wergeland. Denne splittelse har også sine lignelser til Reformationen, hvor Paven valgte at ekskommunikere Martin Luther og hans følge for deres ugudelige tanker. Ekskommunikationen i dag fungerer dog på en anderledes måde, da et sådan indgreb vil være en underskrift på Jonas Wergelands egen døds erklæring. Enhver forretningsmand vil vide sig sikker i, at man ikke lukker sine kunder ude. I stedet ser man kontroversielle lovforslag som SOPA, PIPA og ACTA, som i øjeblikket er meget fremtrædende i medieverdenen, da det er de traditionelle mediers sidste krampestrækning for at redde det imperium, de har brugt årtier på at opbygge. Lovforslag som disse har til formål at gøre det mere besværligt, om end ikke ulovligt, at streame, downloade, vise, lytte, læse og dele enhver form for medie, som er ejet af en virksomhed med patent på omtalte produkt. Det lyder vel kun rimeligt, men sådanne lovforslag har samtidig magt til at ændre selve Internettets infrastruktur – den nye generations kirke! Det bliver ikke set let på, og derfor har der fundet utallige demonstrationer sted; vigtigst af alt et black-out af verdens største encyklopædi, Wikipedia, i protest mod førnævnte lovforslag. En tydelig forskel på opfattelsen af mediernes ophavsret har altså vist i de sidste par uger. På den ene side ses Jonas Wergeland, som repræsenterer de traditionelle medier, en forgudelse af berømtheder, reality-programmer og en struktureret tv-guide. Oppositionen består af en mindre gruppe unge mennesker, som har overtaget denne guddommelige rolle. Tilbedelsen er ikke rettet mod fjernsynet, men mod spejlet. Det online spejl. Generationen er blevet kaldt generation Mig, for aldrig før har dyrkelsen af selvet været større. På Facebook har alle en persona, som skal justeres og finpudses, alt imens fjernsynet samler støv i hjørnet af værelset. Hvorfor bruge tid foran det gamle monstrum, når man kan sammensætte sit eget medieapparat på Internettet? Film, musik, nyheder og information er alt sammen tilgængeligt med et enkelt klik, og begrebet ejerskab har for længst mistet sin betydning. De ejer alt, og de ejer sig selv. Jonas Wergeland er død, og på hans plads sidder Jeg.
Skriv et svar